Skip to main content

Måned: september 2018

Tættere på Messias

Det er nu blevet tid til, at jeg vil fortælle om tre spændende og virkelige gode dage i Galilæa. Vi tog afsted med Stine og David, og fik selvskab af volontørparret, Adam og Malene og deres lille søn Severin.

Galilæa er et meget spændende, og særligt område i Israel. Der er mange bibelske steder at se, og vi blev ført rundt til alle stederne, mens vi hørte om hvad Jesus har udrettet, og hvordan hans liv var på jorden. Nogle af stederne var Samaria, hvor vi hørte om Jesus, og hans møde med den samaritanske kvinde. Et andet sted var Hippos, hvor vi tog op om aftenen og spiste aftensmad, mens vi så solnedgangen, som var rigtig smuk. Hippos er en ruin af en gammel by, der ligger på et bjerg. På Hippos fortalte David beretningen om den besatte mand, hvor Jesus uddriver de onde ånder, ud af manden og over i grisene. Vi fik også oplevelsen af at få lov til at sejle i en båd, på Genesaret sø, med fødderne i vandet. Båden var magen til sådan en som Jesus sejlede i. Vi var også ude og bade i de varme kilder, og se krokodiller og papegøjeshow. Vi sluttede de tre dage, af med at spise sammen på en fin restaurant.

De tre dage gav mig noget særligt, nemlig følelsen af at få lov, til at gå der hvor Jesus har gået, for mange år siden, og at se de steder der bliver nævnt i bibelen, med mine egne øjne.

Det var live fra Ghepetto News.

Glædelig løvhyttefest!

3. Mos 23, 33-36: Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde.

  D. 24. september 2018 begyndte de syv dages fejring af løvhyttefesten i Israel. I dagene inden har de fleste haft travlt med at flække nogle midlertidige hytter sammen og pynte dem med palmegrene. På den måde har de lavet løvhytter. De skal minde om ørkentidens midlertidige hytter, dengang Gud ledte folket ud fra Egypten og til det forjættede land. På denne dag læser jøderne om hele festkalenderen lige fra påske via pinse til løvhyttefest. Egentligt meget passende, for løvhyttefesten er det store klimaks på hele det jødiske kirkeår; den store afsluttende fest i Jerusalem. Festen, som den blev kaldt.

  Zak 14, 5b-9: Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham. På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag – Herren kender den – ikke dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst. På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter. Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. … (vers 16) Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker imod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefesten.

  Som festårets klimaks blev løvhyttefesten ikke kun et minde om dengang, Gud tog bolig i tabernaklet (teltet) hos sit folk i ørkenen og ledte det som den gode hyrde, skaffede vand ved at kløve klippen, og lyste for det ved ildsøjlen. Festen blev også en forkyndelse af, at han en dag vil komme igen og tage bolig hos sit folk og endelig etablere sit rige. Sådan beskriver profeten Zakarias netop Israels kommende frelse i ørkentids­metaforer: Når Herren kommer, skal det være lyst ved aftenstid, Oliebjerget skal spaltes, og levende vand strømme ud fra Jerusalem. Selv folkeslagene skal inviteres med til løvhyttefest, og Herren være konge over alle.

  Luk 2,11a:I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

  Og derfor er det Jesu fødsel, vi også skal læse om ad i dag. Herren kom for at tage bolig iblandt os: Det forklarede englen de måbende hyrder på marken. Selvfølgelig var det hyrder, der skulle være de første til at få indsigt i, at hyrden er kommet, kongen. Senere ville Jesus netop under en løvhyttefest i Jerusalem stå frem i templet og proklamere: ”Jeg er det levende vand”; ”Jeg er verdens lys”; ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 7-10). Og præcis sådan mødte han mennesker af alle slags lige midt i deres livs ørken med lys, nærvær, vejledning, tilgivelse og håb. Løvhyttefesten fik sin første store opfyldelse begyndende med Jesu fødsel.

Men for at fuldføre sin mission, måtte Jesus først gå gennem påskens død og opstandelse. Han måtte så at sige gå igennem hele den jødiske festkalender og opfylde den: Han blev påskelammet, der bar verdens synd, og som den opstandne tog han bolig hos ved sin ånd pinsedag. Sådan blev pinsen en lille opfyldelse af løvhyttefesten, for nu vil han tage bolig i dit og mit liv, være vores lys, og det levende vand, vi kan slukke vores tørst med. Han vil være vores gode hyrde på vej til Paradis. For den sidste store og evige ”løvsalsfest” (DDS 571,2) venter vi stadig på. En dag vil Herren komme igen for at nyskabe himmel og jord – og være konge over alle. Den løvhyttefest, vi som kristne ikke fejrer i vores kirkeår, skal netop minde os om, at vi ikke er nået frem endnu. Vi er kun på vej. Men vi er på vej til festen. Det er det håb, vi har.

