Skip to main content

Måned: august 2020

Generøs teologi kunne gavne i Israel/Palæstina-konflikten

Når det kommer til at navigere i konflikten mellem Israel og Palæstina, kan vi godt lære noget af Abraham.

Abraham er stamfader til det jødiske folk, og ifølge Bibelen blev han lovet et lille stykke land ud mod Middelhavet. Derfor forlod han Ur og drog mod det land, Gud viste ham. Senere i fortællingen kommer Abrahams egne hyrder op at skændes med nevøen Lots hyrder. Det fører til de berømte ord om, at ”vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.”

Det er ret enestående sagt af Abraham. Han har lige fået lovet landet af Gud, men alligevel vælger Abraham at afstå fra det guddommelige argument. Hans tilgang til konflikthåndtering var generøsitet. Han vægtede Lot højere end sin egen ret – guddommelig eller ej – og det er vi mange, der godt kan lære noget af. Hvis Abraham selv kunne lægge landet åbent for Lot, burde vi så ikke også øve os i at gøre det samme?

For et par år siden fik jeg lov at interviewe den nordirske teolog Chris Wright, som introducerede mig for begrebet ’generøs teologi’, som i korte træk handler om at inkludere andre mennesker i sin teologi frem for at ekskludere dem. Lige siden interviewet har jeg gået og tænkt, at udtrykket generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for af en eller anden årsag er teologi noget af det, som virkelig kan bringe sindene i kog og sætte skel og grave grøfter og bygge mure, hvilket også kommer til udtryk i de teologiske debatter vedrørende Israel/Palæstina-konflikten. Teologiske diskussioner og debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til sårethed, mistro og brudte relationer. Teologiske diskussioner kan bringe noget af det værste frem i mennesker. Det kan næsten virke som om, at det der med at elske sine fjender, det gælder alle andre end dem, man er teologisk uenig med.

Og jeg forstår det godt, for der er meget på spil – både i de teologiske diskussioner som sådan – men også i spørgsmålet om Israel/Palæstina. For her handler det ikke ’kun’ om at diskutere teologiske holdninger, men også om den afledte affekt af en bestemt teologi. Alligevel kan jeg blive både trist og frustreret, når jeg læser den nyeste erklæring fra Kairos Palestine, der er omtalt i Kristeligt Dagblad den 17. og 19. August. Når der fx skrives om, at “kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen”, eller når palæstinensernes modstand italesættes som “kreativ og ikke-voldelig”, så udtrykker erklæringen lige så meget hovmod og tunnelsyn, som dem, den skriver op imod. Dermed bliver erklæringen ikke noget, der kan vise en vej fremad, en tredje vej. Den kan kun være en modpart. Den anden side af mønten.

Selvom jeg har sympati for ærindet i erklæringen fra Kairos Palestine; at italesætte uretfærdigheden mod det palæstinensiske folk, har jeg hverken sympati for retorikken eller måden, hvorpå den bliver fremført. Når man samtidig beder ledere i Kirken verden over – herunder Danmark – om at være medunderskrivere og dermed anbefalere af erklæringens budskab, maler man desværre sig selv op i et hjørne, det er svært at komme ud af igen.

Det er ikke befordrende for enheden i hverken den globale eller lokale kirke. For slet ikke at tale om, at den nødvendige forsoning bliver så meget desto sværere.

Uanset, hvad vi så ellers mener politisk eller religiøst om konflikten mellem Israel og Palæstina, så er der et fælles kald til os, som kalder os kristne, om at begynde at tænke anderledes. Det er dét, ’omvendelse’ betyder i det Nye Testamente. At begynde at tænke anderledes. Fordi Guds kongerige er kommet nær, udfordres vi til ikke at lade os begrænse af denne verdens politiske løsninger og svar. Vi inviteres til at bede med på bønnen om, at Guds vilje må ske på jorden – som den sker i himlen. Vi inviteres til at lade netop dén bøn forme os i både tanker, handlinger og teologi.

Jeg er overbevist om, at én mulighed for en vej fremad er den generøse teologis praksis. Det er ikke en praksis, hvor man ikke må mene noget forskelligt eller diskutere så det gnistrer. Generøs teologi handler ikke så meget om, hvad man mener som, hvordan man mener det. Generøs teologi kalder på nuancer, ydmyghed og nysgerrighed.

