Month: august 2018

Tora-portion: Gud hang på et træ

Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ,  må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje. (5 Mos 21,22-23)

Ugens portion: 5 Mosebog 21,10-29,15 Denne Tora-portion er fyldt af spændende, voldsomme og sjove reglementer for Israels fællesskab med hinanden. Et eksempel kunne være dette påbud: ” Hvis to mænd kommer op at slås, og den enes hustru kommer til for at redde sin mand fra den, der slår ham, og hun rækker hånden ud og får fat i den andens kønsdele,  så skal du hugge hendes hånd af. Vis ingen barmhjertighed!” (5 Mos 29,11-12). Man kan da ikke andet end at smile, når man læser et sådant påbud. Men i min læsning af teksten skete det, at midt i disse love og påbud trådte de først citerede vers frem. De sprang nærmest ud af bogen. Pludselig gjorde Guds ord sin gerning helt konkret på mig, og jeg blev ramt af vægten af sætningen: “den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse”. For jeg er efterfølger af en sådan mand. Jeg er discipel af Herren Jesus Kristus. Han blev jo dømt og hængt på et træ. Jesus blev nedsunket i urenheden, skammen og forbandelsen ved en korsfæstelsesdød. Men jeg ser ikke på ham som en forbandelse. Tværtimod! Når jeg ser et billede af Jesus på korset i mit stille sind, så fyldes jeg af glæde og håb. Israel så kun forbandelse, når de tænkte på at blive hængt på et træ, men den glædelige nyhed, evangeliet, er, at Gud i sin overstrømmende kærlighed brugte ondskabens værktøj til at bringe frelsen og Guds rige nær. Den jødiske hårdhjertethed overfor en korsfæstet Messias er åbenlys i lyset af disse vers fra Toraen. Hvor må vi dog kæmpe for at vise dem, at Jesus virkelig er den ventede Messias både på trods af og på grund af hans forfærdelige korsfæstelsesdød.  
Malene, Adam og Severin

Malene, Adam og lille Severin hjælper børn med hjerteproblemer

Malene, Adam og lille Severin hjælper børn med hjerteproblemer

Af Kirsten Bitsch Lang, 27. august 2018 Malene og Adam Stoltenberg Iversen rejser til Israel med deres lille søn Severin for at være volontører i Shevet Achim. Organisationen fragter børn og familier fra de omkringliggende arabiske lande til Israel, hvor de kan blive opereret for hjerteproblemer. ”Vi glæder os til at kunne hjælpe som familie dernede. At vi kan være dem, vi er – og på den måde sprede lidt glæde,” siger Adam. Både Malene og Adam er studerende og på barsel lige nu, så de har valgt at bruge tre måneder på at hjælpe og bo med arabiske familier. ”Så der skal laves mad, køres folk på hospitalet, drikkes kaffe og passes børn,” fortæller Malene. Derudover håber hun på at kunne bruge sin faglighed, da hun læser medicin. Hun har i hvert fald læst op på hjertesygdomme og regner med at få noget tid på hospitalet. Ellers tror jeg, det handler meget om at være sammen med dem, der er i huset. Dagene er meget forskellige, og operationerne kan gå godt og skidt, så det drejer sig nok også om at være der for mennesker i livskrise,” siger hun. Både Adam og Malene glæder sig til turen og har store forventninger. De har tidligere oplevet, at rejser åbner op for nye sider af både mennesker, andre kulturer og af Gud, og så er det åndelige aspekt også vigtigt for dem begge to. Adam forklarer det sådan: ”Jeg har en forventning om, at det bliver en periode, hvor vi kommer tættere på Gud. Får nogle stunder, hvor vi er i bøn og lovsang. Og at der også bliver tid til, at vi kan være mere sammen som familie”. Parret er begge 25 år, og Severin er lige blevet syv måneder. På Shevet Achim starter hver dag med tre timers morgenmøde med lovsang, så det bliver både udfordrende og rigtig godt. De kan være lidt bekymrede for, om Severin gider de lange møder: ”Vi håber, vi kan styre Severin dernede, men egentlig er han jo ikke til at styre. De der morgenmøder kan hurtigt blive lange, hvis han skriger helt vildt. Men så er vi jo to. Vi håber, han er opdragen nok til at komme med,” siger Adam med et glimt i øjet. Parret ser det som en stor fordel, at Shevet Achim hjælper alle slags mennesker; både muslimer og kristne. På den måde er arbejdet også ”evangelisations-agtigt”, som Malene formulerer det. Og så ser de Severin som en god ting for arbejdet: ”Det er et kæmpe plus, at vi kan tage Severin med. Jeg tænker, at han kan give smil og glæde ind i nogle af familiernes liv. Han kan være med til at bryde nogle kultur- og sprogbarrierer,” mener Adam. Familien rejser til Israel fra 4. september til 4. december 2018.  

