Skip to main content

Måned: december 2018

Lene Skovsgaard stiller op til landsstyret

Af Kirsten Bitsch Lang, 18. december 2018

I Israelsmissionen glæder vi os meget over, at Lene Skovsgaard netop har sagt ja til at blive en del af Israelsmissionens landsstyre, og vi er sikre på, at hun i høj grad kan bidrage med gode kompetencer ind i Israelsmissionens arbejde. Læs lidt af hendes tanker om den nye opgave her:

Jeg er blevet spurgt om at stille op til Landsstyret for Israelsmissionen – og det har jeg med glæde og forventning sagt ja til. Især fordi det i høj grad er et gensyn med et engagement, der tidligere har fyldt og betydet rigtig meget for mig. Som ung studerende var jeg aktiv i Israelsmissionens Unge, blandt andet som landsformand, hvor jeg fik Israelsmissionens sag helt ind under huden. Det gjaldt både for arbejdet i Danmark, som rejseleder på studieture for unge til Israel samt gennem Jews for Jesus.

Siden da har jeg fulgt Israelsmissionen på sidelinjen. Min baggrund er en cand.mag. i historie og religionsvidenskab, og i dag arbejder jeg som chefkonsulent på Erhvervsakademi Aarhus, hvor jeg samarbejder med og rådgiver landets større virksomheder omkring intern efteruddannelse. Privat bor jeg i Aarhus sammen med min mand og vores fire børn, som efterhånden har en alder, hvor der igen er overskud til et kristent engagement udover den folkekirke, som vi er en fast del af.

Stor undersøgelse: Jødehadet vokser

Af Kirsten Bitsch Lang, 14. dec. 2018

”Jeg føler mig ikke tryg, når jeg går til et jødisk event, fordi der er så meget sikkerhedstjek,” fortæller en ældre jødisk dame fra Danmark. Hun er en af deltagerne i en vidtrækkende undersøgelse lavet af EU, der sætter fokus på, hvordan jøder oplevet antisemitisme i Europa. Her ses det, at ni ud af ti jøder oplever, at antisemitismen i Europa er blevet værre inden for de sidste fem år.

”Jeg oplever lige nu, at ’jøde’ er et meget brugt skældsord i København. Som jøde, der er vokset op i Danmark, har jeg altid undgået at vise folk min jødiske identitet,” fortæller en yngre kvinde i undersøgelsen.

Det er især online, at antisemitismen er stigende, men det sker også rent fysisk: Hver fjerde danske jøde har oplevet at se andre jøder blive fysisk eller verbalt angrebet inden for de sidste 12 måneder.

Den 26. september understregede FN’s generalsekretær António Guterres, at ”selve grundlaget for FN har rødder i, at vi skal tage ved lære af holocaust,” og han krævede, at vi skulle bekæmpe antisemitisme med al vores energi og vilje.

På det officielle plan oplever jøderne også dansk støtte, men som en ældre jødisk kvinde formulerer det:

“Officielt gør Danmark meget for at forhindre antisemitisme, men den folkelige stemning går den forkerte vej.”

Lidt over halvdelen af de danske jøder i undersøgelsen ser antisemitisme som et ret eller meget stort problem. Dette tal er langt højere i resten af Europa, hvor 85 procent af europæiske jøder ser antisemitisme som et meget eller ret stort problem.

Et af Israelsmissionens formål er at bekæmpe antisemitisme i enhver form, og i Israelsmissionen ser vi på udviklingen med bekymring. Som Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen, tidligere har formuleret det:

”Vi ønsker ikke at tale konflikten op eller råbe ’Ulven kommer’, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet.”

Lad os sammen være ambassadører for, at jøder kan leve fredfyldt i Europa.

Dryp fra arkivet: ”Jul, Jøder og Jesus”

Af Joakim Hjorth, 10. december 2018

Uden historie bliver man identitetsløs. Det gælder også for den bibelske historie og dermed jødernes historie. Vi kan ikke komme uden om jøderne, de er en del af vores kulturarv. Er det ikke nogenlunde sådan, Kai Kjær-Hansen?

