Skip to main content

Måned: juni 2018

Jesus-kampagne i Jerusalem blev den største nogensinde

Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 22. juni 2018

Maj måned i Jerusalem blev en særlig måned for den messianske organisation Jews for Jesus, da den største kampagne i organisationens historie løb af stablen i Jerusalem under overskriften ”Behold Your God Jerusalem” (Se din Gud Jerusalem).

Et væld af samtaler

De over 200 kampagnedeltagerer og volontører fra hele verden talte med over 5000 mennesker om Jesus og 200.000 mennesker så deres opslag på de sociale medier. Desuden fik de kontaktoplysninger på 1747 israelere, som ønsker at lære mere om Jesus. Gennem den fire uger lange kampagne tog 58 israelere imod Jesus som deres personlige frelser, og Jews for Jesus forventer at det tal vil stige, eftersom deres tilstedeværelse i byen fortsætter fremover. Jerusalem er hjem for omkring 750.000 jøder og er et af verdens største brændpunkter, både politisk og religiøst, især set i lyset af den nyligt åbne amerikanske ambassade i byen og fejringen af Israels 70 års jubilæum tidligere på året.

Den store finale og nye begyndelse

”Behold Your God” er et projekt som Jews for Jesus har arbejdet med i 18 år. Konceptet har haft som formål at gennemføre dybdegående evangelisationskampagner i hver eneste by i verden, som har en jødisk befolkning på 25.000 eller mere. Af de 77 kampagner som er blevet afholdt gennem årene, var Jerusalem udråbt som ”den store finale”, men David Brickner, den administrerende direktør for Jews for Jesus, siger: ”Dette er kun begyndelsen på en ny epoke med opsøgende evangelisation for vores 45 år gamle organisation. Vi opsøger alle typer mennesker i byen: Universitetsstuderende, kunstnere, sportsentusiaster, russisktalende, dem der sidder fast i afhængighed og misbrug, fattige og ortodokse jøder. Vi har mødt relativt beskeden modstand og masser af entusiasme og engagement.” Brickner siger også at ”da Jesus gik i Jerusalems gader havde han også kontakt med et meget forskelligt publikum, fra toldere til tiggere, lovkyndige og velhavende forretningsfolk. Vi tænker at han satte standarden for os i 2018 og videre frem.”

At gå med Messias’ mandat

Til kampagnen i Jerusalem brugte Jews for Jesus nye måder at gå til denne komplekse by og dens indbyggere på, i forhold til hvad man har gjort i tidligere kampagner. Som de fleste der har aflagt byen et besøg ved, er Jerusalem præget af konflikt mellem religiøse og sekulære jøder, mellem jøder og palæstinensere samt mellem jøder, kristne og muslimer. Men det som mange måske ikke er klar over, er at af alle Israels byer så har Jerusalem den højeste grad af fattigdom og er fyldt med et væld af sociale udfordringer. En del af kampagnens tilgang var derfor at tjene byen og også at opfordre andre til at gøre det samme. ”Som Jesustroende ser vi hvordan Jesus levede for andre og vi ønsker at følge i Hans fodspor. Vi giver mad til fattige, rydder parker, istandsætter huse og dermed viser vi at Ham, som vi tror på, ønsker at hele det som er brudt eller som trænger til hjælp” siger Dan Sered, direktør for Jews for Jesus i Israel. Samtidig understreger David Brickner at Jews for Jesus bestemt ikke er færdige med arbejdet om at nå hele verdens jøder med budskabet om Jesus Kristus: ”Lad mig forsikre jer – der er masser at gøre endnu! Det bedste ligger stadig foran os. På en måde begynder Jews for Jesus nu igen fra Jerusalem og til verdens ende, idet vi bærer Messias’ mandat med os.”

Jews for Jesus har kontor i Tel Aviv og i 27 byer byer rundt om i verden. Det næste kontor vil komme til at ligge i Jerusalem.