Hvilken status har messianske jøder i Israel?

Hvilken status har messianske jøder i Israel?

Denne artikel er udgivet første gang d. 8. august 2018 og skrevet af Eitan Shishkoff, der er messiansk jøde. Hvad er de messianske jøders status i det israelske samfund? Når en jesus-troende jøde søger om at blive israelsk borger, bliver han eller hun så modtaget som enhver anden jødisk person, der vender tilbage til vores hjemland? Når en messiansk menighed skal købe eller leje ejendom, er der så diskrimination? Når en moderne israelsk discipel af Messias søger arbejde, har han eller hun samme muligheder for at blive ansat som en ikke-jesustroende jøde har det? Svarene på disse spørgsmål er forskellige og varierer alt efter situationen, men på bundlinjen står der, at vi ikke har de samme rettigheder som andre hjemvendte jøder til Abrahams, Isaks og Jakobs land. Statsborgerskab? Lige nu vil Indenrigsministeriet ikke sikre statsborgerskab til en ansøger, der er kendt som en jøde, der tror på Jesus. Ejendomsrettigheder? Vi har flere gange oplevet at blive afvist, når vi forsøger at leje ejendom til brug i vores menigheder. Beskæftigelse? Arbejdsgivere, især hvis deres forretning afhænger af ortodokse kunder, kan finde på at afvise en jobansøgning alene på grund af ansøgerens tro på Jesus.

Forandre status quo

At forstå hvorfor denne diskrimination eksisterer – ironisk nok i en nation hvis historie er fuld af forfølgelse – kræver kun en smule viden om den jødiske historie de sidste 2000 år. Med rette er de fleste jødiske associationer om Jesus og kristendom alt andet end positive – ulidelige ville være en bedre beskrivelse. Som messianske jøder kan vi protestere og sige, at Jesus er jødisk, og at det nye testamente er baseret på hebraiske skrifter, men denne viden er ikke særlig velkendt. Alligevel er der ved at ske forandringer med alt dette, og jeg ønsker med denne artikel at accelerere disse forandringer. Vores nuværende situation giver os som messianske jøder, ligesom alle vores venner rundt i verden, et stort ansvar. Vi har fået mulighed for at kæmpe imod disse store misforståelser; nemlig at (A) man ikke kan tro på Jesus og være en trofast jøde, og (B) det israelske samfund ikke har plads til dets messianske jøder.

Historiske succes-eksempler

Eksempler fra to andre etniske grupper, der også har mødt fordomme, inspirerer mig. Hvis andre grupper af mennesker har overvundet samme fordomsfuldhed – særligt ved hjælp af modige handlinger fra meget motiverede ledere – kan vi så ikke følge trop? Alan Axelrod optegner i sin bog ”Profiles in Audacity” de historie-forandrende initiativer af W.E.B. DuBois og Mohandas Gandhi. DuBois nægtede at acceptere afrikansk-amerikaneres andenklasses rang, og Gandhi kæmpede mod det nedværdigende britiske koloniale styre over det indiske folk. Begge mænd dedikerede lange årtier af deres liv til at få deres respektive folk til at stå sammen. De brugte alle mulige midler (på nær voldelig revolution) til at adressere uretfærdighederne pådraget af den dominante gruppe. Gandhis ydmyge, ikke-voldelige opposition mod britisk undertrykkelse gav ultimativ uafhængighed til Indien. DuBois, den første afrikansk-amerikaner der modtog en Ph.d. fra Harvard Universitet (i 1895), skrev og talte utrætteligt for fulde rettigheder til alle afrikansk-amerikanere. Vi er vidner på, at hans indsats forandrede historien.

