Month: september 2019

“En FCSI-bibelgruppe skabte troen i mig”

“En FCSI-bibelgruppe skabte troen i mig”

FCSI er en kristen studenterbevægelse i Israel, hvor kristne arabere og messianske jøder mødes og bliver styrket i troen sammen.

“Jeg voksede op i en kristen familie, og jeg så mig selv som kristen, men det var kun af navn. Da jeg blev en del af en FCSI-bibelstudiegruppe i Beer Sheva, begyndte jeg virkelig at tro,” fortæller en leder i FCSI og fortsætter:

“Når du støtter studerende, rækker du ud til mennesker som mig.”

FCSI har netop holdt en lederskabskonference, og det var til stor velsignelse for både lederne på konferencen, deres respektive FCSI-grupper og for de ansatte at se disse unge mænd og kvinder træde ind i deres kald til at påvirke deres medstuderende – jøder, arabere og internationale fra hele verden.

De unge blev klogere gennem undervisning og bibelstudie, hvor de blandt andet satte fokus på, hvordan man bevarer troen under forfølgelse.

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Støt op om de studerende her

Vi har brug for et åndeligt ”oktober 1943”

I midten af august var vi 14 fra Israelsmissionen, der deltog i den 11. internationale LCJE-konference i Toronto, Canada. Temaet var ”Gør alting nyt”, og det var en inspirerende konference med næsten 200 deltagere fra 16 lande.
Det var fantastisk at få indblik i, hvad Gud – og mennesker – har gang i verden over, når det kommer til jødemission. Om det er blandt ortodokse jøder i Israel, postmoderne jøder i New York, eller når det kommer til forsoningsarbejdet mellem jøder og palæstinensere.
Under et af aftenmøderne skrev jeg en note på min telefon. Den vender jeg tilbage til om lidt. Først lidt om anledningen: Dr. Yaw Perbi. Perbi er oprindeligt fra Ghana, uddannet læge, har været kaptajn i FN’s fredsbevarende styrker i Elfenbenskysten. Og så er han prædikant. Energisk prædikant. Perbi fortalte sin historie og sit vidnesbyrd med store armbevægelser og levende gestik. Senere blev han lidt mere stille. For han var også inde på, hvordan det ser ud med troen og det jødiske folk. Det ser ikke godt ud, for kun lige omkring én procent af verdens 14 millioner jøder tror på Jesus som Messias. ”Når vi taler om tro og statistik er vendepunktet i en befolkningsgruppe to procent,” fortalte Perbi og fortsatte: ”Når en befolkningsgruppe når op på mindst to procent troende, kan befolkningsgruppen så at sige evangelisere for sig selv. Men indtil da karakteriserer man befolkningsgruppen som ’unået’.”
Som befolkningsgruppe er det jødiske folk altså ’unået’. Det er ellers en betegnelse, som jeg som oftest forbinder med stammefolk langt ude i Amazonas’ jungle.
Jeg hev min telefon op af lommen og skrev en note: ”Danskerne hjalp mange danske jøder med at blive reddet under Holocaust. Hvorfor gør vi ikke mere for at nå dem med evangeliet i dag?”
Umiddelbart efter konferencens slutning mødtes deltagerne fra Israelsmissionen og fortalte kort hinanden om, hvad de havde fået ud af konferencen. Her fortalte Elisabeth fra Jerusalem følgende:
”Det var en onsdag i begyndelsen af april, og jeg befandt mig i et bønnehus i Jerusalem, hvor vi sang “Baruch haba beshem Adonai” (Velsignet være han, som kommer i Herrens navn). Jeg fortalte de andre, at dette vers står over porten til Københavns synagoge, og jeg spurgte dem, om vi kunne bede for, at de danske jøder måtte tage imod Jesus som deres Messias.
Mens vi gjorde det, så jeg ligesom for mig, hvordan Jesus befandt sig i sikkerhedsslusen ved synagogen i København, og hvordan han blev udspurgt for at se, om han måtte blive lukket ind. Det rørte mig dybt at se Jesus der, og jeg bad til Gud om, at de måtte genkende ham og se, at han er en af deres egne. At han er jøde. At han er Messias.
Min fornemmelse var, at det måske netop er det, der sker i Danmark for tiden. At Jesus står der ved portindgangen og venter på at blive genkendt som jøde (og Messias) og lukket ind. Jeg oplevede det som om, at min forestilling slutter åbent. De kunne afvise ham og sende ham væk, eller de kunne lukke ham ind og byde ham velkommen.”
Elisabeths fortælling rørte mig dybt. Engang – i oktober 1943 – spillede Den Danske Israelsmission en rolle i at nå at redde så mange danske jøder som muligt til Sverige. Mennesker blev mobiliseret til både at gemme jøder på flugt og til at sejle. Tusinder blev reddet fra den overhængende fare.
I dag er vores jødiske landsmænd Gud ske lov ikke i overhængende fysisk fare. Alligevel har vi brug for et nyt oktober 1943 – et åndeligt oktober 1943, hvor vi med den samme iver, nød og kærlighed fortæller vores landsmænd om Jesus. Om Messias. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, de kan blive frelst ved end Jesus-navnet.
Må Gud give os nåde og frimodighed til at lykkes med det.

