3. Mos 23, 33-36: Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde.
D. 24. september 2018 begyndte de syv dages fejring af løvhyttefesten i Israel. I dagene inden har de fleste haft travlt med at flække nogle midlertidige hytter sammen og pynte dem med palmegrene. På den måde har de lavet løvhytter. De skal minde om ørkentidens midlertidige hytter, dengang Gud ledte folket ud fra Egypten og til det forjættede land. På denne dag læser jøderne om hele festkalenderen lige fra påske via pinse til løvhyttefest. Egentligt meget passende, for løvhyttefesten er det store klimaks på hele det jødiske kirkeår; den store afsluttende fest i Jerusalem. Festen, som den blev kaldt.
Zak 14, 5b-9: Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham. På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag – Herren kender den – ikke dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst. På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter. Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. … (vers 16) Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker imod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefesten.
Som festårets klimaks blev løvhyttefesten ikke kun et minde om dengang, Gud tog bolig i tabernaklet (teltet) hos sit folk i ørkenen og ledte det som den gode hyrde, skaffede vand ved at kløve klippen, og lyste for det ved ildsøjlen. Festen blev også en forkyndelse af, at han en dag vil komme igen og tage bolig hos sit folk og endelig etablere sit rige. Sådan beskriver profeten Zakarias netop Israels kommende frelse i ørkentidsmetaforer: Når Herren kommer, skal det være lyst ved aftenstid, Oliebjerget skal spaltes, og levende vand strømme ud fra Jerusalem. Selv folkeslagene skal inviteres med til løvhyttefest, og Herren være konge over alle.
Luk 2,11a: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Og derfor er det Jesu fødsel, vi også skal læse om ad i dag. Herren kom for at tage bolig iblandt os: Det forklarede englen de måbende hyrder på marken. Selvfølgelig var det hyrder, der skulle være de første til at få indsigt i, at hyrden er kommet, kongen. Senere ville Jesus netop under en løvhyttefest i Jerusalem stå frem i templet og proklamere: ”Jeg er det levende vand”; ”Jeg er verdens lys”; ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 7-10). Og præcis sådan mødte han mennesker af alle slags lige midt i deres livs ørken med lys, nærvær, vejledning, tilgivelse og håb. Løvhyttefesten fik sin første store opfyldelse begyndende med Jesu fødsel.
Men for at fuldføre sin mission, måtte Jesus først gå gennem påskens død og opstandelse. Han måtte så at sige gå igennem hele den jødiske festkalender og opfylde den: Han blev påskelammet, der bar verdens synd, og som den opstandne tog han bolig hos ved sin ånd pinsedag. Sådan blev pinsen en lille opfyldelse af løvhyttefesten, for nu vil han tage bolig i dit og mit liv, være vores lys, og det levende vand, vi kan slukke vores tørst med. Han vil være vores gode hyrde på vej til Paradis. For den sidste store og evige ”løvsalsfest” (DDS 571,2) venter vi stadig på. En dag vil Herren komme igen for at nyskabe himmel og jord – og være konge over alle. Den løvhyttefest, vi som kristne ikke fejrer i vores kirkeår, skal netop minde os om, at vi ikke er nået frem endnu. Vi er kun på vej. Men vi er på vej til festen. Det er det håb, vi har.
