Skip to main content

Måned: oktober 2018

Vores gode rejse med sten, sten og atter sten.

Halløj allesammen.

Jeg har glædet mig til at fortælle jer, om vores tur til Eilat, dødehavet, Masada og Jeriko.

I Eilat arbejdede vi ude i ørkenen, hvor der ligger et Tabernakel, som var et midlertidigt tempel. Tabernaklet er et telt, som i de 40 år i ørkenen, blev båret med rundt af israelitterne. Tabernaklet havde en stor betydning, for det var det allerhelligste for israelitterne, for det var der Gud havde sin bolig. Inde i Tabernaklet var pagtens ark, som indeholdte de to stentavler, med de 10 bud, som Moses modtog af Gud på Sinaibjerget. Tabernaklet var også stedet, hvor man kunne komme med syndeofre til Gud.

Vi mødtes med en ung mand der hedder Ben, som skulle være sammen med os i de fire dage, hvor vi skulle arbejde på Tabernaklet. Vi fik fortalt, at tre dage inden vi kom til Eilat, havde der været en regnflod i bjergene, som havde skyllet en masse sten ned til det sted hvor Tabernaklet står. De var så glade for at vi kom og gav af vores hjælp. Arbejdsdagene gik med at fjerne store sten, der lå omkring Tabernaklet. Der kommer tit ældre mennesker på guidede ture til Tabernaklet, derfor var det vigtigt for ejerne, at der så pænt ud, og at de ældre havde mulighed for at komme igennem alle de store sten. Vi arbejdede hårdt og flittigt og fik nogle rigtig flotte resultater. Jeg kunne se og mærke, at vi alle var med til at gøre en forskel, ved at give vores hjælp, til nogle som virkelig havde brug for det, og de satte stor pris på vores arbejde og hjælp. Hver dag efter arbejde tog vi ud og badede på stranden.

Torsdag tog vi afsted på vores dødehavstur, hvor vi skulle mødes med Stine og David, senere på aftenen. Da vi missionspiloter ankom til dødehavet, skulle vi uden tvivl ud og bade. Det var helt klart noget af det sjoveste jeg har prøvet. Nemlig følelsen af at sætte sig i vandet og så ryge op med fødderne så man ligger og flyder i vandet. Vi badede i lang tid, indtil det var tid til aftensmad. Da Stine og David kom, tog vi til det sted hvor vi skulle tilbringe resten af aftenen og natten. Stedet lignede en “indianerlejr”. Vi tændte bål og spiste skumfiduser, kiks, chips og fik en kold cola. Det var super hyggeligt at være samlet og sidde og snakke allesammen sammen.

Næste dag tog vi sammen med Stine og David til Masada. Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 meter høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved det døde hav. David fortalte en masse om fæstningen på Masada og om Kong Herodes Den Store. Det var meget spændende og fængende at høre ham fortælle. Vi sluttede den dejlige dag af med at spise aftensmad, på en restaurant i Jeriko.

Det var alt for denne gang, tak for jeres opmærksomhed og vi ses!

Ny bibel tager udgangspunkt i jødisk kultur

Det Israelske Bibelselskab vil i samarbejde med en israelsk kunstner udgive en ny familiebibel, der hedder ”Jerusalem Illustrated  Bible”, som skal genoprette den jødiske arv fra skriften.

”Vi bor i en tid, hvor der, for første gang siden Yeshuas (Jesu red.) tid, er hele familier, der består af messianske jøder – endda også i anden og tredje generation,” fortæller Victor Kalisher, der er generaldirektør i det Israelske Bibelselskab.

”De fleste bibelske illustrationer er fremmede for den jødiske kultur og derfor heller ikke autentiske. Dette sætter selvfølgelig større skel mellem jøder og kristne. Det samme gælder for de jødiske navne i det nye testamente. For eksempel har Yeshua ændret sig til Jesus, Miriam til Maria og YHVH er endda ændret til Herren. Ikke at forglemme navnet Jakob i stedet for Yaacov.”