Se David Brickner forklare kort om kampagnen i Jerusalem i denne video: https://jewsforjesus.org/category/publications/realtime/realtime-may-2018?utm_campaign=rte1805&utm_source=mailchimp&utm_medium=email

Denne artikel er en redigeret udgave af en artikel fra det messianske nyhedsmedie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: https://kehilanews.com/2018/06/07/the-most-comprehensive-jews-for-jesus-campaign-ever-takes-place-in-jerusalem/

Vidnesbyrd: Gud bruger lidelsen og smerten

Hvorfor går jeg igennem svære tider, hvis Gud elsker mig? Er der en mening bag den lidelse og de udfordringer, vi møder i verden? John voksede op i en jødisk familie, og var glad for den kulturelle del af jødedommen. Men han oplevede, hvordan svære spørgsmål som disse blev ved med at dukke op. En dag åbnede han Bibelen, og blev konfronteret med mennesket Jesus, der påstod at være svaret på alle hans frustrationer. Læs Johns vidnesbyrd nedenfor.

Er Guds nærvær væk?

John voksede op i Johannesburg i Sydafrika. Hans mor var jødisk og hans far var af hollandsk afstamning. Da han var barn, blev de skilt, og han tilbragte derfor store dele af sin opvækst hos moren og hendes side af familien. John mindedes især fredagene, hvor familien var samlet hjemme hos hans bedstemor til sabbatsmåltid. Det var klart for ham, at han altid har følt sig tættere forbundet til den jødiske del af familien. John var glad for den kulturelle side af jødedommen, men havde en følelse af, at noget manglede. ”Jeg tænkte lidt på historien om pesach, hvor israelitterne vandrede i ørkenen og Guds nærvær flytter sig med dem. Jeg havde en følelse af, at Guds nærvær måske havde flyttet sig uden, at jeg havde fulgt med,” fortæller han. Da han gik i shul (jødisk skole) havde han en fornemmelse af, at han manglede noget i sin forbindelse med Gud. ”Det var som om, hans nærvær var væk,” konstaterer han.

De store spørgsmål

John beskriver sig selv som en meget privat person. Han holdte sine tanker om Gud og om livet for sig selv. ”Jeg ønskede at tro på noget, fordi det var sandt,” udtrykker han. Især teenageårene var hårde for ham. Det var en tid, hvor han prøvede at finde sin identitet, og de store eksistentielle spørgsmål fyldte meget i ham. Hvorfor er der lidelse i verden? Hvorfor skal jeg igennem de her svære ting, hvis Gud elsker mig? Han søgte efter svar på meningen med livet, og reflekterede over, hvilken rolle religion skulle have lov at spille i hans liv.  “Jeg spekulerede også på, om der mon var nogen, der faktisk brød sig om mig på et dybere plan,” fortæller han.

Smerten har intet svar

”Jeg troede, at hvis bare jeg gjorde de rigtige ting, arbejdede hårdt og nød livet, ville jeg få et godt liv – at alting ville være okay,” fortæller han. Problemet for John var bare, at han ikke oplevede at finde svaret på, hvorfor der er så megen lidelse i verden. ”Hvor kommer lidelse fra? Hvad er meningen med de kampe, jeg står i? Er der nogen form for mening bag ved den lidelse, jeg møder i verden?” Disse spørgsmål blev ved med at dukke op.

”Jeg er kommet, for at de skal have liv”

John havde aldrig talt om Jesus med sin mor. Det var tabu; et forbudt emne. Så i løbet af gymnasietiden besluttede han, at han ville læse i Bibelen, og se med egne øjne, hvad det hele handlede om. I Bibelen stødte han på mennesket Jesus, og det blev et helt særligt møde. Verset: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10) satte et væld af tanker i gang i ham. ”Den udtalelse virkede utrolig stærkt på mig,” fortæller han og fortsætter: ”Rundt om i verden leder mennesker efter liv. Alle ønsker liv og alle ønsker at føle, at der er en større mening med det, de lave”. Det blev klart for John, at han enten måtte tage det seriøst eller skubbe det til side, og lade som om, ingen nogensinde havde givet et svar. Her var en mand, der påstod, at han var svaret, og at han havde svaret på de spørgsmål, John stillede.

Der er håb

I Bibelen så John, hvordan Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetier om messias, der skulle lide og dø for vores skyld. ”Det største eksempel på hvordan Gud bruger lidelse og smerte for det ultimativt gode, er historien om Jesus, der døde for sit folks synder,” fortæller John og fortsætter: ”Det eneste menneske i historien, der ikke fortjente, at dårlige ting skulle ske for ham, er måske det menneske, der har lidt mest”. Jesus døde ved menneskers hænder, men Gud løftede ham op. Det er gennem Jesu lidelse, Gud bringer os mennesker ind i Guds nærvær, og gør det muligt for os at have en relation til Gud. ”Hvis Gud brugte det største eksempel på menneskelig uretfærdighed og smerte til at skabe det største mirakel i verdenshistorien, er der håb, når jeg går igennem svære tider i mit eget liv. Der er håb om, at ingen lidelse er forgæves – alt har en mening i Guds plan,” slår han fast.

