Skip to main content

Måned: marts 2020

Ny medarbejder starter pionerprojekt: Seniorvolontører til Israel

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 27/3 2020

David Bruun Ingemansen er netop blevet ansat i Israelsmissionen, hvor han skal starte et nyt projekt op for seniorvolontører. Projektet har som mål at give seniorer en mulighed for at tage del i Guds mission i en ny kontekst.  

Inspirere til at tage del i Guds mission

”Jeg skal starte et nyt pioner-projekt, hvor vi vil tilbyde den ældre generation en volontør-oplevelse i Israel,” fortæller David.

Projektet sættes, alt efter omstændighederne, i søen til efteråret, og David er på nuværende tidspunkt i gang med at tage kontakt til forskellige samarbejdspartnere og få sat rammerne for et godt projekt.

”Ideen er at sende seniorvolontører til Israel i perioder fra 1-3 måneder – eller hvad der lige er muligt. Drømmen er at give mennesker en oplevelse af at blive inspireret til at tage del i Guds mission i uvante rammer,” forklarer han.

En del af familien

David har læst en bachelor i teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus, og har været gift med sin hustru Sofie i snart to år. Derudover nyder han at spille volleyball, læse gode bøger og så er han en udpræget bibelnørd – og netop her har kristendommens jødiske rødder også en særlig plads. Han fik sit første møde med Israelsmissionens Unge for nogle år siden, da han blev inviteret med i lokalforeningen Aarhus af nogle gode venner, og har siden da både siddet med i lokalforeningens bestyrelse og i Israelsmissionens Unges landsbestyrelse.

”Jeg føler, jeg har været en del af familien lige siden,” forklarer David med et smil på læben og tilføjer: ”Så da jeg ledte efter et nyt studiejob, startede jeg med at sende en ansøgning til det sted, jeg aller helst ville være. Og nu sidder jeg så her.”

For David er det at starte nye projekter ikke uvant:

”Det er noget, jeg har prøvet før, og som jeg trives i. Og så kan jeg godt lide at være leder og tage ansvar.”

Vi kan lære meget af hinanden

”Jeg er overbevist om, at jeg har meget at lære i mødet med mennesker, der har 40-50 års mere livsvisdom end mig. Og det er jeg overbevist om, at mange andre også kan! Det er netop også noget af det her, vi drømmer om. At de unge missionspiloter og at seniorvolontørerne skal have et fedt møde med hinanden, og at der skal være vi de her to generationer, som kan give hinanden noget gensidigt,” forklarer David.

Derfor vil han også rigtig gerne åbne dørene til projektet på en helt konkret måde:

”Hvis du har nogle tanker eller nogle input, så er det nu du skal byde ind. Det er nu, vi er i gang med at tænke de store tanker om projektet, og jeg vil vædde med, at der sidder nogen derude, med gode ideer. Måske en senior eller to, der ved lidt mere om det at være senior end mig.”

Du kan få fat på David på: ingemansen@israel.dk

Torah-portion: Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed?

