Month: november 2019

Nyt initiativ: Til sabbatsmåltidet er vi fælles om at hvile

Nyt initiativ: Til sabbatsmåltidet er vi fælles om at hvile

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 28/11 2019

I starten af november mødtes en håndfuld mennesker til sabbatsmåltid i Aarhus – bare for at være sammen og hvile ud med hinanden. Fællesskabet om måltidet og om hvilen er et nyt tiltag i Israelsmissionen, som kommer til at foregå på en jævnlig basis, og lige præcis DU er velkommen.

Mennesket blev skabt til hvile

”Sabbat betyder hvile, så vores tanke med måltidet er, at det skal handle om at hvile ud sammen. I den jødiske tradition er der en forståelse af, at Gud har givet hvilen til mennesket. Mennesket blev skabt til hvile,” fortæller Julie Kajgaard, teologisk netværker i Israelsmissionen og en af initiativtagerne til konceptet.

”Helt konkret indeholder sabbatsmåltidet en særlig liturgi, der indleder de 24 timers hvile – og derudover så spiser man og snakker sammen. Det er egentlig meget simpelt,” tilføjer hun med et smil på læben.

At hvile ud er noget, man skal øve sig i

Der er mange, der i dag har svært ved at stoppe op og hvile ud, og der kan det ifølge Julie være en hjælp at sætte tiden af i fællesskab med andre:

”I vores tid nu, glemmer vi tit at hvile. Vi glemmer at stoppe op, slukke for alt og så bare være sammen med mennesker, vi holder af. For mig at se er det vigtigt, at vi genopdager, at det her med hvilen ikke kun handler om det vi ikke må. Sabbatsmåltidet er en særlig mulighed for at have det sjovt, nyde et måltid mad og være sammen med mennesker, du holder af, i et planlagt tidsrum. I vores travle hverdag er det faktisk svært at hvile. Det er noget, man skal øve sig i.”

Alle er velkomne – også DIG

Sabbatsmåltidet afholdes på jævnlig basis i Aarhus i private hjem, og ALLE er velkomne.

”Alle, som har lyst til at tune ind på hvilen og det, at være sammen hinanden, er velkomne. Og så vil vi også på en særlig måde gerne invitere alle jøder i Danmark til at connecte med os, og her er sabbatsmåltidet også en oplagt mulighed for at gøre netop dette.”

Du kan kontakte Julie på mail: julie@israel.dk, hvis du har lyst til at høre mere eller være en del af fællesskabet.

Ny bog om den messianske bevægelse i støbeskeen: antallet af troende i Israel tredoblet

Ny bog om den messianske bevægelse i støbeskeen: antallet af troende i Israel tredoblet

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/11 2019

I 1999 udgav Caspari Centret bogen ”fakta og myter om den messianske bevægelse i Israel”, der som den første udgivelse indeholdt dybdegående undersøgelser af den messianske bevægelse i Israel. I dag, tyve år senere, er der dog sket meget – endnu flere messianske jøder er immigreret til Israel fra andre lande, messianske familier har vokset sig større og endnu flere mennesker er kommet til tro. Derfor har det været nødvendigt at opdatere undersøgelserne for at kunne give et tydeligere billede af bevægelsen. Nedenfor kan du læse et interview foretaget af administrator Jennifer Nataf med Caspari Centrets israelske leder Alec Goldberg, der fortæller om projektets vigtigste indsigter.

På hvilket stadie af undersøgelserne befinder I jer?

Jeg er næsten færdig med at interviewe alle de præsterne fra de russisktalende menigheder, og David Serner (projektkoordinator) har interviewet alle de etiopiske præster såvel som præster fra internationale menigheder. Til sammen har vi talt med omkring 160 præster, og vi estimerer, at der er omkring 240 menigheder i alt – selvom vi måske opdager et par stykker mere senere hen. Så vi er omkring to tredjedele gennem projektet.