Det er en praksis, som ikke behøver begrænse sig til spørgsmålet om Israel/Palæstina. For når jeg ser på vores samfund, både lokalt og globalt, tror jeg, vi har brug for gode eksempler på, hvordan man kan være gode til at være uenige. Det burde være kirkens og det kristne fællesskabs opgave at give netop det.

Ny dialogmedarbejder i København: “Vi skal ikke kun tale om evangeliet – vi skal leve det”

I august blev 25-årige Mads Bjørn ansat som Israelsmissionens dialogmedarbejder i København. Her skal han blandt andet skal lave opsøgende arbejde og skabe gode relationer til mennesker i det jødiske samfund. Mads Bjørn kom selv til tro for ti år siden, og har en brand for at andre må høre om Jesus. I dag læser han teologi på Københavns Universitet, og kommer til at arbejde fem timer om ugen for Israelsmissionen. Læs med og lær Mads Bjørn bedre at kende.

Det er nytårsaften. Mads Bjørn er sammen med en veninde og en flok venner hjemme på Falster. De hygger sig, og der er fuld fart på aftenen. Da klokken slår midnat, fortæller veninden, at nu vil hun til gudstjeneste. ”Vil du med?” spørger hun ham. Lettere overrasket overvejer han situationen. Han er selv vokset op i et kulturkristent hjem, og er både døbt og konfirmeret. Alligevel kunne han aldrig selv have fundet på at bruge sin nytårsaften i kirken. Men han beslutter sig for at tage med, og det blev begyndelsen på en åndelig rejse for Mads Bjørn.

Giv det videre

Den nytårsaften for ti år siden blev til en vedvarende nysgerrighed, undren og søgen efter sandheden, og det har givet Mads Bjørn lyst til at give det videre, han selv har mødt:

”I dag er min veninde et stort forbillede for mig,” forklarer Mads Bjørn i forlængelse af fortællingen. ”Hun var aldrig sådan en, der sad og trippede og bare ventede på at få taletid til at dele evangeliet. Det kom helt naturligt til hende. I al hendes manglende teologiske kunnen og teologiske interesse generelt, så brugte Gud hende – fordi hun ikke bare talte om evangeliet, hun levede det.

Sådan håber Mads Bjørn også, at hans arbejde må bære frugt, og at han må kunne opbygge gode relationer til mennesker i det jødiske samfund.

”Jeg ønsker at være trofast overfor Gud”

“Da jeg for ti år siden kom ind i kirken, blev jeg rigtig provokeret af både den inderlige tro og det absolutte sandhedskrav. Begge dele var meget nyt for mig, og jeg kunne ikke acceptere det. Men det blev ved med at nage… Hvad nu hvis det var sandt? Efterhånden fik jeg en mere afklaret, kristen tro – takket være menighedens udholdenhed! – samtidig med at jeg ville vide mere om Gud og sandheden. De tanker resulterede så i, at jeg for to år siden stoppede på musikkonservatoriet og begyndte at læse teologi,” fortæller Mads Bjørn.

Mads Bjørn vil gerne arbejde med kirken, og særligt i forhold til at mennesker må komme til tro og blive opbygget i deres tro.

”På den måde er det også fedt, at jeg er blevet spurgt om at være en slags ”evangelist” for Israelsmissionen,” forklarer han og tilføjer: ”Det er en glæde at få lov til at være her og være med, og så er det dejligt at være en del af en garvet organisation, som har gjort sig en masse teologiske tanker, jeg kan læne mig op ad.”

Mads Bjørn er spændt på at skulle starte arbejdet op, men han er også klar over, at det bliver en løbende proces.

”Jeg er i forventning til, at…  Det kommer til at foregå meget stille og roligt,” fortæller han med et glimt i øjet og fortsætter forklarende: ”Jeg ønsker at være trofast over for Gud og vidne for det jødiske folk – og det er ikke sikkert, der bare sker noget natten over, det kræver udholdenhed og tålmodighed. Derudover håber jeg også, at vi i kirken må opdage lidt mere af vores jødiske rødder, som jeg oplever, har været væk i lang tid. Jeg håber, at vi må forstå, at de ikke er ”the bad guys”, der repræsenterer lovreligion i vores Bibel, men at vi har en masse at lære fra dem.  