Ugens portion: 3. Mos. 1,1-5,26  Portionen er skrevet af David Ingemansen, seniorvolontørkoordinator  De første fem kapitler i Tredje Mosebog er ikke typisk det sted i min Bibel, som jeg oftest slår op i, i mit personlige andagtsliv. Det er svære tekster med et gammelt sprog, der beskriver et rituelt regelsystem, som er meget fjernt fra mit verdensbillede. Alligevel har teksten givet mig grobund til at overveje spørgsmålet i titlen: Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed?  Kan jeg tjene Gud midt i min fejlfuldhed? Alle ofrene, der skal bringes til Gud både i forbindelse med takkeoffer, syndoffer eller måltidsoffer, skal være rene, lydefri og frie for fejl og mangler. Dyrene skal være uden skavanker og melet skal være fint (se f.eks. 3 Mos 1,3; 1,10 og 2,1). Mit åndelige offer og min gudstjeneste skal være hele min krop og mit liv, siger Paulus i Romerbrevet kapitel 12. Hvordan jeg kan bringe mig selv og mit liv til Gud, når jeg ikke i nogen henseende er lydefri, ren og uden fejl? Jeg er en ren og skær synder. Jeg elsker ikke min næste af hele mit hjerte, og jeg elsker ikke Gud af hele mit hjerte – selvom det er min bøn at gøre det. Jeg må gang på gang bekende mine synder for Gud med den beklagelige vished, at det nok ikke er sidste gang. Alligevel kan jeg bringe mig selv og mit liv til Gud, som en åndelig gudstjeneste for ham. Det kan jeg, ikke på grund af mig selv, men på grund af min frelser og ven Jesus Kristus. Han var en lydefri mand, der oplevede fristelser som mig men uden at synde (Heb 4,15). I dåben er jeg blevet iklædt Kristus (Gal 3,27) og derfor bringer jeg mig selv til Gud med evangelisk frimodighed klædt i mit rene og gode ’Jesus-outfit’. Jeg kan leve hver dag i en åndelige gudstjeneste for Gud, hvor jeg forsøger at elske ham og at elske min næste. Det kan jeg med god samvittighed, og jeg kan vide mig sikker på, at næste gang jeg falder på knæ foran korset og beder om tilgivelse og nyt mod, så smiler Gud og rejser mig op på ny. For løftet helt tilbage fra 3 Mos 4,27-35 om tilgivelse af synd gælder stadig for enhver, der tror på Jesus og lader sig iklæde af ham og hans retfærdighed.  

Bibelbutik i Jerusalem: ”Vidnesbyrdet om Messias er levende i Israel”

I centrum af Jerusalem ligger en helt særlig lille boghandelFra et kommercielt synspunkt burde den ikke eksistere – men det gør den alligevel. For kigger man i stedet på den med et åndeligt perspektiv, står det klart, at den giver både israelere og jøder mulighed for at lære Jesus at kende gennem de materialer, den stiller til rådighed. Det er det israelske bibelselskab, der står bag denne samt to andre små butikker i Haifa og Tel Aviv, og deres helt klare formål er at give det gode budskab om evangeliet videre på det hebraiske modersmål eller et hvilket som helst andet sprog.  

Stor åbenhed præger israelere  

For direktør Victor Kalisher, der selv er jøde og opvokset i Israel, handler bibelselskabets arbejde grundlæggende om at gøre Guds ord tilgængeligt for den almindelige israeler.  

”Vi lever i en tid, hvor der er stor åbenhed. Mange israelere søger efter mening i deres liv. De er villige til at udforske hvem Jesus er. De er åbne for at undersøge Det Nye Testamente. Det giver os en utrolig mulighed for at dele Guds ord,” fortæller han.   

Bibelbutikkerne står til rådighed. Og det har en stor betydning:

”Mange israelere kommer forbi hver dag. De vil vide mere om Jesus (Yeshua). De stiller spørgsmål, og vi er her for at dele vores tro med dem. I sidste ende er vores mål at se flere israelere blive frelst. Vi ønsker, at flere må finde sandheden. Og det ser vi også! Mange søger, men er bange for at andre ser dem søge. Derfor søger de ofte på internettet, og her finder de den første og eneste hjemmeside, hvor man kan studere bibelen på hebraisk.”  

Guds ord på modersmålet  

”Der er en voksende gruppe af jødiske Jesus-troende jer i Israel. Og der er nærmest intet materiale på hebraisk til dem. Vi ønsker at styrke denne gruppe ved at producere materiale, der vil hjælpe nye troende – og unde troende til at interagere med Guds ord. Vi ønsker at være med til at styrke menneskers forhold til Guds ord. Vi ønsker, at menigheder må komme til en dybere erkendelse af, hvem Gud er. At børn må vokse op med fortællinger om Gud på hebraisk. Det er derfor, vi er her,” slår Victor fast og tilføjer:  

”Vidnesbyrdet om Messias og evangeliets budskab er levende, og det rører ved israelere og jøder. Det breder sig i hele Israel – ja endda videre ud i hele verden.” 

