Skip to main content

Måned: januar 2019

Årsfest 2019

ÅRSFEST 16. MARTS 2019

Sted: Kristkirken, Riis Toft 1, 6000 Kolding

Tilmelding: Facebook-begivenheden eller skriv en mail til kontor@israel.dk senest 12. marts 2019

Program for årsmøde

9.30: Morgenkaffe med rundstykker 

10:00: Årsmøde for IU v. David og Kent – Årsmøde for DIM v. Krista og Arne

12.00: Frokost 

Voksen-ÅRSFEST (se børneprogram længere nede)

13:00: Dørene åbnes til ÅRSFESTEN

13.30: Velkomst, indledning og sang v. Kirsten

13.50: Året der gik i DIM og IU v. Arne og Kent

14.30: Har folkekirken en opgave i forhold til jødemission?  v. Marianne Gaarden, Biskop i Lolland Falster Stift samt i DSUK.
Oplæg v. Marianne Gaarden og derefter interview v. Kirsten

15.15: Eftermiddagskaffe 

16.00: Seminarer – tre seminarer á 25 min.

  • Aaron Lewin: “Hvordan når vi jøder med evangeliet?”
  • Julie Kajgaard: “Pionermission i Europa”
  • Kent Rasmussen og Arne Pedersen: “Harder, better, faster stronger: Visioner og drømme for DIM og IU”
  • Kirsten Bitsch Lang: “Er missionsselskaber bare et levn fra kolonialismen?”
  • Joakim Hjorth: “Min passion for Israel og det jødiske folk”
  • Missionspiloter: “Min plads i Guds mission”

18.00: Aftensmad 

19.30: Forsoningsgudstjeneste v. Jan Mortensen 

21.00: Kaffe og lidt at køre hjem på

Børne-ÅRSFEST

13.30: VELKOMMEN TIL ÅRSFEST!

13.40: Sjov med Hans Jørn Østerby

15.30: Eftermiddagskaffe

16.00: Børneseminar: Escape Room

18.00: Aftensmad

19.30: Filmhygge eller forsoningsgudstjeneste

Husk: Shalom Night fredag d. 15. marts. Se mere her.

Den internationale Holocaust-mindedag blev markeret verden over

Af Joakim Hjorth, 29. januar 2019

27. januar 1945 blev den polske koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau, der er berygtet for det skrækindjagende ”Arbeit macht frei” skilt, som hænger over porten til lejren, befriet af de sovjetiske styrker. I 2005 vedtog FN at dagen skulle markeres årligt som International Holocaust Remembrance Day, men den er faktisk blevet markeret i Danmark og andre lande siden 2001. De seks millioner jødiske ofre, som omkom under det nazistiske Holocaust, blev derfor mindet over hele verden d. 27. januar i år.

I Danmark hedder dagen Auschwitz-dag og markerer først og fremmest folkedrabet på jøder under Anden Verdenskrig, men samtidig skal Auschwitz forstås som et symbol på de unævnelige lidelser, som racistiske ideologier og totalitære regimers overgreb kan føre til. Den danske mindedag sætter således fokus på såvel Holocaust som andre folkedrab.

En vigtig del af Auschwitz-dagens formål er at fremme viden om Holocaust og andre folkedrab – både blandt unge mennesker og i den brede offentlighed. Derfor blev Auschwitz-dagen markeret både i skoler og via folkeoplysende aktiviteter i flere byer rundt om i landet.

Ifølge hjemmesiden aldrigmere.dk, der er Undervisningsministeriets portal for elever og lærere, som ønsker at beskæftige sig med Holocaust, er formålet med Auschwitz-dagen blandt andet at ”Mindes ofrene for Holocaust og andre folkedrab og støtte de overlevende, som stadig lider under følgerne heraf” og at ”søge at sikre, at mindet om Holocaust og andre folkedrab bevares for de kommende generationer som en advarsel om, at de uhyrlige forbrydelser, der blev begået, aldrig må gentages – hverken i Europa eller andre steder i verden.” (De resterende punkter kan læses på www.aldrigmere.dk).

