Skip to main content

Måned: juni 2019

Mission allerede i 2. Mosebog?

Jeg har i flere år sigtet mod et arbejdsliv i Guds mission – og gerne som evangelist. Det har jeg prøvet at leve ud i praksis i mit eget liv, men også ved at holde et væld af prædikener, taler, oplæg og artikler om mission. Det er også det, jeg  laver i Israelsmissionens Unge, hvor jeg forsøger at inspirere danskere øst for Storebælt til mission.  I lang tid har jeg tænkt, at når jeg skulle lære noget om mission  måtte jeg finde Apostlenes Gerninger frem. Evangelierne kunne også lære mig noget, ligesom Paulus har nogle bemærkninger om det i sine breve til menighederne. Men jeg troede kun, det var i det Nye Testamente, der stod noget om mission.

Alt det ændrede sig, da jeg fik et fag på min teologiuddannelse, der hed Gammel Testamente & Mission. I sig selv en selvmodsigelse, hvis du spurgte mig for et halvt år siden. Men mens jeg læste mig igennem det Gamle Testamente, så jeg Guds missionale tanker og fokus folde sig ud. Han udvalgte Abraham og sidenhen Israel, men det var aldrig i modsætning til resten af verden. Det var ikke på bekostning af verdens folkeslag, at Israel blev Guds udvalgte folk. Det var for alle folkeslagenes skyld. Min skepticisme omkring missionens rødder i det Gamle Testamente og det jødiske folk blev gjort til skamme, da jeg dykkede ned i Sinai-pagten.

Sinai-pagten
Beretningen starter i 2. Mosebog 19, hvor israelitterne kommer til Sinais bjerg. Her taler Moses med Gud, israelitterne får de 10 bud og går videre gennem ørkenen mod Israel. Det er den pagtslutning, som jøderne fejrer under Shavout – den jødiske pinse.

Men lad os gå til teksten. Det er særligt vers 4-6 fra kapitel 19, der er spændende, for det er her, at Gud beskriver Sinai-pagten. Den australske teolog William Dumbrell skriver, at ”en korrekt forståelse af disse vers, som samler Israel til dets kald, er central. Israels historie herefter er i realiteten bare kommentarer på deres troskab til kaldet, de får ved Sinai.” Der er altså god grund til at være vågne, når der tales om disse tre vers:

”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.” (2. Mos 19, 4-6)

Kærligheden som bagtæppe
Jeg elsker, hvordan Gud begynder sine ord til Israel. Ikke med en streng ordre om lydighed. Ikke med valgflæsk om alt det, han vil gøre i fremtiden, hvis de tilbeder ham nu. Nej, han starter med at pege på alt det, som han allerede har gjort. Han har udfriet Israel fra Egypten. Han har, egenhændigt, besejret egypternes farao og tilintetgjort dennes hær. Han har givet sit folk frihed – betingelsesløst og uafhængigt af Israel. Der er et evangelium lige her. Gud frelser sit folk, inden det har gjort noget som helst. Af kærlighed. Det samme skete nogle tusinde år senere på Golgata, hvor Jesus frelste mennesket uden, det havde gjort noget. Betingelsesløst og uafhængigt af os. Guds store kærlighed er bagtæppet for hele Sinai-pagten. En kærlighed med styrke som en ørn, luftens konge, og med omsorg som en ørnemor, der bærer sine unger på vingerne. Sådan må vi også starte vores evangelisation – og vores trosliv. Med budskabet om, at Gud elsker os betingelsesløst. Frelsen afhænger ikke af os og vores præstation.

Den værdifulde skat
Det næste vers lyder som et krav. Og har jeg ikke lige skrevet, at det er betingelsesløst? At vi ikke skulle præstere? Joo, og det skal vi heller ikke. Det er ikke sådan, at det er en tosidet aftale, så Gud lover frelse, hvis israelitterne gør sådan og sådan… Derimod beskriver verset den naturlige reaktion på en erfaring af, at de første ord er sande. Når Gud siger og gør sådan – så må det være naturligt at adlyde ham. Når Gud er kærlighed, almægtig og vil det bedste for mennesket, så giver det bare god mening at følge hans vejledning. Når israelitterne adlyder Gud og følger hans vejledning, så vil de blive velsignet. De skal være Guds ejendom. Det hebræiske ord for ejendom er סְגֻלָּה֙ (segullâh). Den danske oversættelse er ikke forkert, men den får ikke segullâhs stærke betydning frem. Vi kan heldigvis komme nærmere den betydning ved at se på, hvordan ordet ellers bruges i Gammel Testamente. Segullâh bruges blandt andet i Prædikerens bog 2,8 og 1.Krønikebog 29,3. Her bruges det til at beskrive en konges ypperste og mest værdifulde skat, og i Malakias 3,17 tales der om de frelste efter dommedag med ordet segullâh. Det gør meningen klokkeklar: Gud udvælger Israel til at være en helt speciel og unik skat. Han udvælger folket til at have et særligt forhold og en speciel position i forhold til Gud. Men Gud stopper ikke der: ”for hele jorden tilhører mig.” Han udvælger Israel for at nå hele jorden. Det er ikke på bekostning af resten af verden. Israel bliver sat ind i Guds mission og vision for hele verden: at de må lære Ham at kende, komme til tro og blive frelst.