Victor forklarer, at i denne udgave af bibelen er illustrationerne autentiske i forhold til skriftens rødder – og så er de kulturelt relevante for jøderne.

”Vores mål er at opmuntre den messianske bevægelse rundt om i verden og velsigne troende fra alle baggrunde med en bibel, der har autentiske smukke illustrationer, som passer til det jødiske folk og den jødiske kontekst,” fortsætter han.

”Den hebraiske og engelske tekst står side om side i den nye bibeludgave, da majoriteten af messianske jøder stadig bor uden for Israel. Vi vil nemlig gerne have dem til at føle sig forbundet med deres jødisk-hebraiske rødder.”

Alle de nye bibelillustrationer er lavet af Elhanan ben-Avraham, der bor i Tzur Hadassah. Han er en messiansk kunstner, der gennem sit 40-årige lange liv i Israel har skabt rigtig meget kunst.

”Jeg satte mig tilbage for mentalt at undersøge den bibelske kunst, jeg har lavet, siden jeg kom til at bo i Israel i 1979,” fortæller Elhanan og fortsætter: ”Det slog mig, at jeg har tegnet, skitseret og malet nok forskellige værker, baseret på så mange bibelske historier, at det kunne illustrere en hel bibel.

Victor forventer, at Bibelen bliver trykt i 2018 eller start-2019.

”Vi stoler og beder for, at denne bibel vil være en velsignelse for mange mennesker i alle aldre og familier, til at opmuntre dem i deres tro og give dem mere viden om, hvem Gud er – og også til Guds herlighed,” siger han.

Victor tilføjer, at bibelselskabet i Israel har brug for finansiel støtte og vil sætte pris på, at alle individer og organisationer vil støtte dem økonomisk for at støtte op om projektet.

Denne artikel er udgivet af Cliff Keller d. 3. oktober 2018 via Kehila News og er oversat med få ændringer af Kirsten Bitsch Lang.

Link til den oprindelige tekst: https://kehilanews.com/2018/10/03/zion-unique-new-bible/  

Virkelighedens Askepot

Den sidste uge har vi tilbragt i den smukke kystby, Haifa. Her har vi arbejdet på Ebenezer Home sammen med pedellen/alt-mulig-manden, David. Ebenezer Home er et plejehjem for troende jøder og arabere, hvor man kan få lov til at tilbringe sine sidste år.

Vi ankom til Haifa lørdag aften, hvor vi blev vidst ned til vores sovesal, et bombe-rum. Det var helt klart en oplevelse at være der. En hel lejlighed, under jorden, uden et eneste vindue, en isnende Air Conditioner og køkkenskabe med kæmpe kakerlakker. Dog var der et hyggeligt udendørs areal med lyskæder, fiskedam og bænke til en hel hær. Der tilbragte vi varme aftner med iskaffe i hånden og rejsedagbogen ved siden af.

Selve arbejdsdagen på Ebenezer Home startede kl. 7.55 med morgenbøn på lederens kontor med de ansatte, så var vi nemlig klar kl. 8.00 til dagens opgaver. De fleste dage er gået med at skrubbe ALT, hvad skrubbes kunne. Om en måneds-tid vil hjemmet blive inspiceret, så alt skulle stå funklende rent. Vi brugte ca. 10 timer på at skrubbe trappen, som går fra kælderen og op til 3. etage, med sandpapir og eddike. Det var noget af en opgave! Efter 2 dage på knæ med hænderne i eddike skulle trappen vaskes og derefter poleres, og så kunne vi ellers gå videre til næste skrubbe-projekt. Vi rengjorde også industri-køknet på stedet med stål-tandbørster og stål-uld. Jeg skal love for, at vi alle har lagt kræfterne i og fundet skidt, hvor vi ikke troede, det var muligt. De efterfølgende dage fik drengene lov til at male en halvmur: først med grunder, så med en brunlig nuance, for derefter at få at vide, at ejeren ikke var vild med farven, for så at male det hele om i en lys grå. Drengene var lidt slukøret, men de klarede opgaven og nåede, trods alle odds, at færdiggøre maler-projektet. Det er nogle seje drenge, vi har med på holdet! 
Vi piger fortsatte askepot-jobbet indendøre med vinduespudsning og rengøring af markiserne hos beboerne. VI arbejdede sammen med en af volontørerne på stedet ved navn Samantha, og så fik vi ellers vores sag for. Hun var en haj til rengøring og samtidig så hurtig, at vi måtte spurte med for bare at skimte hende i horisonten.