Minderne møder modstand

Dagen blev de fleste steder markeret med en opfordring til at mindes fortidens grusomheder, for at undgå at gentage dem i fremtiden. Blandt andet sagde præsidenten for Europa Parlamentet, Antonio Tajani, sådan her under en ceremoni, der markerede Holocaust mindedagen, i sidste uge: ”Parlamentets budskab er tydeligt: Der er ikke plads til had og antisemitisme i Europa.”

Tajani understregede, at parlamentet må handle i lyset af den nyligt offentliggjorte rapport, som vi tidligere har skrevet om, der viser, at flertallet af europæere ikke mener, at antisemitisme er et stort problem i Europa, selvom antisemitisk retorik og angreb, der er antisemitisk motiverede, er stigende.

Desværre er det tydeligt, at der fortsat er behov for at minde om Holocaust og den uhyggelige skyggeside katastrofen bærer med sig.

I Auschwitz-lejren, der ligger i Polen, blev dagen markeret med en ceremoni af den polske regering. Men et andet sted i lejren protesterede polske højrenationalister, fordi de mener, at regeringen kun har øje for jødiske ofre og ikke de polske, ved de årlige mindeceremonier.

Samtidig viser en ny spørgeundersøgelse, foretaget af the Holocaust Memorial Day Trust, som blev offentliggjort i forbindelse med den internationale mindedag, at en ud af 20 i Storbritannien slet ikke tror, at Holocaust faktisk fandt sted.

Det betyder, at der potentielt kan være mere end 3 millioner såkaldte Holocaust benægtere i landet.

Olivia Marks-Woldman, chef for the Holocaust Memorial Day Trust, er rystet over tallene: ”Så udbredt uvidenhed og endda benægtelse er chokerende. Uden en basal forståelse for Holocaust, som er en forholdsvis nylig historisk begivenhed, er vi i fare for at mangle at lære, hvor mangel på respekt for forskellighed og fjendtlighed mod andre i sidste ende kan føre hen.”

”Jeg finder disse tal frygteligt bekymrende”, siger Steven Frank, der overlevede Holocaust igennem tre forskellige koncentrationslejre. ”Oplysning er så vigtigt. Hvis vi ignorerer fortiden, så frygter jeg, at historien vil gentage sig selv.”

En fælles kamp

I Israelsmissionen ønsker vi at bekæmpe antisemitisme i enhver form og at medvirke til at undgå, at Stevens frygt bliver til virkelighed. Hvis du mangler inspiration til at finde måder at mindes Holocaust på, så er her et par forslag:

Den israelske avis Haaretz har lavet en liste over 18 film, der skildrer tragedien på forskellige måder. Den findes her: https://www.haaretz.com/jewish/holidays/holocaust-remembrance-day/holocaust-movies-list-of-the-best-for-holocaust-remembrance-day-2019-1.5237230?fbclid=IwAR1r5_u3frCgolMlU9jb46kWGjf9p8ufvJobZzlOnjbmeslpxcPGncLtkFM

I Jerusalem ligger mindemuseet for Holocaust, Yad Vashem, som på deres hjemmeside har flere sider dedikeret til den internationale mindedag. Der findes både interviews med overlevende, online udstillinger og meget mere. Find den her: https://www.yadvashem.org/27th/index.asp

Desuden kan du se et nyt dansk tv-program, der tager udgangspunkt i en ung dansk jødes frygt for antisemitisme. Læs mere og find programmet her: http://israel.dk/nyt-dansk-tv-program-tager-fat-i-frygten-for-antisemitisme/

I 2018 blev Jesus lidt mindre fremmed i sit hjemland

Af Joakim Hjorth, 15. januar 2019

Den vigtigste jøde mangler anerkendelse

”Jesus’ jødiske ophav er en ubehagelig og ofte benægtet sandhed. Men Jesus var en klassisk jøde – en mistænkelig, oprørsk, modig, systemkritisk, ambitiøs outsider. Han er bygget af det samme stof, som har kendetegnet jødiske genier gennem historien. Det mindste Israel skylder ham, er at opkalde et torv efter ham.”

Sådan skrev Rogel Alpher, en israelsk forfatter, i en klumme i den landsdækkende avis Haaretz sidst i december. Klummen bar den provokerende titel ”Jesus, den jøde vi tog afstand fra.”