Ingen anden vej

John kæmpede en hel del, og lige så stille begyndte han at mærke spændingen mellem ham og familien. Han nåede et punkt, hvor han blev nødt til at tage et valg. ”Det begyndte at gå op for mig, at dette løfte om liv i overflod Jesus talte om, er et løfte, der er meget mere værd end nogen menneskelig relation eller andres accept,” reflekterer han. Gud føltes ikke længere fjern for ham, men i stedet beskriver John, hvordan Gud gav ham en særlig retning. ”Jeg vidste ikke, hvor han ville føre mig hen, men jeg vidste, at der ikke var nogen anden vej for mig,” fortæller han.

Vi kan ikke tage skatten med

Til dagligt arbejder John som professionel investor. Han er klar over, at mennesker leder efter gode investeringer, der vil give dem et udbytte i det lange løb. En af de ting, Jesus siger, er: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen” (Matt 6,19-20). Alle mennesker er klar over, at de kun har en kort tid her på jorden. Alligevel er de fleste besat af at tjene mange penge og have i overflod i dette liv. ”Men det er som om, de glemmer, at de ikke kan tage noget af det med sig,” siger han. Det løfte om liv, Jesus giver, er et løfte om et evigt liv, der starter nu og her. Den brand hans ånd giver, gør livet i denne verden her og nu værd at leve. ”Det har jeg brug for at minde mig selv om igen og igen – for det er en vidunderlig sandhed og gave, som jeg må nyde og som ingen kan tage fra mig,” slutter han.

Landløfter og mission – ja tak til begge?

Vi bringer her assisterende generalsekretær i Den Norske Israelsmission, Vegard Soltveit, artikel om, hvorvidt vi behøver at vælge mellem landløfterne og mission til det jødiske folk. Artiklen er fra magasinet “Først”, der udgives af Den Norske Israelsmission.

Vi lever i en tid, hvor der findes et væld af meninger og forskellige bibeltolkninger, når det kommer til Israel, landløfter og missionssyn. Gennem årene er der sprunget flere og flere organisationer frem, der beskæftiger sig med Israel. Dette kan for mange ligne en uoverskuelig skov, hvor en skovtur ikke er noget attraktivt eller fristende tilbud – desværre. For nogen har dette medvirket til en nedprioritering og ligegyldighed, når det kommer til at tage tematikker vedrørende Israel op. Det er blevet skoven, man holder sig væk fra. På den anden side er der dem, som nærmest tilbeder Israel. De er flyttet ind i skoven.

Alle kristne har et forhold til Israel. Det fik vi ved troen, da vi blev indpodet og fik saften fra roden sammen med dem (Rom 11,17b). Som hedningekristne er vi blevet de helliges medborgere og Guds familie, og har del i samme arv, samme krop og samme løfte i Kristus Jesus ved evangeliet (Ef 2,19; 3,6). Sådan er tematikker knyttet til Israel ikke kun en sag for særligt interesserede, men noget, som angår alle, der tror på Israels Gud og Israels messias. Samtidig har vi ikke fået barnekår hos Gud for at tilbede Israel – men for at tilhøre og tjene Israels Gud.

Evangeliet – vores primære kald!

Det er 70 år siden 1948, og vi fejrer jubilæumsår for den moderne stat Israel. Jubilæet skaber engagement og begejstring, men også debat og diskussion. Det er fristende at antyde, at debatten og diskussionerne om jubilæet og markeringen også her fremstår som en uoverskuelig skov, hvor man bør træde varsomt.

Den Norske Israelsmission har traditionelt set aldrig været den organisation, der råber højest når det kommer til Israels landløfter. Det betyder ikke, at vi har været tavse, som nogle har sagt. Årsagen til at vi ikke råber højest er, at vi forstår evangeliet, som det absolut vigtigste, og vi ønsker ikke, at noget skal tage fokusset fra vores kald om at række evangeliet tilbage til jøderne – her kan vi ikke gå på kompromis, for det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse, for jøde først og så græker (Rom 1,16). Ingen skal misforstå Den Norske Israelsmissions primære opgave – evangeliet tilbage til jøderne.