Selvom vi virkelig har knoklet, har vi hygget os med opgaverne og fået det bedste ud af det. Udover det fik vi tak af alle, ansatte og beboere, så vi har virkelig følt os værdsat på stedet.



Hver dag kl. 10 var der stor formiddagskaffe, som vi alle nød godt af. 2 timer senere fik vi frokost, som altid var vellavet og velsmagende. Kl. 15-16 sluttede vores arbejdsdag og så stod den ellers på udforskning i Haifa. Vi har nogle sande vandhunde i blandt hos her på holdet, så lige så snart ordet “strand” bliver nævnt, er Johannes, Niklas og Liv allerede trukket i badetøjet og på vej afsted med håndklæder over skulderen. Kultur-nøderne Nathali og jeg har været på eventyr i Haifas gader. Haifa har et Bahai-tempel med nogle virkelig smukke tilhørende haver, som ligger op af karmelsbjerget. Dem har vi besøgt og derefter plukket citrus frugter på vejen ned igen. De fleste eftermiddage er endt med lækker is eller pandekager med nutella, en enkelt gang begge dele på samme dag. Vi har det alt for skønt!



Onsdag var en kortere dag på arbejde, da David ville vise os rundt i Haifa. Først gik turen til Elias ofringssted (1. kongebog 18;16), hvor David fortalte om historien og det omkringliggende landskab. Jeg tror, vi alle var meget forundrede over hans store viden inden for nærmest alting. Han var typen, som man kunne spørge om alt og få et gyldigt og gennemtænkt svar fra. Imponerende!

Derefter tog han os videre til Cæsarea, en antik havneby bygget af Herodes den Store til ære for romernes kejser, Cæsar. Dagen sluttede af hjemme hos Davids familie med aftensmad. Det var første gang i lang tid, at vi kunne få lov til at nyde et måltid i et familiært nærvær. Det var en virkelig skøn oplevelse, som vi tager med os i vores rygsække.

Ugen i Haifa har budt på lidt af hvert, men vi har overkommet selv de mest uoverskuelige uoverkueligheder og nydt godt af stranden og lækre is. Vi er glædeligt hjemvendt til Jerusalem, men lige om lidt går turen videre til Eilat. Læs om det i næste blogindlæg!

Indtil da Shalom fra Israels varme!

Tel Aviv, dekadencens metropolis

I dette blogindlæg skal I nu høre om missionspiloternes korte ophold i Tel Aviv. Så lut øren, puds brillen og nyd ugens læsning sendt direkte, fra jeres kære missionspiloter. I torsdags tog vi middagsbussen fra Central Bus Station på Jaffa Street og bussen førte os til Tel Aviv i løbet af få timer. Da vi passerede byskiltet, bød Tel Aviv os på skyhøje betonbygninger, smarte neonlys og dyre hoteller. Det er en verdslig by, hvor tyve stjæler og rust æder. I Tel Aviv er de færreste religiøse, hvilket er helt modsat Jerusalem som er knudepunkt for religion.