Forsoning i børnehøjde

Forsoning i børnehøjde: En skør sang ad gangen…

Af Hannah Belk, lejrleder for Musalahas sommerlejr, oversat 24. sep. 2019 af Kirsten Bitsch Lang

“Jeg bliver”. Den ti-årige pige kiggede på mig med en klar overbevisning. Hun tørrede sine tårer væk og gik modigt tilbage til sit værelse – tilbage til lederen fra den ”anden side”. Det var anden nat i lejren, og vi havde lige haft en lang samtale om hendes frygt, hendes ønske om at flytte til et andet værelse og hendes lyst til at tage hjem. Det føltes bare for hårdt. Men – hun blev. Selvom hun var bange.

Pigen var med på Musalahas sommerlejr sammen med en masse israelske og palæstinensiske børn, og temaet var “Helte”. Vi lærte om unge helte i Bibelen og samfundet, og så havde børnene mulighed for at være som helte. Om det kom til udtryk ved at sætte sig ved en, der var anderledes eller sige godnat på den andens sprog, så var børnene med til at arbejde for forsoning. Og børnene var modige. De ødelagde murene, som samfundet havde bygget op – et smil, en samtale og en skør sang ad gangen.

Musalaha-sommerlejre er en masse sjov. Vi spiller fodbold, leger og danser, som om ingen kigger. Men der sker også noget dybere, når børnene er på lejr. Musalaha lærer børnene om kærlighed. En kærlighed, der er radikal, revolutionerende og forsonende. En kærlighed, der ikke lader din frygt diktere ord eller handlinger. En kærlighed, der får dig til modigt at gå tilbage til dit værelse, selvom du er bange, som den ti-årige pige gjorde. Og kærlighed? Det skubber dig længere ud, end du troede, du kunne komme.
På lejrens sidste aften sad pigen glad og skrev hilsner sammen med sin værelseskammerat og deres leder.

Inden børnene tog hjem, fik de en superhelte-kappe og et diplom, der sagde, hvilket helte-træk, de havde vist gennem ugen. Den unge pige fik ordet mod – modet til at elske, modet til at fortsætte og modet til at blive.

Støt Musalahas arbejde her

 

Nyt ansigt i det israelske studenterarbejde: ”Kom ud af din komfortzone!”

Nyt ansigt i det israelske studenterarbejde: ”Kom ud af din komfortzone!”

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 18. september 2019

Reem Khaled er netop blevet ansat i FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel) som ny koordinator for den arabisktalende gren af bevægelsen.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde side om side med de arabiske studerende i denne nye fase i mit liv!” Fortæller den unge kvinde om sin nye stilling.