I Israelsmissionen støtter vi det israelske bibelselskab, og har du lyst til at give en gave, kan du gøre det her.

TAK for din gave!

Læs mere om bibelselskabet her.

Torah-portion: Der var bragt rigeligt

Ugens portion: 2. Mos. 35,1-40,38

Nu er det blevet weekend igen. Tilstanden er stadig underlig både her i Danmark men også i det meste af verden. Ind i alt det har du måske oplevet, at der er noget dybt inde i dig, der har insisteret på at finde håb og finde måder at navigere i denne særlige situation på. Sådan har jeg i hvert fald haft det.  

Der var bragt rigeligt
I denne uges torah-portion følger vi fortsat israelitterne i ørkenen. Der er de i mange år, og derfor har de fleste af Mosebøgerne også ørkenen som ramme for israelitternes historie. Derfor giver beretningerne også os perspektiver på, hvordan vi kan navigere i den ørken, som vi hver især oplever, vi befinder os i. 

I mens israelitterne er i ørkenen bygger de et meget stort telt, som også kaldes helligdommen. Helligdommen blev bygget for at vise israelitterne, at Gud havde taget bolig i blandt dem. Men i virkeligheden kunne Gud ikke være i helligdommen, for hele jorden er Guds helligdom. Dermed blev helligdommen altså et symbol på, hvordan hele jorden er Guds bolig. 

I mens de byggede helligdommen bragte israelitterne frivilligt gaver til byggeprojektet, som skulle bruges til at bygge boligen med. Der fortælles, at der blev bragt så mange gaver, at bygmestererne bad folket om at stoppe med at bringe flere gaver. De sagde: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres.” 2. Mos. 36,5

Der var bragt rigeligt. I den ørken-tid eller corona-tid vi er i, fik den her beretning mig til at tænke på, at jorden i dag stadig er Guds helligdom. Og lige nu er der måske et behov for, at vi arbejder for, at den må blive smuk. Jeg kom til at tænke på, er det mon muligt, at vi i denne tid bringer vores gaver i spil, så der kan siges, at vi bringer mere end nødvendigt? Konkret tænker jeg, at det kan handle om, at vi ringer til den ven, vi har tænkt på i lang tid. Det kan være, vi bruger ekstra tid i bøn for vores verden. Måske bruger vi lidt længere tid på at lytte til vores familie. Alt sammen noget, hvor vi bringer skønhed og vores gaver til den tid, vi er i lige nu, så folk må erfare, at jorden er stadig Guds helligdom. 

Præster rejste berigede hjem

I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Torah-portion: Gud går med

Ugens portion: 2. Mos. 30,12-34,35. 

I dag er det lørdag, og de fleste af os holder weekend. Det er en weekend, som for mange af os føles helt anderledes. For i onsdags skete der noget, hvor uden at overdrive kan vi sige, at det var historisk. Danmark blev lukket ned for at afbryde covid19 i at sprede sig. 

Jeg har derfor arbejdet hjemme de sidste par dage, og det har du måske også. Du har måske haft dine børn hjemme, og du har måske været ramt lidt af en følelse af, at din hjerne ikke helt har kunne følge med på, hvad der sker, og hvordan det påvirker din dagligdag. For mange af os, er der sat nogle følelser igang, som måske er lidt nye for os. For mig selv sad jeg onsdag aften og torsdag med en følelse af, at det her er super surrealistisk. Her i dag er følelserne trukket lidt mere i baggrunden, og det giver mig en anledning til at reflektere lidt over det, vi er i lige nu. 