 

  Her skulle vi arbejde nogle timer på et kontor i organisationen “Chosen People Ministries”. Det er en organisation som opererer verden rundt. Chosen People Ministries har til formål at sprede evangeliet ud til alle folkeslag. Her skulle vi pakke Esajas 53 bøger ind, så de kunne sendes ud til ivrige læsere. Det var et vildt spændende arbejde og vi knoklede hele eftermiddagen med både tape, frimærker og kuverter. Humøret var højt blandt de flittige piloter. Da vi havde pakket alle bøger, var det blevet tid til koncert i bygningen og vi stod for kaffebrygningen. Jason som var en af lederne i kontoret, forklarede os raketvidenskaben bag espressomaskinen. I en kort stund havde piloterne givet op, men da vi først kom i gang, var der kaffe til en hel hær. Det var dog godt nok at vi ikke tog penge for dem. Det strømmede ind med mennesker gennem svingdøren og stemningen var rigtig god. Der blev sunget til langt ud på aftenen på hebraisk. Da vi var færdige, var det helt mørkt udenfor, så vi gik under gadelygternes lys mens vi lo højt og snakkede om dagens oplevelser i byen. Vi hoppede på den sidste bus mod Zion og faldt på hovedet i seng, da vi kom hjem.

   

Ørkenvandringen

Så er det blevet tid til at fortælle lidt om den berygtede ørkenvandring aka 2 dages ørkentur.

Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.

Vi parkerede bilerne ved en oase (som havde toiletter, så det var vi piger glade for), spiste lidt chips og begik så ud på vores første hike. Det gik dog hurtigt op for os at ørkenen i Israel ikke er en sandørken som man ser på film, men en ørken fyld med krater, bjerge, kløfter og sten. Heldigvis for det, for det er da meget smukkere at kigge på.

Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages  ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.

Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.

Nu er vi hjemme igen, nyvaskede og glade og har allerede været ude med en ny organisation, Chosen People Ministry, som arbejder med holocaust survivors. Med dem har vi pakket madpakker og delt dem ud til over 100 russiske jøder, indrettet et køkken og leget med 7 teenagerdrenge på et børnehjem. I dag skal vi til Tel Aviv og pakke Esajas 53 ned i kasser og arbejde på en cafe.

Ma Salame fra os fem missionspiloter.

     

Hjertesyge børn, en arabisk bibel og et par læsebriller

”Hearts made well, hearts made one”. Sådan lyder det, når man besøger Shevet Achims hjemmeside – stedet, hvor vi har opholdt os nu i snart en måned. Hvor små børn fra Israels nabolande får lov til at krydse de ellers ret lukkede grænser for at få en livsreddende hjerteoperation og derigennem danner bro på tværs af kulturelle, religiøse og politiske konflikter landene imellem.

Efterhånden har vi både set børnene komme som små, blå og alt for tynde væsener og efter operationen forvandle sig til sunde, buttede og raske børn. Fantastisk! Mødrene og børnene bor på Shevet Achim før og efter operationen, hvor de er omsluttet og plejet af volontører fra hele verden i et kristent fællesskab, som mest af alt minder om en kæmpestor, broget familie. En familie med fællesspisning, lovsang, bøn, rengøring, sygepleje, fester, knus og omsorg for hinanden. Hvor man bliver inkluderet uanset alder, etnicitet, uddannelse, sprogegenskaber og køn. Et sted hvor man på en måde er på arbejde 24/7, men på den anden måde bare er sammen med sin familie med daglige gøremål.

Her bor vi så også som vores familie på tre (Adam, mig og vores lille søn Severin på 8 måneder). Adam sørger primært for praktiske gøremål på huset, som konstant skal vedligeholdes grundet dets mange beboere, jeg selv virker som ”hussygeplejerske”, hvor jeg holder øje med, om børnene skal behandles eller akut på hospitalet – hjertesyge børn skal man være ekstra opmærksomme på, da selv små infektioner, kan være farlige for dem. Så gør vi selvfølgelig også rent, laver mad mm. ligesom alle de andre. Og Severin, ja, han leger ivrigt med de andre babyer og spreder smil og glæde hos mange. Han er stedets yngste volontør!