Tid til handling

Hvorfor tror jeg, det er nu, vi kan ændre den andenklasses status, som Jesus-troende israelere har?
  1. Mange israelere er trætte af, at vores samfunds værdier og agenda bliver fastsat af de ultra-religiøse.
  2. Den trofaste deltagelse af rigtig mange unge messianske jøder i den israelske forsvarsstyrke har skabt et godt ry for vores nationale bevægelse.
  3. Vores trofaste venner fra det globale kristne netværk får hele tiden mere indflydelse i Israel. Vores regering lytter til input fra den evangeliske kirke, hvilket peger på en afgørende forandring. I stedet for at være antisemitiske står de kristne nu sammen med Israel. Hvis spørgsmålet om fulde rettigheder for israelske messianske jøder bliver adresseret af kristne ledere, så vil den israelske regering lytte.
Lad os hente inspiration og mod fra tidligere ledere som Gandhi og DuBois. De messianske jøders status i Israel kan forandres. Den må forandres. Og det er op til os. Artiklen er oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 20. august 2018. Link til den originale tekst: https://tribe.reviveisrael.org/what-status-for-messianic-jews-in-israel/  

Støt de messianske jøder gennem Caspari Center

[give_form id=”6207″ show_title=”false”]
Familien Rasmussen Tel Aviv

Rasmussens glædelige gensyn med Immanuelkirken

Rasmussens glædelige gensyn med Immanuelkirken

Af Kirsten Bitsch Lang, d. 15. august 2018 Christian Rasmussen har været med sin familie i Tel Aviv i tre uger denne sommer for at vikariere for familien Long, Immanuelkirkens nuværende præstefamilie. Det er omkring to år siden, at familien Rasmussen selv sagde farvel til at være præstefamilie, så de oplevede derfor et glædeligt gensyn med både byen og kirken: ”Det var på mange måder ret fantastisk at være tilbage i Tel Aviv. Både at se mange gode folk igen, som vi jo holder af og har været meget sammen med. Men også bare at bo i vores gamle hus, spise hummus fra den ’gamle’ hummus-pusher og handle ind i vores gamle supermarked,” fortæller Christian Rasmussen. Selvom kirken i store træk lignede sig selv, var der også sket opmuntrende forandringer siden sidst: ”Seks måneder efter vi rejste, stoppede Juan Onasiss som vært i Åben Kirke, og Eti Zadok stoppede som kirkesekretær. Man lavede så en kombination af de to stillinger og har nu ansat Sarah Lazarus. Hun er på mange måder det første ansigt, man møder – både i kirken og på telefon og mail, og det var virkelig skønt at se, hvor godt hun gør det i begge roller.” Noget af det særlige ved Immanuelkirken er dens meget forskellige medlemmer, og denne forskellighed kommer også til udtryk, da Christian skal sætte tre ord på kirken: ”Mangfoldig, Jesus-centreret og hyggelig,” lyder det. Og de tre ord rammer nok også meget godt ind, hvad han savner mest: ”Jeg savner al den forskellighed, vi havde i Immanuelkirken. Kirken var på mange måder et lille udsnit af, hvordan Guds verdensvide familie ser ud. Og vi så, hvordan Jesus betyder noget for alle mennesker på tværs af alle menneskelige skel. Og så kan jeg mærkeligt nok savne noget, som jeg mildest talt ikke altid påskønnede i Tel Aviv. Det var en permanent stressfaktor, at man aldrig kunne vide, hvordan en dag udviklede sig som præst i Immanuelkirken. I Danmark går det næsten altid som forventet. Jeg lægger jeg mig ofte i seng om aftenen efter en lang dag og tænker: ‘Jeg vidste det…’ Det gjorde jeg aldrig i Tel Aviv,” fortæller han. For Christian Rasmussen gør kirken særligt en forskel på to måder; dels fordi den sender livsnær undervisning og forkyndelsen af de gode nyheder om Jesus med menigheden ud i hverdagsgudstjeneste for andre mennesker, og dels er kirken og dens volontører konkret engageret i en række sociale projekter; for eksempel et projekt blandt prostituerede i området. Og Immanuelkirkens formål og rolle i Tel Aviv har ikke ændret sig siden sidst. Som Christian Rasmussen fortæller: ”Immanuelkirkens største opgave er at fortælle folk i Tel Aviv om Jesus. Det har kirken selvfølgelig til fælles med alle andre menigheder. Det særlige ved netop Immanuelkirken er dens klassiske udtryk, og det drager nogen til kirken, som måske ellers ikke ville søge en evangelikal kirke i Israel. Ved at favne de givne fysiske og kulturelle rammer, som kirken har, har man en ganske unik platform for mission i Tel Aviv.”  
Kirsten i Israel