Tora-portion: Jeg løfter mit ansigt mod dig

Vezot ha’Bracha

Tekst: 5 mosebog 33,1-34,12

“Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt”. 5 Mosebog 34,10

Hvad sker der inden i dig, når der bliver sagt Herren velsigne dig og bevare dig? Står du med nedbøjet hoved og tør næsten ikke at se på Gud i al hans hellighed og magt, som du arme menneske alligevel ikke kan udholde? Eller lige nu hvor Gud ser dig, dækker du ansigtet til som flere i det gamle testamente bliver bedt om? Står du der som et lille menneske bevidst om din korrupte tilværelse, eller er der bar en lille skam, som hvisker, alt imens Gud løfter sit ansigt mod dig?

Jeg er blevet fortalt, at når en borger på bibelens tid skulle fremføre sin sag for regenten, kunne han få fortræde på slottet. Hvis kongen valgte at kigge op på undersåtten i den store tronsal, kunne han fremføre sin sag for regenten, men kiggede han ikke på den fremtrædne, var han ikke værdig at lytte til, og han ville blive slået ihjel.

Moses kunne omgås Gud i al hans pragt. Han så Guds ansigt, først og fremmest fordi Gud så på ham, kaldte ham ved navn, den store ”JEG ER” rettede sin opmærksomhed mod Moses, og de kunne stå ansigt til ansigt overfor hinanden.

Moses var en velsignet profet og den eneste med dette privilegium ifølge 5 Mosebog. Men sidenhen får nogle særlige disciple og almindelige mennesker lov til at se Guds ansigt, uden angst og har ikke brug for at dække sig til eller gemme ansigtet bort, Men de kan skue direkte ind i Guds ansigt, et ansigt der ligner en ganske almindelig mand, med træk fra sin moder Maria og derudover nogle træk som har et ophav, som Moses måske vil kunne genkende fra Gud. Denne måske nok så almindelige mand var dog stadig Gud, der ser på os som sine elskede børn, hvori han har velbehag.

Der står jeg tit under velsignelsen, ikke som det lille usle menneske Gud lige anser kortvarigt. Men jeg står stolt med oprejst pande, hvor Gud ser på mig med kærlighed, og hvor jeg roligt kan fremføre min sag, for derefter at forlade velsignelsen med tanke på Guds omsorgsfulde ”Jeg ser dig ansigt til ansigt”.

Min historie: En jøde fra Iran finder “shalom”

Af Jews for Jesus, oversat af Kirsten Bitsch Lang – d. 25. september 2018

I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme – som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias.

Jeg er født i Teheran, Iran. Jeg er 29 år gammel og den andenyngste af fem søskende.

Min familie er jødisk og ikke specielt religiøs, men vi har altid fejret de store helligdage, og jeg har altid troet på Gud. Min mor snakkede ofte om Gud, da jeg var lille, og hun fortalte historier fra toraen. Hun fortalte om Moses og udgangen fra Egypten, og nok også mere end hun gjorde til mine andre søskende. Der er ni års forskel mellem mine ældre søstre og mig, så hun havde mere tid til mig (i hvert fald indtil min lillebror kom til verden). De ældre søskende havde travlt med egne interesser – jeg var den lille og heldig at have lidt mere af hendes tid.

Så længe jeg kan huske, var jeg den eneste jødiske pige i min skole. Det var en offentlig skole og primært muslimsk. Ikke-muslimer kunne vælge, om de ville være med i religionstimerne. Jeg ville for det meste ikke. Jeg var stolt af at være jødisk, så jeg havde ikke noget ønske om at lære om andre religioner.

Min far har altid fortalt os: ”Dette er ikke vores hjemland; dette er ikke, hvor vi hører til.” Som jøder var vi udenfor, og ideen om at vi en dag skulle forlade Iran, var altid i min fars hjerte. Og så i 1977 – bare to år før revolutionen – rejste vi fra Teheran til USA.

Som 15-årig havde jeg ikke lyst til at forlade venner og det trygge derhjemme. Mennesker, der rejste til USA, blev set som snobber, så vi lod det forblive en hemmelighed at vi skulle afsted, og vi rejste pludseligt. Jeg fik ikke mulighed for at sige farvel til nogen.

Jeg kunne ikke tale engelsk, så de første seks måneder på min nye skole var næsten umulige. Jeg følte også den enorme kulturforskel. På et tidspunkt troede jeg, at jeg aldrig ville blive glad igen, at jeg aldrig ville passe ind. Men langsomt begyndte jeg at vænne mig til det, og jeg blev mere åben og venlig, end jeg nogensinde havde været i Iran. Til min store overraskelse var livet nemmere her, end det havde været i Iran, da jeg først begyndte at lære sproget.