Selvom vi må vente lidt på de endelige resultater, så kan du måske sige noget om de forandringer, du har lagt mærke til ske gennem de seneste 20 år?

Den åbenlyse forandring ser vi i tallet af troende. Vores research viser, at antallet af menigheder groft set er tredoblet, og antallet af troende enten er fordoblet eller tredoblet. Men som sagt, har vi ikke færdiggjort undersøgelserne, så vi kan ikke give andet end estimater. Men ser vi på tallene, så var der omkring 5000 troende i 1999. I dag er der bare 5000 i de russisktalende menigheder. Og som mange, der har øje for det messianske miljø i Israel, er klar over, så er antallet af lokale menigheder og mangedoblet, da nye initiativer er konstant i fremdrift.

Hvilke udfordringer har du oplevet gennem projektet?

Den største udfordring har været den tilbageholdenhed, vi har oplevet blandt præsterne. Kun omkring 10-15 % har samarbejdet med os. Mange giver ikke en grund hertil. Nogle af dem kan ikke se pointen med bogen, eller er modstandere af research generelt. Deres attitude lyder nogenlunde sådan her: ”Det er vores menighed. Vi lever vores liv, og du er velkommen til at besøge os, men vi vil ikke have, du skriver om os.” Det er muligt, måske spekulerer jeg bare, at nogle af disse præster er bange for kritik fra udenforstående parter.

Og så er der selvfølgelig dem, der også frygter, at bogen vil gøre dem til ofre for forfølgelse i form af anti-missionske organisationer eller en pludselig uønsket interesse fra indenrigsministeriet. Indenrigsministeriet har nemlig autoritet til at fratage statsborgerskab fra immigranter, hvis det bliver opdaget, at de var troende før de flyttede til landet og derved kategoriseres som ”ikke-jøder”. Nogle udlejere, der lejer deres faciliteter ud til menigheder, har oplevet at blive presset af anti-missionske organisationer, som udøver et enormt pres, og ikke er bange for at organisere store og larmende demonstrationer foran bygningerne, hvis det fremmer deres sag.

Jeg kan give et konkret eksempel på det. I løbet af min research mødtes jeg med en præst for en menighed, der havde været en del af den første ”fakta og myter” bog. Her stod der, at præsten havde været troende inden han kom til Israel, og han havde haft problemer med indenrigsministeriet højest sandsynligt på grund af dette. Derfor havde han ikke lyst til, at hans udtalelser skulle offentliggøres igen. 

Frygter mange troende i Israel at blive forfulgt?

Mit indtryk er, at der i øjeblikket er langt mindre forfølgelse i Israel, end der var for bare 20 år siden. Dengang kunne troende risikere at blive fyret grundet deres tro. Som et resultat heraf, skjulte folk ofte, at de var troende. I dag er der ikke mange arbejdsgivere, der fyrer deres medarbejde på baggrund af dette. Derudover, oplever mange troende, at de er stærke nok til at tage kampen op, hvis de støder på denne fordom. Så selvom mange ikke står på ethvert gadehjørne og fortæller om deres tro, er mange mere åbne end før i tiden.

Var der noget, der overraskede dig i din research?

Jeg blev glædeligt overrasket over, at mange russiske præster har været i stand til at etablere deres menigheder uden nogen form for udenlandsk finansiel støtte. De var blevet fortalt, at der ikke var mulighed for at lykkes foruden, men deres svar blev: ”Selvfølgelig kan vi det.” De er finansielt uafhængige den dag i dag.

En anden dejlig overraskelse var en russisk præst, der definerede en troende som ”én, hvis liv er blevet transformeret”. Han har en passion for at tjene mennesker, der er på en rejse, og som oplever transformering på en kontinuerlig basis.

Hvad skal vi, der støtter Caspari Centret, være med til at bede for?

Bliv endelig ved med at bede for en hurtig og vellykket afslutning af projektet. Bed for, at vi må finde en god redaktør, der kan rette teksten til og øve retfærdighed over for dens vigtige indhold.