Ny kommunikationssekretær: “Jeg kan godt li’ langsomhed”

Ny kommunikationssekretær: “Jeg kan godt li’ langsomhed”

Af Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen, 7. august 2018 ”Det er altså spændende, hvad der sker, når vi, som det lille hjørne af kirken vi er, rækker ud til andre,” mener Kirsten Bitsch Lang, der 1. august begyndte som kommunikationssekretær i Israelsmissionen. Hun har en bachelor i antropologi, og derfor interesserer hun sig meget for kulturmødet i mission, og hun mener, kirken i sin missionsopgave skal blive skarpere på evangeliet i sin kontekst: ”Hvordan ser evangeliet ud lige her?” spørger hun, slår ud med armene og fortsætter: ”Evangeliet er den her kæmpestore ting, som vi bliver nødt til at konkretisere, når vi arbejder i forskellige kulturer,” mener hun og forklarer, at herhjemme bliver vi nødt til at spørge, hvad evangeliet er ind i en udpræget præstationskultur, mens spørgsmålet om forsoning naturligt fylder meget i Israel. Kirsten har desuden en kandidat i analytisk journalistik, og hun har længe vidst, at hun gerne ville arbejde med kommunikation i en missionsorganisation. Hun kender Israelsmissionen godt, da hun tidligere både har været Missionspilot og haft studenterjob som volontørkoordinator. ”Det, der begejstrer mig mest ved at skulle arbejde i Israelsmissionen, er den særlige ånd og engagement, jeg har mødt her,” fortæller Kirsten og fortsætter: ”Her er virkelig en brand for global mission. Vi har et stærkt fælles formål, og så er der en kultur, hvor man kan lære noget og udvikle sig,” mener hun. Da hun udfordres på at sige lidt mere om den ”særlige ånd”, forklarer hun: ”Det er svært at sætte ord på. Min oplevelse er, at Israelsmissionen altid har været opsat på at være bibeltro uden at være firkantet. Jeg tror, det har noget at gøre med, at når man skal samarbejde med andre, så får man slebet nogle kanter. Jeg holder rigtig meget af, at vi også samarbejde med andre, som ikke ligner os. Det udfordrer os og gør os skarpe på vores mærkesager,” mener Kirsten. Aldersmæssigt passer Kirsten med sine 26 år måske bedre ind hos Israelsmissionens Unge end hos ”de gamle” i Israelsmissionen. Men sådan ser hun slet ikke på det: ”Jeg er faktisk rigtig glad for, det er hos Israelsmissionen, jeg skal arbejde. Jeg er nok lidt nørdet, og jeg kan rigtig godt lide langsomhed og at fordybe mig.” Dermed ikke sagt, at alt bare skal blive ved med at være som ”det plejer”: ”Jeg håber at kunne være med til at vække noget mere græsrodsarbejde til live,” fortæller hun og siger, at hun glæder sig til at lære både medlemmer og frivillige bedre at kende. ”Kommunikation og fundraising handler om at få andre til at brænde med på sagen, og det glæder jeg mig til.” Derudover vil Kirsten arbejde for det, som hun kalder ”kvalitativ effektivitet”. ”Jeg håber, jeg kan være med til at stille skarpt på arbejdet i Israel og spørge: “Hvad er det, der virker? Ikke med mekaniske effektiviseringsbriller på, men så vi styrker vores formål om at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – så vi bliver endnu bedre til det, vi allerede er gode til.” Privat har Kirsten været gift med Kim i lidt over et år. Når hun skal slappe af ”har det noget med sofaen at gøre”, som hun siger. Kirsten nyder at være i kolonihaven, spille brætspil og være sammen med mennesker.