Reem er vokset op i Kfar Yassif, som ligger i det nordlige Israel. Hun har studeret lingvistik og politik på Ben Gurion Universitet i Beer Sheva, og i løbet af studietiden har hun været en aktiv del af det israelske studenterarbejde.

Del det gode budskab!  

Reem brænder for at tjene de studerende. Hun oplever, at Gud har lagt hende på hjerte, at hun skal opmuntre dem til at komme ud af deres komfortzone, og dele det budskab, de bærer på om frelsen i Jesus – også selvom det er udfordrende.

Gennem sin nye stilling skal Reem koordinere den arabiske del af studenterarbejdet, som blandt andet indebærer at tage sig af de studerende, motivere dem og opmuntre dem til at dele deres tro og tage sig af diverse detaljer.

Fællesskab på tværs – israeler, araber og international

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Vær med til at bede for:

  • De unge ledere i FCSI
  • De studerende – både nye og gamle
  • Reem, og hendes nye arbejde
  • Forsoning og vækkelse i Israel

Du kan støtte det israelske studenterarbejde her.

Vend ikke ryggen til

Vend ikke ryggen til

Artikel skrevet af Andreas Johansson og Guro Kvakestad bragt i det norske magasin ”Først”. Teksten er oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm d. 12/9 2019

//LONG READ//

En weekend i sensommeren 2004 blev der afholdt en konference på klosteret Latrun, der ligger ved foden af højdedragene, som leder op til Jerusalem. Temaet for konferencen – familievold og kvindemishandling i det messianske miljø i Israel – stod i stærk kontrast til de ellers dejlige og fredfyldte omgivelser.

Initiativtager Lena Levin havde gennem længere tid forsket i fænomenet som en del af sine studier i pastoral vejledning på den israelske bibelskole ”Israel College of the Bible.” En af hendes opgaver bestod i at sammensætte et terapiprogram for enlige mødre i messianske menigheder.

Tabubelagte emner skaber uro

Arbejdet skulle vise sig at afdække et sårbart og tabubelagt område i det messianske landskab. Af de ti deltagere i gruppen, hun forskede i, fremgik det, at hele syv var blevet skilt på grund af vold og misbrug, én på grund af utroskab og en tredje fordi det viste sig at manden var homoseksuel. Da hun præsenterede fundene for resten af klassen, blev hun dog overrasket. ”Gud hader skilsmisse.” ”Det er bedst ikke at snakke om det.” ”Det er en gråzone.” ”Det tilhører privatlivet.” Dette var argumenterne. De mente, at hun ikke burde gå videre med studierne, men i stedet lade det hele ligge.

Men Lena mente dog noget andet. Hun kunne ikke bare lade det, kvinderne havde fortalt hende, ligge. Hun følte, at hun havde et ansvar for at forvalte historierne på en måde, der kunne give kvinderne, der havde oplevet så meget ondt, oprejsning og respekt. Derfor bestemte hun sig for at fortsætte sit eget studie af vold i hjemmet.

En ny start – Machaseh bliver til

Det viste sig faktisk, at op til flere messianske præster var interesseret i de fund, hun havde gjort, og de inviterede hende til en konference, som blev den første af sin slags. Her samledes præster, ledere og professionelle fra sundhedssektoren samt kvinder, der havde levet årevis med mishandling, og som havde lyst til at dele deres historier.

Det blev et gennembrud, som gjorde det muligt at starte et feltarbejde med forskellige kvinder, der havde besluttet sig for at bryde tavsheden. Dette blev også starten på Machaseh, organisationen Lena senere grundlagde, der betyder ”tilflugt”, og som hjælper marginaliserede mennesker i samfundet – blandt andet voldsramte kvinder.

15 år senere sidder international leder Elisabeth Levy på sit kontor på Caspari Centeret i Jerusalem, da hun får en forespørgsel om at samarbejde med Lena om tabubelagte temaer i messianske miljøer med fokus på kvindemishandling og vold i hjemmet.