Efter high school startede jeg på college, og jeg begyndte at kæmpe, ikke bare med sproget, men også med, hvad jeg havde lært. Jeg kan huske, jeg sad i fysik og følte mig overvældet. Jeg spurgte Gud: ”Hvad betyder alt dette? Hvor passer jeg ind, og hvad skal jeg tro om universet og om dig?” Svaret kom fra en uventet kilde.

Jeg havde en engelsk tutor, der hed Perry, som jeg beundrede. Hun gik rundt på universitetet og spillede guitar og sang. Hun havde ikke sko på, hendes tøj var anderledes end alle andres, og hun boede i kollektiv. Hun var et meget frit menneske, og det kunne jeg rigtig godt lide.

Peggy lærte fra sig gennem samtale – og emnet, hun oftest snakkede om, var Jesus.

Peggy var faktisk fra en jødisk baggrund, selvom hendes forældre ikke var religiøse. Efter hun begyndte at tro på Jesus, var Peggy begyndt at studere Bibelen og søge sine jødiske rødder. At hun var jødisk, hjalp mig til at høre om Jesus på en måde, der ikke var så fremmed.

Peggy var del af en messiansk menighed, Ahavat Zion, og da hun inviterede mig til at komme med hende, tog jeg med. Jeg syntes, at alle var venlige og rare; det var mennesker, som jeg havde lyst til at lære at kende.

Ikke så lang tid efter holdt menigheden retræte på Big Bear Lake i bjergene, og jeg var inviteret med. Jeg ville virkelig gerne ud og se verden. Men desværre, troede jeg, ville jeg aldrig få lov at tage med. Vi måtte ikke være ude længe, og endnu mindre være udenfor om aftenen. Så jeg var i chok, da min far gav mig lov.

Hver aften sad vi på gulvet og på sofaer, og efter vi havde sunget, var der nogen, der underviste. En aften begyndte underviseren at tale om Faderen, Sønnen og Helligånden.

Min mor havde altid lært mig, at der kun er en Gud, en Skaber, og den lærdom har hængt ved. Fra mit synspunkt lignede det, at de snakkede om tre guder, og jeg var fornærmet. Jeg begyndte at diskutere med taleren, som var enig med mig i, at der kun var en Gud. Han forklarede, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er tre forskellige kilder til kraft i universet, eller tre forskellige guder der skal tilbedes, men at én sand Gud i hans uendelige ”anderledeshed” eksisterer på alle tre måder.

Pludselig var der ikke nogen diskussion, der skulle vindes eller tabes. Jeg havde fred indeni, en dyb fred, der så ud til at fortrænge al nervøsitet og tvivl. Jeg vidste ikke, hvor denne fred kom fra eller hvordan, men jeg vidste, at det havde at gøre med, hvad denne mand fortalte mig om Gud.

Senere begyndte jeg at undre mig over, om jeg havde taget fejl. Jeg blev ved med at spørge min rumbo Peggy: ”Hvad har jeg gjort?, Hvad i alverden har jeg gjort?, Er det rigtigt eller ej?” Peggy prøvede ikke at overbevise mig eller noget. Hun sagde bare: ”Bed. Snak med Gud og spørg ham”.

I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme, som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias.

Inden for en måned følte jeg, at Gud havde svaret på min bøn og vist mig, om jeg havde valgt den rigtige vej. Vi læser fra Siddur (jødisk bønnebog red.) hver uge til sabbats-gudstjenesterne, og da vi læste fra 5. Mosebog, kapitel 11, blev jeg ramt af disse ord:

”Hvis I vil lytte til de befalinger, jeg giver jer i dag, og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver… Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. For da vil Herrens vrede flamme op mod jer; han vil lukke himlen, så der ikke kommer regn… og så bliver I meget snart udryddet fra det herlige land, som Herren vil give jer” (vers 13-17).

Passagen beroligede mig. Jeg vidste, at mit hjerte ikke var ved at tørre ud. Jeg følte, at jeg blev ”vandet”, selvom jeg endnu ikke havde læst Jesu løfte: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Som 18-årig var jeg måske draget mod Yeshua (Jesus red.) af andre troendes fællesskab og venlighed. Jeg vidste ikke nok om Bibelen eller teologi til at vide, om min beslutning var sund. Jeg vidste nok til at spørge Gud om at vise mig, hvis det ikke var sandt. Jeg vidste, at hvis det var en løgn, ville jeg have droslet ned, og min tro ville visne. Det gjorde den ikke. I stedet blev Gud ved med at forfriske min ånd, eftersom jeg lærte mere om ham, mere om Messias. Jeg var pludselig gladere, og ikke så selvfikseret og deprimeret som tidligere.