Israels udvælgelse og særstilling

Loven og profeterne gør det klart at Israel er Guds udvalgte folk (…) Dette bekræftes af Herrens apostel (…) Guds løfter til Israels folk står stadig ved magt. Sådan begynder vores principerklæring. Gennem evangelieteksterne ser vi, at Jesu virke og sendelse først og fremmest gjaldt det jødiske folk, de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24).

Vi må også lægge mærke til, at ingen er så tydelige som Jesus og apostlene, når de fastholder over for jøderne, at ingen kommer til Faderen uden ved mig (ApG 4,12). Løfterne som knyttes til evangeliet og Guds retfærdighed er universelle, og samtidig har jøderne førsteretten. Det betyder, at jøderne ikke bare historisk var de første, som hørte budskabet, men på grund af deres særstilling og udvælgelse har jøderne fortsat en særskilt ret til at høre evangeliet (Rom 1,16). Dette medfører nødvendigvis en missionsstrategisk prioritet. I apostlenes gerninger spørger disciplene om det er nu, du vil genrejse Riget for Israel (ApG 1,6). Jesus afviser ikke spørgsmålet, men giver disciplene en anden prioritet. Deres prioritet skal være mission, de skal være Jesu vidner i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende (ApG 1,8).

Kirkehistorien synliggør at kirken i stor grad er mislykkedes med den missionsstrategiske prioritet overfor Israel. Det er vores opgave som missionsorganisation at gøre opmærksom på det ansvar, vi kristne har – om at vidne og vise evangeliet om Jesus Messias. Kirken må tage ansvar for det, som var først for Paulus – evangeliet til jøderne.

Kontinuitetsmodellen

Måden vi forstår forholdet mellem det Gamle og det Nye Testamente påvirker meget af vores teologi – også når det kommer til landløfterne. En af årsagerne til dette er, at det nye testamente siger meget lidt om de jordiske landløfter til Israel, mens det gamle testamente indeholder et langt rigere tekstmateriale om dette tema. Andre årsager er synet på Israels udvælgelse og frelse, og det universelle og udvidede landløfte om den nye himmel og nye jord.

Den Norske Israelsmission har i mange sammenhænge argumenteret for en kontinuitetsmodel. I modsætning til kontinuitetsmodellen står kontrastmodellen.

Kontrastmodellen har forskellige udtryk. Et af dem lægger vægt på kontrasten eller bruddet mellem testamenterne. I sin yderste konsekvens kan kontrastmodellen argumentere for, at der er forskellige guder i de to testamenter. Men kontrastmodellen kan også foreslå, at der er forskellige veje til frelse for hedninger og for jøder – en såkaldt topagtsteologi. Denne kommer ofte i forlængelse af en husholdningslære, hvor Gud har forskellige agendaer og handler forskelligt overfor hedninger og jøder alt efter de forskellige tidsepoker.

Uanset hvilket udtryk kontrastmodellen har, så yder den hverken retfærdighed overfor det Gamle eller det Nye Testamente. Dermed argumenterer den norske Israelsmission for en kontinuitetsmodel. Her ser vi kontinuiteten og den røde tråd mellem det tabte paradis i 1. Mosebog og den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 21. Vi ser de konkrete landløfter som gives til Abraham, samtidig med at vi anerkender den langt større universelle gudsplan, at i dig skal alle slægter på jorden velsignes (1 Mos 12,3). Kontinuitetsmodellen forstår løfterne som et konkret land til Israel i sammenhæng med Guds frelsesplan for hele menneskeslægten. I dette understreges det, at det største og vigtigste er den nye himmel og den nye jord, uden at dette ophæver løfterne om et konkret land til jøderne.

