Arne Pedersen, 17. december 2014
Det har været et turbulent år i Mellemøsten, og det har de også kunnet mærke hos vores samarbejdspartner, Musalaha. Særligt krigen mellem Hamas og Israel i Gaza har virkelig udfordret de mange gode relationer, som ellers er blevet bygget op gennem Musalahas insisterende indsats. Derfor besluttede forsoningsorganisationen at tage 18 unge med til Berlin i november.
Mange ord blev skrevet under krigen – både i de konventionelle medier og på de sociale af slagsen, men meget få møder mellem de involverede parter fandt sted. Det var vanskeligt at se hinanden i øjnene.
Derfor besluttede Musalaha i november måned at lave en tur for de unge-voksne. Disse unge er kommende ledere i deres samfund, og derfor er det ekstra vigtigt, at de bliver ambassadører for forsoning.
Jack Munayer og Shadia Qubti fortæller, at da de overvejede, hvor konferencen skulle finde sted, var det oplagt at se mod Berlin.
”Israel-Palæstina er ikke unik, når det kommer til konflikt. Mange andre lande har konflikter i deres egne historier at kæmpe med, og vi kan lære af deres erfaringer. I år er det 25 år siden Berlinmuren faldt og Tyskland blev forenet. Vi tænkte, det var en god mulighed for at se nærmere på, hvordan Tyskland håndterede hadet og splittelsen. Derudover kunne vi besøge mindesmærket for Holocaust og bruge anledningen til at reflektere over konsekvenserne af had og ekstremisme.”
Hovedspørgsmålet, som blev drøftet på turen, var ”Hvordan reagerer vi, når der er konflikt?” Og ét er at sidde derhjemme foran skærmen og komme med et udfald på Facebook eller at diskutere sagen med ligesindede. Noget helt andet er, at møde ”den anden” ansigt til ansigt”. En af deltagerne konstaterede om mødet med dem fra den anden side: ”Det gør krigen mere personlig.”
Jack og Shadia tilføjer: ”Det er én ting at sidde derhjemme og læse en artikel på skærmen skrevet af en af dine ledere, men det er noget helt andet at læse den samme artikel
sammen med troende brødre og søstre i Berlin.”
Der
blev skrevet rigtig meget fra både den ene og den anden side under sommerens krig, hvilket vi også tidligere har fortalt om her på siden. Men selvom der – naturligvis – var meget stor forskel i tilgangen til det skrevne, var der alligevel også ligheder.
”Begge sider brugte Bibelen til at retfærdiggøre det, de skrev, og det var ofte forvirrende at holde styr på, om det nu var politisk eller religiøst,” fortæller Jack. En af deltagerne udtrykte det således: ”Selvom de citerer et vers fra Bibelen, er det ikke ensbetydende med, at det, de siger, er åndeligt sundt.” ”Shadia fortæller videre: ”Begge sider havde en tendens til at fokusere på situationen uden at give udtryk for nogen former for selvkritik. Man skyndte sig at se fejlen hos de andre, uden at se på hvordan man selv bidrog til at forværre situationen.”
Samtalerne om de enkelte artikler var intense, og samtalerne med de unge afslørede, at flere havde overvejet at skrive noget undervejs i konflikten, fordi de ikke syntes, deres egen synspunkter blev repræsenteret. Det er også et vidnesbyrd om, at de mest højtråbende stemmer, som regel også er de mest ekstreme. I de afsluttende samtaler, blev deltagerne da også enige om, at der er brug for mere moderate stemmer i begge ”lejre”, og at der er brug for at opmuntre hinanden til at være profetiske stemmer ind i samfundet – også i denne sammenhæng.
Jack fortæller afslutningsvist, at deltagerne rejste hjem med en følelse af, at være blevet hørt af de andre. ”Vi erfarede, hvor vigtigt det er at mødes ofte og snakke sammen. Vi tog hjem med en fast beslutning om, at vi vil mødes igen snart, og at vi vil arbejde endnu hårdere for forsoning i vores respektive samfund,” fortæller han.
Og sådan kan vi blive mindet om – også denne jul – at Fredsfyrsten fra Betlehem, stadig har et aktuelt budskab, når han siger: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”
