Skip to main content

Måned: marts 2019

”Har videnskaben begravet Gud?” – 400 studerende samlet til forelæsning om tro i Israel

Maria Strøm, d. 26. marts 2019

”Har videnskaben begravet Gud?” Sådan lød overskriften på den forelæsning professor fra Oxford Universitet John Lennox afholdte på det tekniske universitet i Haifa i slutningen af februar. Begivenheden var arrangeret af det kristne studenterarbejde i Israel, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel), og mere end 400 studerende med forskellig baggrund mødte op for at lytte til budskabet om troen på en Gud i en sekulariseret verden.

Udfordringer før start

Men det forløb ikke uden besvær at finde lokaler til begivenheden. Selvom det tekniske universitet indledningsvist havde givet studenterarbejdet lov til at låne en større sal, bakkede de dog ud før arrangementet skulle afholdes. FCSI fandt et andet sted, men da det var både mindre og ikke umiddelbart let tilgængeligt for studerende, håbede og bad de om, at der måtte dukke en løsning op. Det tekniske universitet blev i mellemtiden igen positivt stemt overfor begivenheden, og gik med til at låne en mindre sal ud med plads til omkring 300 mennesker. Men besværlighederne tog sit højdepunkt en time før forelæsningen, da universitetet trak sig ud igen.

”Det var ved Guds nåde og en af vores lederes vedholdenhed, at dørene åbnede, og vi kunne afholde begivenheden,” fortæller FCSI i deres seneste nyhedsbrev.  

En mangfoldig forsamling af mennesker

Forelæsningen samlede mere end 400 mennesker, og omkring 80-100 mennesker fulgte med på en live-stream andetsteds.

”Salen var fuldstændig pakket, og mange måtte sidde på gulvet eller stå op,” fortæller studenterbevægelsen.

Begivenheden rummede en mangfoldig forsamling. Studerende og undervisere med muslimsk, jødisk, kristen og ateistisk baggrund deltog sammen med flere FCSI-studerende fra andre byer. Som introduktion til forelæsningen fortalte en leder fra en arabisktalende gruppe og en leder fra en hebraisktalende gruppe om det kristne studenterarbejde og deres fælles tro på Jesus.

”Det var stort for mig at opleve, hvordan Gud sørgede for os, og lod alle de mange mennesker deltage på trods af alle de udfordringer og al den modstand vi mødte. Den overfyldte sal vil altid stå som et stærkt billede for mig og minde mig om, hvor desperat mennesker har brug for Gud og at vi alle tørster efter at få lov til at kende sandheden,” fortæller en kristen studerende.   

John Lennox tager de store emner op  

John Lennox er professor på Oxford Universitet og har specialiseret sig indenfor matematik og videnskabsfilosofi. Overskriften på forelæsningen stillede spørgsmålet ”har videnskaben begravet Gud?”, og herigennem diskuterede Lennox, om ateismen nødvendigvis er det mest videnskabelige valg – eller om troen på en Gud kan være en saglig mulighed.

Mange studerende oplever, at ateismen bliver fremstillet som den intellektuelle vej, og derfor kan det være svært at holde fast i troen. John Lennox’ forelæsning giver på en anderledes måde studerende mulighed for at sætte nogle nye ord på deres tro, og hvad den betyder for dem.

En ateistisk studerende fra det tekniske universitet i Haifa fortæller, at han fandt stor inspiration i forelæsningen. En anden besluttede at tage del i studenterarbejdets ugentlige møder, da han blev inspireret af forelæsningens dybde og længe havde ledt efter et sted, hvor han kunne stille spørgsmål og få nogle rationelle svar.

Støt op om studerende

Vær med til at bede for de israelske studerende, og om at flere må blive nysgerrige og lære Jesus at kende. Du kan også støtte den kristne studenterbevægelse økonomisk ved at trykke på knappen herunder.

Oplev Jesus i sin jødiske kontekst

Af Kirsten Bitsch Lang, 22. marts 2019

At forstå den kontekst Jesus var en del af, er essentielt for at forstå og anvende teologi i dag. Caspari Center holder et 10-dages kursus i Jerusalem, hvor deltagerne vil få mulighed for at undersøge Jesus i sin jødiske kontekst gennem oplæg, møder med lokale undervisere og kristne/messianske ledere samt daglige feltture i og omkring Jerusalem.