I den argumenterer han for, at Jesus, uanset hvor fremmed han kan virke for mange jøder i dag og uanset hvor ubehageligt det kan være at beskæftige sig med ham, bør anerkendes som den vigtigste jøde i historien.

Han kalder ham også en jødisk superstjerne og den mest indflydelsesrige jøde nogensinde, med henvisning til kristendommens enorme betydning. Desuden undrer han sig over, at store jødiske personligheder som Einstein, Freud, Moses og mange andre, høster enorme portioner anerkendelse fra den israelske stat, når Jesus samtidig, i bedste fald, bliver ignoreret.

Tegn på en tendens

Rogel Alphners klumme kan virke som en lille dråbe i et meget dybt mediehav. Men noget tyder på, at en ny tendens langsomt breder sig i det israelske samfund, når det handler om Jesus eller ”Yeshu” (en bevidst negativ omskrivning af hans oprindelige navn Yeshua), som mange israelere kender ham som.  

2018 blev nemlig et år, hvor Jesus blev bare en smule mere legitim at tale om, i det ellers Jesus-tiende israelske samfund. En tendens der tilsyneladende har været stigende de sidste par år.

I foråret forrige år kunne man for eksempel opleve en udstilling på det israelske nationalmuseum i Jerusalem med overskriften ”Behold the man” (Se, her er manden! – Joh 19,5), der handlede om Jesus i jødisk kunst. En udstilling som for blot få år siden havde været utænkelig.

Og generelt får Jesus, i disse år, lov at fylde mere i det israelske samfund. Desværre ikke altid udtalt som jødernes Messias, selvom det syn på ham på stadig vinder mere og mere frem, ikke mindst takket være vores ihærdige samarbejdspartnere.

Men tilgangen til kristendommens grundlægger som en jødisk bror – og som en del af det jødiske folks imponerende port folio over fremtrædende skikkelser gennem historien – virker til, langsomt, at få tag i det folk, der længe har fortiet ham og undgået at forholde sig til ham. Noget der, på længere sigt, forhåbentlig kan gøre det mere acceptabelt at tale om også at tro på ham.

Nye vinde over Det Hellige Land?

Til mange messianske troendes overraskelse, har der været flere artikler og videoer i israelske medier, som har set mere positivt på emnet Jesus og hans historie.

I en dokumentar med titlen ”Kristendom i Israel” interviewer en sekulær jødisk mand og en religiøs jødisk kvinde kristne fra forskellige baggrunde, deriblandt en præst, som er født i en jødisk familie og insisterer på, at han stadig er jøde. I slutningen af dokumentaren kalder de to værter Jesus for deres ”bror” og opfordrer til en større påskønnelse af det kristne samfund, der bor i Det Hellige Land.

Israel Today, et andet større nyhedsmedie i landet, skrev følgende i forbindelse med et stort julemarked i Haifa: ”Julen bliver mere og mere populær i Israel, hvilket er endnu et tegn på, at århundrederne med ondt blod mellem jøder og kristne endelig er ved at forsvinde til fordel for mere varme relationer mellem parterne.”

En begejstret messiansk leder beskriver den spirende tendens sådan her: ”Uanset om det er i de større medier eller i de personlige samtaler, så oplever vi et markant skifte i tilgangen til Jesus. Det er fantastiske nyheder!”

Lad os glæde os over, at jøder i Israel langsomt bliver konfronteret med deres jødiske bror og bede om, at den større åbenhed og synlighed må føre til, at endnu flere må se ham, som den han er – deres Messias.

Nytårsforsætter for 2019: Fællesskab, forsoning og forkyndelse

Af Kirsten Bitsch Lang, 11. jan. 2019

Generalsekretær Arne Petersen har tre nytårsforsætter for Israelsmissionen i 2019. Se, hvad det går ud på i videoerne herunder.

Nytårsforsæt #1: FÆLLESSKAB

“Vi har brug for fællesskab. Ikke bare for at have et sted, hvor vi kan blive set, men for at have et sted, hvor vi kan blive genkendt.”

