Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 16. juni 2016

Anne-Mette og Jeppe Ladegaard er udsendt af Israelsmissionen som volontører i Jerusalem. Det seneste år har deres arbejde med den danske kirke, messianske jøder samt kristne med muslimsk baggrund givet dem mange nye spændende oplevelser og indtryk. Dette er deres fortælling fra Israel.

”Det var nærmest et helbredende chok, vi fik” fortæller Jeppe om parrets møde med den israelske sabbats-kultur, hvor det meste – i hvert fald i Jerusalem – lukker ned og holder hviledag.

Inden de landede i Jerusalem, havde de begge en travl hverdag i København. Nogle dage nåede de kun at få sagt godmorgen og godnat til hinanden. Hverdagen var fyldt op med studie, hverdagsgøremål og venner, der skulle ses. I Israel har de fået ekstra tid til hinanden. ”Der er mere tid og mere ro, og der er ikke så mange folk, man skal se,” siger Anne-Mette. Selv om Anne-Mette og Jeppe stadig ser mange mennesker i Israel, har de fået lov til at trykke pause fra alt ræset og er gået ind i en rytme, hvor der er en særlig fokus på at se hinanden og være sammen.

Jeppe mener, at sabbatten på mange måder indkapsler meget af det, de oplever i Israel. ”Der er et døgn, hvor man ingenting skal, man må ikke gøre andet end at hygge sig og spise god mad og være sammen om Gud,” fortæller Anne-Mette. Det er en anderledes rytme for dem end hjemme i København. Jeppe fortæller, at de ofte må sige til hinanden ”Sådan ville vi ikke gøre i Danmark, eller sådan burde vi gøre”. Men selvom de er ved at finde ud af, hvad den nye hvile og ro gør ved dem, tror de begge, at det har været et sundt chok for deres ægteskab.

Hjemme i København læser Anne-Mette Kultur, Kristendom og Kommunikation (3K-uddannelsen). Det første halve år i Israel har hun været i studiepraktik ved Caspari Centeret. Hun er efter en veloverstået praktik indskrevet som fjernstuderende ved sit studie. Jeppe er uddannet i det samme og i arbejdet som kirkevolontør bliver halvdelen af hans tid brugt på at samarbejde med en menighed i Ramallah bestående af kristne med muslimsk baggrund, forkortet KMB . Jeppe har tidligere arbejdet med KMB’ere i Apostelkirken i København.

KMBere og messianske jøder

Når en muslim kommer til tro, for eksempel efter at have set Jesus i en drøm, eller er blevet inspireret af en missionærs omgang med sine børn, står de ofte i nogle svære udfordringer i forhold til deres samfund og hele deres kultur. Selv om de er kommet til tro på Jesus, er der stadig mange af dem, som går til fredagsbøn i moskeen, hører imamens ord og følger de muslimske højtider. Det gør de ikke, fordi de hverken er halvhjertede i deres tro, eller fordi der er nogle ting fra islam de ønsker at holde fast i, men fordi det er i den sammenhæng, hele deres netværk og dagligdag stadig er – på trods af deres nye tro. Derfor kan de ikke sige endegyldigt farvel til islam, for det ville betyde, at de skulle bryde med hele deres samfund og netværk. For nogle KMB’ere ville det være til direkte fare for dem selv og deres familier at proklamere deres nye tro.

Deres situation minder på mange måder om den udfordring, Jesus-troende jøder har stået i gennem mange år. De har også været nød til at finde ud af, hvordan deres tro på Jesus som Messias kan udleves, samtidig med at de holder fast i deres jødiske identitet.