Et af de steder, hvor vi kan finde mennesker, der har store følelser, og som sætter ord på dem er i Bibelens beretninger. Derfor vil denne refleksion tage afsæt i en af disse beretninger. 

Torah-portioner
I den jødiske tradition har man noget, der hedder ugens torah-portion. Torahen er de fem første bøger i Bibelen, og hver uge i løbet af året læses der en portion op i synagogen. Det betyder, at i løbet af et liv kommer man som jøde til at få et ganske godt kendskab til de personer, vi støder på i de fem Mosebøger. 

Gud går med

I denne uges torah-portion møder vi Moses, Aaron og israelitterne. De er ude i ørkenen efter, at Gud har befriet dem fra slaveriet i Egypten. Moses er gået op på Sinajsbjerg for at få instruktioner af Gud om, hvordan det kommende israelistiske samfund skal indrettes. 

I mens Moses er væk spreder der sig en stemning i befolkningen. De blev måske ængstlige over for, hvad fremtiden ville bringe. Deres leder, som på mange måder også afspejlede, hvordan Gud var med folket, var væk, og betød det så egentlig også, at Gud var væk? 

I den situation vi er i lige nu, kan vi også blive ramt af følelsen af, at Gud er væk. For, hvad bliver konsekvenserne for os alle sammen af coronavisrusen? Det ved vi ikke. 

Moses hører om, hvordan folket er fortvivlet, og inden han drager ned for bjerget vender han sig mod Gud, og han siger til Gud, at Gud er nød til at være med ham og med folket. Sådan tror jeg også, at vi i dag kan vende os til Gud. Vi må vende os til ham, og vi må være helt ærlige om, hvad vi er fyldt af. Det kan være frygten for at blive syge, eller blive isoleret, eller miste ens arbejde. Alt det vi kan være ængstelig over for, det må vi sætte ord på over for Gud – og måske helt særligt, hvis vi synes, han er fraværende. 

Gud svarer Moses: “Jeg vil selv gå med”. Dette løfter gælder også os i dag. Jesus har lovet os, at han går med til verdens ende. Når vi synes, at Gud er væk, kan vi gøre som Moses, hvor vi fortæller Gud om vores ængstelser, vores bekymringer, og vores frygt for, hvad der lige skal ske. Og så er det min bøn, at vi vær især må få lov til at erfare, at Gud ikke stiller krav til dine følelser eller tanker, men han siger: “Jeg vil selv gå med”. 

Mærkelige døgn i Jerusalem

Kirkevolontørens beretning

Fredag d. 13. marts

Formiddag: Jeg har huddle med missionspiloterne, hvor de deler oplevelser og erfaringer fra ugen, der gik. Jeg giver dem informationer om ugen, der kommer. En del er aflyst, men der er stadig mange ting at se frem til, og vi kan jo altid lave nogle ekstra guidede ture i Jerusalem, hvis der skulle blive tid til det. Vi taler om, at coronasituationen skaber uvished, men vi havde alligevel ikke lige forestillet os, at dagen ville ende, som den gjorde…

Eftermiddag: Jeg står i missionspiloternes køkken og laver aftensmad med Emily. Jørgen kommer ind i køkkenet. Han netop har læst, at nu kaldes alle danskere i udlandet, som ikke er på et længerevarende ophold, hjem. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal forholde os til det og holder en lidt ironisk distance til det, også under aftensmaden.

Aften: Kent fra Israelsmissionen ringer fra Danmark efter aftensmaden. Det her med hjemsendelse kommer formentlig til at gælde missionspiloterne og måske mig, begynder vi at forstå. Men vi håber stadig, at det ikke kan passe. Vi aftaler at mødes med den danske præst, David, senere på aftenen for at snakke om situationen. Mens vi venter på ham, ser vi statsministerens pressemøde. Hun mener det, når hun taler om hjemsendelse. Da David ankommer til missionspiloternes lejlighed i den gamle by, har han en masse snacks, hjemmebagt rugbrød, belgiske vafler, kakao og coronaøl med. I løbet af de timer han er der, snakker han med ambassaden. I Danmark har Israelsmissionen også snakket med udenrigsministeriet. Konklusionen sidst på aftenen: missionspiloterne skal hjem hurtigst muligt. Håbet brister, ærgrelse fylder rummet. Festmåltidet har ikke de mest festlige nyheder med sig.