Da Gud valgte at blive en af os, skete det i en specifik kulturel, social, økonomisk og politisk kontekst for Israel i det 1. århundrede. Jesus var jødisk og prædikede næsten kun til andre jøder. Alligevel spredte hans budskab sig til hele verden, både dengang og i dag.

Det engelsk-sprogede kursus er åbent for præster, teologer og bibelstuderende fra hele verden. Gennem kurset vil deltagere også blive mødt med udfordringerne ved at give evangeliet videre i dag i Israel.

Kurset foregår d. 11.-22. november 2019.

Se mere om kurset her.

Nyt fra Immanuelkirken: En hverdag af fællesskab

Af Marit Long, diakon og præstefrue i Immanuelkirken

Jeg er en af diakonerne i Immanuelkirken og jeg føler mig heldig, fordi jeg har en varieret hverdag med gode udfordringer indenfor mine meget forskellige ansvarsområder i Immanuelkirkens arbejde. Her vil jeg give nogle glimt, af det min hverdag indeholder:

Det er en stor velsignelse, at der kommer volontører til Israel hvert år for at give af deres tid til at tjene i Israelsmissionen. For mig er det også en stor glæde at have opfølgnings ansvaret for dem og et privilegie at få lov at gå et stykke ad vejen sammen med dem. I Tel Aviv er månedlige teamsamlinger en del af volontørprogrammet. Her spiser vi frokost sammen i præstelejligheden, tager en delerunde, hvor vi deler hvad der går godt og hvad der kan blive bedre, har fællesskab sammen og beder sammen. I år har vi to volontører fra Tyskland (Leah og Aline) udover Sølvi og Tor Johan fra Norge.

Jeg står også for at samle de norske volontører, der tjener både i Jerusalem, Haifa og Tel Aviv mindst én gang pr. halvår. I efteråret havde vi en dejlig dag i Haifa (Tor Arne, lokal mentor i Haifa, var også med). Der besøgte vi plejehjemmet Ebenezer og Beit Eliahu (den messianske menighed der ligger i forlængelse af hjemmet), gik tur på promenaden og spiste frokost sammen. Der blev også tid til en runde, hvor vi hver især kunne dele lidt og til bøn for hinanden. Her i foråret vil volontørerne få et tilbud om en tur, udover en dag sammen i Tel Aviv.

Jeg føler mig også privilegeret ved at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab (PBS) på Vestbredden. I februar deltog volontørerne og jeg i projekter både på en skole i Beit Jala og i en børnehave i Betlehem. PBS havde forberedt et morsomt skuespil om Tom & Jerry, som de fremførte begge steder og vi ledte nogle sange på skolen og havde forberedt en kreativ aktivitet for børnene i børnehaven med temaet ’kærlighed’. Det er altid meningsfyldt at være sammen med både børnene og lærerne og det er stærkt at arbejde sammen med vores venner i PBS.

I Immanuelkirken har jeg blandt andet ansvaret for at organisere lovsangsaftner. De to sidste aftner (januar og marts) har der været ca. 60 mennesker til stede, fra flere forskellige messianske menigheder samt fra Hillsong og bandet har bestået af lokale israelere udover mig selv. Visionen for aftnerne er, at vi ønsker at samle troende fra forskellige menigheder til fællesskab og opbyggelse i lovsang. Før lovsangsaftnerne rydder vi stolene fra kirkerummet og har instrumenterne i midten, sådan at folk kan stå rundt om os. På den måde mindsker vi oplevelsen af ’dem og os’ og øger oplevelsen af, at vi lovsynger sammen. Kirkedørene er åbne, da vi ønsker at det skal være let at komme ind og deltage for tilfældige forbipasserende. Vi oplever ofte, at folk kommer ind og kigger, nogle i minutter og andre i længere tid. Aftnerne ledes på hebraisk og vi synger både på hebraisk og engelsk.