Jeppe var i november med på en konference for KMB’ere og messianske jøder, hvor de havde mulighed for at støtte og inspirere hinanden. Dele af den messianske bevægelse ser det som et storebroderligt ansvar at hjælpe KMB’erne. Jeppe fortæller: ”De Messianske jøder er længere i den samme modning af en teologi, som passer til de mellemøstlige øjne.” De messianske jøder har stået i udfordringerne de seneste 20-30 år, derfor har de en vigtig erfaring at give videre til KMB’erne. Mens både Jesus-troende jøder og KMB’ere oplever forfølgelser, kan de forhåbentlig fortsætte samarbejdet og vokse i at være en trøst for hinanden i Israel. ”Jeg håber, de vil gøre endnu mere brug af hinanden, end de gør i dag,” siger Anne-Mette.

Jesus er vores bror og Gud vores far

Jeppe nævner, at det er svært for KMB’erne at tage Jesus ind i deres kultur, for hvordan er det den nye tro ser ud, når hele ens netværk er omkring moskeen, og årets gang er defineret af de muslimske højtider. Jeppe mener, på baggrund af ordene Johannesevangeliet begynder med, at det godt kan lade sig gøre: ”Ordet blev kød i en bestemt kontekst i en bestemt tid, i en bestemt kultur,” fortæller Jeppe og fortsætter med at forklare, at det betyder, at Gud selv træder ind i et bestemt samfund som menneske, som Jesus. Gud vil forstås, og det betyder, siger Jeppe ”at vi alle kan kalde Jesus vores bror og Gud vores far på vores eget sprog og i vores egen kultur, om man er polak eller nigerianer eller fra Vestbredden”.

Selv om muslimer kender Jesus som Isa i koranen, mener Jeppe, at de stadig har brug for bibelens sande ord om Jesus. For som Jeppe siger ”I bibelen får han krop, og her får vi et billede af Gud, som en der ikke blot dømmer, men også tilgiver, og ofrer sin egen søn for at gennemføre sin store plan.” Gud bliver en, vi kan have en personlig relation til. Vi kan kalde Gud for far, hvilket rettroende muslimer ikke ville kunne finde på at kalde Gud, dertil er han for hellig.

Arbejdet bag den barmhjertige samaritaner

I ugens løb mødes Jeppe med KMB’erne flere gange, enten i Jerusalem eller på Vestbredden, hvor hans opgave består i at støtte KMB’erne i at etablere et fællesskab. Menigheden samles i Ramallah og mødes mellem 20-30 hver gang. Mange af dem har opsøgt forskellige kirker, efter de er kommet til tro, men er blevet mødt af en lukket kirkedør. Nogle er også blevet mødt med stor mistillid, fordi kirken tror, de lyver om deres nye tro for at få penge eller er ude på at skade kirken. Det er problematisk, fordi KMB’erne ofte har brug for hjælp. De kan være flygtet fra deres hjemby, eller deres familier kan have slået hånden af dem på grund af deres nye tro.

I den situation mener Jeppe, at kirken i stedet bør åbne kirkedøren. ”Når en kristen bror eller søster spørger om hjælp, må vi ikke gå forbi som præsten og levitten. Vi må bøje os ned, og hjælpe den person, som ligger ned,” mener han. Det oplever Jeppe, at den nye KMB-menigheden i Ramallah gør. De rækker hånden ud til andre konvertitter og hjælper dem op. Jeppe beskriver ikke sig selv og Anne-Mette som barmhjertige samaritanere, men derimod som en støtte for dem, som er barmhjertige samaritanere, som dem der får lov at stå bagved og stille de ting til rådighed, som de kan. Jeppe og Anne-Mette forsøger særligt at støtte KMB’erne gennem bøn og samtale og ellers opmuntre og vise dem stor kærlighed.

Det har taget noget tid for Anne-Mette og Jeppe at komme ind på livet af KMB’erne. Der er blevet spist mange falafler og drukket meget arabisk kaffe, før de på en familielejr i november oplevede at blive regnet som en del af flokken, selv om de var de eneste vesterlændinge, der var med. Efter familielejren er de kommet ordentligt ind under huden på KMB’erne og har fået lov til at høre om deres kampe som kirke. En af de kampe er at blive accepteret som kirke blandt andre kirker i Israel. For KMB’erne er det store spørgsmål: Hvornår er vi kirke? Og er vi gode nok til at være kirke?