Lørdag
Formiddag: Jeg finder ud af, at jeg kan blive i Jerusalem, da mit ophold betegnes som længerevarende. Israelsmissionen lader det være op til mig selv at beslutte, om jeg vil blive her, eller om jeg vil med missionspiloterne hjem. Jeg er i dialog med Gud, mine egne tanker, mine forældre og David i løbet af dagen for at træffe en beslutning. Jeg snakker med David om, hvorvidt der vil være opgaver til mig her, hvis jeg bliver. For de fleste af mine opgaver omhandlede missionspiloterne. Men de skal jo hjem. Der skal nok være opgaver, siger David. Opgaver der ellers nedprioriteres, men som jeg nu kan tage fat på. Bl.a. oprydning i og opdatering af gammelt undervisningsmateriale samt kontakt til kirkens relationer i Israel. Så med klarhed omkring, at der vil være noget at lave, med en oplevelse af at jeg altså ikke helt synes, jeg er færdig med Israel i denne omgang, med mange gode venner i landet og med ro i maven hos både mig selv og min familie, beslutter jeg mig lørdag eftermiddag for, at jeg bliver her i Jerusalem.

Aften: Endnu et festmåltid uden festlige nyheder. Denne gang det sidste måltid for missionspiloterne og Daniel, der var udsendt af Israelsmissionen som Storyteller (se mere her). Vi er i præstelejligheden sammen med David og hans familie. Vi spiser lækker mad. Davids børn, Naomi og Nathanael, har hele eftermiddagen skrevet breve til hver af missionspiloterne, som de får og åbner. Vi synger karoke. Vi griner. Vi græder. Nogle indeni, andre udenpå. Naomi spiller violin for os. Flybilletterne købes. Vi mindes. Vi lovsynger. Vi beder for hinanden. Gud taler ind i vores liv. Han er fred i frustration. Midt i ærgerlige nyheder er han gode nyheder.

Søndag
Klokken 13:15 flyver piloterne og Daniel tilbage til Danmark. Piloterne er nu i karantæne i et sommerhus. Lad os bede for, at det må blive den hyggeligste karantæne nogensinde!

En sidste bemærkning…
Det er klart, at resten af min tid her kommer til at se noget anderledes ud end forventet. Alt det, som jeg var kommet godt i gang med i forbindelse med missionspiloterne, og som jeg så meget frem til at fortsætte med, er der ligesom ikke mere. Det er mega ærgerligt! ØV. Men sådan er det bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Det her er en tid, hvor vi går glip af en masse, vi havde glædet os til. Det er ok at være frustreret, og det er jeg godt nok også. Ikke kun over alt det, jeg går glip af, men også over den krise, corona bringer med sig.

Men det leder mig til Jesus. Midt i min egen magtesløshed, midt i menneskers frygt, lidelse og død, kan jeg ikke andet end at sætte min lid til ham. Ian og Samir (to af kirkens kontakter, mine venner) fra basaren i den gamle by har begge delt 2. Krønikebog 7, 13-15 med mig i forbindelse med alt dette.
Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted.
Hvordan taler det til os i dag?

Lad os bede for, at vi – om vi allerede kender Jesus eller ej – må nå ind til kernen af relationen til ham i denne tid; at vi må ydmyge os, bede, søge hans ansigt, vende om fra vores onde veje. Og sige JA og TAK til hans bønhørelse, tilgivelse, lægedom og frelse.

Det haster!

