Leder fra Israelsmissionens magasin “Evangeliet og Den Jødiske Verden”, december 2021 af generalsekretær Arne Pedersen

En del af den kristne kirke afviser i dag at drive mission til jøder. Begrundelserne kan være både teologiske og historiske. De teologiske begrundelser kan fx være, at nogle mener, at jøderne har deres egen vej til Gud gennem loven og profeterne. Andre teologiske begrundelser kan være, at nogle eller alle jøder kan blive frelst uden at kende Jesus. De historiske begrundelser findes som oftest i de forfølgelser kirken har udsat det jødiske folk for op genne historien, samt kirkens tavshed under Holocaust. ”Vi har ingen taleret længere,” lyder det.

Jesus var ikke tavs

Om den historiske begrundelse skal det kort lyde: Vi skammer os over de forsyndelser, kirken har udsat det jødiske folk for op igennem historien. Det var uretfærdigt. Det var ukærligt, og de handlinger havde ingen rod i evangeliet. Samtidigt er det væsentligt for os at slå fast, at vi ikke skammer os over evangeliet. Jesus har ikke elsket os med en tavs kærlighed, og hvis vi er tavse med evangeliet overfor det jødiske folk, gør vi kun ondt værre.

Et budskab om fred

Indimellem er jeg på opdagelse i vores arkiv i kælderen. Israelsmissionen har siden 1885 været optaget af at fortælle jøder om Jesus. Det har haft mange forskellige udtryk op igennem tiden, og nogle gange er det godt at lytte til, hvordan de mennesker, der var der før os, der er her nu, udtrykte sig om jødemission. Forleden faldt jeg over et lille afsnit i vores blad fra 1946, hvor Inge Hoffmann-Bang beskriver mødet med en ung pige, som netop er vendt tilbage fra Theresienstadt. Inge reflekterer over mødet med ordene: Selv om de er sluppet fra det med Livet, bærer de vel Mærker i deres Sjæle, som aldrig helt forsvinder – i alt fald dystre Minder, som de aldrig kan løbe bort fra. Maatte de dog saa blot i deres Nedtrykthed faa Øje paa ham, der kalder paa alle dem, der ”lider Møje” og finde Fred. For Inge Hoffmann-Bang, der arbejdede for Israelsmissionen i årtier, var der ingen tvivl: Hun var båret af en længsel efter, at jøder måtte lære Jesus at kende. Rædslerne under 2. Verdenskrig blev ikke en undskyldning for hende til at holde op, til at tie. Tværtimod! Hun så, at Jesus og evangeliet også havde noget at sige ind i den situation, der var i 1946 – kun et år efter krigens afslutning.

Formålet er det samme

Israelsmissionens 60-års jubilæum blev afholdt i juni 1945 – kun nogle få måneder efter befrielsen. Her holdt daværende formand, Frederik Torm, prædiken i Københavns Domkirke, og han afsluttede med ordene: Og i øvrigt vil vi saa i Stilhed og Troskab fortsætte vort Arbejde for at forkynde det kristne Budskab blandt det jødiske Folk. Vi vil gøre det, fordi vor Herre og Mester har befalet os det, og ham maa vi lyde. Vi vil gøre det, fordi vi vil dele det bedste vi ejer just med det jødiske Folk. Det må have været fristende for Torm og andre i Israelsmissionen dengang at tie, og jeg tænker, at det har krævet mod af formanden at stå fast på Israelsmissionens formål: At dele det bedste vi har med det jødiske folk – evangeliet om Jesus Messias. Formålet har ikke ændret sig. Fordi det bedste vi har er stadigvæk det selv samme evangelium. Og fordi allejøder har ret til muligheden for at lære Jesus at kende til frelse.