Skip to main content

Måned: november 2018

Glade jul – jødiske jul..?

Af Joakim Hjorth, 30. november 2018

Vi nærmer os juletiden, som med flæskesteg, juletræer og krybbespil markerer fødslen af ham, der senere blev kendt som kristendommens grundlægger, Jesus. Derfor er det nok de færreste mennesker, der tænker på jul som en jødisk højtid. Men måske er der, mellem pebernødderne og julemændene, noget vi har glemt, noget vi efterhånden har mistet følingen med. Tuvya Zaretsky, der er tilknyttet Jews for Jesus og Lausannebevægelsens afdeling for jødemission (LCJE), forklarer her, hvorfor julen faktisk er jødisk – helt ind i sin kerne.

Julens jødiske rødder

”Når man tænker over det, er det så ikke lidt ironisk, at mange jøder mener, at julen ‘ikke er noget for os?’ Gennem min opvækst i en traditionel jødisk familie fejrede vi Hanukkah, som er en markering af jødisk overvindelse af en undertrykkende magt og jul var en amerikansk kulturel højtid uden et åndeligt budskab”, fortæller Tuvya Zaretsky. ”Men mange jøder elsker julepynten, lysene og musikken. Det kan måske virke lidt sært, men en top ti liste over alletiders favorit julesange kunne indeholde udelukkende jødiske kunstnere. Faktisk blev ’White Christmas’, der er et af højtidens største hits, skrevet af Irving Berlin (Amerikansk jøde og komponist).”

Samtidigt indeholder nogle af de mest elskede julesalmer jødiske forbindelser, der dukker op som mandlen i en skål risalamande. Det kimer nu til julefest kredser om Kong Davids stad, der ligger i Judæas bjerge og O kom, o kom, Immanuel opfordrer til fryd, fordi ’Immanuel’ (hebraisk for ’Gud med os’) ‘vil komme til dig, Israel’.

Tuvya Zaretsky ser samme sammenhæng i engelske salmer: ”Bag disse velkendte juleudtryk ligger et budskab af bibelske proportioner, rodfæstet i jødisk historie og i et løfte om håb. Jul burde være en jødisk højtid, fordi den markerer fødslen af et jødisk barn, født af en jødisk mor i en landsby i det jødiske område Judæa.”

Ældgamle løfter opfyldes

Gud opfyldte sit profetiske løfte til lille Betlehem: ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage.” (Mika 5,1)

Det barn blev lovet til Abraham, for at det skulle være en velsignelse for alle folkeslag, gennem det jødiske folk (1. Mos 12,3). Han ville blive den Kong Davids efterkommer, der skulle regere fra hans trone for evigt (2 Sam 12-17; Sl 89,35-37). Derfor proklamerede en engel, den nat Jesus blev født i Betlehem, til en lille gruppe jødiske hyrder på en mark i nærheden: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” (Luk 2,10-11)

For at forstå denne sammenhæng ville det måske, Ifølge Tuvya Zaretsky, hjælpe lidt at genkalde os, hvad det engelske ord for jul – Christmas – betyder. Christmas er afledt af det gamle mid-engelske ord Christemasse, som blev nedskrevet første gang i 1038. Det græske Χριστός (Christos) er en oversættelse af det hebraiske מָשִׁיחַ (māšîaḥ), som på dansk hedder messias, der betyder ”salvet.” Forskere diskuterer betydningen af det latinske ord missa, som masse kommer af. Mange er enige om, at det referer til en slags åndelig fejring, en messe.

”Altså betyder det, at Christmasse er en messe til ære for Jesus Messias’ fødsel”, siger Tuvya.

Lysets fødselsdag

Mange tror fejlagtigt at Hanukkah er en form for jødisk jul. Tuvya understreger, at det er det ikke. Men ét bestemt tema gennemsyrer begge fester – lys. Gud gav et løfte om håb til Israel efter deres eksil fra Galilæa igennem Esajas: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (Es 9,1)

Det interessante er, at den eneste gang Hanukkah bliver nævnt i Bibelen (i teksten omtalt som “festen for genindvielsen af templet”) bekræfter Jesus utvetydigt, at han er den ventede Messias og dermed det lys, verden venter på! (Joh 10,22-25). Han er det barn, som Esajas skriver om, i selvsamme kapitel som løftet om lysets komme: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Es 9,5)

Julen er altså, i en vis forstand, en jødisk fest. Den handler om fødslen af en jødisk dreng, der blev hele verdens frelser. Lad os, ligesom englen den allerførste julenat, proklamere for både jøder og alle andre ”hyrder på marken” at Herren er blevet født som et lille barn, at han er kommet nær. Eller, mere enkelt, simpelthen sige: ”Tillykke med fødselsdagen, Messias.”

  Denne artikel er en redigeret og forkortet udgave af et indlæg på Christianitytoday.com. Det oprindelige indlæg kan læses her: https://www.christianitytoday.com/edstetzer/2017/december/wait-christmas-is-jewish.html

“Min veninde bliver udvist, fordi hun tror på Yeshua”

Af Joakim Hjorth, 26. november 2018

I Israel har enhver person, der kan bevise deres jødiske rødder og som samtidigt ikke har omvendt sig til en anden religion og derfor har aflagt sig deres jødiske identitet, ret til statsborgerskab. Messianske jøder har i mange år kæmpet for retten til at bo i Israel og dermed retten til fortsat at kalde sig jødiske. Rebecca Rikhi, en messiansk jøde fra Israel, har en Jesus-troende veninde, som er ved at blive udvist af landet, fordi hun, ifølge myndighederne, ved at tilvælge Jesus har fravalgt sin jødiske identitet. I det følgende kan du læse Rebbecas refleksion over den nuværende situation for messianske jøder i israel. 