Men Shevet Achim rummer ikke blot hjerteoperationer og rene toiletter – de ønsker ikke blot at give disse børn et godt hjerte – de ønsker at give dem et helt hjerte! Et helt hjerte, som kun Gud kan give dem. En sådan oplevelse var vi vidner til for ganske nylig:

Når børnene kommer til Shevet Achim og til hospitalet medbringer de normalt deres mødre, men en lille dreng fra Kurdistan havde for nyligt sin far med. Årsagen var, at der florerer rygter i Kurdistan om, at Shevet Achim er et ondt sted, hvor de stjæler børn – dette havde faren hørt, så han tænkte, at hvis nogen skulle forsøge at stjæle hans søn, så ville han selv være der for at kunne beskytte ham! Han oplevede dog snart, at dette ikke var tilfældet.

Faktisk blev han meget overvældet over omsorgen og kærligheden, han mødte her og havde mange snakke med de arabiske-talende volontører. Gud rørte hans hjerte – og han blev omvendt! Han kom hertil som muslim med stor skepsis og tog herfra med et møde med Gud samt en arabisk bibel og et par læsebriller! Gud er stor.

At få lov at opleve sådanne ting, gør arbejdet endnu mere menighedsfyldt.

“Hearts made well, hearts made one!”

Familien Iversen i lufthavnen
Familien Iversen i lufthavnen
Shevet Achims medicinske afdeling
Shevet Achims medicinske afdeling
Hospitalet i Tel Aviv, hvor hjerteoperationerne udføres
Adam og Severin i Tel Aviv
Adam og Severin i Tel Aviv

Mødet med den arabiske kultur og arbejdsmoral

Johannes hviler sig i skyggen af et oliventræ!
I dagene mellem d.24.-28. september var vi i Nazareth. Vi boede i to lejligheder ved EMMS Nazareth Hospital og arbejde sammen med organisationen Nazareth Trust, som kom til Nazareth i 1861 for at starte en lægepraksis op. Dette har igennem 150 år udviklet sig til et stort og velfungerende privathospital og Nazareth Village, som er et levende museum, hvor turister og tilrejsende får lov til at opleve, hvordan det har været og set ud i Nazareth på Jesu tid.

Vi skulle arbejde i Nazareth Village, hvor vi blev klædt ud i kjortel og flotte sandaler. Her skulle vi hjælpe til med mange forskellige ting. Vores fornemmeste opgave var at give turisterne en god oplevelse ved at arbejde og få taget billeder sammen med dem. Det var fascinerende og sjovt at være med til og især at se hvilke turister, der tog flest billeder! Kineserne vandt stort :)

Vi arbejder i huset :)
De første dage hjalp vi til med at rydde et hus for jord og lægge det op på taget. Det var hårdt og varmt, men det gav en følelse af, at man virkelig hjalp til. En gang imellem kom Samir, som var overhoved i Villagen, og sagde, at vi skulle tage en runde med en hakke eller noget brænde for at være synlige for turisterne, og derefter skulle vi huske at tage noget vand og en lille pause, for som han sagde hele tiden: ”Remember to take break, water and relax… Safety first.”

Hver dag fik vi lækker frokost, der bestod af hummus, pitabrød, linsesuppe, kål og en masse vand. Vi spiste samme sted som turisterne, og vi blev virkelig serviceret af Abla(gift med Samir), som stod i køkkenet. Hendes favorit udtryk var ”Yallah yallah! Sit down, eat, relax!”

Vores lækre frokost!
Da huset var færdigt, fik vi tildelt en ny arbejdsopgave, der var yderst ”motiverende”.

I bunden af landsbyen var der en mark, som skulle klargøres, så man kunne så hvede. Pigerne startede med at rive det meste af marken for sten og hø. Derefter blev vi sat til at samle sten og hø op i en trillebøre og køre det væk. Umiddelbart lød det okay, men det viste sig, at vi for det første skulle gøre det med hænderne (selvfølgelig uden handsker), for det andet måtte der ikke komme jord med, og for det tredje skulle vi sortere æsellort fra, så det blev tilbage på marken. Det var et evighedsarbejde, fordi vi skulle køre trillebøren væk hver gang, at der kom en gruppe turister. Man havde jo ikke en trillebør på Jesu tid.