Christie Livingstone, sekretær på Ebenezer hjemmet

Oversat af Maria Strøm Risbjerg d. 13/3 2020

Antoinette kommer løbende ind på mit kontor med et stykke papir i hånden, ”vil du være sød at lave 20 kopier til mig! Det haster!”

Hun stikker mig papiret i hånden, og jeg kan se, at det er et digt, hun har skrevet. Øverst på siden står der ”det haster” med hendes egen håndskrift.

Jeg undrer mig over, hvad det er, der kan haste sådan, og går i gang med at læse det.

Antoinette har mange talenter. Hun begyndte at skrive, da hun flyttede ind på Ebenezer hjemmet på opfordring af en ven, der også havde samlet digte og med tiden havde udgivet dem i en bog. Digtet var det første, hun havde skrevet på hebraisk og ikke på fransk. Antoinette er en spontan person og holder af at dele sin inspiration.

Gennem hendes digte har vi fået givet et lille indblik i hendes hjerte – og hendes hjerte for Gud. Hun delte digtet med resten af beboerne og de ansatte. Digtet rørte en af vores ansatte så meget, at hun fortalte om det til den ugentlige musik-samling. ”Hvordan kan vi hjælpe Gud?” spurgte en af beboerne, og alle havde forskellige ideer, de bød ind med. Gud gør meget gennem andre mennesker. Når vi følger Gud og lader ham arbejde gennem os, kan han gøre store ting. Vi kan udvise Hans kærlighed, og hjælpe dem, der ikke kan hjælpe dem selv. Det var særligt det, snakken centrerede sig om. Den atmosfære samtalen skabte var så varm og velsignet, at mange ikke havde lyst til at gå tilbage på værelserne, da samlingen var ovre. ”Tiden gik så stærkt! Hvorfor kan vi ikke fortsætte? Jeg har lyst til at blive her!” udbryder Rachel.

Antoinettes digt oversat til dansk:

”Det haster!! Jeg kan ikke magte det selv. Jeg har brug for din hjælp!”

”Hvem er du?”

”Jeg er Herren, og jeg har brug for din hjælp! Det haster, jeg kan ikke selv!”

”Du er Gud Herren, der har skabt himmelen og jorden, og du har brug for min hjælp?

”Ja, jeg står foran din dør og banker på. Vil du åbne for mig? Du lever, så du kan hjælpe mig! Høsten er stor, men arbejderne få! Det haster! Jeg har brug for din hjælp!”

Årsfesten er aflyst

Grundet risiko for coronavirus har vi valgt at aflyse årsfesten på lørdag.

Sabbatsmåltid fredag aften er også aflyst.

En ny generalforsamling for Israelsmissionen vil finde sted d. 11. maj fra 16.30-18.30, hvor vi vil afholde et kort årsmøde og spise et let aftensmåltid efterfølgende.

Tilmeld dig til den ved at skrive til kontor@israel.dk senest d. 5. maj.

Har du lyst til at give en årsmødegave, modtager vi dit bidrag med stor tak!

Du kan støtte online her: http://israel.dk/giv/gave/ eller på MobilePay 30503.

Generalsekretær Arne siger sådan om aflysningen:

“Vi er helt med på, at det kan virke drastisk at aflyse vores årsmøde, og vi er virkelig ærgelige over, at det må være sådan.

Alligevel mener vi, at det er den rigtige og mest ansvarlige beslutning vi kan træffe i lyset af de retningslinjer, vores sundhedsmyndigheder har udsendt.

Vi vil gerne tage ansvar for vores lille hjørne af verden, vise hensyn og handle i solidaritet med resten af samfundet.

Det handler ikke om, hvorvidt vi er bange eller ej – men om at have omsorg for hinanden.”

TAK for dit engagement i Israelmissionen og rigtig god weekend!