Refleksion af Rebecca Rikhi, messiansk jøde i Israel

Min veninde er ved at blive udvist. Hendes forbrydelse? – at tro på Yeshua (det hebraiske navn for Jesus). Bor vi i et diktatur? Et kommunistisk styre? Et oligarki? Nej, nej og nej. Vi bor i det eneste demokrati i Mellemøsten, som faktisk bryster sig af sin religionsfrihed og alligevel har min venindes tro gjort hende til en fjende af staten.

Hun er messiansk jøde – et farligt stempel for enhver statsborger i Israel og især for en eventuelt kommende en af slagsen. Hvor mange flere sager, afhøringer og udvisninger skal der til, før vi siger nok er nok? Det er ikke nok at hviske i skyggerne, eller at strategisk planlægge hvordan man flyver under radaren, mens man håber, at myndighederne ikke stiller ”Yeshua-spørgsmålet”.

Det er på tide at protestere imod Indenrigsministeriet og afsløre deres diskriminerende handlinger. Jeg har oplevet for mange venner, for mange familiemedlemmer, for mange af os blive dårligt behandlet og forfulgt, så jeg vil ikke tie stille længere.

De siger, at loven er imod os, men er den virkelig det? ’Retten til at vende tilbage’ sikrer statsborgerskaber til enhver jødisk person eller personer med en jødisk bedsteforælder, undtagen dem der er konverteret til en ny religion og derfor har afsagt sig deres jødiske identitet.

Hvilken messiansk jøde, der bekender sig som jødisk og kan bevise sin jødiske afstamning, har givet afkald på sin jødiske identitet? Messianske jøder tjener med ære I IDF (Det israelske forsvar), er en del af det israelske arbejdsmarked og investerer deres tid og talenter i det israelske samfund.

Skæbnen fra Holocaust er vævet ind i vores historie og nu står vi overfor en ny bølge af antisemitisme. Alligevel er vi afskåret fra vores hjemland, afskåret fra det, der skulle forestille at være en sikker havn for vores folk. Hvad ville Moses gøre? Hvad ville apostlen Paulus gøre? Hvad ville Yeshua gøre?

v7  For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. v8  Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. – 2 Tim 1,7

Lad os ”lære at handle godt, stræbe efter ret, hjælpe den undertrykte” – Es 1,17

Det er tid til at samles, tid til at protestere, tid til ufortrødent og uden skam at kræve retfærdighed, at kræve vores ret til at leve i Landet.

Rebecca er ikke den eneste, der oplever en nedgradering af rettigheder på grund af sin tro. Mange messianske jøder og andre Jesus-troende minoriteter i Israel oplever i disse år, at deres rettigheder og særligt trosfriheden er under pres. I Israelsmissionen ønsker vi at støtte den ubetingede ret til at tro på Jesus Kristus, uanset baggrund og identitet. Derfor arbejder vi i øjeblikket med vores partner Musalaha om et projekt, der skal styrke trosfriheden og retten til den i Israel og Palæstina. Læs mere om projektet i denne artikel: http://israel.dk/nyt-projektsamarbejde-for-trosfrihed-og-forsoning/

Rebeccas refleksion og andre historier fra det messianske samfund kan læses på https://kehilanews.com/

… fordi vi elsker Jesus og Han elsker os

Endnu en uge er gået og denne gang har vi tilbragt den med Jews for Jesus. 

De er lokaliseret i moderne Tel Aviv i en enorm skyskraber på 10. etage. Her blev vi første dag placeret i et rigtig amerikansk, vindue fra loft til gulv, kontor med et stort bord og hvide læder stole. Her havde vi udsigt udover byen og alle dens store bygninger. 

Vi fik fortalt lidt om organisationen og dens søster-organisation, Love Your Neighbor. 

Jews for Jesus blev oprettet i 1973 i håbet om at afskaffe den stereotype-tanke om, at jøder ikke kan tro på Jesus som Messias. Israel rummer 8.8 mio mennesker, hvoraf 6.5 mio. af dem er jøder. Under 1% af dem anerkender Jesus, som deres Messias. Det forsøger Jews for Jesus at ændre. I starten dyrkede de direkte evangelisation ved at dele flyers med budskabet om Jesus ud på den åbne gade iklædt farvestrålende t-shirts med ordene “JESUS = FRELSE”. I dag er de igang med at omdirigere deres tilgang til evangelisation og forsøger at dele budskabet med mere inddirekte metoder.  Her kommer Love Your Neighbor ind  billedet, som tager udgangspunkt i at vise Jesu kærlighed ved at dele kaffe ud, give et smil osv. Via Love Your Neighbor rammer de også flere mennesker, da det ikke kun er henvendt til jøder, men din nabo, som kan være ateist, muslim, jøde eller andet. 

Vi fulgtes hele ugen med Vladimir, en Jesus-troende jøde fra Ukraine. Den første dag pakkede vi breve i lange baner. Vi er nået til den tid på året, hvor julen nærmer sig, og derfor skal der sendes julebreve ud til dem, som sender donationer til Jews for Jesus. Vi klargjorde lidt over 1000 breve, mens vi nød god kaffe og grinede en masse. 



Mandag fik vi lov til at følges med Vladimir ud til Tel Avivs Universitet, hvor vi lavede spørgeskemaer med de studerende omkring Det Nye Testamente. Jeg var meget overrasket over de mange, som var villige til at deltage i undersøgelsen og som var åbne overfor, hvem vi var og vores tro. Vi fik ca. 60 mennesker til at udfylde spørgeskemaer, og 6 af dem ønskede en kopi af Det Nye Testamente. Det, synes jeg, er helt fantastisk! Det var fedt at få lov til at snakke med fremmede om noget så personligt som tro og samtidig opleve dem så villige overfor det vi delte. Hvilken gave at få lov til at dele ordet om Jesus på åben gade ved et simpelt spørgeskema. 