Jeg har været troende i ti år nu. Og det er ikke længere et spørgsmål om at finde fællesskab og accept. Det er sandt. Det er Guds ord. Hvert år vokser jeg og lærer at elske Gud mere, at føle hans virkelighed dybere i mit liv, og hans løfters sandhed i Bibelen.

Da jeg var barn, sagde min far, at vi en dag skulle forlade Iran, fordi vi var jøder, og derfor var vi outsidere, ofte uvelkomne og ikke-villet. I USA troede jeg, at vi ville blive mere velkomne, men at komme til et land hvor vi ikke kendte sproget, hjalp os ikke ligefrem til at høre til. Men sommetider er det godt at være en outsider – det får dig til at blive ved med at længes efter det særlige sted, hvor du hører til. Jeg fandt ikke bare det sted, et fredfyldt sted midt i al verdens skørhed, men jeg fandt ham, som jeg tilhører.

Jeg håber, at du kan finde fred ved også at tilhøre ham – at tilhøre Yeshua, Messias.

Nyt fra Immanuelkirken: Sorg og glæde går hånd i hånd

Af Marit Long, Immanuelkirken, Jaffo Tel-Aviv (også bragt i Evangeliet og den Jødiske Verden september 2018)

Livet består af gode og mindre gode dage. Sorg og glæde går hånd i hånd. Det erfarer vi også i Immanuelkirken, hvor menigheden i disse dage er stærkt præget af chokket over Nillie perrys bratte død i starten af august. Nillie har i mange år arbejdet som oversætter i kirken. Vi sætter pris på forbøn specielt for hendes nærmeste familie og venner.

Midt i sorgen og chokket har vi også meget at være taknemmelige for, når vi kigger tilbage på de seneste par måneder i Immanuelkirken. Vi takker Gud for, at der er kommet flere lokale jøder her til menigheden, og at vi nu har en hebraisktalende bibelstudiegruppe.

Dåb i Jordanfloden
Dåb i Jordanfloden, Immanuelkirken
I Immanuelkirken har vi et voksende børnearbejde, og en af de nye familier, som er kommet det sidste år, er fra Holland. De har to børn, Benjamin (11) og Elise (9), som begge har fundet deres plads i børnekirken, og som lærer mere om, hvem Jesus er. De tog begge et valg om at blive døbt, og onsdag d. 16. maj drog de sammen med familien Long til Galilæa for at blive døbt i Jordanfloden. Bradley havde i samarbejde med familien udarbejdet en dåbsliturgi med blandt andet læsninger, præsentation af kandidaterne og bøn. Det var dejligt at lovsynge sammen i de skønne omgivelser, og det gjorde indtryk på både store og små at være vidne til Benjamin og Elises dåb. Vi glæder os sammen over det aktive valg at følge Jesus og vandre med ham.

Pigen fra Vestbredden med “repareret” hjerte
  Vi er glade for at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab om et projekt for børn i Betlehemsområdet. I forårssemestret besøgte vi to børnehaver i Betlehem, og en af dem lå i flygtningelejren Ayda. Begge gange udførte vi et kreativt undervisningsprogram, som blandt andet inkluderede et dukketeater med temaet ’tilgivelse’. Børnene lærte også om tilgivelse ved at ’reparere’ et ødelagt hjerte ved at sætte plaster på det. I juni hjalp vi også til på en sommerlejr i Beit Sahour udenfor Betlehem. Vi blev ønsket velkommen, og mødte mange fantastiske børn, som vi lavede kreative aktiviteter med.

Immanuelkirken har også et godt samarbejde med Tabeetha skolen i Jaffo, og her er mange af eleverne og lærerne jøder. I foråret arrangerede vi en påskegudstjeneste for skolen. Det blev en stor oplevelse for store og små med påskens budskab i fokus. I maj fik vi besøg af skolens 3. klasse som en del af deres ekskursion til den amerikansk-tyske koloni, Immanuelkirken ligger i. Børnene hørte fantastisk orgelmusik og lærte noget om stedets historie, om kirkebygningen og de unikke glasmalerier. Derudover fik de også en indføring i, hvad der sker i menighedslivet. Eleverne blev delt ind i grupper, deltog i en quiz om kirken og fik lov at ringe med kirkeklokkerne. Efter samlingen fik vi kage og saft i haven. Vi er utroligt glade for det gode samarbejde med Tabeetha skole.