Nytårsforsæt #2: FORSONING

“Der er brug for mennesker, der rækker ud, giver plads og gør verden større”

Nytårsforsæt #3: FORKYNDELSE

“Vi ønsker at give jøder – uanset hvor de bor i verden – mulighed for at træffe et informeret valg om, hvorvidt Jesus er Messias”

Paulus kan og skal ikke læses i et vakuum

Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen

I Kristeligt Dagblad den 13. december spørger Steen Skovsgaard i sin anmeldelse af Sigurd Victor Stubbergaards bog ”Den Jødiske Paulus”, hvad Israelsmissionen mon mener om det såkaldt radikalt nye Paulus-perspektiv, som Stubbergaard beskriver i bogen.

Meget kort og forenklet opridset handler “det gamle” Paulus-perspektiv om, hvordan bibelfortolkere op igennem tiden har læst Paulus som meget negativ overfor sin egen jødiske kontekst og sammenhæng. “Det nye” Paulus-perspektiv handler om en fastholdelse af at Paulus var jøde – også efter han kom til tro på Jesus som Messias. Derfor skal vi forsøge at læse og fortolke Paulus’ breve ud fra deres oprindelige jødiske kontekst. “Det radikalt nye” Paulus-perspektiv hævder at være en reaktion imod den anti-judaisme og sågar anti-semitisme, som er en underliggende del af både det gamle og det nye perspektiv. Læs eventuelt mere her.

Først og fremmest vil jeg hævde, at det nye Paulus-perspektiv er gode nyheder for Jesus-troende jøder rundt omkring i verden. Paulus hører naturligvis til i sin jødiske kontekst, når man skal forsøge at eksegere sig frem til, hvad han mener. Særligt er den jødiske Paulus evangelium for de Jesus-troende jøder, som ovenikøbet identificerer sig som lutherske, da mange af disse ofte føler sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Jesus – og det er til trods for at Jesus selv sagde at ikke en tøddel af loven skulle forgå.

Det er dog en helt almindelig misforståelse, at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Sådan var det ikke for Paulus, og sådan er det ikke i dag. I dette nye Paulus-perspektiv ligger der en latent overraskelse over, at Paulus slet ikke ser sig selv som ”kristen” i 2018-forstand. Naturligvis gør han ikke det. Men hvorfor er der denne overraskelse i det hele taget? Hænger det mon sammen med at den kristne kirke alt for længe har forkyndt et evangelium fuldstændig løsrevet fra sine jødiske rødder? Alt for længe har den kristne forkyndelse diffameret jødedommen som ”legalistisk gudsdyrkelse”, for nu at bruge Stubbergaards eget udtryk fra forordet. Men han går for langt, når han påstår, at selv Paulus mener, at der findes én vej til frelse for det jødiske folk og en anden for hedningefolkene. Det er vigtigt at pointere, at denne ”to-pagtsteologi” ikke er en nødvendig afledning af et nyt Paulus-perspektiv. Hos den britiske professor i Ny Testamente N.T. Wright finder man fx en helt anden udlægning og konklusion, end den Stubbergaard når frem til.

For at nå frem til en paulinsk to-pagtsteologi må man nemlig læse Paulus’ breve i et vakuum, hvilket naturligvis er uholdbart, selvom jeg kan forstå det kan virke fristende, da man dermed kan nå til andre konklusioner end ”klassisk kristendom”. Paulus’ breve må naturligvis læses i konteksten af hele den bibelske fortælling, som de er en del af, og som de er sat ind i af den bibelske kanons fædre. Her er jeg med på, at vi graver helt ned i præmisserne for, hvordan vi overhovedet går til teksterne og læser dem, men det er og bliver en væsentlig del af diskussionen omkring dette nye perspektiv: Kan Paulus læses i et vakuum eller ej? ”Aldeles ikke!” fristes jeg til at citere. For Paulus trækker selv i rigelig grad på sin jødiske fortællehistorie i brevene. Det gør han ikke blot for at underbygge sin teologi, men også for at vække disse fortællinger til live for læseren – fortællinger som står helt centralt i jødisk identitet, og der kan næppe herske tvivl om, at Paulus ser sine breve i netop dét lys. Så når Paulus ikke ser sig selv i et vakuum, må vi heller ikke placere ham der.