 

Tirsdag morgen og formiddag delte vi kaffe og morgenbrød ud til de forbipasserende ved en togstation. Det var tydeligt at mærke, at folk var mere travle og havde ikke tid til snak, modsat vores oplevelse dagen før. Det gjorde det lidt svært at holde modet oppe, da vi fik mange “Nej tak” og rynkede øjenbryn. Heldigvis var vi sammen om oplevelsen og kunne bakke hinanden op. 

Onsdag startede ud med et personale-møde og derefter skulle vi ud og samle skrald på en meget befolket gade. Det var første gang de afprøvede projektet, men vi kunne stolte sige, at vi havde allerede prøvet lignende i starten af vores ophold med Beautiful Land Initiative. Vi gik stille og roligt i gang og samlede cigaretskoder, plastikkrus og andet op. Der gik ikke længe før vi fik undrende øjne, “tak” og “wauw – hvorfor?” med på vores vej. Det var specielt at se, hvordan folk lagde mærke til os og roste os for det arbejde vi gjorde. Vi mødte sågar en kvinde, som gav os et kæmpe kram og sagde, at hun og hendes kirke havde bedt længe for, at nogle måtte komme og samle skraldet på denne gade. Det var meget bekræftende og vi følte helt klart, at vi satte tanker i gang hos mange. 

Den sidste dag hjælp vi viceværten med rengøring og nogle andre små opgaver, og dermed var vores tid hos Jews for Jesus afsluttet. 

Noget som særligt har gjort indtryk på mig i denne uge er, at vi har fået lov til at dele budskabet med så mange. At vi er blevet brugt af Gud til at vise hans kærlighed ved at samle skrald eller sige godmorgen til en fremmed på gaden. Måske det er mig, som er en tosset miljø-aktivist, men der er altså noget særligt over det med at samle skrald med henblik på at vise Guds kærlighed. Der er noget ydmygende over at samle skrald op for andre og samtidig noget næste-kærligt. For mig giver det så god mening at rengøre Guds jord og vise min kærlighed til Ham og Hans skaberværk via dette. 

Det er fedt at gøre noget så konkret, som får folk til at undre sig og spørge “hvorfor?”, hvortil vi kan svare: “fordi vi elsker Jesus, og Han elsker os!” 

Nyt projektsamarbejde for trosfrihed og forsoning

Af Kirsten Bitsch Lang, 23. november 2018

Med hurtige bevægelser skriver Salim Munayer idéer på tavlen, mens vi andre sidder omkring bordet og brainstormer med. Vi befinder os i Jerusalem på Musalahas hovedkontor. En due i filt hænger ned fra loftet, og den minder om et håb for forsoning her midt i Jerusalem, hvor vi lige nu befinder os. ”Velsignede er de, der skaber fred,” står der på et skilt på væggen. Det ses tydeligt, at Musalaha er en organisation med fred og forsoning på hjerte.

Bodil og jeg fra Israelsmissionen og Daniel og Filip fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) er på partnerskabsbesøg, så vi sammen kan undersøge, hvordan vi laver et projekt sammen med Musalaha. Et projekt med fokus på både forsoning og tros- og religionsfrihed i Israel-Palæstina.

Salim voksede op midt i konflikten

Salim er kristen araber og Musalahas grundlægger. Han har oplevet konflikten mellem jøder og arabere på egen krop:

”Da jeg begyndte i et jødisk gymnasium, fik jeg at vide, at der ikke havde boet arabere i Israel før statens oprettelse i 1948. Men jeg vidste, det ikke var rigtigt. Jeg havde jo selv oplevet, hvordan naboer og venner var flygtet ud af vores egen landsby, mens vores familie gemte os i kirken. Og hvordan jøder langsomt begyndte at fylde de huse op, som araberne var flygtet fra,” fortæller han.

Salim er vokset op mellem både jøder og arabere i Israel, og selvom han har oplevet konflikten på nært hold, har han altid haft venner på både den jødiske og arabiske side. Det har givet ham et hjerte for forsoning, og derfra udspringer Musalaha.

”Musalaha er en græsrodsbevægelse. Vores mål er at få tre procent i Israel-Palæstina til at arbejde for forsoning. For tre procent kan være nok til at ændre et helt samfund,” fortæller Salim.

At være religiøst mindretal

For Salim er der mange problemer forbundet med at være kristen i Israel:

”Min søn er lige blevet gift, og det var næsten umuligt at finde et sted i Jerusalem til festen. Da udlejerne fandt ud af, at vi skulle have et kristent bryllup, ville de ikke leje lokalerne ud til os,” fortæller han. Det er blot en af mange små ting, der konstant skaber problemer i hverdagen for de religiøse mindretal.

Mikael Kayanni er inviteret med til partnerskabsmødet for at gøre os klogere på problemstillingerne for religiøse mindretal i Israel-Palæstina. Han er professor på jurainstituttet ved universitet i Jerusalem.

”Problemet i Israel er i udgangspunktet ikke, at man ikke kan få mulighed for at udøve sin religion. Problemet er, at man ikke kan undgå sin religion,” fortæller Mikael.