Brobyggerne
Gud er Gud for alle, og han ønsker at velsigne jorden gennem først Abraham og derefter hans efterkommere. Med det in mente, så er tolkningen af, hvad det vil sige at være et kongerige af præster og helligt folk ligetil. På jødisk tid var en præst et bindeled mellem Gud og folket. Han bragte ofre på vegne af folket til Gud, og omvendt videregav han også Guds velsignelser, syndsforladelse og tilgivelse til folket. Han var en brobygger, en mediator. At Israel skulle være et folk af brobyggere betyder, at de skulle være bindeled mellem hele verdens folkeslag og Gud. Israel skulle være repræsentanter for Gud til resten af verden og for resten af verden til Gud. Samtidig skulle Israel være et helligt folk. De skulle følge Guds bud, som det beskrives i moseloven. Men det er for, at de skal pege på Gud gennem deres liv. I 1. Peters brev 2,9 tager Peter fat i netop disse vers og kobler det til at være lys og salt i verden. Der er et universelt perspektiv i at leve et helligt liv. Det var der for israelitterne og det er der for os i dag. Hvordan et helligt liv kan se ud, er der rig inspiration og vejledning at hente i både Gammel og Ny Testamente.

Hvad så i 2019?
”Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de… kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem”, (1. Pet. 2,12). Sådan fortsætter Peter efter at have refereret til Sinaipagten i sit brev. Peter havde i den grad syn for mission. Hvor israelitterne glemte deres universelle opgave i Sinai-pagten gennem dårlig og gudløs ledelse, så gentog Jesus kaldet over for disciplene, mens Peter og de andre apostle gentog kaldet til jøderne i den første pinse. De genopdagede Sinai-pagten og den første pinses budskab og gik i gang med at udføre Israels oprindelige rolle som Guds udvalgte folk til gavn for resten af verdens folkeslag.

Og derfor er 2. Mos 19,4-6 også vigtig i dag for kristne i 2019. Missionsteologen Dagfinn Solheim har skrevet, at ”som Israels folk var et vidne om Guds gerninger, sådan er også Guds folk i dag et vidne om Ham, de tror på.”

Når Jesus taler om at være lys og salt, og når Israel kaldes til at være et helligt folk, så er det centralt. Mission er mere end ord – mission handler også om det, den kristne gør. Der må være en sammenhæng mellem hvad Bibelen siger og det, som du som kristen gør. Gud bruger dig til at vise, hvem han er – og du viser, hvem han er gennem dit liv og dine ord.

Derfor skal kristne kæmpe for fred og social retfærdighed. Ved at kæmpe for det, kan kristne pege på kirken, Gud og hans rige. Men fokusset på at leve helligt, gøre gode gerninger og diakoniaspektet af holistisk mission må ikke negligere ordets del af missionen. For troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17). Og derfor må der være en balance. Hvis ordet forkyndes uden gerninger, vil det lyde utrolig hult, men gerninger kan ikke stå uden ordet, for hvordan kommer troen så? Der er nødt til at være en balance i det, og det er op til kirken, missionsorganisationerne og den enkelte kristne at tage det med i overvejelserne om, hvordan mission ser ud.

Efter at have undersøgt Gammel Testamente for missionstanker, så er jeg overbevist om, at min tidligere opfattelse er forkert. Der er mange missionstanker i Gammel Testamente. At Israel ikke har levet det ud efter idealtanken, fjerner ikke Guds intentioner. Han har – og har altid haft – intentioner om at frelse hele verden og om at være Gud for alle folk. Så stor er Guds kærlighed nemlig. Der er nok til hvert enkelt menneske. Det startede med udvælgelsen af Israel, og nu er det resten af verden, det skal videre ud til. Til det er den enkelte kristne midlet. For Guds kærlighed skal ud til alle mennesker.

Messiansk leder: “Der er en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i dag”

Af Joakim Hjorth, 25. juni 2019

”Der er i dag en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i Nordamerika, Østeuropa – og også i Israel.”

Sådan lyder det fra Tuvya Zaretsky. Han har gennem flere årtier været en central figur i den globale jødemission, hvilket hans CV tydeligt vidner om.

Tuvya var med til at starte Jews For Jesus tilbage i 1970’erne og er i dag en af lederne på globalt plan i samme organisation. Desuden er han bestyrelsesformand for Jews For Jesus i Israel og har siden slut-halvfemserne været en af nøglefigurerne i LCJE (Lausannebevægelsens netværk for jødemission, som Israelsmissionen også er en del af).

Men sådan har det ikke altid set ud for Tuvya. Han voksede op som del af en jødisk kultur, og det var først i midten af 20’erne at han, gennem en kristen kollega, kom til tro på Jesus.

Tuvya blev hurtigt involveret i den globale mission gennem Lausanne bevægelsen: ”Jeg var på Lausanne-kongressen for verdensevangelisation i Schweiz i 1974, selvom jeg kun var 27 år gammel. Det var mit første møde med tanken om verdensmission,” fortæller han.

I 1980 afholdt Lausanne en konference om ”unåede folkeslag” i Thailand. Her blev de første skridt mod dannelsen af LCJE-netværket taget. Et netværk Tuvya værdsætter: ”Det er nu et af de mest udviklede netværk inden for Lausanne, og det eneste som sætter jødemission på verdensplan på dagsordenen.”

Tre evangeliske bølger

Når Tuvya Zaretsky skal sige noget om evangeliets fremdrift inden for jødedommen, starter han med et historisk tilbageblik. Han fortæller om tre bølger af messiansk vækkelse.

”I 1970’erne var der en stor bølge af nordamerikanske unge jøder, der kom til tro på Jesus, og det antal er steget siden da i takt med, at modstanden fra det amerikanske jødiske samfund er dalet,” siger Tuvya og fortsætter:

”I 1990’erne skyllede en åndelig bølge hen over det jødiske samfund i det tidligere Sovjetunionen. Disse nye troende flyttede med russisk-talende jøder, som begyndte at emigrere til USA og Israel. Det ændrede jødisk demografi og attituden over for evangeliet blandt jøder de steder.”