Relationer gennem hebraiskundervisning skal række længere ud end klasselokalet

En gang i ugen åbner Det Jødiske Hus op for undervisning i moderne hebraisk, og her skal Mads Bjørn være en dal af undervisningen. Det er vigtigt for ham, at han prioriterer at være tilgængelig både før og efter undervisningen. Det er her, han mener, at de gode muligheder befinder sig:

”Det er afgørende, at jeg skaber mulighederne for, at jeg kan opbygge relationer, der rækker længere ud end i klasselokalet,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg beder om åbne døre og en god vej at gå med beredte hjerter.”

Mads Bjørn oplever, at udfordringen med mission er at finde balancen:

”Det gælder om på den ene side, at jeg ikke bare bliver en, der kommer ind og råber op om, hvad jeg selv mener og skaber mere afstand til troen i virkeligheden. På den anden side må jeg heller ikke blive for overdiplomatisk og holde mit evangelium hemmeligt. Det bliver lidt af en udfordring!”

Vær med til at bede for Mads Bjørn

  • At han må være båret af ånden – og ikke af egen kraft
  • At han må være fyldt op og være nærværende
  • Om visdom til at evangelisere på en måde, der skaber tillid og dialog

Boganmelse: The Other Side of the Wall: A Palestinian Christian Narrative of Lament and Hope

Munther Isaac, luthersk præst i Bethlehem og ph.d., har skrevet en ny bog, som sætter fokus på palæstinensernes situation i Israel-Palæstina-konflikten. Bogen er først og fremmest adresseret til kristne og andre, der har interesse for kristen teologi, og som ønsker at reflektere over, hvordan den teologiske forståelse af landløfter og udvælgelsen af jøderne man må have påvirker de palæstinensere, der er i landet.

Nogle af bogens aftryk

Der er ingen tvivl om, at Munther Isaac med sin bog ønsker at skabe opmærksomhed om, hvordan dele af amerikansk kristen zionisme har hjulpet til, at palæstinensere bliver undertrykt og står i det, der kan synes at være en håbløs situation. Bogens grundtone er klage (lament), og jeg må ærligt indrømme, at jeg oplevede det som meget voldsomt, indtil det gik op for mig, hvilket måske også var bogens største aftryk på mig, at det palæstinensiske folk virkelig er i lidelse, og at de virkelig har grund til at klage.

Det andet aftryk, som bogen har sat hos mig, er, at der ligger en fare i dele af kristen zionisme, nemlig den, at man ikke finder det nødvendigt at tale om Jesus til det jødiske folk. I den kristne zionisme er det meget let at se det jødiske så særligt og udvalgt, at det har sin egen vej til Gud. Denne konklusion kan man måske komme til gennem den måde, man fortolker Bibelen på, eller gennem den kollektive dårlige samvittighed man har over Holocaust. Uanset hvad, kan det lede til, at man ikke arbejder for, at jøder får mulighed for at tage stilling til Jesus. Med en kærlighed til det jødiske folk tror jeg, det altid er vigtigt at huske på, at hvis Jesus ikke er Messias for jøderne, da er han heller ikke Kristus for alle andre nationer.

Det, tredje aftryk, jeg vil fremhæve fra bogen, er, hvordan vi taler om 1948. Tænker vi, jøderne vendte tilbage til et land, der var tomt, og hvor de bare kunne tage landområder i besiddelse, eller var der faktisk mennesker i landet, der fik taget deres landområder fra dem? Fra historien ved vi, at der har boet mange forskellige folk i landet – også palæstinensere. Og vi ved, at jøderne begyndte at vende tilbage til landet længe før 2. verdenskrig og eftervirkningerne af den. Og jeg tror, det er vigtigt at reflektere over, hvordan vi taler om 1948. For hvad fortæller vi om Gud, hvis vi siger til nogle bestemte mennesker, at de nu ikke længere kan være i det land, hvor deres forfædre har boet, og som de har haft som fædreland, fordi Gud ville, at jøderne skulle komme ”hjem”?

