Hvis du lige som jeg er opvokset ved den sydvestlige kyst, kan en tur i Timna park være lidt skræmmende – sådan havde jeg det i vært fald. Jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne se langt, at der i stedet for fladt land var bjerge og klipper. I starten kunne det næsten blive til en kvælende fornærmelse, at være fanget mellem bjerge og klipper uden at kunne se, hvad der var bag dem. Men det er sjovt at tænke på, at det, der var fremmed og ukendt for mig, var jødernes hverdag, da de vandrede i ørkenen. Mens vi sled og stred med arbejdet i Timna Park, hjalp disse tanker mig til at se ørkenens skønhed. Turene op ad de omliggende bjerge, styrkede også min spirende krælighed til stedet.

Det, at sidde på klipperne, mærke de ru sten under mine fingre, se ned på turisternes kommen og gåen, mærke vinden og solen mod mit ansigt, den ene kold, den anden varm. Følesen jeg fik, da jeg sad der, var ubeskrivelig

 

Her på klippen, blev jeg også mindet om lignelsen, Jesus fortalte om huset på klippen og det på sandet. Man forstår den måske lidt bedre, hvis man har oplevet et rigtigt uvejr i Eilat. På få minutter var vejene oversvømmede og bilerne måtte kæmpe en brav kamp for at komme frem. Her bliver det klart, at sandet ikke kan holde, men klippen kan – og dog. Da jeg kravlede i klipperne, skete det flere gange, at stene var løse og nogle gange kunne rives helt løs. Klippen smuldrer altså også med tiden, men Gud er den samme i dag, som han var for 3000 år siden og om 3000 år er han stadig den samme.



Nogle gange kan livet godt føles lidt som at bestige Masada, hårdt og ensformigt, men i disse situationer er det en tryghed at vide, at Jesus ikke blot ved min side – han tager mig i hånden og løfter mig op på sine skuldre, også selvom det ikke altid føles sådan. Han er der også, når jeg fuld af underen, lytter til spændende fortællinger om Masada, der giver stedet liv igen. Når mure og ruiner kommer til live og fortæller deres historie om konger og oprør, om storhed og fald, da er hyrden stadig ved din side og giver sin fred og lærdom med. Han løber også med mig ned igen og med stille formaning husker mig på at være forsigtig på vejen ned, så jeg ikke slår mig i farten.

 

Jeg kan ikke være sikker på, hvad det var, Gud ville lære mig på denne tur, men jeg ved, at han har været med os hele vejen både i sol og regn, i arbejde og fritid, på toppen af Masada og i det døde hav.

Må han fortsat velsigne os på denne tur og må han også velsigne jer der læsser dette.