Og ifølge Tuvya er den tredje bølge i gang – ikke mindst i Israel: ”Vi ser nu en tredje åndelig bølge bryde ud blandt den yngre del af den israelske befolkning. Desuden estimerer vi, at lige under 2 procent af verdens 12,9 millioner jøder (omkring 250.000 red.) i dag er messianske.”

”Samtidig ser vi et skift i kirkens holdning til Israel, jøder og jødemission – og måske ikke til det bedre. Vi hører oftere og oftere kirkens ledere vælge side mellem jøder og arabere eller mellem israelere og palæstinensere,” siger han.

Ifølge Tuvya er der brug for, at kirken minder sig selv om en vigtig del af evangeliets budskab.

”Der er for mange kirker, der mangler budskabet om, at Jesus Messias er det eneste håb for frelse for både jøder og arabere og for forsoning med Gud og med hinanden,” siger han.

En kulturel outsider kigger indad

På spørgsmålet om, hvordan han ser kirkens tilstand i forhold til at dele evangeliet, afslører Tuvyas svar et stort hjerte for at engagere sig i kulturen omkring sig: “Som jeg ser det, er den mest dynamiske kirke den, der er knyttet til lokalsamfundet og udtrykker Jesu kærlighed, som det er udtrykt i evangeliet, gennem møder med naboer og fremmede,” siger han og fortsætter:

”Det glæder mig at se nogle af de forsøg, jeg ser i kirker i de større byer, som sigter efter at gøre mennesker, der ikke tror, interesserede i åndelige problemstillinger, der faktisk siger dem noget. Som en kulturel outsider i Kristi legeme, med min jødiske baggrund, har jeg oplevet kirker kæmpe for at bryde med komfortable traditioner og prøve at involvere sig i et samfund, der er sekulariseret, bibelsk analfabetisk og frakoblet organiseret religion, men som alligevel er åndeligt sultent.”

For Tuvya er det afgørende, at vi tør involvere os i en kompliceret verden.

“Jeg er imponeret og inspireret af kristne, som tænker længe og grundigt over, hvordan vi skal møde nutidens kultur. Jeg voksede op uden for kristendommen og hørte ofte kristne tale som om, de var en kulturel majoritet i Amerika, der gik meget lidt op i, hvordan de blev hørt af andre eller af den egentlige majoritet – ikke-frelste som mig selv,” fortæller han.

Hjælp dem med at høre

Tuvya slutter af med en opmuntring og et råd til kirken i dag: ”Jeg ønsker at opmuntre til, at vi, ydmygt, involverer os i kulturerne omkring os.” Han mener, at vores samfund er i gang med at ændre sig, både ideologisk og kulturelt, og at vi som kristne er nødt til at indstille os på at navigere i denne nye situation.

”Samtidig har jeg lyst til at råde kristne ledere til at tjene med Guds Ord og at tillade Guds sind at få taleret i vores kulturer. Jeg foretrækker at høre fra Jesus selv og ikke fra nogens forestillinger om, hvem Jesus er. Kristne bør studere og forstå det ”sprog” som dem, der ikke kender Jesus, taler, for at hjælpe dem med at høre deres frelsers stemme,” afslutter Tuvya.

Denne artikel er en oversat og redigeret udgave af en artikel fra Christianity Today, som kan læses her: https://www.christianitytoday.com/edstetzer/2019/may/one-on-one-with-tuvya-zaretsky-on-jewish-evangelism.html?fbclid=IwAR20YISDu6BLVbO2d7GSjyHx__fwuZuPjXkF2h2vAYf3wwn_7eJ4gepVTkA


Den fremmede – et medmenneske

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder

Hundredvis af flygtninge vandrer op ad den sønderjyske motorvej. Danmark er i chok. Politiet prøver febrilsk at lede folk væk fra vejen – men uden held. Det er september 2014, og det, vi senere har navngivet flygtningekrisen, er netop blevet en erfaret virkelighed i vores lille land.
Flygtninge og migranter har på mange måder været med til at sætte fokus på det at være fremmed – både i medierne, den offentlige debat og måske også i vores egen kirke. Men hvem er den fremmede egentlig? Og kan jeg lære noget i mødet med mennesket, der synes anderledes end mig selv? Jeg har taget en snak med Krista Rosenlund Bellows om netop dette.

Krista er formand for Israelsmissionen, og til daglig fungerer hun som leder for det tværkulturelle arbejde i Indre Mission. I sin stilling beskæftiger hun sig med mennesker, der på den ene eller den anden måde er fremmede i Danmark.

”I det tværkulturelle arbejde har vi et udsagn: Tag godt imod mennesker. Det er med vilje, vi er landet på den vending, for der er en pointe i at understrege, at den syrer, der kommer gående op ad motorvejen, også er et menneske – og det er hans kone og børn også. Tag godt imod mennesker, for det er det, de er,” mener hun.

I denne artikel hjælper Krista os med at stille skarpt på fremmedhed. Det gør hun ved at tage tre forskellige briller på, som kan bidrage med hver sit perspektiv. Med det første par kigger hun på Bibelen, og hvad den har at sige om den fremmede. Derefter skifter hun fokus til dansk kirkeliv og de konsekvenser, fremmedhed og gæstfrihed har ind i vores egne fællesskaber. Til slut vender hun blikket mod Mellemøsten og Israelsmissionens arbejde, der befinder sig i en kontekst fyldt med så mange andre mennesker end lige netop dem, vores formålsparagraf kan rumme.

Vi dykker nu ned i det teologiske perspektiv og begynder ved en fortælling fra Bibelen. Nærmere bestemt med et billede fra Johannes’ åbenbaring, hvor folkeskarerne lovsynger sammen.

