Bodil Skjøtt, 24. september 2014

En flot sensommer eftermiddag i august mødtes jeg med overrabbiner Bent Lexner i familiens lejlighed på Østerbro til en snak om, hvordan situationen har udviklet sig for jøder i Danmark den tid, han havde virket som rabbiner for det mosaiske trossamfund i Danmark.

Det var tre dage, inden han skulle holde sin sidste gudstjeneste som overrabbiner i synagogen i Krystalgade. Det var derfor heller ikke det eneste interview, han havde stillet op til inden for den sidste tid. Måske var det en fælles fortid i Jerusalem tilbage i 70erne og en hyggelig kontakt siden da, der gjorde, at han alligevel fandt tid til en samtale med mig.  

Fra “danskere” til “jøder”

”Det mest markante der er sket i min tid som rabbiner i Danmark er ikke det, som er sket med det jødiske samfund, men derimod det danske samfund,” fortæller han. Bent Lexner blev rabbiner i 1976 og har siden 1991 været overrabbiner. Han afløste da Bent Melchior. ”Danmark er nu blevet et multikulturelt samfund. Det har man endnu ikke vænnet sig til, og mange har svært ved at håndtere det. Der er kommet en stor gruppe mennesker til landet med en fremmed religion, som har medført at det religiøse er blevet synligt i det offentlige rum i form af påklædning, spisevaner og dagsrytme”. Lexner hentyder selvfølgelig til den store gruppe af muslimske indvandrere, som er kommet til Danmark de sidste årtier. Det har også fået konsekvenser for den måde, hvorpå danskere opfatter den lille jødiske gruppe, som har været her i flere århundreder.  ”Vi er gået fra at være danskere, der var jøder, til at blive en etnisk gruppe, der er jøder og som bor i Danmark. En etnisk og religiøst defineret gruppe har mange danskere svært ved at forholde sig til. Selv om vi faktisk har været her længe, er vi for nogen blevet en fremmed gruppe, som nu er jøder, før vi er danskere.”

Stemples på forhånd

Staten Israel og situationen i Mellemøsten spillerselvfølgelig en rolle. Mange har rigtig svært ved at skelne mellem jødedom, zionisme og ”israelisme”. Staten Israel spiller en stor rolle for langt de fleste jøder uanset deres politiske holdning til den til enhver tid førte israelske politik. Om den kan jøder være lige så uenige som andre danskere. Men for alle vil staten Israel spille en rolle som et jødisk hjemland, hvad enten man så har valgt at bosætte sig der eller ej. Alligevel er det blevet sådan, at mange danske jøder helst ikke taler om deres forhold til Israel. De vælger bevidst ikke at blande sig i samtalen på arbejdspladsen, når den handler om Mellemøsten. Man har en oplevelse af, at er man jøde er man stemplet på forhånd som én, der kan stilles til regnskab for den politik, som Israels regering fører. Modsat indrømmer Bent Lexner også, at der er fare for, at man som ikke-jøde bliver stemplet som antisemit, hvis man forholder sig kritisk til Israel. I hvert fald kan ens synspunkter misbruges af andre, så de bliver antisemitiske. ”I en debat hvor den historiske hukommelse er kort og mange følelser i klemme forsvinder nuancerne. Der er en grund til, at vi har fået to ører og kun én mund. Vi skulle lytte noget mere til hinanden og tale lidt mindre”

Kan ikke forholde sig til religion

Spurgt om det er blevet sværere at være jøde i Danmark er svaret et klart ”Ja!” Men samtidig er Bent Lexner hurtig til at understrege, at vi ikke skal gøre de 2-5 % utilpassede unge fra indvandremiljøet på Nørrebro til repræsentant for alle indvandrere, og at en del af vanskeligheden lige så meget skyldes danskeres manglende evne til at forholde sig til en religion, der synligt optræder i det offentlige rum.  ”Der har jo altid været masser af religion i det offentlige rum i Danmark”, siger han, ”men man har ikke set det, for det har ikke skilt sig ud. Det gør det nu, hvor vi er blevet et multikulturelt samfund. Det er jo interessant, at dem der bedst kan forholde sig til, at jeg er jøde, går med kalot og udtaler mig i debatten om omskærelse og religiøs slagtning, er muslimer som også henvender sig til mig på gaden og takker mig for det. Men mange almindelige danskere ved ikke, hvad de skal gøre ved religion.”

Går altid med kalot

Selv kan Bent Lexner ikke genkalde sig en situation, hvor han blev forulempet, fordi han er jøde og går med kalot. Han tager den heller ikke af på noget tidspunkt. ”Jeg ved, at andre har haft ubehageligheder, og der er da gymnasier i København, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at sende elever fra Carolineskolen. Indtil nu har vi kunnet finde en ordning på det, men på det sidste har der været flere tilfælde, hvor skolerne har gjort en sag ud af at skulle forfordele nogen og stillet sig uforstående overfor at måtte tage særlige hensyn. Det seneste hærværk mod Carolineskolen understreger også problemet. Et sådant eksempel er ét for meget, men problemet et stadigvæk at finde blandt de 2-5 % og er ikke et udtryk for flertallets indstilling,” mener han.

Danske politikere er berøringsangst for religion

Egentlig er Bent Lexner mere bekymret for den berøringsangst og tavshed overfor det religiøse, som findes blandt politikere og meningsdannere. Det afspejler sig også i debatten om omskærelse og religiøs slagtning eller dyrevelfærd. Vi er blevet et samfund med ensidig fokus på individets rettigheder – selv dyrs rettigheder. Vi har fokus på individet og ikke det, at der er noget, der er større end mig. Noget som jeg er en del af, og som vi har en forpligtelse overfor, og hvorfra vi henter vores identitet og værdier. Det er jo ikke kun det jødiske samfund, der lider under dette. Det gør alle religiøse grupper i et samfund, hvor politikere og beslutningsorganer ingen erfaring har med religion. Hvis en lovgivning mod omskærelse indføres, vil det føre til at jøder, som værdsætter og lever efter jødiske tradition og ikke blot er kulturelle jøder, forlader landet. Dem kan Danmark nok godt undvære, men det danske samfund bliver fattigere, hvis ikke man kan rumme og positivt forholde sig til religion som en del af vores fælles samfund. _______ Det Mosaiske Trossamfund i Danmark tæller omkring 2.400 medlemmer over 18 år.  Tilsammen repræsenterer de en omkring 3.500 af de omkring 8000 jøder der bor i Danmark. Der findes også et Habad hus/center i København. Det har været der siden starten af 1990erne. Det er ikke en selvstændig synagoge, men har selvstændige arrangementer og i øvrigt er der er godt samarbejde mellem dem og synagogen i Krystalgade. Sir haZafon er et lille engelsksproget synagoge-fællesskab bestående af 50-100 medlemmer, hvoraf en stor del ikke taler dansk. Fælleskabet har tilknyttet en kvindelig rabbiner og tilhører den reformerte gren af jødedom.