Som missionspiloter brugte vi tiden i sidste uge på at komme til en større forståelse af den konflikt, der foregår her i Israel. Vi forsøgte at sætte os ind i både jødernes såvel som palæstinensernes situation, og danne os et overblik over nogle af de begivenheder, der har været med til at påvirke konflikten. Efter 6 dages søgen på at finde hoved og hale i de mange modsatrettede opfattelser og fortællinger, kunne vi uden den store overaskelse konkludere, at det bestemt ikke er en simpel konflikt. Tværtimod. Men selvom vi kom til kort i forståelsen af konfliktens dybde og kompleksitet, stod det heldigvis ikke i vejen for, at sidste uge på mange måder var utroligt lærerig. Særligt vores møde med beboere på Vestbredden var noget, der gjorde indtryk.

4 ud af 6 dage var vi på Vestbredden, hvor vi bl.a. hjalp med at male og rydde op hos nogle mbb’ere (muslim background believers). Derudover var vi piger så heldige at få lov til at være med til et eftermiddagsarrangement for muslimske piger arrangeret af det palæstinensiske bibelselskab. Vi fik lov at møde mange forskellige mennesker, der hver især havde en unik fortælling. Fælles for dem alle var deres vilje og mod til at møde de mennesker, de var iblandt. De lever i et land med mure, fordomme, fjendebilleder, had og hævn, og hver dag kæmper de for at bryde med alt dette. 

Ét af de minder, der har brændt sig fast, er mødet med Scarlett. Hun bor sammen med sin mand og sine børn i et hus med en stor terrasse omgivet af en høj mur. Familien er den eneste kristne familie i kvarteret, men frem for at lukke sig inde bag de trygge mure, der omgiver det store hus, bruger Scarlett meget tid sammen med sine muslimske naboer. Hun snakker med dem, når hun møder dem på gaden, inviterer dem hjem til frokost og arrangerer sammenskudsgilde for kvinderne på vejen. Det er hendes måde at vidne om Jesus på. Det er tydeligt, at hun kender sine naboer og deres kultur, og at hun møder dem lige der, hvor de er. At kende sine naboer kræver, at man træder uden for sine trygge mure, og vælger at dele liv med dem. At man ryster sig fri af fordommene, og ser det menneske, der står foran én. Det gør Scarlett tydeligvis. “Israeler, araber, kristen, jøde eller muslim – i sidste ende er vi alle mennesker”, sagde hun selv så fint. Budskabet kan hurtigt komme til at lyde som en kliché, men når det kommer fra en kvinde, der er vokset op i et samfund med så stærke fordomme og fjendebilleder, sætter det tanker i gang hos en dansker som mig.

For selvom det danske landskab ikke afbrydes af en 700 km lang betonmur, så findes der også mange mure i Danmark. Vi bygger bare med andre sten. Akkurat ligesom israelerne i starten af 00´erne begyndte at bygge den lange mur for at øge sikkerheden, så bygger vi hver især vores egne mure for at beskytte os selv. Sikkerhed og tryghed er i sig selv ganske gode mål, men mure har desværre også den ærgerlige effekt at afskærme og distancere os fra de mennesker, vi lever iblandt. Her har det for mig været stærkt at se, hvordan en kvinde som Scarlett bryder distancen, kigger over muren, og ser sin nabo på den anden side. I stedet for at isolere sig, inviterer hun sine naboer indenfor med et smil og et oprigtigt ønske om at dele liv med dem. Jeg ser frem til at komme hjem og gøre det samme overfor mine naboer.