Kritik af bogen

Jeg kunne skrive om mange flere aftryk, som bogen har efterladt mig med, men jeg må sige, at bogen også emmede af en hel del fravær. Munther Isaac betoner, hvordan Israel som stat er en besættelsesmagt, som på ingen måder søger fred og retfærdighed med det palæstinensiske folk. Han bruger forskellige data i bogen, fx fra FN, som understøtter hans pointe. Dog sidder jeg også tilbage med en del spørgsmål om alt det, der ikke bliver sagt. Der mangler et aspekt af selvkritik af det palæstinensiske styre og andre aktører i konflikten. Fx bliver det ikke nævnt, hvordan den arabiske verden flere gange har erklæret krig mod Israel – og at sikkerhedstruslen mos Israel har været reel. Der nævnes heller ikke, hvordan der blandt palæstinenserne forekommer korruption og snyd med de mange penge, der bliver sendt fra det internationale samfund. Denne manglende selvkritik gør, at bogen er for ensidig i konfliktens mange facetter. Det overordnede billede fremstiller Israel som skurk og palæstinenserne udelukkende som ofre, som ikke har mulighed for at arbejde på en løsning på grund af den israelske undertrykkelse. Men hvad gør det for palæstinensernes mulighed for en løsning, når der i egne rækker er korruption, internationalt pres fra mange af de omkringliggende arabiske lande og andre aspekter?

En anden præmis i bogen, som jeg stiller mig kritisk over for, er, at Munther Isaac mener, at muligheden for fred i landet først og fremmest kræver retfærdighed. Er det virkelig det kristne svar, som Jesus giver os for fredsstiftelse? For mig at se er retfærdighed et vigtigt kendetegn på Guds ønske for mennesker, men vi mennesker mangler ofte en vinkel eller to til at se det fulde billede af, hvad der er retfærdigt. Derfor bliver forsoning det vigtigste redskab for fredsstiftelse, for med forsoning kan vi vedkende os, at vi ikke har overblikket over alle detaljerne, men grundlæggende vil insistere på at se gudbilledligheden i det andet menneske fremfor noget som helst andet. Med forsoning er det muligt at komme tættere på en retfærdig verden, men retfærdighed bliver ikke det vigtigste redskab for at stifte fred.

Læs bogen

Selvom jeg har min kritik af bogen, vil jeg varmt anbefale dig at læse den. Det gør jeg, fordi jeg tror, det er godt at prøve at lytte til stemmer, som vi måske er uenige med. Samtidig er bogen en berigelse i refleksion over mit eget gudsbillede og i at forstå, hvordan det er at være palæstinenser i den vedvarende konflikt mellem Israel og Palæstina. Slutteligt er det også muligt gennem bogens temaer at reflektere over, hvordan vi navigerer i de konflikter, vi kan opleve gennem kultursammenstød og forskellige opfattelser af, hvad der sker i vores verden. Bogen kan dermed være en nøgle ind i en større refleksion om, hvordan jeg lever med min næste og med Gud.

God læselyst!

Marsha mødte Y’shua gennem lærerens oplæg om Martin Luther King

Interview af Elisabeth Serner, udsendt til Den Danske Kirke i Jerusalem.

Marshas vej mod at blive en jesustroende jøde var snørklet og fuld af overraskelser og bump. Alligevel sidder hun nu foran Elisabeth Serner og giver sin livshistorie, der både byder på svære valg og på kirker, der har været mere sårende end gavnende, men som er endt ud i en rejse tilbage mod de jødiske rødder og til Israel, hvor hun bor i dag.

Det er dejligt at se, at Marsha med det samme føler sig hjemme i præstelejligheden på French Hill. Hun sætter sig godt til rette i lænestolen og trækker benene op under sig, mens hun tager tilløb til at fortælle mig om hendes liv og møde med Y’shua (Jesus på hebraisk red.). Der er skænket te i de små sommerfuglekopper, og den hjemmebagte dagmartærte falder i god jord, selvom den ikke smager helt, som den man køber hos bageren i Danmark.

Marsha er svensk jøde, som i starten af 20’erne kom til tro på Y’shua. Vi har mødt hinanden i et bønnehus på Oliebjerget, hvor vi begge to har lært at spille harpe.