For eksempel tager noget af det juridiske system udgangspunkt i, hvilken religion man har. Det betyder, at hvis en katolik skal giftes, skal det godkendes af den katolske kirke. Hvis en katolik vil giftes med en luthersk kristen, så bliver parret nødt til at rejse ud af landet, da de simpelthen ikke kan blive gift i Israel. Den stramme opdeling af de forskellige religioner gør det også svært, hvis man ikke passer ind i det religiøse system. For eksempel bliver både messianske jøder og jesustroende med muslimsk baggrund ofte klemt i systemet, da de ikke bliver set som hverken rigtige jøder, muslimer eller kristne.

Til sidst oplever de forskellige religiøse mindretal ofte en juridisk forskelsbehandling, hvor jøderne får rettigheder, som de andre grupper ikke får. I sommers vedtog den israelske stat en ny slags grundlov, der slår fast, at Israel er en jødisk stat. Det kan medføre, at de forskellige religiøse mindretal må finde sig i yderligere forskelsbehandling.

Regeringen støtter arbejdet for tros- og religionsfrihed

”Det er rigtig dejligt, at vi får mulighed for at integrere arbejdet for tros- og religionsfrihed mere i vores forsoningsarbejde,” fortæller Salim. Arbejdet for tros- og religionsfrihed er ekstra vigtigt lige nu set i lyset af den nye lov og de trange vilkår for religiøse mindretal.

Muligheden for samarbejdet om tros- og religionsfrihed kommer af, at den danske regering i begyndelsen af 2018 lancerede, at de ville gøre en større indsats for at kæmpe for tros- og religionsfrihed. DMRU er en paraplyorganisation, der varetager de forskellige missionsorganisationers udviklingsarbejde, og de har derfor fået en pulje penge af regeringen, der skal fordeles mellem missionsselskaberne til arbejdet. Det er den pulje, som Israelsmissionen sammen med Musalaha skal søge.

Både kristne, jøder og arabere vil forsones

”Da hun viste mig billeder af sin hverdag, blev jeg chokeret,” fortæller Hedva om sit møde med en palæstinensisk kvinde. Det var her Hedvas kamp for forsoning startede. Vi sidder på en udendørs restaurant på den gamle togstation i Jerusalem. Efter den første dags brainstorm er det blevet tid til aftensmad. Vi kan høre et brazzband spille, og imens fortæller Hedva sin historie. Hun er opvokset som jøde i USA, men på universitetet mødte hun en pige, der havde noget, som Hedva også ville have. ”Hun havde sådan et lys i øjnene,” fortæller Hedva. Pigen var kristen, og herefter begyndte Hedva at tro på Jesus.

Senere flyttede hun til Israel, og hun arbejder i dag i Musalaha og bor i Golanhøjderne.

Musalahas medarbejdere består af både kristne arabere og messianske jøder, der arbejder side om side for forsoning. Men det er ikke kun kristne, der har lyst til at være med i kampen.

”Vi er meget tydelige med, at vi er en kristen organisation, og alligevel er der mange ikke-kristne, både jøder og muslimer, der har lyst til at deltage i vores programmer,” fortæller Salim.

Helt almindelige jøder og muslimer står i kø for at deltage i Musalahas projekter. Og selvom Musalaha ikke af sig selv fortæller om kristendommen, er der mange, der spørger ind til, hvad organisationen står for – og så får de selvfølgelig et svar, fortæller Salim. På den måde kan Musalaha pege på forsoningens evangelium for både jøder og muslimer.

Projektdesign: Ørkentur og kapacitetsopbygning

Salim står igen ved tavlen den næste dag, mens vi sammen diskuterer videre, hvordan vi får designet det bedst mulige projekt for tros- og religionsfrihed.

”Ørkentur for 60 ledere, 30 arabere og 30 jøder,” noterer Salim med blå tusch. Med støtten fra den danske regering bliver det muligt for Musalaha at sende 60 ledere på ørkentur, hvor de skal forsones med hinanden og undervises i tros- og religionsfrihed. Herefter skal de arbejde videre for forsoning og trosfrihed i hele Israel-Palæstina.

Salim sætter det sidste punktum. Efter lang tids brainstorm er skitsen til et projekt for tros- og religionsfrihed lavet. Rundt om bordet er vi tilfredse med resultatet.

Musalaha kan fortsætte deres arbejde for forsoning og kan endda gøre det endnu bedre ved at blive skarpere på tros- og religionsfrihed, og Israelsmissionen kan glæde sig over, at samarbejdet med Musalaha peger hen på Jesus og hermed på forsoningens evangelium.

Partnerskabet med Musalaha er frugtbart og godt. Og som Salim nævner, så har Israelsmissionen og Musalaha en trofast og god relation:

”Nogle partnere kommer og går. Nogen støtter vores arbejde i et par år, og så forsvinder de igen. Musalaha og Israelsmissionen har været samarbejdspartnere siden 1990’erne. Det sætter vi stor pris på, for gode, trofaste partnerskaber er afgørende for vores arbejde.”

Shevet Achim

Vi har i denne uge været i Tel Aviv, hvor vi har arbejdet hos organisationen Shevet Achim. Det er en organisation som har til formål at sende hjertesyge børn fra udsatte områder i Mellemøsten på hospitaler, så de kan få en operation. Konceptet har derfor været ganske enkelt: Det her er et sted, hvor man redder menneskeliv. 

Vi har været her i 7 dage og ugen har budt på mange forskellige spændende ting. Hver morgen var der to timers andagt og dernæst gik man ud til det projekt man skulle arbejde på. Vi har lavet rigtigt meget praktisk arbejde, det har virkelig været godt. Det var enormt rart at have små projekter på Shevet Achim. Vi fik bl.a. lavet lysene, et hegn til trappen og rengjort det hele. 