Det er et privilegium at få lov til at tjene i Immanuelkirken. Ingen dage er ens, og ingen mennesker er ens. Nogle er trofaste i menigheden gennem mange år, men vi oplever også, at der er en vis grad af gennemtræk, som kan være en udfordring i forhold til at opbygge relationer og i forhold til at udarbejde et langtidssigtet fokus i menighedsarbejdet. Samtidig er det vigtigt for os at investere i menigheden –  som den ser ud, og med de mennesker, der er der til enhver tid og med Jesus Messias i centrum. Han kender alt og alle og har den bedste plan for ethvert menneske og også for menigheden som helhed. Vær med til at bede for, at flere mennesker må komme til tro i årene, som kommer, og at Han må lede menigheden sådan, som han vil.

Yom Kippur: Jeg løftede op i præstekjolen

3 Mos 16,2: Herren sagde til Moses: Sig til dig bror Aron, at han ikke når som helst må gå ind bag forhænget i helligdommen hen foran sonedækket…

Det er fejringen af ”Yom Kippur”, når jøderne læser denne uges Torah-portion rundt i deres synagoger og samlingssteder. Den bemærkelsesværdige dag på året, hvor alt – simpelthen alt – ligger fuldstændig stille. Så stille, at man kan overveje at holde en picnic midt på motorvejen.

For det er den ene dag om året, hvor ypperstepræsten i den gamle tempelhelligdom, måtte gå ind bag forhænget til det aller-helligste rum ved sonedækket.

Der kan trækkes store teologiske tråde fra denne forordning i Den Gamle Pagt til Jesu triumftog i Den Nye Pagt. Tråde så store, at jeg næsten fik tårer i øjnene af glæde, da jeg opdagede nogle af dem for første gang. Men i dag har jeg lyst til at trække en anden parallel.

Forleden havde jeg fornøjelsen af at afholde gudstjeneste med 300 veteraner samt Prins Joachim og Prinsesse Marie. Anledningen var den årlige flagdag for danske veteraner. Undervejs i gudstjenesten lavede jeg et lille stunt, hvor jeg afslørede en offentlig hemmelighed: Hvad gemmer præster under præstekjolen? Svaret denne dag vidste sig at være min feltpræst-uniform. Ud over glæden ved at få både soldater og kongelige til at grine, var der også en dybere pointe med stuntet:

Pointen var, at soldater bærer deres udsendelse med sig, uanset om andre kan se det eller ej. Ligesom man ikke kan se, hvad jeg gemmer under min præstekjole.

Pointen var, at vi bærer bagagen tæt inde på livet. Nogle gange fordi det gør for ondt at vise frem. Andre gange fordi vi slet ikke tænker over det mere – det er bare blevet ”en del af os”.

Som veteran kan man måske godt have aflagt sin uniform, men man vil altid være veteran og bærer det med sig alligevel.

Efterfølgende er det gået op for mig, at dette billede også kan bruges på mange andre aspekter af livet. Fx ift. depressioner eller stress. Eller ift. min skam. Eller mit hovmod og mit begær.

Spørgsmålene, som det rejser for mig, er:

Lader jeg Jesus komme ind bag forhænget til det allerhelligste i mit liv?
Lader jeg ham få fri adgang, eller begrænser jeg det til absolut minimum?  

Beskyt skaberværket, MPE18

 Her vi alle i vores flotte BLI-trøjer
I den bagende sol har vi fra d. 10.-12. september samlet skrald lige ved søen, som kære Jesus gik på. Søbrederne var fyldt med skrald og flere steder lå det i lag fra mange års anti-brug af skraldespande. Der var ikke andet for end at tage et par handsker på, en plastik-pose i hånden og så bare i gang. Vi ryddede et område lidt udenfor Tiberias, og det var specielt at følge med i udviklingen af, hvordan stedet så ud før vi kom, og da vi til sidst var “færdige” (stedet kunne stadig bruge en kærlig hånd, men var klart forbedret).Her vi alle i vores flotte BLI-trøjer

Vi fulgtes med The Beautiful Land Initiative (BLI), en organisation som arbejder på at gøre Israel til et pænere sted. En mulighed for at beskytte Guds jord og forhåbentligt løbe ind i de undrende forbipasserende og fortælle lidt om, at BLI gør det for Jesus. Lederen af organisationen hedder Jordan, en passioneret familiefar, som forlod alt i USA for at følge hans kald om at rydde op i Israel. Han havde et stærkt vidnesbyrd om, hvordan Gud havde kaldt ham til dette projekt, og at Gud nærmest havde planlagt det hele på forhånd. Et vidnesbyrd som fortalte om Guds godhed, omsorg og ikke mindst Hans kæmpe planer for os.