Torsdag lød bombealarmen over Tel Aviv. Det var første gang den gik for alvor, siden vi flyttede hertil i august 2016 og det skete meget pludseligt, en helt normal aften. Det tog nogle sekunder, før jeg virkelig forstod at det var alvor og så skyndte vi os ned i bomberummet med en sovende søn i armene sammen med unge-voksne gruppen, som var samlet til bibelstudie i etagen under. Heldigvis har vi øvet os på scenariet, så rutinen sad der og det hele gik godt. Samtidig var det en konkret påmindelse om realiteten af området vi bor i, hvor sådanne ting pludselig kan ske. Jeg er taknemmelig for, at vi har bomberummet i kælderen og også for det gode forsvarssystem i Israel.

Ude i ørkenen

  Hvis du lige som jeg er opvokset ved den sydvestlige kyst, kan en tur i Timna park være lidt skræmmende – sådan havde jeg det i vært fald. Jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne se langt, at der i stedet for fladt land var bjerge og klipper. I starten kunne det næsten blive til en kvælende fornærmelse, at være fanget mellem bjerge og klipper uden at kunne se, hvad der var bag dem. Men det er sjovt at tænke på, at det, der var fremmed og ukendt for mig, var jødernes hverdag, da de vandrede i ørkenen. Mens vi sled og stred med arbejdet i Timna Park, hjalp disse tanker mig til at se ørkenens skønhed. Turene op ad de omliggende bjerge, styrkede også min spirende krælighed til stedet.

Det, at sidde på klipperne, mærke de ru sten under mine fingre, se ned på turisternes kommen og gåen, mærke vinden og solen mod mit ansigt, den ene kold, den anden varm. Følesen jeg fik, da jeg sad der, var ubeskrivelig

 

Her på klippen, blev jeg også mindet om lignelsen, Jesus fortalte om huset på klippen og det på sandet. Man forstår den måske lidt bedre, hvis man har oplevet et rigtigt uvejr i Eilat. På få minutter var vejene oversvømmede og bilerne måtte kæmpe en brav kamp for at komme frem. Her bliver det klart, at sandet ikke kan holde, men klippen kan – og dog. Da jeg kravlede i klipperne, skete det flere gange, at stene var løse og nogle gange kunne rives helt løs. Klippen smuldrer altså også med tiden, men Gud er den samme i dag, som han var for 3000 år siden og om 3000 år er han stadig den samme.



Nogle gange kan livet godt føles lidt som at bestige Masada, hårdt og ensformigt, men i disse situationer er det en tryghed at vide, at Jesus ikke blot ved min side – han tager mig i hånden og løfter mig op på sine skuldre, også selvom det ikke altid føles sådan. Han er der også, når jeg fuld af underen, lytter til spændende fortællinger om Masada, der giver stedet liv igen. Når mure og ruiner kommer til live og fortæller deres historie om konger og oprør, om storhed og fald, da er hyrden stadig ved din side og giver sin fred og lærdom med. Han løber også med mig ned igen og med stille formaning husker mig på at være forsigtig på vejen ned, så jeg ikke slår mig i farten.

 

Jeg kan ikke være sikker på, hvad det var, Gud ville lære mig på denne tur, men jeg ved, at han har været med os hele vejen både i sol og regn, i arbejde og fritid, på toppen af Masada og i det døde hav.

Må han fortsat velsigne os på denne tur og må han også velsigne jer der læsser dette.

Tanker fra formanden

Tanker fra formanden: Israelsmissionen vil mission

Af Maria Strøm, d. 11. marts 2019

I denne artikel kan du læse formand for landsstyret Krista Rosenlund Bellows refleksioner over det forgangne år, det kommende årsmøde og glæden over frivillighed. Selvom der er sket mange ændringer i medarbejderflokken, har Israelsmissionens grundlag ikke ændret sig. Vi vil mission. Mennesker har brug for at høre evangeliet, og det må vi ikke holde tilbage.  