Efter flere omveje: Immanuelkirkens præst fandt Jesus i militæret

 Af Vegard Soltveit, oversat af Anika Thorø Møller 6/3 2020

Foto: Yoel Ben David på prædikestolen ved indsættelsesgudstjenesten i Immanuelkirken, november 2019. Yoel har tidligere arbejdet en årrække ved Israelmissionens samarbejdspartner Jews for Jesus.

Som nysgerrig, ung mand udforskede Yoel Ben David troen og nåede både at blive ortodoks jøde og læse koranen, før han lærte Jesus at kende som jødernes messias.

Hovedpræsten i Immanuelkirken i Tel Aviv, Yoel Ben David, havde helt fra barndommen en klar overbevisning om, at Israels Gud eksisterede. 

Yoel var en nysgerrig, jødisk dreng, og han fik tidligt en interesse for at lære mere om Gud. Han begyndte derfor at læse en lang række bøger – alt fra rabbinsk litteratur til koranen. 

Men en dag mens Yoel sad og læste på sit drengeværelse, slog det ham: Hvis Gud virkelig findes, burde han kunne vise sig på andre måder end gennem bøger. Yoel råbte derfor ud i rummet: 

”Er du der virkelig Gud, så vis dig for mig!”. 

I samme øjeblik så Yoel et billede af en mand, og han vidste, det var Jesus. Men han begyndte ikke at tro. I stedet bortforklarede han hændelsen for sig selv. 

Ikke længe efter flyttede den snart voksne teenager Yoel hjem til sit fødeland Israel, efter en årrække hvor han blandt andet havde boet i flere europæiske lande sammen med sin familie.

Her mødte han sin kone Adel. De var begge meget optaget af tro, og de brugte meget tid på at studere og debattere tro sammen. Men Yoel og Adel fandt hurtigt ud af, at de ikke bare ville snakke om tro, men også gøre den til en aktiv del af deres hverdag. De endte derfor med at blive ortodokse jøder og forsøgte at efterlevede og overholde den rabbinske tradition og lære. 

Da Yoel kom ind i det israelske militær, blev han en del af det rabbinske militærkorps, som er en religiøs afdeling af forsvaret. En dag faldt han i snak med en kvinde, som spurgte, om han havde læst biblen (Det Gamle Testamente) selv. Yoel måtte indrømme, at det havde han ikke gjort, selvom han havde læst mange bøger. Det fik Yoel og Adel til at læse den hebræiske bibel sammen. 

Da Yoel kom til Esajas’ Bog kapitel 53, forstod han ikke særlig meget af det, han læste. Hvem handlede afsnittet om? Han gik derfor tilbage til kvinden, som havde opfordret ham til at læse i biblen. Yoel fandt ud af, at hun var kristen, og hun fortalte Yoel hvordan hun forstod Messias-kapitlet. Mens hun forklarede, huskede Yoel tilbage på dengang Jesus havde vist sig for ham, og han vidste fra det øjeblik, at Jesus var Israels messias.

Da Yoel kom hjem den aften, sad Adel og læste i Det Gamle Testamente. Yoel sagde til hende: ”Jesus er messias!”. 

Dagen efter, da Yoel kom hjem fra arbejde, sad Adel og græd. Hun havde læst Mattæusevangeliet for første gang og sagde med tårer i øjnene: ”Hvorfor har ingen fortalt os om det her før?”. 

Dét forandrede noget i Yoels hjerte. Både Yoel og Adel kendte kristne, men ingen havde fortalt dem om deres tro eller delt evangeliet. Fra den dag besluttede Yoel og Adel sig derfor for, at de fremover ville fortælle mennesker om Jesus. 

Det engagement og den brand for mennesker har Yoel og Adel taget med sig til Tel Aviv, hvor stadig flere kirkefremmede kommer forbi, når der arrangeres ”Åben kirke” og Yoel fortæller sit personlige vidnesbyrd. Den seneste tid har kirken desuden delt Det Nye Testamente ud til flere besøgende i kirken.