Folkeslag og forskellige kulturer er villet af Gud

En stor skare er samlet. Den består af så mange mennesker, at den umuligt kan tælles. Menneskene kommer fra alle folkeslag og stammer, og de taler alle forskellige sprog. De står foran en trone. På tronen sidder lammet – klædt i hvidt og med palmegrene i hænderne. Sammen råber de: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra lammet”.

Fortællingen fra Johannes’ åbenbaring er et stærkt billede på Guds mangfoldighed: ”Forskellige folkeslag er en del af Guds husholdning. Vi ser det som en rød tråd gennem Bibelen – lige fra det jødiske folk i Det Gamle Testamente til den store, hvide, mangfoldige flok foran tronen i Det Nye Testamente,” fortæller Krista.

Da hun begyndte at beskæftige sig med det tværkulturelle, havde hun svært ved at gribe om den fremmedes skikkelse. Men da hun begyndte at grave i Det Gamle Testamente, stødte hun igen og igen på størrelserne ”folk” og ”folkeslag”, og det blev en indgangsvinkel til en dybere forståelse af fremmedhed:

”Et folk forholder sig til en fremmed. At være fremmed er netop at befinde sig i et folk, man ikke selv stammer fra.”

Grænser, sprog og kultur er derfor ikke et udtryk for tilfældighed ifølge Krista: ”Det er noget, Gud har villet, og det er noget, han ser positivt på. Det ser vi også i den nye pagt – her er Guds folk et fællesskab, der består af mennesker fra alle folkeslag. Her bliver den kulturelle mangfoldighed et positivt tegn på, at Guds rige når langt ud og rummer mange – og ikke tvinger folk ind i en bestemt kultur eller skabelon. Deri ligger der en kæmpe anerkendelse af diversitet og forskellighed.”

Den kærlighed, som Gud har til det mangfoldige, ønsker han også, at vi skal have. Faktisk bruger han forskellige mennesker hele vejen gennem Bibelen til sine planer, og her er gæstfrihed blandt andet et vigtigt karaktertræk. Det ser vi også i fortællingen om Rahab i Det Gamle Testamente.

Gæstfriheden er hjertets holdning

Det er midt om natten. To israelitiske mænd har i al hemmelighed begivet sig ind i byen Jeriko for at spionere og skaffe sig oplysninger om landet til deres leder, Josva. Mændene har brug for at overnatte et sted og finder plads hos en prostitueret kvinde.

Kvinden hedder Rahab. Selvom mændene er fremmede for hende, har hun hørt utallige fortællinger om deres folk, israelitterne. Hun har hørt, hvordan deres gud har ført dem ud af Egypten og banet vej for dem helt hertil. Der lyder to bank på døren. Det er kongens mænd, der forlanger, at hun skal udlevere spionerne. Men i stedet for at udlevere dem, fortæller hun, at de er redet ud af byen igen – selvom hun har skjult dem på taget af sit eget hus. Før mændene lægger sig til at sove, går hun op til dem. Hun ved, at Gud Herren har givet dem landet, og beder dem love hende, at de vil bevare hendes familie, når de indtager det.

”Rahab blev brugt af Gud som en nøgle til at åbne Jeriko til sejr for israelitterne. Han brugte hende, selvom hun var en fremmed for Guds folk. Det reddede hende selv og hendes familie. Rahab blev omvendt til Israels Gud og blev en af de berømte kvinder blandt israelitterne. Hun er hædret i Det Nye Testamente for sin tro og for sine gode gerninger (Hebr 11,31 og Jak 2,25 red.). Hun gik fra at være udlænding til at være en del af Guds folk,” fortæller Krista.

I Det Nye Testamente ser vi også, at netop gæstfrihed er et markant kendetegn for de kristne og de kristne fællesskaber. Paulus instruerer eksempelvis Timotheus i, hvad der kendetegner en god tilsynsmand, og her nævnes gæstfrihed som noget af det første.

”Det er meget interessant. Gæstfrihed nævnes før oplæringen. Mange kristne hjem er fyldt med kristen undervisning , men hvor mange er åbne for fremmede? Vi er nødt til at erkende, at gæstfrihed ikke er et valg, men en befaling. Gæstfrihed er ikke alene en handling. Det er også hjertets holdning,” fortæller Krista.

”Det græske ord for gæstfrihed, der bruges i Det Nye Testamente, er philoxenia. Det betyder faktisk kærlighed til fremmede. Så hver gang vi får en befaling om at praktisere gæstfrihed, påbyder Gud os i bogstavelig forstand at have og vise kærlighed til andre. I Det Gamle Testamente ser vi samme holdning til den fremmede, hvor Gud ligefrem fortæller israelitterne, at de skal elske den fremmede som dem selv (3. Mos 33-34).”

Men hvordan skal vi forholde os til den fremmede i dag? Ifølge Krista skal kirken være en modkultur, og vi som kristne skal åbne døren, når der bliver banket på. Det var heldigvis også tilfældet i mange missionshuse og kirker, da flygtningene dukkede op. Og det blev en helt særlig oplevelse for de mange missionshuse, der pludselig fik omverdenen helt tæt på. For eksempel i Fredericia missionshus.

Missionshuset som modkultur til det rå menneskesyn

Det vrimler med gæster. Ikke bare en, to eller tre – men hvad, der synes som en kæmpe mængde mennesker, har fundet vej til missionshuset. Som mange andre steder i Danmark har Fredericia by fået et asylcenter, og derfor måtte der holdes en velkomstfest for de nytilkomne. Nu var dagen kommet. Glæden og overraskelsen over at se, hvor mange der havde takket ja, fyldte huset med forventning. Hvem havde troet, at vi i Danmark skulle opleve missionshusene blive overrendt – og så med mennesker fra alverdens lande?