Det brugte vi flere dage på, og vi blev langt fra færdige, men til gengæld hyggede vi os gevaldigt med Nour, der var gartner og stod for at klargøre marken. Hans favorit udtryk var ”If you take away soil, I will kill you :).”

Den sidste dag fik Johannes og jeg virkelig lov til at mærke arbejdsmoralen hos araberne. Vi skulle feje i det hus, som vi havde ryddet for jord. Vi fejede og skovlede jord mens de tre andre der skulle hjælpe, som var fra Nazareth, bare stod og kiggede på. Efter et stykke tid satte vi dem i gang med at bære jorden ud af huset, men efter hver spand de havde tømt, så stod de igen og kiggede på, at vi fejede og skovlede. Vi brugte ca.4 timer på at feje to små rum og en lille terrasse, fordi vi ikke havde så meget andet at give os til og ikke kunne finde Samir. Da vi endelig fandt ham, var han bare sole glad for, at vi havde fejet huset færdigt og at det var gået så hurtigt. Det grinte vi ret meget af, for vi havde næsten dårlig samvittighed over, at vi ikke havde lavet så meget den dag.

Markarbejde med Nour :D
Da dagen var ved at være slut kom Abla og Samir hen til os og sagde, at vi skulle komme med. De havde nemlig købt kage og sodavand til os, som tak for den tid vi havde været hos dem og for den store hjælp vi havde bidraget med. Man blev næsten helt forlegen, for så meget syntes vi heller ikke, at vi havde lavet, men det lærte os bare omkring, hvor stor taknemlighed man kan have over noget, som man måske ikke tænker er det helt store.

Alle menneskerne som arbejdede i Nazareth Village var virkelig kærlige og rare mennesker, som var taknemmelige over selv det mindste og virkelig havde en gejst for at være en velsignelse for andre.

Det var noget jeg personligt kunne lære af og som virkelig gjorde indtryk på mig, og noget som jeg vil tage med mig videre i livet.

Flugten og den lille bedende pige fra Aarhus

Israelsmissionær Scheradsky fortæller i Israelskredsen i Skjern om, hvor frygteligt jøderne var forfulgte fra 30. september (1. oktober) 1943, og om, hvordan de var cirka 400 jøder, i alderen fra fire dage til oldinge, syge og krøblinge, der var flygtet op i en skov i Nordsjælland for derfra at komme over til Sverige med skibslejlighed. Skibet lå ude på havet rede til at tage dem. De skulle nu blot i en lille båd og færges ud til skibet. Da dukker pludselig et tysk vagtskib op, vender projektørerne ind mod skoven og flygtningene, og det var så lyst, at alt sås ganske tydeligt.

“Vi flygtede over hals og hoved ind i skoven. Min hustru og jeg fik ordre til at smide os fladt ned i en grøft og blive liggende der, til der kom nærmere ordrer. Der lå vi – det var i oktober måned – fra kl. 18:45 til kl. 4:00 om morgenen. Det var en frygtelig nat, anfægtelser stormede ind på mig, det var, som djævelen lå ved siden af mig, ja, jeg kunne mærke hans kolde ånde på min kind. Vi ved, der er en Gud til, men aldrig har jeg følt som den nat, at der også er en djævel til, og han hviskede til mig:

‘Du plejer i dine diskussioner med jøder at sige, at den eneste bøn, der dur, det er bøn i Jesu navn; du har bedt i Jesu navn nu, hvad hjælper det dig, kan du så lade være med at være så højrøstet næste gang, du taler med jøder om bøn i Jesu navn.’

Og alt imens fløj tyske flyvere lige hen over trætoppene og sendte det skarpe projektørlys ned over os. Var vi blevet opdaget, så havde det lige været en salve fra deres maskingeværer, og vi ville have været færdige.