I det Nye Testamente får det universelle og udvidede landløfte en dominerende plads. Dette betyder ikke, at vi kan sætte en streg over de konkrete landløfter, som er blevet givet i det Gamle Testamente. For selv om det nye testamente ikke lægger vægt på de jordiske landløfter til Israel, så må alle erkende, at der heller ikke direkte sker en ophævelse af dem. På en glimrende måde har Gunnar Haaland (dr.theol. fra MF i Oslo red.) skitseret fire dimensioner i forhold til løfternes og profetiernes opfyldelse:

  • Opfyldelse i den gammeltestamentlige samtid
  • Udvidet opfyldelse ved Jesu komme
  • Fortsat opfyldelse for Israels folk efter Jesu første komme
  • Fuldkommen opfyldelse – den nye himmel og den nye jord
Alle dimensionerne ovenfor har fået sit ja i Kristus (2 Kor 1,20). Det gælder også de to sidste dimensioner, og på den måde hører de sammen. Her må vi have flere tanker i hovedet samtidig, og det kan jo være krævende for de fleste af os. I forhold til landløfterne indebærer dette, at kaldet til at forkynde evangeliet for alle mennesker (dimension 2), og løftet om en ny himmel og en ny jord (dimension 4), ikke nulstiller eller forkaster løftet et land til Israels folk (dimension 3). Selv om det Nye Testamente ikke direkte behandler landløfterne til Israel, så findes der heller ikke nogen nytestamentlige tekster, der ophæver landløfterne.

Israel og landet

Gennem hele Bibelen har landet en central plads i Guds historie med sit folk. Gud gav Abraham et løfte om en talrig slægt, og at han skulle få landet, Gud ville vise ham (1 Mos 12,1-3,7). Under Josvas ledelse indtog israelitterne landet. Så vidt vi ved, har der siden den gang altid boet israelitter/jøder i landet. Folkets tilstedeværelse i landet har derimod ikke været afhængig af politisk selvstændighed eller egen stat. Majoriteten af folket har desuden historisk set ofte boet i den såkaldte diaspora – uden for landets grænser. Samtidig har længslen og drømmen efter at bo i landet altid været stærk hos det jødiske folk.

Efter at folket havde taget landet i eje, tog det ikke lang tid, før de kom i konflikt med Guds bud og pagt. Folket valgte andre guder, og glemte ham, som havde udvalgt dem og givet dem landet. Gud sendte profeter for at føre dem tilbage til sig, men de ville ikke høre (2 Krøn 24,19), og fjenderne førte Juda i eksil til Babylon fordi, de havde været troløse (1 Krøn 9,1). På den anden side fik folket også lov til at erfare Guds trofasthed på trods af deres troløshed. Folket vendte tilbage til landet, og gudsrelationen blev genoprettet. For troens øjne er landløfterne på den måde også trosstyrkende, og viser Guds trofasthed og troværdighed i hans løfter.

Fra første stund hørte folk og land sammen. Samtidig er det Gud, der ejer landet (3 Mos 25,23), og Israels folk har kun landet til låns. De er gæster efter Guds betingelser og løfter. Gennem hele Bibelen fremgår det, at den største betingelse, selve grundprincippet, er folkets gudsrelation. Her spændes broen mellem Edens have og det evige land, vi læser om i åbenbaringsbogen. Det bør være helt klart, at det er troen og relationen, der er præmissen, mens løftet og håbet om en ny himmel og en ny jord er konsekvensen.

Vi skal også lægge mærke til at det profetiske ord, som taler om hjemkomst, står i sammenhæng med folkets omvendelse og renselse. Hvis vi ser bort fra profetiernes anklager, domstaler og omvendelsesforkyndelse, gør vi et alvorligt brud på Guds ord. Landet hører med til folkets eksistens, men hovedsagen er deres eksistens som udvalgt folk i kendskab og relation til Gud. Landløfterne, som er givet til det jødiske folk, står i intim forbindelse med folkets forhold til Gud. I mødet med landløfterne og det profetiske ord bør vi efterstræbe en helbibelsk tilnærmelse, hvor folkets relation til Gud er hovedsagen. Hvis dette ikke fastholdes, bliver landteologien bare en falsk og usund herlighedsteologi.

Landløfter og omvendelse

Det jødiske folk har et historisk tilhørsforhold og ret til at bo i landet. Landet har også en stor betydning for den jødiske identitet. Som folk har de en stærk religiøs tilknytning til landet. Den behandling jøderne har fået gennem historien, hvor holocaust er det værste eksempel, tydeliggør behovet for deres egen stat, hvor de kan være trygge. Folkeretten bekræftede dette i 1947, samtidig med, at FN-beslutningen også gav et folkeretsligt grundlag for en palæstinensisk stat.