Jeppe har flere gange svaret på deres spørgsmål, med at sige: ”Jesus siger, at der hvor 2-3 er forsamlet, der vil jeg være,” og fortsætter med at sige at det det ikke er vigtigt, om man er døbt under rigtige omstændigheder, eller om man giver tiende på den rigtige dag i måneden. De er klart berettiget til at være kirke ifølge Jeppe.

Både Jeppe og Anne-Mette oplever ikke KMB som ”nye” kristne, men som meget modne kristne, og de er til stor inspiration for dem. Jeppe beskriver dem som åndelige forbilleder, hvortil Anne-Mette siger: ” De har en måde at se Gud som hellig, mere end os, det er virkelig inspirerende. Så selv om vi er der for at hjælpe dem, så hjælper de også vores tro.”

En dansk oase midt i Jerusalem

Ud over at bruge tid i fællesskab med KMB’erne har Jeppe arbejdsopgaver i Den Danske Kirke, som drives af Israelsmissionen. De oplever, at det gør noget særligt at være dansker i udlandet og være et dansk fællesskab, hvor man har en fælles forforståelse. Så kan man blandt andet udtrykke sig på sit eget sprog. ”Det er en lettelse at snakke dansk og ikke skulle udtrykke sig på engelsk, som stadig kan være svært,” fortæller Anne-Mette. I udlandet betyder det ikke så meget, om man er jyde, københavner, nordmand eller svensker, hvilket man normalt ville lægge mærke til i Danmark. I Den Danske Kirke føles det hele som en stor dansk familie – og i volontørlejligheden på French Hill ofte som en stor skandinavisk familie.

Jeppe sammenligner kirken med en oase, for der er brug for at drikke vand, og i kirken kan man komme og tage en stor slurk. ”Det er vigtigt for alt det, vi laver, at der er et hjerte, hvor pulsen slår ud i fingerspidserne,” afslører han. Kirken skal ifølge Jeppe være et troens hjem, ”hvor brødre og søstre i troen kan mødes, tankes op, takke gud og være sammen om deres tro”. Anne-Mette nævner også Den Danske Kirke som en gave til volontørerne i Jerusalem. De sociale arrangementer kirken laver er et dansk pusterum for volontørerne midt i en meget anderledes israelsk hverdag.

Siden Jeppe og Anne-Mette kom til Jerusalem i august, har de stået for tre børnegudstjenester sammen med præsten David og den anden kirkevolontør, Daniel. Det er et tiltag, som er sat i søen for at få flere danske børnefamilier, bosiddende i Jerusalem, til at komme i Den Danske Kirke. Tumlegudstjenesterne, som de hedder, er blevet taget godt i mod, og særligt til fastelavns-gudstjenesten, kom der flere familier som ellers ikke kommer i kirken. ”Vi har et håb om, at der vil komme endnu flere i kirk e, så der kan blive en endnu større dansk kristen familie i Jerusalem,” siger Anne-Mette.

Jeppe og Anne-Mette rejser tilbage til Danmark i slutningen af juni. De er derfor allerede begyndt at overveje, hvad de håber at kunne bringe med tilbage til Danmark. Udover deres nye venskaber med udlands-danskere og KMB’erne håber de at tage sabbats-roen med sig. Anne-Mette tror, det bliver en udfordring, for hvordan tager man sig et helt døgn, hvor man ingenting skal, bare for at være sammen med familien og Gud?

Et ugentligt helbredende chok ville nok ikke være så dumt at få herhjemme i Danmark. Et helt døgn, hvor man kunne læne sig tilbage og nyde Guds skaberværk. En dag hvor man kunne tage en ordentlig slurk levende vand fra oasen og takke Jesu vores bror og Gud vores far.