Fra d. 26. til d. 28. oktober var vi på tur med den danske kirke til Galilæa. Det var tre gode dage, hvor vi rigtigt kunne være turister og bare nyde at se andre sider af smukke Israel og steder hvor Jesus har brugt meget af sin tid. Vi fik også oplevet meget på de tre dage, turen bød blandt andet på en smuk ridetur i Golan højderne, et besøg i Nazareth Village, vi så bebudelseskirken, fik en dukkert i Hamat Gader’s varme kilder, vi så en del ruiner bl.a. en synagoge i Kapernaum og så var vi også på en smuk sejltur på Genesaret sø.
Sejlturen på Genesaret sø var rigtig dejligt. Vandet var helt stille og da vi havde sejlet lidt ud slukkede de motoren på båden og så blev der helt stille. Jeg begyndte at overveje om vandet mon var lige så stille, som Jesus havde gjort det da han sejlede i stormvejret med deciplene. (Matt. 8, 26) Det må have været så vildt for deciplene at opleve alle de vilde ting Jesus gjorde, og for mig er det vildt at tænke på at Jesus gjorde de ting lige der hvor vi var. Men det der er bedst ved det hele er, at han stadig er med os i båden, Jesus er altid ved vores side, selv hvis uvejret blæser op. Det er trygt at vide at med Jesus i båden, kan vi være trykke midt i en storm.