Dette var ikke helt indenfor Casparis specialefelt og kompetenceområde – en udgivelse af en bog om børneopdragelse, var det nærmeste de kom – men Elisabeth var alligevel overbevist om, at det var noget, hun gerne ville være med til, så hun takkede ja til invitationen.

Gamle bibeltekster får nye perspektiver

Hvad fik Elisabeth til at takke ja? Hun så en sammenhæng mellem tolkningen af forskellige bibeltekster og kvindemishandling og familievold i menighederne. Selvom Caspari ikke havde de samme praktiske kompetencer som Machaseh i forhold til, hvordan man hjælper disse kvinder, så kunne Caspari belyse temaet fra nye vinkler, og på den måde skabe en bevidsthed om problemet. I mange af de tilfælde, der var snak om, var der netop blevet brugt enkelte bibelvers til at retfærdiggøre og forsvare voldelige handlinger.  

Flere af de præster, Elisabeth havde snakket med, syntes, at det var i orden at slå børn i forbindelse med opdragelsen. Der står jo i Bibelen, at det er i orden, ja det bliver ligefrem opmuntret. At det ikke er i orden i forbindelse med den israelske lov, kom i anden række. Her kunne Caspari Centret byde ind med sine teologiske kompetencer og sætte fokus på, hvordan vi læser Bibelen.

Det norske magasin ”Først” interviewede Elisabeth om det nye samarbejde. Vi møder hende på kontoret i toppen af bygningen, hvor Caspari holder til.

Hvordan blev Caspari Centret involveret i samarbejdet om tabubelagte emner i det messianske miljø, som nogle vil hævde, er lidt ved siden af det, I normalt arbejder med?

Samarbejdet blev faktisk påbegyndt af Rolf Gunnar Heitmann, generalsekretær i Den Norske Israelsmission. Han spurgte både Lena Levin på Machaseh og os på Caspari, om vi kunne tænke os at tage arbejdet op. Jeg kendte Lena og det arbejde, hun var i gang med, godt, og ved, at det har hjulpet mange. De har vist over tid, at de er en solid organisation, som ved, hvad de har med at gøre, og som kender det messianske miljø fra indersiden.

Er familievold og kvindeundertrykkelse ikke lidt ved siden af det, Caspari Centret ellers arbejder med? Hvordan kan du bidrage?

Det er rigtigt, at Caspari Centret traditionelt set beskæftiger sig med teologisk oplæring og undervisning frem for familieterapi, og det skal vi helt sikkert fortsætte med. I dette samarbejde er der imidlertid snak om undervisning og diskussion af bibelsynet i mange messianske menigheder, og der har Caspari kompetencer at byde ind med. Jeg har selv arbejdet meget med bibelteksterne i forbindelse med oversættelsen af Bibelen 2011, hvor jeg var en af oversætterne. Denne udgave er oversat direkte fra grundsproget til moderne norsk, og det gav os et grundigt og indgående kendskab til bibelteksterne på detaljeniveau, samtidig med at det gjorde os ydmyge overfor kompleksiteten i teksterne.

Vi diskuterede for eksempel Ordsprogenes Bog kapitel 3 vers 12 grundigt – det vers, som ofte bliver brugt til at retfærdiggøre fysisk afstraffelse af børn. Her kiggede vi på, hvilke ord, der var rigtige at bruge. Skulle vi bruge ”slå”? Eller ”tugte”? Eller måske ”revse”? Mange læser Bibelen meget konkret, og så kan udfaldet blive uheldigt. Jeg mener, at der findes tekster i Bibelen, som ikke uden videre kan læses direkte ind i vores kultur. Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Elisabeth Levy


Hvordan skal vi så læse teksterne? Findes der flere måder at forstå dem på? Hvad siger grundteksten? Er det ord, som er brugt, entydigt? Det er flere tusinder af år siden mange af teksterne blev skrevet ned. Det er virkelig vigtigt at tage hensyn til.

