Skip to main content

Måned: januar 2020

Unerwünschte

I serien “Band of Brothers” udspiller der sig en scene i ét af de sidste afsnit. Seriens hovedpersoner finder en koncentrationslejr, og de ved ikke, hvilken slags lejr det er. “Det er en arbejdslejr for … uønskede,” fortæller en af lejrens internerede. Fortvivlet. Forvirret. Udmarget og udmattet vakler han videre.

De uønskede. Unerwünschte.

I dag er det 75 år siden Auschwitz blev befriet af russiske styrker. De uønskede fik igen frit lejde til at bevæge sig ud i samfundet. Forsøge at finde sig selv igen efter en hel civilisation systematisk havde forsøgt at udrydde dem. Fjerne dem. Slå dem ihjel. Fordi de var uønskede.

Jøder, sigøjnere, homoseksuelle, handicappede.

I stedet for de mange ord vil jeg i dag blot opfordre dig til at standse op og kort overveje, om der mon er nogen, du personligt stempler som “uønsket” – i dit liv, i dine omgivelser eller i samfundet som sådan?

Alle mennesker er værdige til at blive elsket. Ingen er uønsket. Heller ikke i dag.

Frontfigur i Musalaha træder tilbage: Vi må gøre plads til en ny generation

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/1 2020

Foto © Musalaha – her ses Salim Munayer (venstre) og Evan Thomas (højre)

Frontfigur i forsoningsorganisationen Musalaha Evan Thomas trækker sig tilbage, og som både medstifter og ledende bestyrelsesmedlem siden 1988 efterlader han sig en bemærkelsesværdig arv.

Hvert år – uden undtagelser – har han ikke kun været en del af bestyrelsen, men han har også faciliteret utallige grupper, undervist og ledt udfordrende møder mellem både yngre og ældre i ørkenen. I denne artikel kan du høre Evan reflektere over nogle essentielle øjeblikke i hans liv samt nogle af de vigtigste indsigter han har opnået gennem en livsforandrende rejse i Musalaha.

Hvad fik dig til at blive medstifter af Musalaha?

Efter den første intifada så jeg, hvordan det påvirkede Kristi legeme i Israel. Jeg spurgte mig selv: ”Hvordan kan vi troende – messianske jøder og palæstinensiske kristne – reagere, når begge grupper af mennesker bliver slagtet?” Som en efterfølger af Jesus, og derfor også en fredsstifter, blev jeg nødt til at tage et standpunkt. Jeg valgte at stå side om side med Salim Munayer som leder af Musalaha for derigennem at opmuntre og træne den næste generation til forsoning.

Hvordan har du oplevet, at din vision for Musalaha er kommet til live?

Min vision og ambition har altid været at udvikle en sund model for en bibelsk forsoning, der gør det muligt for vores fællesskaber at bearbejde Israel-Palæstina-konfliktens implikationer. Vi har fundet en effektiv strategi for forsoning i ørkenvandreture til alle tider. Det har været utroligt givende at være vidne til udviklingen af dette program gennem årene. Igennem ”ørken-møder” sammensætter vi ledere fra de messiansk-jødiske og de palæstinensisk-kristne fællesskaber, og sætter fokus på at skabe relationer ved at træne dem i interpersonelle færdigheder. Disse ledere begiver sig derefter ud i den svære opgave at diskutere emner, der deler vandene, så de derigennem kan ændre deres opfattelse af ”den anden”. Herigennem kan magtbalancer ændre sig og tilliden lige så stille få plads til at blive genoprettet.

Hvad har været nogle af de største højdepunkter for dig?

Ørkenturene har altid været et personligt højdepunkt for mig. Når vi valgte at tage ture i ørkenen – sammen med vores konflikter – så mødte Gud altid op. Ørkenen blev et særligt sted for mig, hvor jeg kunne møde Gud. Disse møder blev et grundlag for mig, og gjorde det muligt for mig at være en effektiv hyrde i Israel og fortsætte med at have en passion for at se menneskers liv forandre sig på trods af de enorme udfordringer vores regionale konflikt gav.

Men over alt er jeg taknemmelig for den personlige støtte direktør Salim Munayer har udvist – både som ven og som fortrolig. Vi vil blive ved at gå side om side personligt og professionelt.

Et andet højdepunkt har været at udvikle Musalahas forsoningspensum sammen. Dette pensum er et biprodukt af over 20 års arbejde i dette udfordrende spændingsfelt. Med det, søger vi at udruste ledere til at facilitere fællesskaber og grupper i forsoningsprocesser og derigennem udbrede fred på en global skala.

Hvorfor har du valgt at træde tilbage som bestyrelsesmedlem?

Efter 31 år er denne beslutning igen strategisk. Jeg tror personligt, at det er tid til at lade den yngre generation af mænd og kvinder bære Musalahas vision videre. Det er deres tid til at tage lederskabet op.

Har du nogle sidste ord, du gerne vil dele med, der støtter Musalaha?

Jeg vil gerne takke alle dem, der støtter os. Tak fordi I har betroet os den byrde det er at varetage vores forsoningsvision. Den er baseret på vores forståelse af evangeliet og vores forståelse ad Guds rige her på jord. Efter årtier har konflikten vokset sig stor, og med den konsekvenserne for vores trosfællesskaber. Men Gud er trofast, og Han fortsætter arbejdet på trods af at menneskers fejl og mangler.  

Jeg vil opmuntre jer alle til at ”hænge i” i de kommende år. Der vil uden tvivl komme udfordringer, men fortsæt med at give jeres fulde støtte til dem, der leder dette banebrydende arbejde på frontlinjen.  