 

På Shevet Achim var familien Adam og Malene Stoltenberg sammen med deres lille søn Severin. Niklas og jeg arbejdede sammen med Adam som havde forberedt arbejde til os. Vi nød deres selskab! Simpelthen så rar en familie!

 

En af dagene fik jeg muligheden for at hente et hjertesygt barn ved grænsen til Gaza sammen med Adam. Det var en kæmpestor oplevelse. Vi kørte en times tid og i takt med at vi nærmede os Gaza, blev infrastrukturen dårligere og der kom færre og færre biler. Vi var næsten ved grænsen og Adam og jeg var spændte på at se den fremmede familie fra Gaza. Da vi ankom stod der en meget lille dreng og en ældre kvinde. Det viste sig at være hans mormor som fulgte med ham.

Køreturen til hospitalet fra grænsen var meget speciel, mormoren var meget højlydt og snakkede på arabisk og vi forstod intet. Alt i mens, sad den lille dreng musestille og kiggede rundt med store øjne. Da vi nærmede os hospitalet blev mormoren meget følelsesladet og måske endda lidt bekymret for hendes barnebarn. Hun blev rastløs og ville gerne ud af bilen, så vi blev nødt til at fortælle hende at hun skulle tage det roligt.

Da vi ankom til hospitalet hjalp vi dem med at finde ud af hvor de skulle være. Vi fandt nogle engelsk talende læger som hjalp os. Så gav vi den lille dreng videre i lægernes hænder og kørte tilbage mod Shevet Achim. Da vi kom hjem, var jeg så træt og mættet af indtryk at jeg faldt i søvn på sengen med det samme.

Det har virkelig været fantastisk at være på Shevet Achim. Vi har udført en masse arbejde som virkelig har gjort en forskel, vi har hjulpet mennesker der har været i nød og har haft andagter hver morgen som har hjulpet os afsted til en go’ og meningsfuld dag!

USA’s vicepræsident får kritik efter valg af messiansk rabbiner

USA’s vicepræsident Mike Pence er kommet i problemer, efter at han til et vælgermøde i Michigan havde spurgt en messiansk jødisk rabbiner med tilknytning til bevægelsen ’Jews for Jesus’ om at bede en bøn for ofrene fra en nylig massakre i en synagoge i Pittsburgh hvor 11 jødiske personer blev dræbt.

Af Joakim Hjorth, 16. november 2018

En fornærmende bøn

Efter at have fordømt antisemitisme og angrebet på synagogen i Pittsburgh inviterede vicepræsidenten ”en leder i det jødiske samfund” – rabbiner Loren Jacobs fra menigheden Shema Yisrael i Detroit – på scenen for at bede en bøn. Men da Jacobs begyndte at bede, stod det hurtigt klart, at han ikke vil blive betragtet som jøde af de fleste andre retninger indenfor jødedommen.

Han indledte bønnen ved at sige: ”Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, Gud og far for min herre og frelser Yeshua (det hebraiske navn for Jesus), Jesus Messias”, og afsluttede også bønnen i Jesu navn. Derudover bad han om enhed og fred i landet i lyset af den splittelse, som mange amerikanere oplever i disse år.

Efterfølgende er beslutningen om at vælge Jacobs som den eneste religiøse repræsentant for det jødiske samfund til vælgermødet blevet voldsomt kritiseret, da han er en fremtrædende figur i den messianske bevægelse i USA og dermed af mange slet ikke betragtes som jøde.

Flere jødiske ledere har anfægtet beslutningen, deriblandt rabbineren Jason Miller som skrev følgende på Twitter: ”Messiansk ’jødedom’ er en gren af kristendommen og stødende for det jødiske samfund. Det var et fornærmende politisk stunt.” Vicepræsidentens stab afviste efterfølgende, at Loren Jacobs var inviteret for at tale på vegne af det jødiske samfund, eller at der var en missional intention bag invitationen.

Kontroversiel kombination

Reaktionen skal ses i lyset af den historiske modstand mod kombinationen af tro på Jesus som Messias og en tydeligt jødisk identitet. Loren Jacobs tror som messiansk jøde på at Jesus er Messias, hvilket de fleste jøder ser som teologisk uforligneligt med jødedommen. Nogle mener endda at den messianske jødedom ikke blot står i modsætning til traditionel jødedom, men at den er fjendtlig indstillet overfor jødedommen, fordi den ifølge dem har som mål at overtale jøder til at konvertere til kristendommen.

Ifølge Jews for Jesus er der op til 125.000 messianske jøder i verden. Andre estimerer at tallet nærmere er omkring 300.000. Den klart største koncentration af disse er bosiddende i USA og det var da også her, bevægelsen i 1970’erne for alvor fik vind i sejlene. Moishe Rosen, den amerikansk-jødiske præst som startede Jews for Jesus bevægelsen i San Fransisco, sagde i 1972 følgende om at være både jøde og jesus-troende: ”Lad være med at kalde os jøder, der har omvendt sig. Vi er ikke andet end jødiske. Jeg blev født som jøde og vil dø som jøde – men jeg er en jøde, som tror på Jesus!”

Selvom der også indenfor den messianske bevægelse findes forskellige forgreninger og teologiske retninger, så vokser bevægelsen stadig i et USA, hvor der bor over fem millioner jøder. Jews for Jesus’ mission udtrykkes klart i dette opslag fra deres officielle Twitterprofil: “Hvis Jesus er Israels Messias, så er det at tro på ham, det mest jødiske en person kan gøre.”

  Denne artikel er en redigeret og forkortet udgave en artikel publiceret af New York Times. Læs den oprindelige artikel her: https://www.nytimes.com/2018/10/30/us/mike-pence-rabbi-jacobs.html

Konfliktugen

Hej alle sammen

Nu er endnu en uge fløjet super hurtigt afsted, og det er derfor tid til et blogindlæg fra vores fantastiske hverdag.

