Month: juli 2018

Tora-portion: Du bærer mig

Ugens portion: 5. Mosebog 1,1-3,22
I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her. Men trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud (5 Mos 1,31-32)
Jeg glemmer det så forfærdeligt hurtigt. Du bar også mig, dengang jeg ikke kunne flytte fødderne ud af stedet Far. Du bar også mig, da min vandring gennem ørkenen blev for tung, og jeg måtte lægge mig ned og overgive min vej til dig. Men så mødte jeg nye og større udfordringer, og de så endnu mere uoverkommelige ud. Jeg har så svært ved at stole på, at du også kan klare dem. At du også er med de dage, du synes væk. Hjælp mig til at træde ud på vandet, lær mig at sætte mig ved dine fødder, vis mig, at fællesskabet med dig er det første, jeg skal bygge mit liv på.

En ny tid?

Den anglikanske kirke er inde i en brydningstid og en større gruppe forsøger at sætte en kurs, der er tro mod Kristus, mod kirkens egne beslutninger og samtidig farbar i en evigt ændrende verden. Det har udmøntet sig i en større samling sammenslutning af Anglikanske kirker og biskopper kaldet Gafcon (the Global Anglican Futures conference), der består af ca. 2/3-dele af den anglikanske verden (ca. 60 millioner mennesker). I Jerusalem i Juni måned mødtes over 300 biskopper og over 600 anglikanske præster sammen med mere en 900 anglikanske lægmænd for at diskutere fremtiden for den anglikanske kirke. De præsenterer sig selv således gennem Dr. Peter Jensen: ” [vi er] en stor bevægelse af Guds ånd på verdensplan blandt anglikanske kristne overalt. Vi lever i svære tider, hvor Bibelen er blevet sat til side – selv i kirkerne – og hvor evangeliet er på spil. Anglikanske kristne over hele verden har set denne krise og er kommet sammen via GAFCON for at stå op for Bibelen, være bibeltro, funderet i Bibelen og for at prædike evangeliet ufordrejet og ufortyndet. Det hele evangelium om Kristus Jesus. Vi hjælper hinanden med at gøre det og vi hjælper hinanden på de mange steder, hvor kirken fejler med den opgave. ” (min oversættelse. Se www.Gafcon.org) Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel. Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv. Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken. Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen. Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil. Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.

Torah-portion: Moses sagde

Moses sagde (4 Mos 27,15)
Ugens portion: 4 Mos 25,10-30,1 Ørkenvandringen nærmer sig sin afslutning for Moses og Israels folk. Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Pinchas”, der er det første ord i 4 Mos 25,11. På dansk skrives navnet: Pinehas. Pinehas var barnebarn af ypperstepræsten Aron. Han og hans efterkommere skulle være ypperstepræster fremover, fordi han havde forsvaret folkets renhed. Efter at Gud har givet Moses besked herom, følger der en folketælling for hver stamme for sig. Den danner baggrund for den senere fordeling af landet, hvor en talrig stamme skulle have større landområde end en lille stamme. Endelig er der i kap 28-29 bestemmelser om ofrene i templet på årets forskellige dage. Moses sagde Ugens portion er kendetegnet ved, at Gud giver anvisninger. Det hedder flere gange, at Herren sagde eller Herren talte. Men midt i portionen er der en kort beretning om udvælgelse og indsættelse af Josva. I denne beretning standses jeg af ordene: Moses sagde (4 Mos 27,15). Det er sidste gang, det er refereret i Mosebøgerne, at Moses talte til Gud (i 5 Mos refererer han det, han tidligere har sagt). Gud havde netop gentaget, at Moses ikke ville få lov til at følge med sit folk ind i det forjættede land (4 Mos 20,12). Moses’ svar er værd at lægge mærke til: Han klager ikke og beder ikke Gud om at ændre mening. Han beder for sit folk! Det er den sande leder, der beder. Han beder om, at de må få en leder, der kan lede dem efter Guds vilje, så de ”ikke bliver som får uden hyrde.” Med de ord knytter Moses linjen tilbage til kaldelsen ved den brændende tornebusk (2 Mos 3), hvortil han var kommet i spidsen for svigerfaderens fåreflok, og hvor han for første gang talte direkte med Gud. Dér havde Gud kaldet Moses, fordi Gud havde set sit folks lidelse og derfor ville føre dem hjem til det forjættede land. Og det var Moses’ opgave at gå i spidsen på Guds vegne. Nu er hans bøn blot, at Gud vil indsætte den rette leder i hans sted. For folkets skyld. Det var det, han sagde. Det er så at sige hans testamente. Josva Gud havde allerede truffet sit valg. Det var Josva, der skulle efterfølge Moses og føre folket over Jordan floden til bosættelse i landet. Moses adlød og indsatte Josva. En kort tid udgjorde de to et lederteam, indtil Moses skulle gå op på Nebo bjerg, hvor han fik lov til at se ind over det forjættede land, som han ikke skulle med ind i. Han døde dér på bjerget, 120 år gammel. Moses sagde Det er betagende, at Moses ikke beklagede sig eller bad Gud ændre mening, men bad for sit folk. Vi har lov til altid at bede Gud give os sine gaver og ændre vores lod. Vi må i alle forhold bringe vores ønsker frem for Gud (Fil 4,6). Men vi må også give slip på os selv og lægge alt i Guds hånd. Og vi må også, som Moses, træde lidt tilbage og sige: Det gælder dog, o Herre Krist, vor ære ej, men din for vist; stå derfor bi den lille flok, som i dit ord har evig nok! (DS 341,6)

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503