Spørgsmålet kommer fra radiovært på programmet Danmarkskanalen, Nanna Ziegler, som på en decemberdag i 1993 havde inviteret tidligere formand og daværende redaktør på Israelsmissionens avis i studiet til en snak om jødisk kulturarv, jul og andre temaer i Israelsmissionens spændingsfelt. Selvom interviewet efterhånden har 25 år på bagen, er der stadig nogle guldkorn at hente. Her følger et udpluk af samtalen, men den kan høres i sin helhed ved at følge linket i bunden.

Et barn er født i …?

”Vi ved ikke præcis hvornår Jesus blev født, hvis vi snakker dato og måned og den slags ting. Det er nu heller ikke særlig vigtigt. Det vigtigste er, at man fejrer hans fødselsdag. Hvis man spørger hvilket år han er født, så kommer man faktisk i den groteske eller morsomme situation, at Jesus er født fem eller seks år før Kristus”, svarer Kai Kjær-Hansen på det indledende spørgsmål om, hvornår Jesus blev født.

Hvor ved man så det fra? kommer det hurtigt fra vært Nanna Ziegler. ”Sagen er den, at der sad en irsk munk i det sjette århundrede og lavede vores tidsregning, og han kludrede i det, ikke sandt, så han satte Jesu fødsel til år nul. Kong Herodes døde år 4 f.Kr., og Jesus blev født inden hans død, og derfor siger man fem-seks år f.Kr. Det interessante i alt det her er, at vi, uanset hvilket forhold vi måtte have til denne Jesus, daterer vores liv ud fra denne fødsel”, minder Kai os om.

Hvis de lærde strides om, hvornår Jesus blev født, så er de vel trods alt enige om hvor? ”De lærde er aldrig enige om noget som helst”, slår den drillesyge teolog muntert fast og fortsætter:

”Hvis man går til Det Nye Testamente, er det helt klart, at Jesus blev født i Betlehem. I Bibelen og den kristnes bevidsthed, er det vigtigt, at vi kan referere til en by, hvor han blev født, for Gud kommer virkelig mennesker nær i julen. Det er vel julens budskab; at Gud kommer nær – meget nær. I modsætning til andre religioner, hvor man søger ind i sig selv, har vi det kristne budskab. Budskabet om, at Gud kommer til os.”

Jul og Jesus – Jesus og jøder

Flere gange kredser samtalen om jødisk indflydelse på vores kultur. ”Vi kan mere hebraisk, end vi tror”, siger Kai. “Jeg kan huske da jeg for 20 år siden, i december måned, skulle ordineres. På et tidspunkt, da jeg er ved at tage præstekjolen på, skråler vores datter: ’En fattig Jumbo sad i løn og fødte himlens kongesøn – Halleluja, Halleluja.’  Hun havde åbenbart svært ved det danske ord jomfru, men det hebraiske ord Halleluja det kunne hun, ligesom mange andre danske børn.”

På et tidspunkt drejes snakken ind på Hanukkah, den jødiske lysfest der som regel også fejres i december. Men på trods af det umiddelbare sammenfald mellem de to højtider, så er der desværre ikke mange jøder, der har taget julens budskab til sig, fortæller Kai Kjær-Hansen: ”Jul og Jesus hører sammen, og Jesus og jøder hører sammen. Men de fleste i det jødiske folk tror ikke på, at Jesus er Messias.”

Jeg ved, at du gerne vil have, at jøder begynder at tro på Jesus. Hvorfor har du egentlig ambitioner om det? Må de ikke selv om det?

Jo, det må de vel også. Ethvert menneske er ansvarligt overfor Gud. Jesus har vi fået fra Israel, og i Den Danske Israelsmission, såvel som i andre Israelsmissioner, vil man gerne være med til at bringe det bedste, vi har fået fra Israel, tilbage til Israel,” siger han og fortsætter:

“I Jesus-navnet (som betyder ”Herren frelser”) ligger der jo i en nøddeskal, hvad kristendommen er for noget. Englen siger til Josef: Og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Jesus-navnet drejer sig altså om frelse fra synd og dermed også den tilgivelse, som Gud rækker til alle via Jesus – jøder inklusive – og derfor har jøder lige så meget brug for Jesus som alle os andre”, forklarer Kai.