Det var en frygtelig nat. Til sidst blev jeg helt apatisk. Men midt under anfægtelserne, da jeg ikke engang kunne bede, slår pludselig den tanke ned i mig: ‘Er der ikke et eneste menneske i hele Danmark, der beder for dig?’ ‘Jo, jo,’ råbte jeg pludseligt, og min kone blev ude af sig selv, hun troede, at jeg var blevet syg og sagde: ‘Er du blevet syg?’

‘Nej, lille skat, det er jeg ikke. Jeg har aldrig været så rask som nu, fordi Gud har sendt mig et lys, og jeg føler hans nærværelse, selv i det dybeste mørke.’

Jeg glemmer det aldrig, fra den stund af var der fred i min sjæl, ja, selv ved tanken om at blive sendt i koncentrationslejr. Måske ville Gud så bruge mig der.

Klokken 4:00 blev vi kaldt op af grøften, og vi skulle nu tilbage til København til Bispebjerg. Der holdt en bil, og da vi alle tre skulle ind i bilen, blev min søn hindret i at stige ind af frihedskæmperne. De sagde: “Ham må vi beholde her en halv time, så kommer han til Dem.” Vi ville ikke tage af sted uden ham, men de lovede afgjort, at han ville komme. Så tog vi da af sted, og på hospitalet blev min kone puttet i seng, hun var meget medtaget. Der gik time efter time, men han kom ikke, og det var svært for os. Vi troede, at vi aldrig skulle se vor dreng mere.

Så endelig kom den dag, da befrielsens time skulle slå, vi skulle sejles til Sverige i en lille båd med cirka 50 mennesker. Min kone sprang op i båden og jeg efter, og endnu inden vi lagde fra land, sagde jeg et par ord til de frihedskæmpere, der havde hjulpet os, og takkede dem, fordi de med fare for deres eget liv havde fået os så langt, at befrielsen var kommet. Vi skulle aldrig glemme det, og skulle jeg ønske noget for dem, så ville jeg ønske, at befrielsens time snart måtte komme for Danmark, så vi kunne samles i et frit Danmark. Så lagde vi fra land og stævnede mod Sverige, og frihedskæmperne forsvandt, skjult af natten, til alle sider. Men… der var en forræder imellem, han løb til nærmeste telefon, fik tyskerne alarmeret, her var en god fangst; og da vi havde sejlet i 12-15 minutter, kom der et tysk skib bogstavelig talt flyvende på vandet, satte kursen lige mod os og satte stævnen ind i siden på vort skib – og så måtte vi følge ham på en sejlads på 18-20 timer ned mod den tyske kyst til Sassnitz. Der gik mange tanker igennem os på vejen derned om koncentrationslejre, tortur og så videre.

Endelig nåede vi havnen og begyndte at sejle ind i den. Det foregik i slalom, der var fuldt af krigsskibe, torpedojagere, ubåde og så videre. Til sidst nåede vi ind til kajen, og tyskeren drejede om et hjørne med skibet, lagde til, og alle hans slægtninge og venner stod på kajen og tog imod ham. Han kom i snak, og han bad dem med ned i kahytten for at se alt, hvad han havde stjålet og taget med fra Danmark; flæsk og fedt og så videre – og alt imens måtte han have glemt os. Pludselig begyndte vor kaptajn at bakke ganske langsomt, mere og mere, og til sidst var han virkelig ude af havnen, uden at nogen lagde ham noget i vejen, og så vendte han skuden rundt og næsen mod Trelleborg.

Så gik det for fuld kraft ad Sverige til, og vi nåede virkelig Sverige – et Guds under – blev vel modtaget, fik lov til at prædike for jøderne i lejrene og traf vor kære dreng deroppe.

Ja, det var et Guds under alt sammen; men hør nu. Vi siger, at enhver virkning har sin årsag, og nu skal De høre, det fik jeg også at se her.