                            

Den sidste dag blev jeg rørt over at se den forandring, stedet vi arbejdede på, havde gennemgået. Tænk at få lov til at hjælpe Gud og beskytte Hans skaberværk. Det var en stor og særlig oplevelse! Jeg fik øjnene op for, at mission ikke kun er at fortælle direkte om Jesus til andre, men at mission også er at være et levende vidnesbyrd, fortælle om Jesus gennem handlinger og at vise sin passion for Jesus ved fx noget så banalt som at samle skrald.

Alt imens vi gravede hænderne ned i de enorme mængder skrald fik vi lov til at snakke med de andre, som var en del af vores 3-dages program med BLI. Der var en stor gruppe amerikanere fra Nashville og en lille gruppe finere fra en finsk DTS. Vi fik talt en masse med amerikanerne og et par fremmede, som spurgte nysgerrigt til, hvad vi dog lavede her i 37 graders varme med poser fulde af skrald.

Vi har kun været ved én organisation, men vi oplever allerede, at Gud er nærværende og bruger os, hvor vi kommer hen. Gud er god!

                              

Vi er nu vendt tilbage til vores skønne Jerusalem igen, som vi alle nu kalder “hjem”. Vi bor i det kristne kvarter i Den Gamle By, så vi er midt i, hvor det hele sker. Det er så fedt at trisse rundt i bazaren og vi hilser: “Assalamu aleikum” og siger: “Maa Sallamee”, når vi går igen. Vi føler os mindre og mindre som de hvide turister og mere og mere hjemme i dette fantastiske land, religionernes Mekka.

Når Gud er Rasmus Modsat – om at finde vej, løvhyttefest og venteværelser

For nogle år siden fik jeg en ret fantastisk gave af min kvinde: 14 dages vandretur på Caminoen i det nordlige Spanien! 14 dages alenehed med bare mig selv og mine tanker – perfekt – og der gik ikke længe, inden jeg begyndte at lave en mental liste over teologiske emner, der skulle tænkes godt igennem på turen gennem Baskerlandets bjerge.

Men Gud havde andre planer. Det var som om, han ville mig noget andet, end jeg selv ville. Jeg havde planer om kognitive tankeøvelser. Gud havde planer om at vise mig omsorg – ikke kun for min hjerne, men for min krop og mit sind. Gang på gang erfarede jeg, hvordan Gud ledte mig den rigtige vej (jeg havde ikke noget kort), til de rigtige overnatningssteder (som jeg ikke vidste, hvor var) med mennesker jeg kunne snakke med – uden at tale spansk :-)

Det kan lyde banalt, kan jeg godt se. Men midt i min ukomfortable tilstand, som vel nok var et eventyr, mindede Gud mig om, at komforten ikke er et mål for den, som vil leve et liv sammen med ham. Tværtimod.

Uden sammenligning i øvrigt: Som for mig således også for Israels folk.

Og det er så nu, vi kommer til løvhyttefesten. For det er en fest der skal minde gudsfolket om sin idealtilstand. Israelitterne har ventet 40 år – FYRRE ÅR!!! – på at nå frem til landet, Gud har lovet dem. Og da de så står der på bredden ved Jordan, får de at vide af Gud, at de skal fejre en fest. Ikke fordi de nu endelig er fremme ved målet, nej, de skal minsandten fejre en fest til minde om ørkentiden! Altså den uendelige ventetid, straffen for ulydigheden og svigtet. Det er den, de skal mindes. For selvom ørkentiden måske ikke er den mest glorværdige epoke i gudsfolkets historie, så er det én af de tider, hvor folket tydeligst har haft brug for Guds vejledning og Guds omsorg.

Og den fik de lov at erfare der i ørkenen, og det er den erfaring, Gud vil, de skal mindes.
 Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land, et land med bække, med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge,  et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning,  et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle noget, et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber, da skal du spise dig mæt og prise Herren din Gud for det herlige land, han har givet dig. Men tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren din Gud, så du undlader at holde hans befalinger og retsregler og love, som jeg giver dig i dag.  Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i, når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges,  bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset;  det var jo ham, som lod dig vandre gennem den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder, hvor han lod vand strømme ud af flinteklippen for din skyld;  det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget, dine fædre ikke havde kendt, for at ydmyge dig og for at sætte dig på prøve og derefter gøre vel mod dig. Sig ikke til dig selv: »Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom.«  Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom, for han vil opretholde den pagt, han tilsvor dine fædre, som han gør i dag. (5. Mosebog kapitel 8,7-18)  
Ørkentiden er mere end blot et venteværelse for israelitterne. Det er her, Gud lader sig erfare af sin skabning. Det er her, Gud har plads og rum til at vise sin omsorg. Midt i nøden og sårbarheden og afmagten. Hvor det er åbenlyst, at jeg ikke magter det hele selv. Gud ved godt, at de store huse og den megen rigdom og det vigtige arbejde og iPaden og telefonen og den gode rødvin til de gode middage kan få os til at glemme ham. At vi glemmer, at de gode gaver vi får og må nyde, at de er faktisk fra ham.