Hvordan kan man begynde at sætte fokus på et så ømtåleligt tema? Alle mener jo, at de læser Bibelen ”rigtigt”?

Det er et meget ømtåleligt emne, og jeg tror ikke, at vi opnår noget ved at fortælle mennesker, hvordan de skal læse Bibelen. Én måde at behandle emnet på, kan være at planlægge paneldebatter. Det er en ”ufarlig” form, som kan få forskellige synsvinkler frem på en respektfuld måde.

Hvor stort er problemet egentligt?

Det er nok større i Israel end i Norge. Generelt set er kulturen mere aggressiv her. Og ofte ser vi det mere i den arabiske kultur end i den jødiske. Men også hos jøder fra arabiske lande. Her snakker vi ikke bare om fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men også om kvindeundertrykkelse og mandsdominans i parforhold. Psykisk såvel som fysisk. Ud fra den ene af skabelsesberetningerne i 1. Mosebog, hvor manden bliver skabt før kvinden (men efter dyrene…), bliver det forventet, at kvinden skal underordne sig manden. Derfra er vejen til fysisk og åndelig manipulation kort for nogen.

Men hvem er det, som afgør hvad der er en rigtig tolkning af disse vers?

Der vil altid være forskellige opfattelser af bibelsyn og hvordan man skal forholde sig til teksterne. Men er der for eksempel snak om kvindemishandling, mener vi, at det menneskelige hensyn må komme i første række, selvom der aldrig står hvor meget, hun skal underordne sig. Han har jo misbrugt sin myndighed og udøvet vold. Men dette er ofte tabuiseret.

Bliver man beskyldt for at være relativistisk? Man udplukker kun de bibelvers, man kan lide, og smider dem ud, man ikke kan lide?

Bibelen er meget ofte i dialog med sig selv, og snakker ikke altid med én stemme. De som siger, at alt der står i Bibelen er utvetydigt, må genoverveje deres standpunkt. Der er for eksempel to skabelsesberetninger. Men det er indiskutabelt, at der eksisterer et mandsdomineret syn i Bibelen. Det var jo et patriarkalsk samfund på den tid. Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang. Vi kan ikke bare tage hele Bibelen og anvende den i vores kultur uden at differentiere. Meget af det, der står, er evige sandheder, mens andre ting er historisk eller kulturelt betinget. Vi plukker ikke efter godt befindende, men må finde ud af kriterierne for, hvorfor nogle bibelvers er relevante i dag og andre ikke. Hvordan kan man begrunde at følge nogle bibelvers, men andre ikke, uden at blive beskyldt for at være relativist? Er det noget alle gør – bevidst eller ubevidst?

Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang.

Elisabeth Levy

Det er her Caspari Centret kommer ind. Hvordan kan vi belyse tabuiserede emner på en konstruktiv måde? Her kan en paneldebat fungere godt. Hvordan læser vi Bibelen? Vi trænger til at blive bevidstgjort i forskellige bibelsyn.

Tidligere udsendt af Den Norske Israelsmission, Andreas Johansson, er en af dem, der i samarbejde med Machaseh har været med til at udforme et ressourcehæfte for de messianske menigheder, der sætter fokus på håndtering af vold og misbrug i hjemmet. Hæftet udkom på hebraisk i 2015, og har overskriften ”Du må ikke vende ryggen til.” Verset stammer fra 5. Mos 22,3:

”På samme måde skal du gøre med hans æsel, på samme måde med hans tøj og med hvad som helst, din landsmand har mistet, hvis du finder det. Du må ikke vende ryggen til.”

5. Mos 22,3

Her refereres der til materielle tab og skader på dyr. Men hvor meget mere må de samme principper ikke gælde, når der er snak om mennesker, der bliver udsat for vold – åndeligt og fysisk? Vi må ikke vende ryggen til, når et andet mennesker lider.

