Tilbageblik på missionskonferencen
D. 24. oktober afholdt vi i samarbejde med Dansk Missionsråd en fælles konference om mission blandt jøder. Der blev givet bibelske, kirkehistoriske, praktiske og messiansk-jødiske perspektiver på dagens tema. Her får du nogle indtryk fra dagen.
”Hvor var det godt, at Israelsmissionen og Dansk Missionsråd fik lavet en så dybtgående og vidende konference om kirkens forhold til jøderne! For mig blev det til en fornyet bevidsthed om, hvorfor vidnesbyrdet overfor vore jødiske brødre ikke kan forstumme. Og så satte konferencen en uro i mig, nemlig om den selvfølgelige og (mener jeg stadig) rigtige måde, vi som kirke ser på os selv som en fortsættelse af Guds historie med verden, er kommet til at skubbe Israels særlige plads og rolle for meget i baggrunden.”
– Asger Chr. Højlund, professor emeritus i dogmatik ved Menighedsfakultetet
”Det var meget oplysende at lytte til Richard Harveys beretning om messiansk jødedom og de udfordringer, som de messianske jøder står over for, både i forhold til de andre jøder og til de ikke-jødiske kirker. Samtidig var det foruroligende at høre om tendensen til, at flere og flere kirker begynder at tage afstand fra mission blandt jøder.”
– Mogens S. Mogensen, ekstern lektor i missiologi
“På konferencen blev vi bekræftet i, at jøder har brug for evangeliet – ikke kun i Israel eller USA, men lige her i vores egen baghave. Jødeforfølgelse gennem tiderne har gjort mission til jøder ømtåleligt, men vi må ikke blive grebet af misforståede hensyn. Personligt fornemmer vi stærkt, at en ny tid er under opsejling, hvor Gud vil bringe sit folk tilbage til evangeliet.”
– Sarah og Simon Bastrup Grud, Kerem Shalom-menigheden i Risskov
“For flere år siden hørte jeg denne sætning af tidl. formand for Israelsmissionen, Kaj Kjær-Hansen, som har givet mening for mig: ”Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger.” På missionskonferencen blev den genopfrisket. Jesus kom til sine egne, først, og til alle andre folkeslag. Ligeså må evangeliet rækkes til jøder, først, og til hedninger. Kristi Kirke må ikke glemme den mission, og derfor må vi understøtte mission blandt jøder, på bedste vis støtte de messianske jøder og menigheder, bekæmpe antisemitisme og ydmygt vedgå kirkens dårlige arv i forholdet til jøder gennem tiden, som dog ikke må gøre os tavse.
For mig var oplæggene på missionskonferencen med til at give et fornyet fokus på dén mission, på vores ansvar og muligheder. Derudover fik vi også et fremragende udblik til udvikling og forståelse af jødemission i de europæiske lande/kirker siden nazismens holocaust. Alt sammen var det med til at understrege, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi formulerer – eller praktiserer – vores syn på mission blandt jøder.”
– Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission og udsendt af Israelsmissionen som dansk præst 2005-2009
“Det er meget vigtigt – og givende – at få mulighed for at deltage i en sådan konference, der fokuserer specielt på mission til det jødiske folk. Fordi den mission på nogle områder adskiller sig fra anden mission, vi er engageret i. Og som den blev afholdt to uger efter Hamas’ terrorangreb og midt under bombardementerne i Gaza, pegede den på det eneste håb midt i al meningsløsheden: At der må blive skabt fred mellem palæstinensere og jøder, ved at de bliver forenet igennem troen på Jesus Messias.”
– Finn Aasebo Rønne, professor i missionshistorie ved Dansk Bibel-Institut