Lisbeth Rasmussen, Immanuelkirken, 12. november 2015
De seneste uger har vi været vidner til, at uroen i Israel er blusset op igen. Det ene knivoverfald efter det andet hører i skrivende stund desværre til dagens uorden. Frygt og mistænksomhed er en del af gadebilledet. Høres hurtige skridt bagfra, bliver de omgående besvaret med et nervøst og undersøgende blik over skulderen. Er det en ven eller fjende? På shabbat er strandparken ikke som vanligt fyldt med folk, der griller og slapper af. Der er soldater med skarpladte geværer på mange af Jaffos gadehjørner. Man skal ikke skubbe til nogen for at komme fremad i det nye og lækre Sarona marked, hvor der normalt er stuvende fuldt af folk. Nu er det kun grønsagerne og delikatesserne, der fylder.
Det lader sig ikke skjule, at tingene ikke helt er, som de plejer at være. Heller ikke for vores børn. Det er til stadighed en balancegang for os som forældre at finde ud af, hvor meget vi skal fortælle børnene om det, der foregår. Noget må vi fortælle, for vi kan ikke skærme dem mod virkeligheden – og skal derfor nok heller ikke forsøge på det. For vores ældste betyder det noget selv at undersøge, hvad der foregår. Han vil vide det hele og vil ikke nøjes med en tilpasset version fra os, og siden han jo alligevel snakker med kammeraterne i skolen. Så han får lov at surfe lidt rundt på diverse nyheds-sites herhjemme. Han har fanget, at verdens medier ikke kommer med ens versioner af, hvem der er de egentlige ofre. Det kan være svært nok at navigere i, men han er nok rimeligt rustet imod en usund stereotypisering, eftersom han går i klasse med muslimske og kristne arabere og jøder. Men mediernes vinklinger er ikke det sværeste at forstå.
Nej, hvordan forholder man sig til, at en mand først torpederer nogle uskyldige mennesker med sin bil og bagefter slår løs på dem med en økse? Eller en teenage-dreng der stikker en anden teenage-dreng ned, mens han cykler rundt i nærheden af sit hjem? Det er svært nok for os voksne at forstå, hvad der får folk til at gøre noget sådant. Det er som om, at det er mere upersonligt med de raketangreb og modsvarende luftangreb, der har været et par gange de senere år. Dem har vi bedre kunnet tale om som krigsførelse mellem to grupperinger. Det bliver det ikke bedre af, naturligvis, men der er alligevel noget næsten mere uhyggeligt over den direkte kontakt – at man simpelthen kigger de mennesker i øjnene, som man angriber. Det had ligger over vores forstand – og børnenes. Og vi har opgivet at forklare noget. Det er ondskab og intet andet.
Det giver anledning til igen at snakke med børnene om, hvad det vil sige at have den Almægtige Gud til Far og være i hans hånd. Hvad betyder det, når vi synger ”fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare”? Betyder det, at så kan der ikke ske os noget ondt? Nej, men det er en reel bøn til Gud om, at han vil passe på os. Og hvis der skulle ske os noget, så er vi stadig i Guds almægtige og gode faderhånd. Og så står alt dybest set godt til, selvom det står skidt til.