”Selvom asylcentret i dag er lukket, og langt de fleste stort set er flyttet igen, så står denne oplevelse tilbage for mange som en øjenåbner,” fortæller Krista om oplevelsen fra Fredericia missionshus. Hun fortsætter: ”Det gav en oplevelse af at få rykket murene i missionshuset et godt stykke ud. Rammen for, hvad der var almindeligt, blev udvidet, og det gjorde, at man ikke bare fik et nyt syn på det med flygtninge, men at man også kunne tænke på nye måder om andre ting.”

Mange steder engagerer mennesker sig i det tværkulturelle arbejde. Man har måske fået nydanskere af den ene eller den anden slags med i sin menighed eller kristne fællesskab, og det har ledt til en konkret erfaring af, at Guds folk består af mange etniske grupper – af mange folkeslag: ”Man har lært noget om at udvise gæstfrihed og åbenhed, og det har vi brug for,” mener Krista.   

I Danmark raser en hård debat om flygtninge og migranter, og den negative retorik afspejler ifølge Krista et skredet menneskesyn: ”Her er det menneskets nytteværdi, der får lov at stå i centrum. Det ser vi ikke udelukkende i synet på den fremmede, men også i forhold til vores behandling af ældre og handicappede, fordi de ikke er produktive eller til nytte. Det er et udslag af det samme. For mig at se er det et råt menneskesyn.”

”Jeg mærker, at der også i kirken er et behov for at tage fat på et emne som menneskesyn. Der er behov for, at vi minder hinanden om, at også muslimen fra Syrien eller Irak er et menneske skabt i Guds billede. Der er grund til at minde om det, fordi også folk i kirkelige miljøer bliver påvirket af den negative retorik og af skræmmekampagnerne. Kirkelivet skal tage stilling og turde være en modkultur,” slår hun fast.

Men det er ikke kun i det kirkelige arbejde i Danmark, vi støder på den fremmede. Også i internationalt missionsarbejde må vi forholde os til den fremmede og til de mennesker, vi møder, men som ikke nødvendigvis falder ind under vores formålsparagraf. For at billedliggøre dette fortæller Krista om Jesus, der netop tog sig tid til at stoppe op – uden, at det forhindrede ham i at holde målet for øje.

Israelsmission foregår ikke i et vakuum

Jesus er på vej mod Jerusalem. Han har et mål, og det står lysende klart for ham: Han skal dø på korset for menneskers skyld, så vi kan være sammen med ham igen. Planen er lagt. Men vejen dertil er ikke uden ophold. Efterfulgt af en stor folkeskare kommer han forbi Jeriko. ”Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!” Råbet kommer fra to blinde, der sidder langs vejen. Den store folkemængde truer ad dem, men de råber bare endnu højere: ”Forbarm dig over os!” Jesus standser op, kalder på dem og spørger: ”Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?” Mændene svarer: ”Herre, at vores øjne må blive åbnet.” Jesus mærker deres smerte i hjertet. Han træder nærmere, rører ved deres øjne og straks kan de se. Så drager Jesus videre mod Jerusalem, og mændene, der havde fået synet igen, følger med ham.

Netop denne fortælling om Jesus er blevet et vigtigt billede på mission for Krista. Her viser Jesus, at det er muligt at stoppe op og være til stede i den kontekst, han befandt sig i – uden at opgive sit eget mål:

”Vi er sat i verden for at nå det jødiske folk med evangeliet, uanset hvor det befinder sig i verden. Om det er Danmark, Europa eller Israel. Men om man er i landet Israel, eller om man er et andet sted, så er man i en kontekst, hvor der er mange andre mennesker omkring det jødiske folk. Der er altid en kontekst, nogle vilkår og en situation, som kalder på overvejelser af en eller anden slags,” mener Krista. 

Selvom der i Israelsmissionens formålsparagraf står, at vi arbejder for at fortælle jøder om evangeliet, så foregår det arbejde blandt en masse andre mennesker: ”Helt konkret stødte vi på de kristne på Vestbredden. Her oplevede vi, at vi måtte stoppe op. Jesus valgte ikke at ignorere den kontekst, han befandt sig i. Han gik ind i den uden at slippe det, der var hans kald og mission. Det tror jeg også, han kalder os til – og alt andet missionsarbejde. Vi skal holde fast i det, der er vores mission, men uden at ignorere de vilkår, den foregår i. Det vil nogle gange være bøvlet – det er mange gange bøvlet – men hvis ikke vi gør det, så er vi en ringe partner og medvandrer for de lokale kristne,” slutter Krista.  

Det er kompliceret, når den fremmede trænger sig på, men det er en kompleksitet, vi bliver nødt til at tage imod. ”Åbn vores øjne,” bad de to blinde mænd i fortællingen om Jesus på vej til Jerusalem.

Måske har vi i det kirkelige Danmark brug for at bede om det samme i dag? At han må åbne vores øjne for de mennesker, der råber om hjælp i vores liv. At han ikke vil lade vores hjerter blive kolde, men at han må fylde det med sin kærlighed, så vi forstår, at ethvert menneske er elsket og skabt i sit billede.


Seniorvolontører: ”Vi kunne unde alle at tage af sted”

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Ann-Mari og Sten Nielsen er netop kommet hjem fra Israel. De har brugt tre måneder i Jerusalem som præstepar og hjælpende hænder i Den Danske Kirke. Her har de blandt andet hjulpet med gudstjenesterne, volontører og missionspiloter. Opholdet står tilbage for dem begge som en særlig tid, og i denne artikel får du lov at dykke ned i parrets tanker og refleksioner over liv og hverdag i en israelsk kontekst.  

