Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 26. november 2014

Roen har sænket sig over Jerusalem. Så vi, Bodil og jeg, begiver os mod aftenens aftale: Sabbatsmåltid hos Daniel Goldstein, som er ansat hos det Israelske Bibelselskab og som besøger os i Danmark næste forår. Han brænder for, at vi mennesker må huske på, hvor stor en gave sabbatten er, så han lader gæstfriheden råde og inviterer hver fredag aften gæster til sin lejlighed for at fejre shabbat.

Allerede i opgangen til Daniels lejlighed fornemmer vi, hvilke mennesker vi skal være sammen med. ”Leder I også efter Daniels lejlighed,” spørger Bodil frimodigt fire unge kvinder, som venter på elevatoren. De svarer bekræftende, og på vej op finder vi ud af, at vi er fem nationaliteter klemt sammen i den lille elevator.

Vidnesbyrd for naboerne

I Daniels lejlighed med en fantastisk udsigt ud over byen er det som om, der er et mylder af liv. Folk snakker, dækker bord, laver mad – forbereder sig på forskellig vis på det måltid, vi snart skal spise sammen. Jeg hilser på Judy, som egentligt er fra Storbritannien, men har boet i Jerusalem i mere end 22 år. ”Jeg har altid vidst, jeg en dag ville komme til at bo i Jerusalem,” fortæller hun. Judy fik job i Gravhaven til at starte med, men nu arbejder hun som volontør i en organisation, som hjælper overlevende fra Holocaust. ”Det er i hvert fald det, jeg skriver på min ansøgning, når min opholdstilladelse skal fornys hvert år,” siger hun og fortsætter: ”Men det som jeg ser som min egentlige tjeneste er at være et vidnesbyrd for mine naboer, så de også kommer til at kende Jesus.”

Langsomhed

Inden maden bliver helt færdig, sætter vi os til bords for at indlede sabbatten på behørig vis. Vi læser forskellige salmer og synger bl.a. sange, som priser kvinderne, hvilket man altid gør på sabbatten. En god påmindelse til manden om, hvad han bør være taknemmelig for. Der er en langsomhed over det. En fornemmelse af at her er der tid og ro til at være i hinandens selskab og opbygge hinanden med Guds ord og vidnesbyrd om, hvad han har gjort for os.

Fra muslim til kristen

Vi er 16 mennesker rundt om bordet, som til sammen repræsenterer 10 forskellige lande, så der er rigeligt af vidnesbyrd at tage af. Soreiya fra Algeriet er egentligt ved at fortælle om, hvordan hun kom til tro i en samtale med Bodil og jeg, men en af de andre bryder ind og råber: ”Vent, vent! Fortæl det højt så vi alle sammen kan høre det!” Et godt eksempel på det fællesskab flokken rundt om bordet gerne vil være denne sabbat, hvor ingen – ven eller fremmed – skal være alene. Så Soreiya fortæller levende og gestikulerende om, hvordan hun kom til tro på Jesus for 26 år siden. ”Jeg var en dedikeret og rettroende muslim,” fortæller hun. ”Jeg havde en veninde, som kom til tro på Jesus, og som gerne ville have mig med i kirke. Det ville jeg under alle omstændigheder ikke, for der fandtes kun én Gud for mig, Allah!” Hele hendes krop er i gang når hun fortæller. ”Efter lang tid kom jeg endelig hen i kirken, og her fik jeg et syn. Jeg så Jesus, da han hang på korset, og det fyldte hele rummet. Jeg blev så glad – tænk at han gjorde det for mig!” afslutter hun glad. Daniel tilføjer, at Ali, leder af det Algierske Bibelselskab, for nyligt fortalte, at over halvdelen af de troende i Algeriet kan fortælle vidnesbyrd om at have set Jesus i et syn.

Vidnesbyrd verden rundt

Soreiya er dog ikke den eneste med en historie at fortælle. Rundt om bordet sidder også Jim og Sheila, som godt nok er amerikanere, men som fik et kald til at rejse til Østrig. Jim underviser i græsk på universitetet og leder hver onsdag en bibelstudiegruppe for mænd i Daniels lejlighed. Der er også Dennis fra Holland og hans kone fra Sydkorea. De blev gift for en måned siden, men da de ikke ville have en rabbiner til at forestå velsignelsen – hvilket heller ikke ville have været muligt – blev det lovformelige ordnet i Holland, mens de så blev velsignet af deres menighed i Jerusalem efterfølgende. Dennis arbejder i The Prayer Tower. En indisk rigmand har lejet øverste etage på Jerusalems højeste bygning, så der med udsigt over Jerusalem kan være bøn 24 timer i døgnet for byen. Der er også Florence fra Schweiz, der er flyttet til Jerusalem for at studere mongolernes historie, Jossi der er messiansk jøde og rigtig glad for mad. Der er Cole fra North Carolina og Iris fra Hong Kong. Alle har vi en historie at fortælle. Et vidnesbyrd om hvad vi er taknemmelige over, Gud har gjort for os i den uge, der er gået.

Må de lære sabbattens herre at kende

Mæt af både mad og gode historier bevæger vi os endnu engang ud i Jerusalems sabbatsro. Her er alt som vi efterlod det – næsten. For nu er de ortodokse jøder også blevet færdige med deres middag og har bevæget sig ud i gaderne – bogstaveligt talt – for at blokere trafikken med råbene ”Shabbesh! Shabbesh!” Det er shabbat, og så skal man ikke køre bil. Vi baner os vej igennem dem hen til Caspari Center, hvor vi bor, og låser os ind. Da jeg er kravlet under dynen, kan jeg stadig høre råbene uden for, og jeg beder en stille bøn om, at også de må komme til at kende ham, som er sabbattens herre, Yeshua.