Kløften, der skiller israelere og palæstinensere ad i måske en af verdens mest komplicerede konflikter, er både dyb og smertefuld. Alligevel findes der modige kvinder på tværs af muren, som udfordrer tidens fjendebilleder ­– og som insisterer på at vælge medmenneskeligheden til.

Sandet strækker sig, så langt øjet rækker. Her er ingen byer, ingen trafik, ingen larm. Kun vindens stille susen mellem rødbrune klippeformationer giver lyd fra sig. Det er foråret 2022, og midt i dette golde landskab befinder 15 israelske og 15 palæstinensiske kvinder sig. De er her, fordi de har taget et sats – en chance. Fordi de har et spinkelt håb om en bedre fremtid. Dette håb har drevet dem ud i ørkenen til mennesker, de normalt kalder fjender.

At det netop er ørkenens barske landskab, der danner rammen for kvindernes første møde, er ikke nogen tilfældighed. For i ørkenen er der ingen checkpoints, grænsevagter eller forskelsbehandling. Den er et helle ­– et fristed ­– hvor israelere og palæstinensere først og fremmest er mennesker. Mennesker, som har brug for hinanden. Mennesker, som deler vand, ridder på kameler, synger, sover og griner sammen.

Lige nu virker det næsten som en umulighed, at de en dag skulle kunne kalde hinanden andet end fjender. For der er intet let eller selvfølgeligt over at mødes med dem fra ’den anden side’, som bomber, skyder og hærger alt det, man har kær. Som har indtaget ens land, eller som ikke vil erkende deres fejltagelser. Ikke desto mindre har disse kvinder trodset de fjendebilleder, de er vokset op med, og taget de første og måske afgørende skridt tættere på hinanden.

At bygge bro

Siden 1990 har organisationen Musalaha arbejdet for at bygge bro mellem israelere og palæstinensere. I Musalaha er udgangspunktet ikke, at man nødvendigvis skal nå til enighed med hinanden. Det handler om relationer. Om at turde lytte. Turde se den andens smerte. Netop derfor lader de grupper af mennesker mødes på neutral grund, fordi oplevelsen af at være i øjenhøjde er et helt nødvendigt udgangspunkt, når man begiver sig ud på den lange og udfordrende rejse, forsoningen er.

En del af organisationens arbejde finder sted blandt kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder, og her bruger de det fælles trosgrundlag som udgangspunkt for at mødes. Musalaha ønsker gennem sit arbejde at efterleve Jesu lære og eksempel om at elske sin næste som sig selv.

På trods af det fælles trosgrundlag er de to parter kendetegnet ved enorme kulturelle, sociale, sproglige, teologiske og politiske forskelle, der gang på gang skaber store udfordringer. Mange, der er involveret i arbejdet, kommer ofte til at opleve, at de står med en fod på begge sider af konflikten. Musalaha er med til at udruste og skabe et rum, hvor disse mennesker kan mødes og sammen arbejde med de udfordringer, som konflikten giver. Det er også med til at fastholde mennesker i, at konflikter aldrig er endimensionelle.

De modigste kvinder, jeg har mødt

Da jødiske Hedva Haymov for 27 år siden satte sine fødder på israelsk jord for første gang, var hun ung, idealistisk og nyomvendt. Hun var kommet til tro i en messiansk menighed i Amerika, hvor der blev talt meget om at opfylde profetierne i Det Gamle Testamente og om at bringe jøderne hjem til Israel. Derfor havde hun pakket sit liv ned i to kufferter og var draget afsted for at begynde en ny tilværelse som israelsk statsborger efter Guds vilje. Men det land, som skulle flyde med mælk og honning, var fyldt med langt større kontraster og problematikker, end hun havde kunnet forestille sig.

”Da jeg først ankom, havde jeg absolut ingen viden om eller forståelse for, hvad der foregik på den anden side af muren. Jeg havde kun det jødiske og det bibelske narrativ. At jeg var en del af det udvalgte folk, og at vi skulle være med til at bringe Himmelen ned på jorden.” Hedva blev hurtigt klar over, at der boede andre end jøder i Israel. Som talte andre sprog, og som klædte sig anderledes. Men hun kom aldrig i kontakt med dem, for i Israel blander man sig ikke. ”Det område, man bor, er ofte enten jødisk, palæstinensisk eller arabisk-israelsk. Selv skolerne er opdelt. Så jeg havde ikke en naturlig måde at møde mennesker med et andet perspektiv.”

Men en dag inviterede en veninde hende til at tage del i en af Musalahas kvindegrupper, og det ændrede alt for hende. ”Jeg fik muligheden for at møde mennesker fra ’den anden side’ i et trygt miljø, hvor jeg kunne høre om deres liv, og hvad de gik igennem.” I dag er det 15 år siden, Hedva fik sit første møde med de palæstinensiske kvinder. De sidste 10 år har hun været ansat som koordinator i Musalaha, og i den tid har hun arbejdet med mere end 2000 kvinder på tværs af muren. ”Kvinderne i Musalaha er de modigste, jeg nogensinde har mødt,” fortæller hun.