”Da vi lige var kommet hjem til Danmark, havde jeg faktisk svært ved at huske, hvor tingene skulle ligge i køkkenskufferne,” fortæller Sten med et smil på læben: ”De daglige rutiner var pludselig helt anderledes.”

Det er heller ikke mere end nogle uger siden, parret satte fødderne på dansk jord efter tre måneders ophold i Israel. Det har været en tid, som er kommet til at betyde noget helt særligt for dem begge. Nu går Ann-Mari rundt og tørrer lidt af og gør klar, for parret venter besøg af missionspiloterne – en flok unge, som har sat sine tydelige spor.

”Vi skal have gensynsdag,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg har været i gang med at finde lidt forskellige madopskrifter frem. Det bliver typisk israelsk. Vi starter i kirken sammen, hvor Sten skal prædike. Og så skal vi bare råhygge og dele minder med hinanden.”  

En kærkommen mulighed

Parret stiftede bekendtskab med Israel i 80’erne, og siden da har de været tilbage en del gange. Både som rejseledere, på ferie og også som sommerferieafløsere i Den Danske Kirke. Det gjorde det lettere at skulle tage skridtet og være der tre måneder i streg.

Det er heller ikke lang tid siden, Ann-Mari og Sten forlod arbejdsmarkedet for at gå en roligere tilværelse i møde, og det har også gjort det muligt for dem at tage af sted:

”Vi kalder os seniorvolontører, for vi er jo pensionister. Og det er vi glade for at være, for hvem har ellers tid til at tage tre måneder ud af kalenderen?” spørger Sten.

Parret har haft et rigt arbejdsliv, som har budt på meget forskelligt. Men selvom det er dejligt at have mere tid i hverdagen, har det også krævet noget tilvænning.

”Det har faktisk været lidt svært,” fortæller Ann-Mari og fortsætter: ”Det bliver jeg nødt til at sige. Så det var meget kærkomment, da vi fik den her opfordring.”  

Generationer på tværs er en gave

Sten og Ann-Mari har tilbragt mange timer sammen med både kirkevolontør Stine og de seks missionspiloter.

”Vi indrømmer, at vi var lidt spændte på, hvordan det var i vores alder at være sammen med en flok unge i starten af 20’erne – vi kunne jo være deres bedsteforældre,” fortæller Ann-Mari med et smil.

”Kan vi finde ud af at være sammen med dem? Og endnu vigtigere, gider de være sammen med os? Men vi synes, vi fik et utroligt dejligt fællesskab og et familiært og hjerteligt forhold til dem alle. Det nød vi,” fortæller Sten.

Parret har både haft undervisning med missionspiloterne hjemme i deres lejlighed, men de har også sammen været rundt i Israel og oplevet landet helt tæt på.  

”Det er jo en gave at få lov til at rejse sammen med syv unge, der er nysgerrige på tingene og på livet. Det er vi også selv. Så vi har lært rigtig meget om både dem og om os selv. Det er fantastisk at få lov at være så tæt på de unge midt i det land, hvor hele den bibelske historie udspiller sig,” fortæller Sten.

Ann- Mari og Sten hygger sig med missionspiloterne.

Den Danske Kirke skaber nysgerrighed

Hverdagen i Israel har også budt på samtaler og møder med mange forskellige mennesker. Åbenheden er en af de ting, Ann-Mari og Sten især har bidt mærke i.  

”Jeg synes, vi har haft mange snakke med mennesker i vores daglige gang. Mennesker, vi har mødt tilfældigt på gaden, eller som har været indenom i vores lejlighed. Vi fik også et utroligt fint forhold til vores nabo, som vi delte altan med. Der er stor imødekommenhed fra jøder og andre folkeslag,” fortæller Ann-Mari.  

”Det var en meget positiv oplevelse. Det var nemmere, end jeg troede. Jeg har i hvert fald haft en forestilling om, at det kunne være svært at præsentere sig som kristen i Israel overfor en jøde. Det kunne man godt tænke,” tilføjer Sten.

”Det, at præsentere sig som seniorvolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, er faktisk en god indgangsvinkel, når man møder folk i supermarkedet, på fortovet eller hvor det nu kan være. De bliver nysgerrige: ”Er der en dansk kirke i Jerusalem? Hvorfor det?” Så kan man begynde at fortælle, hvad det drejer sig om for os. Det har været en skøn oplevelse oveni det, vi havde forventet,” siger Sten.  

Sten prædiker i Den Danske Kirke.

Jødisk plejehjem og Jesus-snak

Særligt én oplevelse har sat sine spor i Sten. Han fik kontakt til en ældre jøde, som sad på plejehjem, og som gerne ville tale dansk. Han havde haft noget forbindelse til Danmark for mange år siden. Men nu var han gammel, sad på plejehjem og havde ingen børn.

”Det viste sig, at han var et dybt ensomt menneske, som ingen kendte. Jeg fik lov at besøge ham nogle gange. Det var en meget stor oplevelse,” fortæller Sten.

Da Sten ankom til plejehjemmet, præsenterede han sig ved receptionen og spurgte efter manden. Ved receptionen sad en mand med kippa på, og han blev lettere forundret over Stens forespørgsel:

”Jo han bor her, men hvem er du, siden du skal besøge ham? Han får jo aldrig besøg,” svarer receptionisten undrende.

”Jeg er en præst fra Danmark, som har lyst til at besøge ham, fordi jeg har fået at vide, at han ønsker besøg,” forklarer Sten ham.

Receptionisten lyser op og udbryder: ”Nå, så du er kristen? Jamen Jesus talte jo også om at elske hinanden.”

”Det synes jeg er et meget stærkt vidnesbyrd, ikke?” fortæller Sten og fortsætter: ”At der sidder en jøde i en reception på et plejehjem og taler om Jesus overfor mig.”

