Af bibelunderviser Kasper Bergholt.

Der er gået 10 dage siden det jødiske nytår, Rosh HaShana, og den tid har været en tid til selvransagelse, refleksion og forbedring. I dag kulminerer det hele på forsoningsdagen, Yom Kippur. Det er en alvorsdag. Det er en statusdag.

Almindeligvis bryder vi os ikke om, at der på den måde fældes dom over os. Det afslører os, det blotter os. Det kan være en ubehagelig påmindelse om det, man ikke skulle have gjort, eller det, man undlod at gøre. Er det ikke bedre at komme videre? Læger tiden ikke alle sår?

Nej. Det er i hvert fald ikke det, vi skal tænke i dag. I dag skal vi turde se vores fejltrin i øjnene. Vi skal turde stræbe efter forsoning med vores fjender. Vi skal turde overvældes af vores skyld. Og vi skal vove at se Gud i øjnene alligevel. Det er nødvendigt at bekende vores skyld – ikke bare som et abstrakt koncept over for en fjern Gud – men som konkrete handlinger, gjort mod konkrete mennesker. Måske er det i dag, du skal sige undskyld; måske er det i dag, du skal tilgive.

Måske er det i dag, vi som kirke og samfund skal minde os selv om, at vi langt fra altid har behandlet det jødiske folk med den kærlighed og respekt, som alle mennesker fortjener at blive mødt med. Måske er det i dag, vi skal beslutte os for at handle anderledes.

Det er forsoningsdagens udfordring til os. Men forsoningsdagen svæver ikke bare for sig selv – den åbner døren til resten af det jødiske festår. Det er ganske snart løvhyttefest, og det er en fejring af Guds fællesskab med mennesker. Men for at Gud kan have fællesskab med os, er vi nødt til at overveje, hvordan vi lever vores liv. Vi er nødt til at rydde op.

Men forsoningsdagen trækker også tråde bagud i festkalenderen. I påsken og pinsen fejrer både jøder og kristne, at Gud rækker ud til os. At Gud vil fællesskab med os. Derfor forlader Gud os ikke på forsoningsdagen, så vi står nøgne og skrøbelige tilbage, men vi forlader os på Guds nåde, der er ny hver morgen (Klages 3,22-23).