Jeg lytter koncentreret, da Marsha begynder sin beretning på klingende svensk. Hun fortæller, at hun er født og opvokset i Stockholm. Begge hendes forældre og samtlige bedsteforældre er jøder, og særligt hendes bedsteforældre gjorde meget ud af at fejre de jødiske højtider. Hun fik lov til at komme med sin morfar i synagogen og husker det som noget ganske særligt. ”Der var så meget liv og så mange søde mennesker fulde af kærlighed,” siger hun tænksomt.

Hendes mor var sekulær jøde og lagde større vægt på det svenske end det jødiske. Marsha fik også at vide, at hun i skolen måtte hemmeligholde, at hun var jøde. Derfor var hun helt stille den dag, hendes lærer fortalte klassen, at Marsha skulle ud at rejse, for det måtte ikke komme frem, at destinationen for rejsen rent faktisk var Israel. På en eller anden måde slap det alligevel ud, og hun oplevede desværre både at blive jagtet og chikaneret i skoletiden.

Men det var også skolen, der kom til at danne ramme for hendes første møde med Y’shua. Det skete helt uventet, da hendes lærer en dag fortalte dem så levende om Martin Luther King. Pludselig blev Marsha fyldt af et omsluttende nærvær, og hun vidste, at det var Y’shua. Hun forstod det ikke helt, for hun havde lært, at Y’shua var noget, man skulle skamme sig over.

Da hun var omkring 20 år, havde hun igen en skelsættende oplevelse. Hun arbejdede på en kirkegård, og en dag mødte hun Y’shua. Hun husker ikke, hvad han sagde, men åben og søgende som hun var, gjorde han et stort indtryk på hende.

”Men jeg kom til at gå ind i det på en forkert måde og blev en del af en okkult gruppe,” beretter Marsha.
 
Hun prøvede at komme ud af det okkulte miljø, men uden held. Hun opsøgte en kirke, hvor hun inviterede Y’shua ind i sit hjerte, men der var ingen i menigheden, der talte til hende, og hun følte sig meget udenfor og på ingen måde velkommen.
 
Først efter et års tid, kom hun tilbage til kirken og mødte en omsorgsfuld kristen kvinde, som tog godt imod hende. Kvinden bad for hende, og Marsha blev sat fri fra det okkulte tilhørsforhold.

Kvinden havde et hjerte for Israel, og det fik Marsha til at tænke på sin jødiske identitet. Igennem Y’shua fandt hun tilbage til sine jødiske rødder, og hun begyndte igen at komme lidt i synagogen.
 
Desværre var det ikke alle, der kunne forstå hendes valg. ”Hvis du går i synagogen, kan du ikke også komme her”, fik hun besked på af en menighed, som havde en stærk tjeneste omkring ’indre helbredelse’, som hun ellers havde stor glæde af at besøge.
 
”Det var meget hårdt, ” fortæller Marsha. ”Jeg er blevet såret meget af de forskellige kirker igennem tiden.”    
 
Det var heller ikke uden gnidninger, at hun sidenhen flyttede til Israel. Men hun oplevede, at Gud havde talt til hende om at gøre det, hvilket var en stor hjælp og støtte i den svære proces. Da hun ankom til Haifa, var hun meget lykkelig: ”Jeg havde det som om, jeg giftede mig med landet. Jeg følte mig hjemme i Haifa, og jeg oplevede en stor tryghed og hvile i mig selv,” siger Marsha med glæde i stemmen.
 
Nu bor Marsha på Oliebjerget. Det er ikke altid et nemt sted at bo, men hun fortæller, at Y’shua engang viste hende en vision af et sted, hun syntes lignede Pakistan, og hun hørte en stemme spørge: ”Er du villig?” Hendes respons var: ”ja,” og da hun en dag opholdt sig i området omkring Damaskusporten, tænkte hun ved sig selv: ”Det er her!”

”Jeg prøver at gøre, hvad Y’shua beder mig om. I den sidste tid, inden han kommer tilbage til jorden, bliver vi nødt til at gøre, hvad han siger til os, for vi har ikke selv det fulde overblik. Jeg tror, det er vigtigt, vi er årvågne,” slutter Marsha af.
 
Jeg nikker tankefuldt, og takker hende for, at hun ville dele sin historie med mig.