Et skriv fra mit praktiksted, i lære som socialpædagog. Et hjem for børn og unge med handicap.

Hjemmet St. Vincent, er grundlagt og ledet af fire seje nonner, fra Mellemøsten, Asien og Vesten. Deres nærvær og samvær med børnene og os medarbejdere giver godt følgeskab.

Kulturer Det meget usædvanlige ved St. Vincent er, at medarbejderstaben tæller både palæstinensere og israelere – samlet om én opgave. Muslimer, jøder, kristne. Samarbejdet om omsorgen for børnene her bevæger mig.

Kulturen på stedet er præget af en indstilling om fællesskab. Personalet løber hurtigt, her er knapt med arbejdere til arbejdsbyrden, men huset er mærket af ansvarstagen, hjælpsomhed og velvillighed. For nemheds skyld kunne standardløsninger være at foretrække, men man ser vigtigheden af, at tilgodese det enkelte barns behov, dets vekslende humør og tilstand. Jeg må dagligt reflektere over min indsats i arbejdet med det enkelte barn, dagligt bestemme mig for nænsomhed og grundighed trods mange opgaver.

Jeg spurgte i spøg en af sygeplejerskerne her, hvilken medicin de var begyndt at give en af drengene. Der var en væsentlig bedring i hans tilstand, fuld af smil og mildhed, trods opkast og feber. Jeg fik som svar, at medicinen var mig og min kærlighed til barnet. Der er megen visdom i det svar. Omsorgen og diakonien her rykker meget for børnene! Og samarbejdet omkring dem.

Praktikkens mål er arbejde med relation og kommunikation. Og både sammen med børnene og med de ansatte med deres forskellige historier – er dette oplagte mål at øves i og lære af!