Gud vil udvælge et sted, hvor han skal tilbedes

Ugens portion: 5. Mosebog 11,26-16,20 Israelitterne står i Jordan, og de er endnu ikke kommet ind i det lovede land. De er et udvalgt og helligt folk, derfor skal de leve efter Guds forskrifter: a) De må ikke tage landets guder til sig b) de må ikke spise bestemte dyr c) de skal eftergive gæld hver 7. år d) give tiende e) tre gange om året skal de komme til Gud, og så skal der festes. Det er næsten som at fejre jul tre gange om året! Når de kommer til festen skal de ofre tiende af deres høst, hvad betyder det? Ja jeg tænkte først, at det betød at de skulle lade offeret gå op i røg til Gud, men læs lige engang, hvad der står: Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet. De giver Gud tiende, og han mætter og velsigner dem med et måltid! Også vi må komme til Guds hellige sted. Vi kan komme der hverdag, men søndag er en særlig udvalgt dag. Vi behøver ikke at komme med noget offer, for Gud vil selv række os sit kærlighedsoffer, sin søns legeme og blod. Han vil mætte os med sin nåde, og vi må gå derfra med Guds ansigt lysende over os. Måske rører Gud ved vores hjerte, så vi alligevel giver tiende?

Velsignelse eller forbandelse?

Se, jeg stiller jer i dag over for velsignelsen og forbandelsen, velsignelsen, hvis I lytter til Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer i dag, og forbandelsen, hvis I ikke lytter til Herren jeres Guds befalinger, men viger fra den vej, jeg i dag befaler jer at vandre ad, og følger andre guder, som I ikke før har kendt (5. Mos 11,26-28)
Ugens portion: 5. Mos 11,26-16,17 Velsignelsen eller forbandelsen? Det er de to udfald ugens tora-portion skitserer for et menneskes liv. I tekststykket bliver vi introduceret til de love og forordninger, mennesket skal følge, hvis det ønsker velsignelsen og vil undgå forbandelsen. Systemet virker umiddelbart ret lige til: Første kasse: Gør gode gerninger og bliv belønnet. Anden kasse: Gør knap så gode gerninger og bliv straffet. Ved første øjekast ser det ud som om, mennesket kan rykke sig fra anden kasse til første kasse ved at ofre til Gud og derved sone dets synd. Sådan kan teksten hurtigt se ud for en udenforstående, og sådan tror jeg, vi måske også selv ubevist kan komme til at anskue Gud. Men det er en fejltolkning og en ikke holdbar simplificering. En simplificering der slører, hvordan kristendommen netop er så forskellig fra andre religioner. For at forstå hvorfor denne tankegang ikke holder, må vi se lidt på funktionen af straf og offer i det gamle testamente (GT). Straffen skulle rigtig nok lære israelitterne, at det er forkert at bryde loven, og at der skal skaffes soning, når loven er brudt. Offeret er dog ikke, som slutningen ovenfor antyder, en betaling for at bringe forholdet mellem mennesket og Gud i balance igen. Derimod kan offeret lige som straffen ses som en slags undervisning fra Gud. Offeret skulle lære jøderne, at Gud er hellig og almægtig og at alt allerede tilhører Ham. Derfor kan offeret ikke bruges til at købe hans gunst eller til at betale regningen for en overtrædelse. Gud tager ikke imod bestikkelse. Han ændrer ikke sin mening på grund af et offer. Men han beslutter sig uden grund for at være nådig selv på trods af vores utroskab. Men lærte vi ikke netop, at alt skal sones? Jo! Og vi har også lært, at vi ikke har noget som helst at betale med, og heri ligger nøglen til at forstå ofrene på israelitternes tid. Den svarer på GT’s hovedspørgsmål, der blev stillet af Isak til Abraham på vej mod Morijas bjerg: ” (…) hvor er offerlammet?” (1. Mos 22,7). Ofrene peger frem mod det perfekte sonofferlam: Gud selv, givet af Gud selv. På samme måde som denne uges tekst afsluttes med påsken, gør vi det også. For israelitterne dengang var påskeofferet til for at mindes, at Gud så israelitterne i Egypten og handlede i nåde. For os i dag er påsken til for at lære os og vise os, at Gud stadig ser os og handler i nåde. Gud kræver ikke noget offer fra os, fordi Hans fejlfrie lam en gang for alle er blevet ofret. Det ultimative sonoffer bragt af Gud selv på Golgata.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503