Det sidste møde før jøderazziaen i 1943 holdt jeg i Århus og var efter mødet henne til en kop kaffe hos en jordemoder og hendes mand.  Det første sted, jeg holdt møde efter kapitulationen, var også i Århus. Jeg var i kirke om formiddagen og gik da efter gudstjenesten hen for at hilse på jordemoderen og hendes mand. Da hun så mig i døren, slog hun hænderne sammen og sagde: “Næh, er det Scheradsky, så vil Anna-Lise da blive glad.” “Anna-Lise, Anna-Lise?” spurgte jeg.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad det skulle betyde. Men fruen sagde da: “Følg nu med indenfor, så skal jeg fortælle Dem hvorfor. Jordemoren fortalte så:

‘Den 1. oktober 1943 sad min mand og jeg ved spisebordet for at spise til aften, men vi kunne næsten ikke fa en bid mad ned, fordi vi tænkte på jødeforfølgelsen, der nu foregik i vort land, og særligt tænkte vi på Dem, kære Scheradsky. Uvilkårligt udbrød jeg: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Anna Lise, som stod i dagligstuen, legede med sin dukke, og hørte, at jeg sagde: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Et øjeblik efter kom hun til os og sagde: “Mor, hvorfor ser vi ikke Scheradsky mere, han er da så rar?” Jo, sagde jeg, “hvis Hitler får fat i ham, vil han slå ham ihjel.”

Så gik hun ind igen med den besked og legede nogle minutter. Men lidt efter kom hun tilbage. “Mor?” “Ja, hvad vil du nu?,” svarede jeg. “Jeg vil bare spørge dig; er Hitler stærkere end Jesus?”, fortsatte hun. Jeg svarede, at det var han ikke. “Men så kan vi da bede Jesus gemme Scheradsky, så Hitler ikke finder ham og gør ham noget ondt?” “Ja, det kan vi,” sagde jeg.’

Da den lille pige skulle til at bede sin aftenbøn, bad hun, som hun plejede; men efter aftenbønnen plejede hun altid at slå sine arme om mor og sige ‘godnat’. Det gjorde hun ikke den aften, i stedet for sad hun stille som i tanker et stykke tid. Og så pludselig begyndte hun at bede: ‘Kære Jesus, vil du ikke godt gemme Scheradsky, så Hitler ikke skal finde ham!’ Og den bøn bad hun hver aften lige til dagen efter kapitulationen.

“Da jeg hørte det,” sagde Scheradsky, “så jeg for mig alt det, jeg var blevet bevaret for i de onde år. Så forstod jeg, hvorfor den tyske flyver ikke kunne se os den nat, vi lå i grøften; så forstod jeg, hvorfor jeg ikke blev opdaget på Roskilde banegård; så forstod jeg, hvorfor den djævel, der stod vagt på Københavns banegård og visiterede alle undtagen mig, lod mig passere (de andre så med misundelige og undrende blikke på mig, og undrede sig over, hvorfor jeg ikke skulle visiteres – og var jeg blevet visiteret, havde jeg været færdig); og nu forstod jeg, hvorfor vi reddede os ud af havnen i Satssnitz – der var en, der bad i barnlig tro om, at Gud ville gemme Scheradsky for Hitler.”

Abraham Scheradsky
Abraham Scheradsky
Abraham Scheradsky havde i 1943 været ansat i Israelsmissionens tjeneste i næsten 30 år. Han, hans hustru Thyra og sønnen Poul nåede alle tre til Sverige. Beretningen, som bringes her, er fundet på en gammel hjemmeside, som ikke længere opdateres. Scheradsky ser sin og familiens redning i lyset af en lille piges forbøn. Det er således først og fremmest et personligt vidnesbyrd om bønnens virkekraft.

Efter hjemkomsten til Danmark holdt Scheradsky en række møder om flugten til og opholdet i Sverige. I sit notehæfte om disse møde angiver han stikordsagtigt sine emner, fx »Flugten« eller »Okt.1943« eller »Flugten og den lille bedende pige i Aarhus«. Den sidste formulering har vi sat som titel på hans vidnesbyrd, som bringes her. Artiklen blev bragt første gang i Israelsmissionen Avis oktober 2013.