Gudsfolkets idealtilstand er altså ikke komforten og trygheden og sikkerheden, som vi mennesker ellers har en tendens til at søge ind i. Nej, gudsfolkets idealtilstand er der, hvor vi ved os afhængige af Gud:
At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger. (Salme 73,28)
Rigtig glædelig løvhyttefest.

Tora-portion: Hvilken bog står dit navn i? (GODT NYTÅR!)

  Rosh Hashanah 

Tekst: 1 Mos. 21,1-34 + 4 Mos. 29,1-6

Det er nytår. Dagen bliver brugt i venners lag. God mad, et eller flere festlige indslag, brætspil, hygge og alt for mange søde sager – og nytårsforsæt. Traditionen foreskriver, at man sætter sig nogle personlige mål for det kommende år. Nogen vil være sødere mod sine nærmeste eller være mere gavmild, mens andre vil rejse mere, arbejde på at få en forfremmelse eller gøre noget for sit udseende. Selvom de forskellige nytårsforsæt har afgørende forskelligheder, så har de det til fælles, at de handler om fremtiden.

Når jøder i disse dage (d. 9-11. september) fejrer Rosh Hashanah (jødisk nytår), så er det også forbundet med en række traditioner. I en af dagens tora-tekster (4. Mos 29) befaler Gud, at jøderne skal bringe en gedebuk som sonoffer for at skaffe dem soning for den synd, de har begået i løbet af det forgangne år. Nytårsdag (Rosh Hashanah) er således en dag, hvor jøderne skal søge tilgivelse og forsoning for det forgangne års synder.

For jøder i dag er nytårsdag stadig en dag, hvor man kigger tilbage og evaluerer – selvom de ikke ofrer gedebukke. Nytårsdag er nemlig den første af ti dage, hvor livets bog er åben, og hvori alle navne på de retfærdige skrives ned. Rosh Hashanah er således den første dag af ti, hvor der er særligt fokus på at bede om tilgivelse for sine syndere – for at sikre sig, at ens navn bliver skrevet i livets bog. At få skrevet sit navn i bogen har i øvrigt yderligere fordele som at få et årsabonnement på Guds velsignelser – ret lækkert.

Så på sin vis har det danske og jødiske nytår noget tilfælles, men med afgørende forskelle. Forskellen er (uforskammet forenklet), at hvor det jødiske nytår fokuserer på at rydde op i fortiden, så kigger det danske nytår frem mod det kommende år. Netop dét bliver samtidig til et vidnesbyrd for mig. Et vidnesbyrd om, at vores sonoffer – Jesus – har fjernet vores synd og ikke blot vores, men hele verdens synd, som Paulus skriver det (Rom 3,25). Derfor er vi allerede indskrevet i livets bog. Vi er én gang for alle indskrevet i livets bog for Jesu død og opstandelses skyld og behøver ikke at frygte at ryge ud ved næste optælling. Vi kan prise Gud for, at vores forhold allerede er genoprettet og derfor skue fremad – dog ikke mod vilde selvrealiseringsprojekter, men mod at tage del i den fortsatte forsoning mellem Skaberen og hans skabning.

Godt nytår – lad os bruge det på noget godt!

Lisa Loden: Ny lov er bekymrende

Af Kirsten Bitsch Lang – 06.09.2018

I juli 2018 vedtog den israelske nationalforsamling Knesset en ny lov, der fastslår, at Israel er nationalt hjem for det jødiske folk. Den nye lov kaldes Nationalstatsloven og er del af en række grundlæggende love i Israel, som tilsammen kan minde om en forfatning. Loven vækker bekymring blandt de israelske mindretal, og tre punkter er særligt bekymrende: For det første fastslår loven, at retten til at udøve national selvbestemmelse kun gælder det jødiske folk, dernæst beskriver den, at jødiske bosættelser skal støttes og har national værdi, og til sidst bliver arabisk degraderet fra at være officielt sprog til at være et sprog med særlig status. Lisa Loden er messiansk jøde og derfor del af et mindretal i Israel. Hun har siddet i bestyrelsen for flere af vores israelske samarbejdsorganisationer – både organisationen Musalaha og studenterbevægelsen FCSI. Læs hendes tanker om den nye lov her (oversat af Kirsten Bitsch Lang).