Nye ord på gamle sider

Året forinden optagelsen af programmet udkom den nyeste autoriserede danske bibeloversættelse, som Kai Kjær-Hansen var med til at sætte i verden. På spørgsmålet om, hvad sådan en oversættelse egentlig skal gøre godt for, svarer han hurtigt: ”Den skal vise, at evangeliet også er noget for os, der lever i dag, og at evangeliet også er noget for vores børn.”

Han uddyber med et eksempel: “Jeg husker engang, vi var i kirke, og jeg fornemmer, at min søn kigger på mig. Jeg glemmer nok aldrig det fjæs, han satte op, da han kiggede ned i salmebogen og så, at salmen, vi skulle til at synge, hed Hvo I kun lader Herren råde.  Det er en meget smuk og evangelisk salme, men hvad siger sådan en strofe til min dreng? Den siger: ’Den her sang, far, den er i hvert fald ikke noget for mig. Måske er den noget for dig og alle de andre gamle i kirken.’ Så når jeg har engageret mig i en ny dansk bibeloversættelse, så er det blandt andet fordi, jeg vil sådan en Hvo-I-kun-oplevelse til livs.”

Nu er jeg lidt gammeldags, hvad Juleevangeliet angår. I den gamle oversættelse stod der mandtal, i den nye er det blevet til folketælling. Er det ikke godt at kende et ord som mandtal? ”Jeg har ikke noget imod at smukke danske ord bibeholdes. Det er ikke en popoversættelse – en popoversættelse kan man ikke leve på, når livet gør ondt”, siger Kai og forklarer udfordringerne ved at oversætte særligt følsomme tekster som Juleevangeliet:

”Da vi kom med prøveoversættelsen i 1989, var der også nogen, der syntes, det var forkert, da vi bare skrev: I de dage. Nu står der: Og det skete i de dage, sådan at du og alle andre forhåbentlig kan bevare noget af julestemningen.”

Vi må, grundet ophavsrettigheder, desværre ikke gøre lydfilen tilgængelig offentligt. Kontakt os, hvis du har et ønske om at høre den.

Hvordan man får muskler…..

Kære allesammen.

Nu er det blevet tid til det sidste blogindlæg, som vil vise jer, hvordan man får muskler.

Vi har arbejdet sammen med bibelselvskabet i Jerusalem, i en uge. Vi har arbejdet med mange bibler, som er udgivet fra forskellige lande. Vi satte bibler i rigtig rækkefælger, støvede af i shoppen, og løftede kasser på høje hylder. Det var både tunge og lette kasser. Efter hver dag, kunne jeg mærke, at mine arme var blevet brugt, men det var selvfølgelig på den gode måde.

Eliezer som var vores overordnede, havde god humor, og var meget snaksalig. Han fortalte en masse om sit eget liv. Alle dem vi mødte hos bibelselvskabet, var rigtig søde. Vi startede hver morgen med en kop kaffe, te, og bibelfællesskab. Bibelfællesskabet handlede om, at vi læste i biblen sammen, og snakkede om det vi havde læst.

Da vi mødtes første dag med dem, var der en af dem der sagde, at det var godt, at vi smilte, for det ville vi ikke blive ved med. Det kom heldigvis ikke til at ske, vores smil forsvandt ikke.

Den sidste dag hos bibelfællesskabet, afsluttede vi med at gå rundt på gaden, og dele det nye testamente ud. Det var en god oplevelse, og jeg syntes det var specielt, at gå rundt blandt jøder, som er i mod Jesus som Guds søn, og se at der var jøder som sagde ja til at få det nye testamente. Der var en del som sagde nej, men det bedste var at se dem der tog imod det nye testamente.

Det var en uge fuld af oplevelser, både gode og hårde. Jeg fik nemlig muskler og en spændende, men også udfordrende oplevelse, at gå rundt blandt jøderne.

De satte stor pris på vores hjælp, og sagde tak, og gav os på den sidste dag en hebræisk-dansk bibel. Hele ugen var meget god.

  Nu er vi noget til de sidste dage, som vi bruger på at hygge os sammen med hinanden, inden turen går tilbage til Danmark.

Det var det sidste live fra vores dejlige Israel.