Andreas uddyber:

Hovedgrunden til at Machaseh startede for lidt over ti år siden er, at der var flere kvinder, der led under familievold. De kom og havde brug for hjælp. Siden da er organisationen vokset og har engageret sig i mange forskellige problemstillinger og skæbner. Men Machaseh har ikke forladt sit første kald.
Undervejs i arbejdet med at tage vare på voldsramte kvinder og i processen med at tage problematikken op i menighederne og blandt ledelser, blev det klart, at temaet ”familievold” i stor grad er tabubelagt i den messianske bevægelse.

Det handler blandt andet om, at det er for smertefuldt og om, at kendskabet til, hvad der bør gøres, er for lille. I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse? Siger Andreas.

I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse?

Andreas Johansson

For at give større viden og skabe større refleksion om emnet, arrangerede Machaseh i flere år seminarer om familievold, hvor sundhedspersonale, jurister og præster blev inviteret til at belyse problematikken – og lære af hinanden. Nogle gange var der også vidnesbyrd fra dem, som selv havde oplevet at blive mishandlet og slået. Jeg har selv været med på nogle af disse seminarer og lyttet til fortællingerne. Hvordan finder man passende ord for det, som sker? Består familievold altid af fysisk vold? Hvad siger Bibelen egentlig om ægteskab, skilsmisse, underordning? Og hvad er misbrug af bibelteksterne? Hvad siger israelsk lov? Hvad bør og må en menighed gøre, når nogle af dem, som kommer i menigheden, lider under familievold eller selv udøver den? Hvordan bliver børn præget af at vokse op med vold i hjemmet? Hvordan forebygger man familievold? Findes der muligheder for opgør og forsoning? Det er bare nogle af de temaer, der bliver diskuteret, siger Johannson.

Samtalerne i de forskellige fora og seminarer om familievold var med til at bringe ting frem i lyset, som var blevet ”fejet under tæppet”. Flere af dem, der i udgangspunktet reagerede med at bekende problemet, indså, at det ikke bare forsvandt, fordi der ikke blev snakket om det. Det, at lytte til hjerteskærende fortællinger fra kvinder, som er blevet psykisk nedbrudt af måden, deres ægtemand har behandlet dem på, udfordrer så meget, at man ikke er den samme efterfølgende.

Det blev klart, at de erfaringer, som kom ud af disse seminarer og de praktiske hjælpetiltag, som blev iværksat, måtte samles og skrives ned – for at nå endnu flere af menighederne i den messianske bevægelse, forklarer Johansson.

En af medarbejderne i Machaseh, Dana Chason, er jurist og fik hovedansvaret for at udarbejde et ressourcehæfte, som skulle belyse både teologiske, psykologiske, juridiske og praktiske sider ved problemstillingerne.

De kvinder, som gik i gang med at skrive, er modige, for hvordan skulle de blive hørt og respekteret blandt de messianske præster, som er mænd? En ting var at få præsterne i tale angående enkeltsager i den enkelte menighed, men hvordan ville et hæfte på tryk blive modtaget bland præsterne? Ville de reagere ved at fornægte fænomenet og på den måde skade Machaseh’s rygte?

De messianske præster, som har været tættest på Machaseh i denne proces, tøver ikke med at sige, at den ægtemand, som slår sin kone, skal meldes til politiet. Men det har ikke altid været sådan. Det er let at se, at det er et stort nederlag og prestigetab for en messiansk præst – vi snakker om en meget lille og delvist ikke vellidt minoritet i Israel – at melde sine egne medlemmer til politiet. Og jeg ved hvem, der har taget mange af de lange og ophedede diskussioner, som gjorde, at disse præster kom til et sådant standpunkt.

Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned.

Dana Chason

Titlen på hæftet er ”Du må ikke vende ryggen til.” Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned. De fleste vil ikke tage fat i problematikken. Det er ubehageligt, men hvis Gud siger, at vi ikke må vende ryggen til, når oksen og æslet er blevet væk, hvor meget mere må vi så ikke gribe ind, når det er mennesker, der er blevet brudt ned?

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503