”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”

Ovenstående er et citat af Liel Leibovitz i en artikel, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 30’ernes Wien. De er en påmindelse om, at én af grundene til, det kunne gå så galt dengang, var, at ordene aldrig blev taget alvorligt. At retorikken aldrig blev gennemskuet. At ordene aldrig blev taget for pålydende. Det er svært at lave sammenligninger på tværs af historien – på tværs af årtier og generationer. Derfor går der heller ikke en lige linje fra Tyskland og Østrig i 30’erne til en postkasse i Silkeborg i 2019, hvor et dansk-israelsk ægtepar vågnede op til en gul jødestjerne med ordet ”Jude” skrevet i midten. Et klistermærke, der er en tro kopi af netop det mærke, alle jøder blev tvunget til at gå med under nazi-regimet. Det gør ikke hændelsen mindre alvorlig. Slet ikke, når man tager tidspunktet i betragtning: 9. november – årsdagen for Krystalnatten, hvor jødiske forretninger, synagoger og hjem blev ramt af hærværk, og jøder blev udsat for vold og slået ihjel. Det er et løfte fra dem, som har sat klistermærket på postkassen: ”Hvis det stod til os, gjorde vi det igen. Smadrede jeres forretninger, brændte jeres synagoger af, trængte ind i jeres hjem i nattens mørke og gennembankede jer med knipler og jagtede jer gennem gaderne. Ja, hvis det stod til os, samlede vi jer igen i ghettoer og lastede jer ind i togvogne for at køre jer til lejre, hvor I kunne arbejde jer selv ihjel og gennes til gaskamrene og massegravene. Hvorfor?! Fordi I er jøder!” Dét hadefulde løfte er gemt i dét klistermærke på dén postkasse på en stille villavej i Silkeborg. Derfor må vi også tage ansvaret på os og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler og der sker hændelser der er, om ikke historisk sammenlignelige, så i hvert fald historisk genkendelige. For nogle år siden læste jeg en analyse af overrabbineren i Oslo, Ervin Kohn. Han skrev: ”Antisemitisme er ikke et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.” Jeg husker, hvordan min far, dengang jeg var barn, slæbte mig med rundt til Europas koncentrationslejre. Hele familien blev proppet ind i den gamle grønne Passat, campingvognen blev hægtet på, vi krydsede fingre og bad en bøn, før han gassede op. Af sted det gik. Formålet var i det store og hele at holde ferie med familien på afslappet og spontan vis, men da min far er ganske historieinteresseret, kunne han som regel opdrive en koncentrationslejr eller en eller anden form for mindesmærke over Anden Verdenskrig i nærheden af det sted, vi havde valgt at campere. Og det vel at mærke i en tid uden computere og internet. Imponerende! Far brugte ferien på at lære mig om den tid, han selv voksede op i. Europa i 30’erne og 40’erne. Dengang umådelig kedeligt. I dag er jeg dybt taknemmelig. For jeg blev vaccineret. Man kan næsten ikke andet, når man står der ved pigtråden i Auschwitz, ser barakkerne i Birkenau eller når man står i granitbruddet i Mauthausen. Vi står over for en tid, hvor de sidste øjenvidner til historien er væk. Hvor beretninger om disse grusomheder bliver andenhånds. Vi må derfor alle gøre os overvejelser om, hvordan vi kan bidrage til vaccinationen. Både som individer, fællesskaber, interesseorganisationer og samfund. For den antisemitiske syge er for smitsom, destruktiv og dødelig til at blive ignoreret eller overladt til tilfældigheder. Vi må opfatte hvert et giftigt ord som et løfte. For intet menneske har fortjent at være bange i sit eget hus eller bør være nervøs for at gå ud til sin egen postkasse. Intet menneske har fortjent at skulle se sig en ekstra gang over skulderen eller være nervøs for sin families sikkerhed. Vi kan alle sammen gøre noget. Vær kreativ. Fortæl. Eller prop nogle mennesker i en grøn Passat.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503