Vi har mærket, at Gud er god

Når Ann-Mari og Sten ser tilbage på de tre måneder i Israel, er det taknemmeligheden, der fylder i deres tanker.

”Det har bare været en stor gave, at vi overhovedet kunne gøre det – når vi ser på det liv, der ligger bag os. Derfor fylder oplevelsen også rigtig meget på mit taknemmelighedsbarometer,” forklarer Ann-Mari.

Parret har været sygdomsramt, og inden de kunne tage af sted, måtte Sten en tur forbi sygehuset for at høre, hvad de syntes om ideen.

”De syntes heldigvis, det var den god ide. Se bare at komme afsted, sagde de! Og Gud er god. Dels at han lader os opleve noget så fantastisk, men også at han bruger. Det synes vi, at vi har mærket under vores seniorvolontørophold i Jerusalem,” reflekterer Sten.

”Og vi har sådan set ikke siddet stille,” tilføjer Ann-Mari med et smil på læben. ”Nej, der har været nok at se til. Men det har givet mening alt sammen,” nikker Sten.

Israelsk perspektiv udfordrer kristenlivet

At befinde sig i Israel sætter gang i mange tanker og overvejelser, og Ann-Mari og Sten har oplevet, at de er blevet udfordret på deres tro og kristenliv i dagligdagen:

”Men det er en velsignelse. Der er rigtig mange nye ting, vi opdager, selvom vi har været i Israel mange gange. Og der er mange ting, man pludselig ser i en ny vinkel og i et nyt lys. Det har været stort for os begge to. Mange at bibelteksterne har fået nyt liv igen. Det har noget at gøre med, at man har nogle bestemte oplevelser, som man forbinder med nogle bestemte steder, tekster, Jesusord eller noget helt fjerde. Så det har også været værdifuldt på den måde.”

Men der er også udfordringer, fortæller Sten: ”Vi finder lige pludselig ud af, at vi måske går rundt i vores egne tanker, måder og rutiner herhjemme i det daglige. Når man så bor dernede, får man måske et nyt perspektiv på nogle ting og bliver også udfordret på det.”

Det er en gave at prøve kræfter med nye opgaver

”Vi kunne unde alle at komme afsted – alle, der har en form for udlængsel. Det er en gave, når man i vores alder får lov at opleve nye ting og prøve kræfter med nye opgaver,” fortæller Ann-Mari.

”Vi er jo fyldt med gode ønsker for Israelsmissionens arbejde i Israel, som er kaldet til at forkynde evangeliet blandt jøder og alle andre i Israel. Og det er bare blevet endnu stærkere for os, fordi vi har oplevet, at det kan lade sig gøre. Der er lydhørhed. Det er meget stort at opleve. At man kan tale frit om, at Jesus er Messias, Guds søn og verdens Frelser – også for dig. Derfor ønsker vi Guds rige velsignelse over Israelsmissionens arbejde,” afslutter Sten.


Vi må give alternativer til Mitri Raheb

Som man kan læse om i Kristeligt Dagblad den 7. juni, var der en del virak omkring den palæstinensiske præst Mitri Rahebs deltagelse på Himmelske Dage på Heden i Kristi Himmelfartsferien.

Mitri Raheb står for en teologi og praksis, som er dybt præget af den kontekst, han er vokset op i. Selvom vi i Israelsmissionen er optaget af samme sag som Mitri Raheb, nemlig den, at palæstinenserne også må få lov at leve i et samfund præget af både fred og retfærdighed, så står vi et helt andet sted, og vi ønsker at bruge en helt anden diskurs end den, Mitri Raheb står for.

Alligevel mener jeg ikke, at vejen frem kan være at boykotte mennesker som Mitri Raheb, for deres holdninger findes og finder genklang hos tusinder af kristne palæstinensiske brødre og søstre på Vestbredden og blandt palæstinensere i Israel. Er man uenig, handler det derimod om at give alternativer til den fortælling og den teologi, som Mitri Raheb står for. For holdningen ændres ikke ved at fjerne muligheden for at ytre sig.

Det har i lang tid været kendt, at Mitri Raheb var deltager i Himmelske Dage, og derfor har vi, som har en anden holdning og som har lyst til at bringe andre fortællinger, perspektiver og teologi i spil, haft rig lejlighed til at finde mennesker, som har en anden fortælling og et andet perspektiv at bidrage med end Mitri Rahebs.

Israelsmissionen blev for eksempel kontaktet af Frikirkenet, som spurgte, om vi ville være med til at bidrage med en alternativ fortælling til Mitri Rahebs. Det ville vi naturligvis gerne, og sammen med Israelsmissionens Unge og Frikirkenet fik vi stablet to arrangementer på benene, hvor tre besøgende fra forsoningsorganisationen Musalaha fortalte deres perspektiv på konflikten og forsoning. Det var stærkt og bevægende at lytte til, hvordan de tre unge, som var mellem 19-22 år, alle havde betalt en pris i både konflikten og for deres engagement i forsoningsarbejdet. De var ikke bare villige til at sætte knap en uge af deres tid af og rejse flere tusind kilometer for at fortælle deres historier og for at give os andre håb om, at forsoning faktisk er muligt. De er også villige til, hver dag, at sætte sig selv på spil i et kraftfuldt evangelium, som kan rumme begge parter i en konflikt – selv i Israel/Palæstina-konflikten.

De unge fra Musalaha opfordrede os ikke til at boykotte andre, men til at lytte til begge parter i en vanskelig konflikt. For, med den unge palæstinensiske kvindes, Marahs, ord: ”Der er ingen måde at være neutral i den her konflikt. Men der findes en måde, hvor man kan være for begge parter.”