Om Nationalstatsloven

Af Lisa Loden – 31.07.2018

Den nyligt vedtagne lov har modtaget en del omtale og ikke så lidt røre, siden den blev besluttet i sidste uge. Da jeg følger Yeshua (Jesus red.), er involveret samfundsborger og er medlem af en minoritetsgruppe, har jeg håbet og bedt for, at loven ikke ville blive vedtaget. Til min store bekymring blev den vedtaget, selvom det dog var med et meget snævert flertal. Essensen af Nationalstatsloven er at sikre, at det udelukkende er den jødiske befolkning i Israel, der får fulde civile rettigheder, og at ortodoks-jødiske religiøse traditioner vil være den eneste kilde til at legitimere kulturelle og civile anliggender, hvilket i realiteten prioriterer jødedom over demokrati. Det faktum, at minoritetsrettigheder ikke er nævnt i loven, er alarmerende. Det skal også pointeres, at denne nye lov er en grundlæggende lov – som sådan nedfældet side om side med Den israelske uafhængighedserklæring. Som grundlæggende lov rammesætter loven den fremtidige lovgivning, og den er meget svær at ophæve.

Nogle ser loven som en lov, der bare legitimerer, hvad der allerede er blevet status quo i Israel. Loven gentager meget af indholdet i Uafhængighedserklæringen. Men hvad der ikke er nævnt i loven, er på nogle områder mere foruroligende, end hvad der er nævnt. Minoritetsrettigheder er ikke nævnt, hvilket åbner op for muligheden for, at der ikke implementeres lige rettigheder for alle borgere. Det kan få betydning for de to millioner ikke-jøder, som er israelske statsborgere. Denne lov giver førsteprioritet til jødedom, når det kommer til både religion og etnicitet. Ifølge denne lov er det jødedom, der bestemmer nationale helligdage og har indflydelse på uddannelsesindhold etc.. Den jødiske etnicitet bestemmer status og bestemte civile rettigheder. Når det kommer til de messianske jøder, som er en meget mindre minoritetsgruppe end den arabiske befolkning, bliver den allerede svære situation med immigration højst sandsynligt endnu mere problematisk.

Alle minoritetsgrupper i Israel har grund til bekymring – inklusiv messianske jøder. I ortodoks jødedom er messianske jøder, uanset deres etnicitet og deres dokumenterede herkomst, rutinemæssigt ikke længere kategoriserede som jødiske på grund af deres tro på, at Jesus/Yeshua er Guds søn. Ikke engang messianske jøders overholdelse af traditionelle jøders skikke og livsstil er nok til, at det ortodokse fællesskab accepterer messianske jøder som rigtige jøder. Vores tro er den klods, de konstant falder over.

For den store gruppe af ikke-jødiske arabisktalende israelske borgere er denne lov bare endnu en måde, hvorpå man kan reducere deres status til andenrangsborgere. Selvom det er i en regerings ret at degradere et nationalt sprog, og det er sket før (Tyrkiet, Rwanda, Tanzania, Ukraine, Gabon etc.), så ser det ud til, at degradering at et sprog altid er linket til politiske omstændigheder. I denne sag er dét at degradere arabisk, klart et eksempel på, at Israel hævder den jødiske dominans. Dette er set som en fornærmelse af den arabisktalende befolkning.

Den mest kontroversielle paragraf; “bosættelses-paragraffen”, var taget ud timer før den sidste afstemning. Det er jeg taknemlig for. Havde den stadig været der, ville det føre til beskyldninger om, at Israel er stadigt mere racistisk, og det ville lovliggøre diskriminationspolitikker. Der er meget modstand mod diskrimination af bestemte segmenter i det israelske samfund (for eksempel LGBT-samfundet), og denne paragraf ville lovliggøre dannelsen af fællesskaber baseret på eksklusion af uønskede befolkningsgrupper.

Mens den stødende paragraf blev fjernet, står der stadig i punkt syv af loven: ”Staten ser jødiske bosættelser som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og promovere deres etablering og udvikling.”

Ved at gøre denne lov til en af Israels grundlæggende love, er fundamentet for demokrati undermineret.

På grund af det totale fravær af referencer til ikke-jødiske minoritetsgrupper, er forrangen af jøder nu indskrevet i loven, hvilket kommer til at danne grundlag for fremtidig lovgivning. Et stort antal af termer (som Israel og bosættelse) er ikke defineret. Dette kan nemt lede til en bred implementering af de grundlæggende koncepter, der er inkluderet i denne lov. Indtil nu har civile rettigheder og lighed været en del af vores værdisæt – som Bogens folk. Som en borger i landet og som medlem af en minoritetsgruppe (messiansk jøde), der har oplevet, hvordan der sker lovlige handlinger, der nægter mig fuld adgang til civile rettigheder, er jeg dybt bekymret for den jødiske etiks fremtid og de jødiske værdier i Israel.
  • 1
  • 2