Det Gamle Testamente indeholder en række jordiske landløfter givet til det jødiske folk. Det Nye Testamente vier ikke disse jordiske landløfter meget plads, men ophæver dem heller ikke. Samtidig er Israels frelse langt vigtigere end Israels land. Det bliver underligt, hvis vi gør det til en vigtigere sag, at jøder bor i Israel, end at de får del i den nye himmel og den nye jord. Et overdimensioneret fokus på Israels jordiske landløfter, hvor missionsengagement kommer i baggrunden, mangler det allervigtigste. Da overser man omvendelsesaspektet i det profetiske ord. Det er alvorligt. Samtidig er det et stort brud med det engagement, Paulus og de andre apostle viser os. Deres prioritet var altid evangeliet, og den er ikke ophævet i 2018. At vende hjem er for Israel først og fremmest knyttet til kendskab og et liv i relation til Israels Gud og Israels Messias.

Åndsfrihed, integritet & generøs teologi

I maj var jeg til et vigtigt arrangement: Kirkeligt Samråd om Ånds-frihed. 40 mennesker fra cirka 30 forskellige kirkelige retninger og organisationer havde sat hinanden stævne til et af tidens vigtigste spørgsmål: Åndsfrihed. På konferencen blev der talt om, hvordan nogle af os oplever, at åndsfriheden er under pres – debatten omkring omskærelse af drenge er fx en af de sager, som optager os i Israelsmissionen.

På vej hjem i bilen var der en tanke, jeg ikke helt kunne slippe: Hvor gode er vi selv i kirkelige kredse til at praktisere åndsfriheden? Hvor godt et forbillede har det kirkelige Danmark selv været for samfundet i forhold til den åndsfrihed, vi selv gerne vil mødes af?

I sommers interviewede jeg den nordirske teolog, Chris Wright. Han er den teologiske leder af Lausan-nebevægelsen og gennem person-lige relationer er han også blevet engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere. Ét af hans forslag til en vej frem i denne tilsyneladende uløselige konflikt, er det man kunne kalde “generøs teologi”. I konflikten mellem israelere og palæstinen-sere – som også breder sig langt ind i kirken – handler det fx om, at man forsøger at gøre plads til “den anden” i sin teologi om landet. Uanset om man mener, at det jødiske folk har en guddommelig ret til landet eller ej, må man gøre plads til den anden part, til andre mennesker i sin teologi.

Generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for teologi kan virkelig bringe sindene i kog, sætte skel, grave grøfter og bygge mure. Teologiske debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til – om ikke splittelse – så sårethed, mistro og brudte relationer. Åndsfriheden kan nogle gange blive trængt i baggrunden i den teologiske debat. Der er så meget på spil for mange af os, fordi vi ikke tror, det er lige gyldigt, hvilke ord vi bruger om den levende Gud, eller hvordan vores tro kommer til udtryk.

Generøs teologi og åndsfrihed handler ikke om, at vi ikke længere må mene noget om noget, eller at man skal blive teologisk relativist. Åndsfrihed forhindrer os ikke i at have holdninger, men den giver plads til, at andre kan have deres og frit kan give udtryk for dem. Lad os snakke teologi og debattere så det gnistrer. Det må vi gerne. Ja, det skal vel nærmest være sådan, hvis vi skal bevare vores integritet som både enkelte troende og som organisationer, som også står for noget, og som vil noget.

Men vores iver efter teologisk tydelighed kan blive til hovmod. Så mister vi blikket for, at vi og vores kan tage fejl – eller at der i hvert fald kan være nuancer, som vi ikke har fået øje på i det hjørne af kirken, vi genkender som vores. I stedet for at inspirere og opmuntre hinanden, kommer vi til at bruge energi på at pege på fejl og mangler. På at sammenligne ”vores” bedste sider med ”de andres” dårligste.

Det er ikke på mode at være generøs – hverken i kirken eller i samfundet. Det er ikke de generøse og brobyggerne der råber højest eller får givet taletid. Lad os invitere mennesker ind i vores liv, som ikke ligner os selv. Lad os øve os i at være generøse overfor andre, så vi møder dem med teologisk og menneskelig nysgerrighed.

Samfundet har brug for en generøs kirke, for det er også kirkens og det kristne fællesskabs opgave at vise, hvordan man kan være i stue sammen på en ordentlig måde, også selvom man er uenige.  Og kirken har brug for det. Fællesskabet går i stykker uden generøsitet. Der er en sammenhæng mellem generøsitet og være ude i det samme ærinde; at være i mission sammen – på tværs af forskellighed og uenigheder. Vi har selv brug for det, for vi kan også selv gå i stykker, når vi viser modvilje mod generøsitetens forsonende kraft. Generøsitet er helende – både når man giver, og når man modtager.