Det er dén praksis vi gerne vil promovere og den diskurs, vi gerne vil være med til at give en stemme.

(Foto øverst fra Facebook)

Splittelse præger det israelske samfund

Af Joakim Hjorth, 4. juni 2019

Under to måneder efter det israelske parlamentsvalg har premierminister Benjamin Netanyahu set sig nødsaget til at udskrive nyvalg, da det ikke lykkedes at samle den israelske højrefløj om et regeringsgrundlag. Men det er ikke kun på den politiske scene at splittelse præger det israelske samfund. Flere episoder fra de seneste måneder vidner om et samfund, hvor kløfterne ofte er større end broerne og hvor uenighed skaber dybe sår.

Andet valg i 2019

17. september skal israelerne til stemmeurnerne igen, for anden gang på et halvt år.

Årsagen er, at den israelske højrefløj ikke kunne samles om en regeringsdannelse med Benjamin Netanyahu i spidsen, primært fordi de sekulære og religiøse partier, som bakker op om Netanyahu, har modstridende interesser, ikke mindst om ortodokse jøders ret til fritagelse for militærtjeneste.

Dermed ser den politiske uro, der har præget landet siden december, hvor det forrige parlamentsvalg blev udskrevet, ud til at fortsætte hen over sommeren. Til september vil Israel således have været i en valgkampstilstand i næsten 9 måneder.

Israelerne er dybt splittede politisk. Men splittelsen ses også andre steder i samfundet – ikke mindst når det kommer til religionsfriheden.

To episoder fra den forgangne måned viser desværre dette med al tydelighed.

Jesus-troende møder modstand

I midten af maj blev et kristent tv-studie i Jerusalem ødelagt af en brand. Branden blev påsat ved at en ukendt mand, ifølge overvågningsbillederne, kastede en brændende genstand ind i studiet, efter at have klatret op på studiets tag. Studiet var heldigvis ubemandet og ingen kom derfor til skade.

Studiet tilhører Daystar Television Network, som på verdensplan er en af de største kristne tv-stationer. De er samtidig den eneste kristne tv-kanal, der kan ses både på israelsk kabel- og satellit-fjernsyn.

Modstanden er dog ikke begrænset til materielle skader.

I sidste uge blev den messianske menighed King of Kings i Jerusalem udsat for en voldsom demonstration fra den ortodokse anti-missionær gruppe Lehava.

I forbindelse med en koncert i menighedens lokaler i det centrale Jerusalem, belejrede en gruppe ortodokse jøder, deriblandt børn, området udenfor menighedslokalerne, spyttede på folk på vej ind til koncerten og råbte forskellige nedsættende mottoer som: ”Missionær-affald – ud af Israel!”

Da nogle af koncertgæsterne ville forlade bygningen, blev de mødt af ortodokse jøder med fløjter, aggressive tilråb og nogle steder endda forsøg på blokering af udgange. Det israelske politi dukkede op, men flere af de tilstedeværende oplevede ikke, at der blev gjort tilstrækkeligt for at begrænse demonstranternes voldsomme adfærd.

Flere af koncertgæsterne blev lettere såret og nogle ramt af peberspray, som enten demonstranterne eller politiet havde udløst.

Shelly Greenberg, en af de messianske jøder der deltog i koncerten, var overrasket over demonstrationens voldsomhed: ”Det blev voldeligt, meget mere end normalt. Det var ikke den sædvanlige form for protest. Jeg har ledt nogle arrangementer tidligere og demonstrationerne har aldrig været så slemme før.”

Flere af koncertgængerne filmede de ortodokses voldsomme adfærd. Videoerne kan ses her: https://kehilanews.allisrael.com/angry-mob-protests-outside-messianic-concert-in-jerusalem/E

Konflikten koster

Men det er ikke kun internt i Israel, at splittelsen huserer.

I begyndelsen af maj udløste længere tids spændinger mellem Hamas i Gaza og Israel en voldsom og gensidig raketregn, der endte med at koste liv på begge sider.

Spændingen mellem parterne er intensiveret over det seneste år og der er jævnligt raketudvekslinger mellem det israelske militær og Hamas.

Konfliktens symbolske centrum siges at være Tempelpladsen i Jerusalem, hvor der ofte er sammenstød mellem muslimske og jødiske tilbedere, der hver især kræver retten til det omstridte område.

Søndag, hvor mange israelere fejrede ”Jerusalem Day”, der er årsdagen for Jerusalems genforening (med henvisning til seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede den østlige del af Jerusalem red.), opstod der sammenstød på Tempelpladsen mellem muslimer og jøder.

Med israelske flag i hænderne gik titusindvis af israelere igennem det muslimske kvarter i Jerusalems gamle bydel, for at markere genforeningen. Paraden endte ved området omkring Templepladsen, hvor uroen opstod.

Normalt er området forbeholdt muslimer under de sidste dage af Ramadanen, muslimernes fastemåned som fejres i disse dage, men politiet havde i anledning af Jerusalem Day valgt at give adgang til omkring 120 jøder.

Håbet findes stadig

Splittelsen i det israelske samfund er altså til at få øje på.

Men der er også håb. Håb om en fremtid med fred og samtale. Om end spinkelt, så findes håbet – ikke mindst hos vores samarbejdspartner Musalaha, der kæmper for forsoning mellem israelere og palæstinensere. For dem er håbet ikke væk, så længe der findes villighed til at tale med den anden side.

Derfor opfordrer vi i Israelsmissionen til bøn for landet, for de messianske jøders ret til at tro på Jesus som Messias, for forsoning og for Musalahas arbejde.

Vi håber, at du vil bede og støtte sammen med os!

Du kan læse mere om Musalaha og støtte deres arbejde her: http://israel.dk/hvem/israel/musalaha/