For det andet må en paulinsk to-pagtsteologi give fortabt overfor Paulus’ praksis. Personligt finder jeg det vanskeligt at læse Paulus’ breve afskåret fra fortællingen i Apostlenes Gerninger, som ikke blot giver os et narrativ i forhold til Paulus’ gøren og laden i forbindelse med brevskrivningen, men også fortæller os, at Paulus havde for vane som det første at gå i synagogen for at fortælle evangeliet til jøderne dér (fx APG 17). Hvorfor skulle han det, hvis han mente, at jøderne havde deres på det tørre i forhold til Gud?

Tidligere på året havde Mogens Müller en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han argumenterede mod at bruge gammeltestamentlige tekster i den kristne gudstjeneste. Det var ”bibelimperialisme”, påstod han. Stubbergaard benævner selv Müller som sin teologiske mentor i forordet, og jeg tænker, at den samme misforståede godhed er at finde hos dem begge: Lad nu os kristne lade jøderne være!

Til det er der at sige: Ja, lad os kristne skamme os over kirkens ugerninger mod det jødiske folk gennem tiden. Men lad os ikke skamme os ved evangeliet. For ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Paulus, Romerbrevet, 1,16)

Nyt dansk tv-program tager fat i frygten for antisemitisme

Af Joakim Hjorth, 9. januar 2019

En ny programserie på DR tager fat i problematikken omkring den stigende antisemitisme i Europa, og hvordan jøder og israelere forholder sig til at blive udfordret på at være tydelig omkring deres identitet og ophav. I tre afsnit følger vi den unge danske journalist Sanne Cigale, der har en jødisk baggrund, i kampen mod frygten for at være den, hun er.

”Skal man være bange, fordi man har jødisk baggrund i Danmark i 2018? Jødehadet stiger i Europa og bevogtningen af danske jøder er massiv. Sanne Cigale er vokset op med at skulle skjule sit jødiske ophav. Nu gør hun op med sin egen frygt og vil have flere jøder til at stå frem og fortælle, hvorfor mange gemmer sig væk i frygt.”

Sådan beskriver DR den nye miniserie ”Jøde!”, der på sammenlagt næsten to timer forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være jøde i Danmark, 75 år efter den berømte redning af de danske jøder under besættelsen.

En stor undersøgelse, som vi skrev om i december, har for nylig vist, at jødehadet generelt er tiltagende i Europa, og at ni ud af ti jøder oplever, at antisemitismen i Europa er blevet værre inden for de sidste fem år.

Selvom antallet af antisemitiske hændelser i Danmark ifølge Det Jødiske Samfund er faldet siden terrorangrebet på den jødiske synagoge i 2015, oplever lidt over halvdelen af danske jøder antisemitisme som et stort problem.

Sanne Cigale forklarer i indledningen til første afsnit, hvorfor hun har ønsket at lave et program om at stå ved sin jødiske identitet: ”Jeg er blevet advaret mod at lave dette program. Hele mit liv har jeg faktisk lært, at jeg skal passe på. At jeg skal gå under radaren. At jeg ikke skal skilte med at være den, jeg er. Jeg har nemlig jødisk baggrund. Det er åbenbart farligt. Men hvad er det, jeg skal være bange for? Det snakkede vi aldrig rigtig om. Men det vil jeg nu, for jeg vil ikke være bange mere. Nu stiller jeg mig åbent frem, og jeg vil prøve at få danske jøder til at gøre det samme. Hej – her er jeg. Hvor er I andre?”

En Davidsstjerne toner symbolsk frem på skærmen, imens hun taler, sammen med den nøgterne titel på programmet: ”Jøde.”

Men selvom titlen og intentionen virker simpel og ligetil, så bliver det hurtigt tydeligt, at rejsen bliver kompliceret at begive sig ud i for Sanne Cigale, som faktisk også bærer det jødiske efternavn Benmouyal, der skal vise sig at blive et vigtigt omdrejningspunkt i hendes egen kamp mod frygten for at være den, hun er.

Gennem rørende møder med danske jøder, intense samtaler med en psykologiprofessor, oplysende rejser til både Israel og Norge samt udfordrende samtaler med hendes jødiske far, dykker Sanne langsomt ned i den jødiske grundangst.