I årevis sår vi med tårer, og så ser vi de små glimt af solskin, når frugten vokser frem. Og det er det hele værd.

Evan Thomas

Tilbageblik på julen i Immanuelskirken

Julebazar, julegudstjenester og julekoncerter. December i Immanuelskirken var en travl, men dejlig måned. Vi havde en del juleevents i kirken, som krævede noget ekstra forberedelse. Men det var al forberedelsen værd, for det var en kæmpe glæde at kunne invitere så mange mennesker ind i kirken. Der var mindst 1300 mennesker i kirken i løbet af december, hvoraf en stor del ikke var kirkevante. Folk fejrer ikke så meget jul her i Tel Aviv. Dog synes mange, det er meget hyggeligt med lidt juletræer og julekugler, så julebegivenhederne tiltrak alligevel en del lokale. Håbet og bønnen er, at nogle af dem gik herfra ikke kun fyldt af juletræsstemning og gløggglæde, men fyldt af interesse for hvem Jesus er, og hvordan han er relevant i deres liv.
Cookie decoration event for børn med forældre
Et personligt højdepunkt var en lang snak, jeg havde med et ungt par, som kom til vores Christmas Carols aften. De troede ikke selv på Jesus, men var meget begejstrede for eventet og havde bare lyst til at blive og snakke. Manden kom fra en ortodoks jødisk familie, men var selv rimelig sekulær. Særligt han var meget interesseret i at snakke om religion og høre om, hvad det betyder for mig at tro. Vi delte tanker om, hvor håbløse israelitterne i GT – og vi mennesker i det hele taget – er til at tro på Gud, men hvor barmhjertig Gud er midt i det. Og jeg fik lov til at dele, hvordan jeg tror, Jesus er fuldendelsen på det, og hvordan det konkret forandrer mit liv og min hverdag. At se lyset i deres øjne, da jeg fortalte om min frihed i Jesus, var noget af det bedste, der skete i min december måned. Et andet højdepunkt var, at Bekah snakkede en del med en søgende kvinde, som kom til et par juleevents. Snart skal de mødes og snakke videre om tro. Det er sådan noget, der virkelig opmuntrer og gør, at det er hele molevitten værd at lave gløgg og varm kakao flere gange om ugen og bage 1200 figurkager; at invitere folk ekstra meget ind i vores kirker i juletiden!

Begejstrede og berigede missionspiloter er landet

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. jan. 2020

Maria, Mark, Anne Sofie, Jakob, Jeppe og Sidsel. Seks missionspiloter er netop landet og er begyndt på et dejligt gensyn med gamle venner, leverpostej, familie og den danske vinter. Og selvom det er godt at komme tilbage til Danmark igen, så er de alle seks enige om, at de har haft tre fantastiske og lærerige måneder i Israel, hvor de i høj grad er blevet klogere på sig selv, mission og på, hvem Gud egentlig er:

”Jeg har lært, at Gud er rummelig,” siger Anne Sofie og fortsætter: ”Vi har mødt så mange forskellige mennesker, der gør tingene på helt forskellige måder, og det er svært at sætte sig ind i, at Gud værdsætter alle de forskellige måder, men det gør han jo.” Missionspiloterne har besøgt mange organisationer, der på forskellige måder er en del af Guds mission, og Mark fortæller, at han er blevet meget inspireret af de mennesker, de har mødt:

”De har Gud med i alt. Og jeg har fundet ud af, at Guds mission er bred – den rummer så meget,” fortsætter Mark. Jakob supplerer: ”Det er gået op for mig, at vi alle har en gave, vi skal bruge, og som er nødvendig i Guds plan.”

Trods bøvl med visum i begyndelsen af deres ophold, gik alt efterhånden i orden, og missionspiloterne fik lov til at få alle de forventede tre måneder i Israel. Og i alt dette blev bøn en stor faktor:

”Jeg er blevet bevidst om, at bøn kan gøre en forskel,” fortæller Mark. For det var ikke altid nemt at gå i uvisheden om, om man pludselig kunne blive smidt hjem til Danmark igen, eller hvad der skulle ske. Men her fik bøn en særlig plads.

Missionspiloterne har både brugt tid sammen, hvor de har lært hinanden rigtig godt at kende, og så har de fået undervisning af kirkevolontørerne og David, der er præst i Jerusalem:

”David er virkelig god til at fortælle, og han har gjort undervisningen relevant og bibelnær,” siger Jeppe.

Samtidig har turene rundt i Israel været fantastiske: ”Bibelen bliver åbnet op på en helt anden måde, når man står midt i det hele,” forklarer Jakob.  

Relationerne til andre mennesker og hinanden har fyldt meget for piloterne. De har været seks personer afsted sammen. Seks mennesker, der ikke har valgt hinanden, og som på mange måder er meget forskellige:

”Ved at bo med de andre er jeg blevet meget klogere på mig selv. Jeg har kunnet se mine tankemønstre og trosperspektiver i et andet lys,” fortæller Anne Sofie, og Sidsel og Maria er enige:

”Fordi vi har kunnet følge hinanden meget tæt i tre måneder, har vi virkelig kunnet udfordre hinanden på tro og liv. Vi har kunnet stille spørgsmål, reflektere og blive klogere ved at høre overvejelser fra de andre,” fortæller Sidsel, og Maria supplerer: ”Der har været et godt rum til at dele og blive inspirerede af hinanden.  

Alt i alt har det været en fantastisk og lærerig oplevelse for piloterne, hvor de er blevet klogere på Gud, sig selv og hinanden:

”Jeg har lyst til at vandre med ham. Og jeg er blevet klogere på mig selv og andre mennesker. Alle har en spændende historie at fortælle,” siger Mark.