I denne uge har vi haft om den konflikt der hærger i Israel/Palæstina. En konflikt som mange sikkert følger lidt med i på diverse medier. Vi har forsøgt at komme lidt under huden på konflikten ved at besøge lidt forskellige projekter og mennesker der kunne fortælle os deres side af historien. For som det er vigtigt at huske på er der altid to sider af samme historie.

Vi startede ugen med at tage med Felixrejser (et kristen rejsebureau) til Hebron, en arabisk by i Palæstina. Her blev en gruppe pensionister, og så vi 5 missionspiloter,  ledt af skønne Bodil, som kunne fortælle os om Makpelas hule, Hadassas hjem, hyrdernes mark med mere. Især Makpelas hule er et interesant sted. Her ligger de fire patriarker/matriarker begravet (Adam og Eva, Abraham og Sara, Isak og Rebekka og Jacob og Leah) og er et helligt sted for både muslimer og jøder. Hov hvad gør man så, når begge religioner gerne vil tilbede på dette sted? Ja man deler da bygningen op, så i den ene ende sidder ortodokse jøder og rokker frem og tilbage i bøn, og den anden ende ligger muslimer på smukke tæpper i Aladdins hule og tilbeder Allah. Lige nu fungerer det, men det har ikke altid været så fredeligt omkring dette sted.

Fra Makpelas hule gik vi på en spøgelsesgade, hvor der tidligere har været liv fra arabiske boder. På grund af en jødisk bosættelse er denne gade nu blevet lukket. Herfra gik vi til Hadassahs hus, et jødisk museum som b. la. fortæller om en massakre i 1929, hvor 69 jøder blev dræbt af arabere. Vi sluttede denne konfliktdag af med at besøge fødselskirken i Bethlehem, hvor vi mindes fødslen af verdens frelser. Om man er jøde, araber eller dansker, Jesus har kærlighed nok til os alle og hvis vi vil, er vi hans børn.

Mandag tog vi hjem til vores kære pastor David som gav os en 4.5 time lang undervisning om konflikten. Her startede vi med at gennemgå Israel fra år 1400 f .kr. til og med oprettelsen i 1948 e. kr. Indtil 1948 har jøderne ikke haft deres eget land i 2000 år. Men det er ikke uden krig og kamp at jøderne får lov at beholde deres Israel. Fx. under 6 dagskrigen mod Ægypten, Jordan, Irak og Syrien indtager Israel Golanhøjderne, Gaza, Vestbredden og Sinaihalvøen. Noget af dette mister/giver Israel for i stedet at være i nogenlunde fred med nabolandende. Det er en svær og kompleks konflikt, og det kræver tid og mange sider at udpensle det hele.

Tirsdag tog vi med vores søde kirkevolontør Stine til Yad Va Shem, som er et stort holocaust museum lidt ude for centrum af Jerusalem. Det var en dag hvor vi havde følelserne ude på tøjet. Det er barske sager at se tilbage på den grusomme 2. Verdenskrig og de umenneskelige ting jøderne blev udsat for. Man har lyst til at glemme de her grusomheder, men det er nettop det Yad Va Shem er til for. At vi skal huske hvad der skete, så vi ikke gentager historien.

Onsdag tog vi til Bathania, en arabisk by i Palæstina, for at mødes med en tidligere muslim. Han er nu kristen og lever derfor undercover for en stor del af byens borgere. Det var en fantastisk dag, hvor vi fik et indblik i hvordan det er at leve i Palæstina, der er afgrænset med en mur fra Israel. Vores kristne ven fortalte fx. hvordan det er svært at finde arbejde, hvor lav lønnen er og hvor dyre tingene er i forhold til Israel.

Torsdag og fredag tog vi til jeriko. Torsdag tog vi tre piger til Zakeuses hus for at besøge et kristent projekt der har klubber for muslimske børn og voksne. Her kom en flok muslimske piger med alderen 10-14 for at høre et oplæg om tilgivelse. Et begreb der er ret fremmede for nogen af dem. Vi danske piger fik lov til at lave et oplæg om Danmark og hvordan vores hverdag ser ud. Da vi var færdige stod mange af dem i kø for at røre ved vores hår og tage et billede. I mens mødtes drengene med en tidligere muslim, der nu tror på Jesus.

Fredag tog vi igen til Zakeuses hus for at hjælpe til i en børneklup med ca. 30 muslimske børn. Her tegnede vi, legede og sang så taget var ved at blæse af. Det var bemærkelsesværdigt hvordan de voksne, som både var muslimer og kristne, tog sig af børnene og på en god måde forkyndte om Jesus.

Nu skal vi snart holde gudstjeneste. God lørdag og kommende uge til jer. Knus Missionspiloterne.

Julie ansat som teologisk netværker

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. november 2018

Julie Kajgaard begynder i Israelsmissionen d. 1. januar 2019 i en tre-årig projektstilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt.

Gennem møde- og forkyndelsesvirksomhed skal hun udbrede kendskabet til Israelsmissionen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission. Og Julie glæder sig:

”Jeg synes, at Israelsmissionen har noget vigtigt at bidrage med i dansk kirkeliv, og jeg glæder mig til at gøre Israelsmissionen kendt af flere,” fortæller hun.

Derudover skal Julie også styrke Israelsmissionens netværk internationalt. Israelsmissionen ønsker at nå endnu bredere ud med evangeliet til jøder, og derfor bliver det også Julies opgave at opdyrke europæiske partnerskaber, der har relation til jødemission. For Julie er den internationale del af stillingen en god udfordring:

”Jeg glæder mig til at udforske det ukendte land og se, hvordan vi kan blive medvandrere på det gode, der allerede er i gang, og hvor vi kan bidrage med perspektiver og kompetencer, så det kan blive endnu bedre,” fortæller hun.