Undervejs møder hun nye og inspirerende perspektiver, som tvinger alle danske jøder og i sidste ende hende selv til at tage stilling til, hvordan man lever bedst med en jødisk identitet i Danmark i dag.

Programmet kan ses på dr.dk året ud. Find det her: https://www.dr.dk/tv/se/joede/joede-2/joede-1-3#!/02:10

Messiansk pro-life organisation beder den israelske regering skifte kurs

Af Joakim Hjorth, 8. januar 2019

Den israelske pro-life organisation Be’ad Chaim (der er det hebraiske udtryk for pro-life) opfordrer i en ny kampagne den israelske regering til at stoppe støtten til aborter, som udgør mange millioner kroner, forud for de kommende forhandlinger om sundhedsbudgettet for 2019 og opfordrer samtidig kristne til at bede for en positiv reaktion på kampagnen.

Organisationen sendte i december måned et brev til ministre og embedsmænd, som er involveret i tildelingen af sundhedsbudgettet på 460 millioner shekel, hvoraf 50 millioner – svarende til næsten 100 millioner kroner – er afsat til abortområdet. I brevet tilskynder de til en ændring i statens finansiering af aborter.

De mange millioner der er afsat til abort, bliver betalt af israelske borgere gennem skatten. Man estimerer, at en kirurgisk abort koster omkring 5500 kroner og mellem 2500 og 3300 kroner for en pille, der stopper graviditeten.

Hvem skal betale?

”Vi ved, at vi ikke kan stoppe abort helt i Israel, men det vi beder om, er at regeringen ikke betaler for hver eneste af dem”, siger Karin Miller, som er project manager ved Be’ad Chaim. ”Vi opfordrer dem til at kræve, at kvinder som ønsker en abort, under særlige omstændigheder, betaler selv, så pengene ikke kommer fra sundhedsbudgettet.”

Hvis det var tilfældet, ville antallet af aborter i Israel, ifølge Miller, sandsynligvis falde.

Ved lov har kvindelige soldater ret til to gratis aborter og det samme har kvinder under 18, over 40 og singler. Men mere end halvdelen af kvinderne som blev godkendt til at få en abort sidste år faldt udenfor de kategorier og 56 procent af dem var gifte kvinder. Det udfordrer Sandy Shoshani, der er leder af Be’ad Chaim.

”Vi forstår ikke, hvorfor staten betaler for den store del af gifte kvinder”, siger hun. ”Vi taler ikke om mindreårige eller alenemødre, men om gifte kvinder der simpelthen finder det ubelejligt at få et barn mere.”

Et spørgsmål om fordeling

Be’ad Chaim pointerer, at mens Israel bruger millioner på aborter, er landets hospitaler overfyldte og mennesker med komplicerede sygdomme bliver ikke godkendt til at få støtte til medicin af deres forsikring. Hvis man frigjorde nogle penge i sundhedsbudgettet, kunne man mindske nogle af de udfordringer, mener de.

Mens Be’ad Chaim prøver at ændre regeringens holdning til abortspørgsmålet, arbejder organisationen hårdt for at støtte kvinder, som beslutter sig for at beholde deres børn. De tilbyder finansiel støtte til mødre, det første år efter barnet er født, samt baby udstyr, bleer, tøj og andre nødvendigheder. Desuden tilbyder de forskellige gratis kurser om opdragelse og børnepasning.

I skrivende stund er den endelige beslutning om årets sundhedsbudget ikke taget endnu, men det forventes at ske indenfor de næste par dage.

Ifølge den israelske regering bliver der foretaget én abort for hver tiende fødsel i Israel.

Hvis du vil læse mere om Be’ad Chaim og deres arbejde, har vi tidligere bragt en historie, om et bibelstudietilbud organisationen tilbyder, til kvinder der har fået en abort. Den kan findes her: http://israel.dk/bibelstudie-giver-heling-efter-abort/

Denne artikel er en redigeret udgave af en artikel fra Kehila News. Den oprindelige artikel kan findes her: https://kehilanews.com/2018/12/30/pro-life-org-lobbies-israeli-govt-over-staggering-abortion-costs/