Et år med udfordringer, forandring og glæde  

2018 har været et år, der har budt på mange organisatoriske forandringer for Israelsmissionen. Den lille medarbejderflok har været under omskiftning, og siden det forrige årsskifte har Arne Pedersen indtaget posten som generalsekretær, Kirsten Bitsch Lang stillingen som kommunikationssekretær og senest Julie Kajgaard i rollen som netværkskoordinator.  

”Det er et år, der har budt på glæder og udfordringer. Når medarbejdere stopper og nye kommer til, kan det selvfølgelig mærkes i en organisation på vores størrelse. Der går noget tid med tilvænning og tilpasning,” udtrykker Krista og tilføjer: ”Men selvom udfordringerne har været mange, synes jeg alligevel, at glæderne har fyldt mest. Jeg glæder mig over, at der er nogen, der gerne vil arbejde her og lægge deres kræfter i vores sag.” 

Udover omskift i medarbejderflokken indtager Lene Skovsgaard og Jeppe Ladegård begge nye pladser i landsstyret.  

”Det har været et ualmindeligt år, men det har også været et år, som vi har vidst, ville komme, og som vi har prøvet at forberede os på,” siger Krista.   

Årsmødet er en fest om vores fælles opgave 

D. 16. marts holder Israelsmissionen årsmøde i Kolding, som er en begivenhed, der på mange måder samler organisationen og baglandet. 

”Jeg glæder mig til at vi skal være sammen med hinanden, og nyde den fest, som et årsmøde er. Det er dejligt at få lov til at fremlægge, hvad vi har arbejdet med i landsstyret og hvordan det går. Og så få muligheden for at lytte til respons, spørgsmål og medtænkning,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg håber, der kommer mange, og jeg ser frem til at nyde det fællesskab og den glæde det er at være samlet om en fælles opgave.” 

Ny teologisk netværker skaber nysgerrighed  

I starten af januar 2019 startede Julie Kajgaard i en treårig stilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt. Det skal hun blandt anden gennem møde- og forkyndelsesvirksom, hvor hun vil udbrede kendskabet til organisationen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission. 

”Det bliver spændende at se, hvad Julies stilling kommer til at indebære. Hun er jo det nye element i vores arbejde. Det er nyt, at vi har en medarbejder ansat til både at arbejde med undervisning og oplysning i Danmark samt arbejde med mission til det jødiske folk i Europa og Danmark. Jeg er nysgerrig efter, hvordan det kommer til at se ud,” fortæller Krista og tilføjer: ”Jeg tror vi i hele landsstyret glæder os til at se, hvad 2019 bringer, når medarbejderflokken er kommet i gang og på plads.” 

Frivillige bærer med  

Viljen til frivillighed er en af de ting, Krista især glæder sig over. For eksempel er ægteparret Steen og Ann Mari Nielsen netop taget til Israel for at hjælpe til i Den Danske Kirke i tre måneder.  

”Det er fantastisk, at de vælger at gøre det helt frivilligt og uden at få løn for det. Derudover er der en ung studerende, der graver lidt i Israelsmissionens arkiv for tiden – altså i vores forhistorie. Det er skønt, at vi tager vare på vores fortid på den måde. Jeg glæder mig over, at der er nogle frivillige, som stiller op til både lavpraktiske opgaver og til opgaver såsom at sidde i landsstyret.” 

Israelsmissionen vil mission  

”Da vi var samlet til landsstyremøde, fortalte jeg lidt om, hvad jeg havde gjort mig af tanker om formandsberetningen. Her blev det tydeligt for mig, at jeg gang på gang må vendte tilbage til det allermest grundlæggende: At vi mennesker har brug for at høre og tage imod evangeliet. Den gave har det jødiske folk også brug for, og det må vi ikke holde tilbage fra dem. I Israelsmissionen vil vi mission. Det er det, vi er sat i verden for,” afslutter Krista.  

Se programmet for årsfesten her

Forsoningskonference satte fokus på identitet og konflikt

Af Joakim Hjorth, 8. marts 2019

D. 14.-17. februar mødtes messianske jøder og palæstinensiske kristne i Antalya i Tyrkiet til en konference arrangeret af Lausanne Initiative on Reconciliation in Israel/Palestine (Lausannes netværk for forsoning i Israel/Palæstina).

