Bodil Skjøtt, generalsekretær
I den første uge af maj markerede Lausannebevægelsen sit 40 års jubilæum med en konference, som blev holdt i nærheden af Lausanne, hvor det hele begyndte.
Et par citater har sat sig fast. Det ene blev sagt af Lindsay Brown, international leder af Lausanne og kendt i Danmark for sit europæiske engagement i studenterarbejdet. Han sagde – med henblik på udfordringer til os i Europa: “Som kristne er vi kaldet til at være radikalt anderledes, men ikke mærkelige” (radically different, but not strange). Citatet blev understøttet af et 40 år gammelt, men stadigvæk relevant citat af John Stott, den teologiske arkitekt bag Lausanne-bevægelsen: ”For at påvirke det samfund vi lever i, må vi som kristne være moralsk anderledes, men ikke socialt isolerede.”
Det andet citat af John Stott blev også gengivet med henblik på de udfordringer, kirken står over for i Europa i dag: ”Vi har dobbelt synd at bekende: Vores kompromis med evangeliets sandhed og vores pessimisme omkring evangeliets fremtid.”
Konferencen satte især fokus på de udfordringer, der møder os i Europa (og i Danmark) i dag, hvis vi vil være anderledes uden at isolere os. Det er bl.a. vores muslimske (og jødiske) naboer, religionsfrihed i et stadigt mere sekulariseret samfund, human trafficking, kristnes rolle i Ukraine og vores forhold til homoseksuelle ægteskaber og ikke mindst homoseksuelle mennesker. Uanset vores syn på homoseksuelle ægteskaber, må vi fastholde et budskab om håb – også for homoseksuelle.
Vi hørte ærlige og vanskelige rapporter fra kristne søstre og brødre, som arbejder med disse spørgsmål ud fra et ønske om at gøre evangeliet relevant og tilgængeligt. Det var let at blive pessimistisk, for indlæggene havde flere spørgsmål end svar, og jeg tror, de fleste af os føler os inkluderet, når John Stott taler om behovet for at bekende vores pessimisme på vegne af evangeliets fremtid i Europa. Derfor var det så godt at høre andre rapporter om, hvad der også sker i Europa. Rafael, en af lederne i den evangelikale bevægelse i Frankrig, fortalte, at antallet af evangelikale kristne i Europa de sidste 40 år er gået fra 40.000 til 650.000. Meget skyldes indvandring, men også 2. generationsmuslimer i Frankrig kommer til tro på Jesus og tæller med. Zefjan fra Albanien fortalte, at der i dag – godt 20 år efter landet åbnede op efter at have været det mest lukkede land i Europa – er mere end 20.000 evangelikale kristne i Albanien. Selv kom han til tro i 1991 og er i dag præst og generalsekretær i det albanske studenterarbejde. Det, som den aften gjorde størst indtryk, var alligevel, da Maliuta fra Ukraine og Pavel fra Rusland stod sammen på scenen, og Samuil fra Serbien bad for dem – bad for fred mellem deres to lande og for, at de måtte være Kristusvidner om håb og fred midt i den vanskelige situation. Pavels sidste bemærkning, inden han forlod scenen, var: ”Når I næste gang lytter til nyhederne om situationen i vores to lande, så sluk og brug i stedet tiden til at bede for os. Det kan gøre en forskel, for Gud kan gøre en forskel.”
Lausanne-bevægelsen står på to ben. Det ene er analyse og strategier for, hvordan vi kan være mennesker og organisationer i Guds mission i dag. Det andet ben er netværk og partnerskab. Det sidste falder godt i tråd med Israelsmissionens vision, hvor vi de næste år har særligt fokus på partnerskab. Programmet var tæt, men der var også mulighed for at netværke og både få og give inspiration til andre: til vores engagement i studenterarbejdet, til evangelisation, til forsoningsarbejde og til hvordan vi rækker ud til mennesker, der lever i diasporamiljøer. Der er faktisk mange israelere i Danmark, og der er mere end 20.000 alene i Berlin. Hvordan bringer vi et vidnesbyrd til dem om Jesus som deres Messias? Er den største udfordring for os måske vores egen manglende tillid til, at Bibelen taler sandt, når den siger: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”(ApG. 4,12)?