Julie er netop i gang med Pastoralseminariet og har afsluttet sin kandidat i teologi. Sidste efterår var hun udsendt som praktikant af Israelsmissionen, hvor hun arbejdede som kirkevolontør i Immanuelkirken.

Vi glæder os meget til at have Julie med på holdet, og vi er sikre på, hun bliver en kæmpe styrke for organisationen – både i kraft af sin teologiske faglighed og med sin store passion for det, vi står for.

Rebekah: ”Guds kærlighed helbreder mennesker”

Af Kirsten Bitsch Lang, oktober 2018

Rebekah Strangarity er omsorgsfuld, lattermild og fagligt dygtig. Hun gør en kæmpe forskel – ikke bare som diakon i Immanuelkirken, men også for de mennesker, hun møder gennem sit arbejde og i sit liv.

Rebekah kommer fra USA og har en kandidat i socialt arbejde med speciale i traumebehandling. For fem år siden rejste hun til Tel Aviv for at hjælpe på herberget Red Carpet, der tog sig af prostituerede kvinder.

I begyndelsen skulle hun bare være her en kort periode, men Gud skabte en brand for Tel Aviv i hendes hjerte:

“Næsten hver aften sad jeg på altanen, hvor jeg boede. Solen gik ned, og jeg kiggede på lysene, der blev tændt over hele byen. Det gjorde virkelig ondt at vide, at alle de lys kom fra hjem, der ikke kendte Jesus. Jeg kunne bare sidde og græde over det,” fortæller Rebekah og fortsætter: ”Jeg har boet mange steder, men jeg har aldrig oplevet en så fysisk reaktion før på grund af et sted.”

Rebekah vidste, hun havde en opgave i Israel, og gennem Immanuelkirken mødte hun Bradley og Bodil. De ansatte hende som diakon i kirken, og her har hun været siden. Nu bor hun i Immanuelkirkens menighedshus og arbejder på Red Carpet to dage om ugen. På Red Carpet rækker hun ud til prostituerede og underviser frivillige i, hvordan man bedst håndterer mennesker, der har oplevet traumatiske hændelser. Rebekah er derudover en dag om ugen hos Jews for Jesus, og resten af sin arbejdstid bruger hun i Immanuelkirken. Her er hun terapeut og coach for menighedens medlemmer og arrangerer aktiviteter, der opbygger kirken og skaber mulighed for at fortælle ikke-troende om Jesus.

Rebekah nyder at arbejde med mennesker og har et særligt hjerte for misbrugte kvinder. Det har hun, fordi hun selv er blevet misbrugt og har oplevet, hvordan Gud kan gøre alting nyt:

”Jeg kan huske, jeg bad om, at jeg ikke måtte vågne op næste morgen. Jeg kiggede i spejlet og tænkte: ’Hvordan kan jeg nogensinde undgå at hade, hvad jeg ser?’,” fortæller hun om tiden efter den traumatiske hændelse. ”Og så tænker jeg på, hvordan Gud har skabt helbredelse, genoprettelse og glæde i mit hjerte,” fortsætter hun.

Det er netop den helbredelse, genoprettelse og glæde, som Rebekah brænder for at give videre til andre. Som hun selv formulerer det:

”Jeg er afhængig af nåde – og afhængig af at se, når Guds kærlighed og nåde helbreder mennesker.”

Undervisning i Jerusalem

Denne uge har været fyldt med undervisning om Kristendommens Jødiske Rødder(KJR). Det har budt på en masse aha-oplevelser, en masse kaffe og en masse ny brugbar viden om vores dejlige Jesus. 

Kaffe og chokolade crossaint hjælper altid på koncentrationen :)
Vi har hørt om templet, profetier, jødiske grupperinger, påsken, dåb, pinse og løvhyttefesten. 

Før ugen startede tænkte jeg: “Kristendommens Jødiske Rødder er vel bare en masse mosebøger, og det er det.”, men gennem denne uge er det lykkedes både David og Stine, at udfolde det gamle testamente, samt det nye testamente på mange forskellige måder. Undervisningen er blevet opdelt på en yderst overskuelig måde, hvor vi har anskuet emnet på tre måder, så fx:
  1. Vi ser på, hvad det gamle testamente siger om templet. 
  2. Vi ser på, hvilken rolle templet har haft på Jesu tid. 
  3. Vi ser på, hvordan man som kristen ser på templet. 
Det har været en god måde at anskue det på, da man derfra let kan se den tydelige røde tråd, der går fra det game testamente og den gamle pagt til det nye testamente og den nye pagt. 

Nu vil jeg prøve kort at forklare, hvad vi har lært:

Templet var i gamle testamente og på Jesu tid det helligeste for jøderne. Det var Guds bolig iblandt mennesket. Her foretog de mange forskellige ofringer til Gud for at ophøje Ham og for at få tilgivelse for deres synder. Templet blev bygget omkring år 1000 f.kr. af kong Salomon. Der stod det ca. i 500 år indtil babylonerne kom og jævnede det med jorden. Efter 70 år slap jøderne fri fra Babylon og Nehemias fik bygget det andet tempel, som på ingen måde var ligeså storslået som det første tempel. Efter ca. 400 år valgte Kong Herodes den Store derfor at renovere templet, så tempelpladsen blev forstørret fra ca. en halv amerikansk fodboldbane til 16 fodboldbaner. Templet blev den gang set som et af verdens vidundere. Templet stod dog kun til år 70 e.kr. da romerne rev det ned grundet oprør fra den jødiske side. 