Netværkets formål er ”at fremme forsoning både indenfor kirken og de bredere samfund i Israel og Palæstina, ved at skabe et netværk, med tilknytning til Lausanne bevægelsen, der opmuntrer til fredsmodeller, som er baserede på evangeliet og centreret i Kristus og som vil få profetisk indflydelse i forhold til Israel-Palæstina konflikten.”

Konferencen var den femte af sin slags og blev blandt andet støttet økonomisk af Den Danske Israelsmission.

27 deltagere fra Israel, Vestbredden og Gaza mødtes henover tre dage med bøn, bibelstudie og diskussion på programmet. Konferencens fokus var, hvordan man, på tværs af de skel og tilsyneladende uforsonlige mure konflikten i området skaber, kan gøre en forskel gennem den forsonende kærlighed Jesus elsker os med.

Ærlige og sårbare samtaler

Under overskriften ”Exploring our conflicting identities” (At udforske vores konfliktfyldte identiteter) havde forskellige deltagere forberedt oplæg om israelske og palæstinensiske identiteter og deres forsonede identiteter i Kristus.

Emnerne var blandt andet identitetsteori, palæstinensisk identitet i Israel, kristent fokus på palæstinensisk nationalisme, en undersøgelse af zionisme, betændte temaer i det palæstinensiske samfund, militærtjeneste i Israel og ikke mindst livet som palæstinenser i Israel under den nye nationalitetslov i Israel (en tilføjelse til den israelske grundlov, der specificerer staten Israels grundlag som det jødiske folks hjemland).

De juridiske og praktiske konsekvenser af denne nyligt vedtagne lov blev diskuteret i direkte, ærlige og til tider ophidsede vendinger, men med respekt for de forskellige positioner, der blev fremført.

Lisa Loden, der er medformand for netværket, oplevede reel enhed mellem de splittede parter: ”Vi ser hinanden på tværs af murene og barrikaderne mellem to adskilte samfundsgrupper. Vi er splittede internt og på tværs af de samfund vi er en del af, men alligevel er vi samlet her for at søge fred og stræbe efter forsoning. Vores tro på Jesus som Messias og verdens frelser forener, styrker og kalder os alle til at handle.”

Disciple i et splittet område

Konferencens tre grupper – palæstinensere som bor i Israel, palæstinensere fra de palæstinensiske områder og messianske jøder fra Israel – diskuterede, hvordan deres egne identiteter udfordrer dem til at være mere anerkendende og forstående overfor andres og til at genkende de problemer, som har brug for at blive taget hånd om i konstruktionen af deres egen identitet.

De tre grupper mødtes hver for sig for at diskutere deres egen gruppes svagheder og hvilke svagheder de så hos de andre grupper, hvorefter grupperne præsenterede tankerne for hinanden. Det førte til udfordrende men også åbne og respektfulde samtaler.

Den anden medformand for netværket, Botrus Mansour, mener, at konferencen har en vigtig plads i konflikten: ”Som Messias’ disciple i det hellige land er vi kaldede til at være en profetisk stemme i konfliktens centrum, der taler for retfærdighed og lighed, uanset vores konfliktfyldte identiteter. Vi har delt oprigtigt og med empati, hvordan vi kan gøre det i praksis.”

Konferencen byggede videre på positive erfaringer fra de tidligere samlinger og fremtidige konferencer er allerede i støbeskeen, hvor gruppen planlægger at adressere de mange teologiske, sociale og praktiske udfordringer, der opstår i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Guds mission er for alle

I løbet af de sidste to uger har vi fået lov til at møde nye mennesker og lave en masse meget forskelligt arbejde. Det har vi gjort i forbindelse med de to organisationer: Chosen People Ministries og Jews For Jesus. De to organisationer ønsker begge at sprede budskabet om Jesus, og vi fandt ud af, at dette kan gøres på flere måder. Vi har dermed fået indblik i forskellige måder, man kan drive mission, og det gav stof til eftertanke.