Historierne, vi fortæller os selv

Bare tre dage efter kvindernes første møde på ørkenturen sker der noget, som ryster dem alle, og som udfordrer deres begyndende relation til hinanden. For da en flok israelske soldater befandt sig på Vestbredden i byen Jenin, opstod der tumult, og midt i kaosset og frygten blev en ung mand skudt og dræbt. Manden var søn til en af de palæstinensiske kvinder, Laila. Nyheden lammer dem alle. Hedva og de israelske kvinder tager kontakt til Laila for at støtte hende, men hun svarer ikke. Dagene går, og uvisheden kommer snigende. Hvad betyder stilheden? Ønsker hun ikke længere at være i kontakt med de israelske kvinder?

Når Hedva samler en gruppe kvinder på tværs af muren, følger hun en fremgangsmåde ­– et særligt pensum – som Musalaha har udviklet gennem mange år. Dette pensum leder kvinderne, og mange andre grupper, igennem forsoningens seks stadier. Processen er udfordrende, og for nogle i en sådan grad, at de må bakke ud undervejs.

Det indledende møde i ørkenen er første skridt. Derefter begynder kvinderne at åbne op over for hinanden, og de øver sig især i at lytte. For det er udfordrende at lytte til mennesker, der har en anden oplevelse af verden, end man selv har. I en af øvelserne er kvinderne inddelt i par, hvor de hver især skal svare på forskellige spørgsmål. Her må de ikke diskutere eller kommentere på hinandens svar, men skal udelukkende lytte og søge at forstå. De får et par minutter til hvert spørgsmål.

Et spørgsmål kunne være: ”Hvad gør teenagere i dit lokalsamfund normalt, når de fylder 18 år?” Her fortæller israelerne om militærtjenesten. De unge har ikke et valg, de skal i militæret, ellers kommer de i fængsel. Palæstinenserne fortæller, at de unge typisk får et job eller tager på universitetet. Et andet spørgsmål kunne være: ”Hvordan får du rent drikkevand i dit hjem?” Israelerne svarer, at de jo bare tænder for vandhanen, og så har de alt det vand, de kunne tænke sig. Palæstinenserne derimod fortæller, at de bliver nødt til at fylde spande og krukker op med vand to eller tre gange om måneden, fordi Israel ellers holder vandet lukket resten af tiden i deres by. Hvis de løber tør for vand, inden der bliver tændt for det igen, må de betale en lastbil til at komme fordi, og det koster ti gange så meget som normalt.

”Vi bruger disse øvelser, så folk kan mødes og dele information, men uden at de diskuterer,” forklarer Hedva. Øvelserne er gode, mener hun, fordi de giver plads til nye fortællinger om verden. Og det er der brug for, hvis der skal skabes varig forsoning blandt de to parter. ”Der er ikke meget empati i sætninger som ’de har bedt om det’, ’de er ikke i stand til at leve fredeligt, ja, de ønsker ikke fred’ og ’de vil aldrig acceptere os’. Jo mere man gentager dette for hinanden, jo mere bliver det virkelighed. Jeg tror ikke længere på det, fordi jeg kender folk. Når man lærer mennesker at kende, ser man en ny virkelighed.”

Man skal være stærk for at trodse sin kultur

Når kvinderne bevæger sig gennem Musalahas pensum, når de før eller senere til en skillevej. Her skal de beslutte sig for, om de vil fortsætte rejsen, eller om de vil trække sig fra processen. For nogle bliver konfrontationen med fortællingerne fra ’den anden side’ for hård, og de må bakke ud. “Nogle kan ikke håndtere det, og vi bliver nødt til at efterlade dem. Eller vente på dem. Alle er forskellige og udvikler sig i deres eget tempo. Nogle forlader processen og kommer aldrig igen.”

Dem, der vælger at blive, tager ofte et meget aktivt valg om at fortsætte på trods af de udfordringer, de møder, og det giver ofte en større åbenhed og sårbarhed i gruppen. ”Man skal være utroligt stærk for at trodse sin kultur. At mødes med dem, dine nærmeste omgivelser anser for fjender. At blive kaldt en forræder,” forklarer Hedva. Når nogle vælger at bakke ud, handler det ifølge Hedva om noget så grundlæggende som identitet. Når man lytter til mennesker, som har en anden fortælling om verden, end man selv har, kan man ikke undgå at skulle arbejde med sin egen identitet. Og det er udfordrende. ”Det er svært at blive konfronteret med ting, som rykker ved ens identitet. Og det er netop det, kvinderne oplever. Israelerne bliver ikke palæstinensere ­– og palæstinensere ikke israelere – men de er ikke de samme mennesker som før. Det er afgørende at nå dertil, men det er også utroligt udfordrende.”

——————-

Noget tid efter drabet på den unge mand tager Laila kontakt til Hedva. Hun fortæller, at hun har haft nogle kaotiske og svære dage. Som situationen er, har hun ikke kræfterne til at fortsætte forløbet hos Musalaha. Det er for hårdt. Men midt i sorgen og meningsløshedens mørke har hun alligevel et særligt budskab på hjertet, som hun beder Hedva tage med videre:

”Fortæl de israelske kvinder, at det ikke er deres skyld, min søn er død”.

——————-

I dag har Laila stadig kontakt til Hedva og de israelske kvinder. Om hun en dag beslutter sig for at vende tilbage til gruppen, står stadig hen i det uvisse.

*Navnet Laila er brugt fiktivt for at holde kvinden anonym.