Vi sidder på Oliebjerget og skuer mod The Tempel Mount, mens vi hører Stine fortælle om templet.
Jøderne valfartede til templet 3 gange om året til påske, pinse og løvhyttefesten. Det samme gjorde Jesus, for han var jøde, men Guds bolig, templet, flyttede fra en storslået bygning og ind i vores hjerter da Jesus døde for vores synder. Derfor er vores legeme det nye tempel, for Gud bor i os. 

En profeti er en profets forkyndelse af en Gudsvilje, som han har modtaget i en åbenbaring. Igennem det gamle testamente findes der mange profetier om Jesu komme. Allerede i starten af biblen i 1. Mosebog k.3 v.15, står der at kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Vi har set på mange profetier omkring Messias, og et af de mere essentielle steder er Esajas k.53, der tydeligt omtaler hvordan Jesus skal tage vores skyld på sig som et skyldfrit offerlam. 

De jødiske grupperinger på Jesu tid var: 
  • Farisæerne, som er lægmænd dvs. at de ikke var præster, men at de underviste i fx synagogen, og hvis der opstod et problem mellem to kunne man gå til farisæerne og søge råd. 
  • Saddukæerne, ses som “De retfærdige”. Det var de rige aristokrater, altså det øverste samfundslag, og de var kun bosat i Jerusalem. 
  • Essæere, kaldes “De fromme”, da de trak sig fra samfundet og levede som munke i Cølibat. De havde stort fokus på rituel renhed. 
  • Zeloter var den voldelige gruppe. De ventede på Messias, som en krigsherre, der skulle slå romerne tilbage, og de prøvede at skabe håb ved at demonstrere voldeligt. 
  • Herodianere var fok som støttede Herodes’ slægt og dermed gik ind for jødisk uafhængighed, men accepterede lydekonger. 
Disse grupperinger diskuterede mange ting, bl.a. Messiasforventningen. 

Påsken var for jøderne i det gamle testamente og på Jesus tid en ihukommelse af hvad der skete i Egypten, nemlig at Gud udfriede Israelitterne fra slaveriet, og at de måtte flygte uden at kunne nå at få proviant med. I jødernes hjem må der derfor ikke findes surdej under påsken, for at mindes at Israelitterne måtte flygte i al hast. Påskelammet blev ofret, så Israelitterne kunne skånes for den sidste plage i Egypten, nemlig at dødsenglen skulle gå igennem Egypten og dræbe alle førstefødte. Dødsenglen ville gå forbi alle de huse, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Derfor hedder festen påske, som betyder forbigang.

Påsken er en af de tre valfartsfester som jøderne har. I dag valfarter de dog ikke til Jerusalem, da der ikke er et tempel. I det nye testamente er Jesus påskelammet, der ofres for at vi kan gå fri. Jesus var fri af synd som Gud og menneske, derfor er det et endegyldigt offer for os, så vi står frie i ham. 

Der noteres flittigt imens David gennemgår påsken!
Dåb var også vigtigt i det gamle testamente og for jøderne på Jesu tid. Jøderne havde tre former for dåb: 
  1. Urent til rent: Livet gør at man bliver uren, derfor skal man renses. 
  2. Nærme dig Gud: Man skulle vaskes inden man gik ind i templet. 
  3. Proselyt dåb: Hvis man var hedning og gerne ville blive jøde. 
Vi kristne har i dag kun en form for dåb. 

Pinse kaldes i det gamle testamente og på Jesu tid for ugefesten, den anden valfartsfest, som er en taksigelse til Gud for hvedehøsten og en ihukommelse af Guds pagt med Israelitterne på Sinaibjerget med de 10 bud.

I den kristne tro fejrer vi pinsen, hvor helligånden kom ned over disciplene i form af ildtunger over deres hoveder, og de talte på mange forskellige sprog, Apostlenes Gerninger k.2 v.1-4.

I pinsen fejrer vi den nye pagt i Jesus, som ofrede sig for vores skyld, og at Gud flyttede fra templet og ind i vore hjerter. Ved denne pagt ændredes pagtstegnet fra omskærelse til dåb. 

Løvhyttefesten(sukkot) er den tredje og sidste valfartsfest, som er en fejring af høstårets afslutning. Løvhyttefesten er for jøderne festkalenderens klimaks.  Her ihukommer jøderne israelitternes vandring gennem ørknen i de 40 år, hvor Gud var med dem dag og nat og ledte dem ind i det forjættede land. På samme tid ser de også frem mod den evige sabbatshvile, hvor Gud endnu engang vil tage bolig iblandt dem.

Som kristen ser vi tilbage på, at Gud tog bolig iblandt os, og at vi har fået frelsen gennem Jesus, men at vi også skuer frem mod evigheden med Gud, den evige sabbatshvile. Så man kan sige, at vi som kristne i julen fejrer den ene del af løvhyttefesten, nemlig at Jesus kom til jorden. 

Nu er der snart ikke mere hukommelse i vores små pilot-hjerner :D
Vores kære hjerner har været godt i gang og er blevet fyldt godt op, så vi alle har været ret trætte om aftenen, men det har ikke stoppet os i at hygge og have det godt sammen. 

Det har været rart at være i Jerusalem i den her uge, hvor man kender sin seng og ved at falaffelmanden er lige rundt om hjørnet v. Damascus Gate. Den faste rutine har været en dejlig afvænning fra det ellers eventyrlige liv som missionspilot. 

Nu indtager vi den sidste måned af vores rejse med nysgerrighed og gejst for hvad de næste uger vil bringe.