  Det kan være en udfordring altid at tænke Guds mission ind i det arbejde, vi laver hernede, da vi får mange forskellige opgaver, og det ikke altid fremgår lige tydeligt, hvor Gud kommer ind i billedet henne. I vores tid med Chosen People Ministries skulle vi f.eks. hjælpe til ved en lovsangsaften, hvor vores opgave var at stå i en bar og lave kaffe. Da vi stod i situationen, følte vi os ikke til særligt stor nytte, for der var ikke særligt mange, der skulle have kaffe i løbet af aftenen, og vi følte i det hele taget ikke, at vi gjorde den store forskel. Efter arrangementet fik vi dog at vide, af arrangørerne, at de havde sat stor pris på vores tjans i baren, da det havde givet dem mulighed for at snakke med nogle af de ikke-troende om nogle vigtige spørgsmål. Vores arbejde viste sig altså at være ret nyttigt alligevel – også i forhold til Guds mission. Selvom vi skulle stå i baren, fik vi også mulighed for at være en del af lovssangsaftenen og mærke stemningen. Det var fascinerende at opleve, hvordan ånden var den samme, selvom sproget og landet var fremmed.



I eksemplet ovenfor blev det tydeligt, hvordan det kan have stor betydning, at lave noget praktisk arbejde så andre har hænderne frie, og det samme gjorde sig gældende, da vi tidligere på dagen skulle hjælpe med at pakke bøger om Esajas 53. Bøgerne skulle en for en pakkes i konvolutter, så det kunne sendes ud til jøder og muslimer, der havde bestilt dem på nettet, og vi var dermed med til at sprede budskabet om Jesus som værende messias, mens vi sparede organisationens ansatte for mange timers arbejde, der nu kunne bruges på noget andet. Sidst men ikke mindst var vi en dag med til at uddele madposer til fattige mennesker i Jerusalem. Her blev Guds mission tydeligt gennem barmhjertighed og retfærdighed, og det var fedt også at få et indblik i denne form for mission.

 

Da vi ugen efter arbejdede sammen med Jews for Jesus, fik vi også et indblik i Guds mission gennem mange forskellige arbejdsopgaver. Allerede den første dag fik vi tilbuddet om at komme med på gaden og snakke med tilfældige mennesker om tro. Det foregik på den måde, at vi blev delt op i to hold, der hver fik et skilt med teksten “Smile, you’re loved” eller “What are you living for?”. Disse skilte skulle fungere som icebreakere for en samtale på gaden, og det blev både en grænseoverskridende og lærerig oplevelse for os alle. De følgende dage bød på noget mere praktisk arbejde. En af dagene arbejdede vi for et projekt ved navn “Joseph Projekt”, der modtager donationer af alt fra møbler til bleer, som de giver videre til folk, der har brug for det. Vores arbejde gik ud på at tage sikkerheds-censorer af tøj, sko og accessoires, der var blevet doneret til projektet og sortere det, inden det kunne videregives.

En anden dag skulle vi sidde og pakke stakkevis af takkebreve, som skulle sendes ud til de uundværlige støtter af Jews for Jesus. Begge arbejdsopgaver var igen eksempler på, hvordan vi kan tage en praktisk arbejdsbyde fra nogen, så de har hænderne frie til at gøre andet vigtigt arbejde, og vi mødte stor taknemmelighed, hvor vi var. Sidst men ikke mindst hjalp vi en dag med at grave ud i en gammel ruin og gøre rent på en discipelskole ved Baptist Village.



Da vi sammen så tilbage på vores oplevelser og arbejdsopgaver fra de to uger, viste det sig, at det var meget forskelligt, hvad vi syntes havde været det bedste og mest meningsfulde for os hver især. For nogle havde det været fedest at snakke med folk på gaden, mens det for andre havde været den bedste oplevelse at sortere tøj og pakke breve. Denne opdagelse udfordrede os til at tænke på, hvordan vi selv kan indgå i Guds mission, når vi kommer tilbage til Danmark. Der er nemlig masser af muligheder for at gøre en forskel, hvis man opsøger det, og der er noget for enhver smag og evne. Budskabet om Jesus kan nemlig spredes på mange måder, og der er ingen tvivl om at Guds mission er for alle.