Torah-portion: Der var bragt rigeligt
Ugens portion: 2. Mos. 35,1-40,38
Nu er det blevet weekend igen. Tilstanden er stadig underlig både her i Danmark men også i det meste af verden. Ind i alt det har du måske oplevet, at der er noget dybt inde i dig, der har insisteret på at finde håb og finde måder at navigere i denne særlige situation på. Sådan har jeg i hvert fald haft det.
Der var bragt rigeligt
I denne uges torah-portion følger vi fortsat israelitterne i ørkenen. Der er de i mange år, og derfor har de fleste af Mosebøgerne også ørkenen som ramme for israelitternes historie. Derfor giver beretningerne også os perspektiver på, hvordan vi kan navigere i den ørken, som vi hver især oplever, vi befinder os i.
I mens israelitterne er i ørkenen bygger de et meget stort telt, som også kaldes helligdommen. Helligdommen blev bygget for at vise israelitterne, at Gud havde taget bolig i blandt dem. Men i virkeligheden kunne Gud ikke være i helligdommen, for hele jorden er Guds helligdom. Dermed blev helligdommen altså et symbol på, hvordan hele jorden er Guds bolig.
I mens de byggede helligdommen bragte israelitterne frivilligt gaver til byggeprojektet, som skulle bruges til at bygge boligen med. Der fortælles, at der blev bragt så mange gaver, at bygmestererne bad folket om at stoppe med at bringe flere gaver. De sagde: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres.” 2. Mos. 36,5
Der var bragt rigeligt. I den ørken-tid eller corona-tid vi er i, fik den her beretning mig til at tænke på, at jorden i dag stadig er Guds helligdom. Og lige nu er der måske et behov for, at vi arbejder for, at den må blive smuk. Jeg kom til at tænke på, er det mon muligt, at vi i denne tid bringer vores gaver i spil, så der kan siges, at vi bringer mere end nødvendigt? Konkret tænker jeg, at det kan handle om, at vi ringer til den ven, vi har tænkt på i lang tid. Det kan være, vi bruger ekstra tid i bøn for vores verden. Måske bruger vi lidt længere tid på at lytte til vores familie. Alt sammen noget, hvor vi bringer skønhed og vores gaver til den tid, vi er i lige nu, så folk må erfare, at jorden er stadig Guds helligdom.
Nu er det blevet weekend igen. Tilstanden er stadig underlig både her i Danmark men også i det meste af verden. Ind i alt det har du måske oplevet, at der er noget dybt inde i dig, der har insisteret på at finde håb og finde måder at navigere i denne særlige situation på. Sådan har jeg i hvert fald haft det.
Der var bragt rigeligt
I denne uges torah-portion følger vi fortsat israelitterne i ørkenen. Der er de i mange år, og derfor har de fleste af Mosebøgerne også ørkenen som ramme for israelitternes historie. Derfor giver beretningerne også os perspektiver på, hvordan vi kan navigere i den ørken, som vi hver især oplever, vi befinder os i.
I mens israelitterne er i ørkenen bygger de et meget stort telt, som også kaldes helligdommen. Helligdommen blev bygget for at vise israelitterne, at Gud havde taget bolig i blandt dem. Men i virkeligheden kunne Gud ikke være i helligdommen, for hele jorden er Guds helligdom. Dermed blev helligdommen altså et symbol på, hvordan hele jorden er Guds bolig.
I mens de byggede helligdommen bragte israelitterne frivilligt gaver til byggeprojektet, som skulle bruges til at bygge boligen med. Der fortælles, at der blev bragt så mange gaver, at bygmestererne bad folket om at stoppe med at bringe flere gaver. De sagde: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres.” 2. Mos. 36,5
Der var bragt rigeligt. I den ørken-tid eller corona-tid vi er i, fik den her beretning mig til at tænke på, at jorden i dag stadig er Guds helligdom. Og lige nu er der måske et behov for, at vi arbejder for, at den må blive smuk. Jeg kom til at tænke på, er det mon muligt, at vi i denne tid bringer vores gaver i spil, så der kan siges, at vi bringer mere end nødvendigt? Konkret tænker jeg, at det kan handle om, at vi ringer til den ven, vi har tænkt på i lang tid. Det kan være, vi bruger ekstra tid i bøn for vores verden. Måske bruger vi lidt længere tid på at lytte til vores familie. Alt sammen noget, hvor vi bringer skønhed og vores gaver til den tid, vi er i lige nu, så folk må erfare, at jorden er stadig Guds helligdom.