Det er en praksis, der viser vej.

Kvinder samledes om et håndgribeligt fredsbillede

Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 1. juni 2018

For nyligt samledes 45 kvinder i den nordlige israelske by Nazareth for at dele deres historier, lytte til hinanden og hinandens drømme for fremtiden. Kvinderne, som både bestod af palæstinensere og israelere, der taler forskellige sprog og har forskellige baggrunde, var i en weekend forenet i deres kærlighed til Jesus Kristus og deres brændende ønske om fred. For kvinderne og arrangørerne blev denne weekend et tydeligt og håndgribeligt billede på fred og forsoning.

Weekenden, som havde fået titlen Musalaha’s Women’s Narrative Training Conference, var arrangeret af Israelsmissionens samarbejdspartner Musalaha, der arbejder for forsoning og heling mellem jøder og palæstinensere, midt i konfliktens epicenter – Israel. At samle så mange kvinder med et fælles ønske om at skabe bedre relationer og forsøge at give perspektiv til hinandens fortællinger er helt afgørende for freden i området ifølge en af arrangørerne: ”På trods af de forskellige fortællinger som hver af kvinderne lever i, så har vi alle en fælles fortælling. Israeler og palæstinenser er kun et midlertidigt stempel, for vi er alle et folk i Kristus. Disse kvinder er forenet i en evig fortælling om enhed og fred i Jesus.”

En Gud for alle folkeslag

Kvinderne begyndte konferencen med at spore sig ind på hinanden igennem indledende løse samtaler, for at bringe dem tættere sammen, gennem latter og fællesskab, før de dykkede ned i de svære emner. Derefter tog kvinderne sammen på restaurant, fordi det at spise sammen, som de fleste formodentlig vil nikke genkendende til, har en særlig evne til at skabe fællesskab og samhørighed. Da aftenen nåede sin ende, skulle hver kvinde dele hotelværelse med en af de andre kvinder, som hun ikke kendte. På trods af den umiddelbart ukomfortable situation var der allerede næste morgen dannet nye venskaber. Et af konferencens højdepunkter opstod, da morgenen blev indledt med fælles lovsang, både på engelsk, arabisk og hebraisk, for at komme alle til gode, men også for at dele hinandens udgangspunkter og hjemmebaner. Her blev det tydeligt for deltagerne, at Gud virkelig er en Gud for alle folkeslag og nationer, for alle racer og alle tungemål.

De svære fortællinger

Efter lovsangen delte to af kvinderne den fortælling, eller det narrativ, som henholdsvis israelere og palæstinensere deler. Kvinderne delte den mest grundlæggende form af deres folks fortælling og tilføjede så udfordringer til fortællingen, for at skabe et mere nuanceret helhedsindtryk. Det gav en mulighed for kvinderne, til at træde et skridt tilbage og se, at ingen har 100 % ret i deres narrativ, og at man faktisk kan acceptere dele af den anden sides historie uden at være enig med alt i den. ”Kvindernes mod til at lægge deres fordomme og forestillinger væk, til at overgive deres ret til at påtage sig en offerrolle eller overlegenhed og til at give den anden side en chance for at blive hørt og forstået var virkelig forbløffende og opmuntrende. Jeg beundrer deres villighed til at knytte bånd og være kvinder i et forenet Gudsrige med en fælles mission om at bringe fred og forsoning til Guds folk” siger en af deltagerne. Efter oplæggene blev kvinderne delt i grupper, for at skabe nye fortællinger i form af visioner om håb og en forenet fremtid.

Nyt håb

Da konferencen sluttede, tog hver af kvinderne hjem med nye venskaber, nye perspektiver og håb i hjertet. Og håb var faktisk præcis det, kvinderne skulle sendes hjem med, fortæller arrangørerne: ”Vi tror på at deres deltagelse her, på trods af deres forskelle og anklager mod hinanden, er et kraftfuldt skridt mod fred. Disse kvinder er forandringsgeneratorer. De er fredskabere. Disse kvinder giver håb for fremtiden.”   Læs mere om Musalaha og deres arbejde her: http://www.musalaha.org/