Her kommer der en lille beretning fra dagligdagen i Jerusalem. I skal ikke kun høre om de ‘obligatoriske’ begivenheder, såsom ørkenture, organisationsbesøg og tankerne omkring disse, så derfor kommer nu en lille fortælling om, hvordan vi tre piger stod med fortabte blikke midt i den gamle by i Jerusalem.
Vi er netop kommet hjem fra vores Galilæa-tur, som bød på en uge i selskab med nordmænd, Morten Hørning og mange sten (som Morten forsøgte at gøre levende for os), og her har vi modtaget informationer og refleksioner indtil bægeret var ved at flyde over. Kloge er vi blevet; det må man sige, og det resulterede i tre trætte piger, der søndag aften skulle ud for at handle, så det tomme køleskab kunne fyldes på ny til de kommende tre uger, hvor vi vil være fast forankret i vores charmerende, til dels lidt skavankplagede, lejlighed. Da vi vender tilbage fra den lokale købmand med hænderne fyldt, begynder vi at kigge rundt på hinanden. Hvem har haft nøglen?
Snart begynder de vilde blikke at sprede sig, da vi opdager, at ingen af os er i besiddelse af den eneste nøgle, som vi har til lejligheden. Efter en grundig gennemgang af diverse lommer, tasker og fjerne afkroge, går vi turen frem og tilbage til købmanden endnu engang. Med blikkene stift rettet mod jorden for at undersøge enhver glimtende krusedulle, gik vi, men uden held. Ingen nøgle. Ordene var få, men tankerne mange. Gad vide, om nogen havde fundet nøglen og taget den med sig.. Til sidst udfoldede vores tanker sig til en fælles bøn, hvorefter vi valgte at gå turen endnu engang.
Halvvejs i runde tre spørger en mand os, hvad vi leder efter, da vi efterhånden er gået forbi de samme mennesker en del gange med stille mine og stive blikke. Vi forklarer ham situationen, og straks herefter går han hjem for at hente sin MEGET gode lommelygte, da lyset fra vores telefoner ikke var godt nok. Manden hed Sam og havde boet i amerikanerland i 35 år, hvor han havde arbejdet for BMW og senere for den amerikanske regering, hvor han tog sig af grænsekontrollen. Hans engelsk var derfor eksemplarisk, hvilket var en stor hjælp i frustrationernes tid, så sproget ikke var en yderligere forhindring i de sene aftentimer. Da vi har gået ruten endnu engang med ham, og stadig ikke har fundet sporet af nogle nøgler, trøster han os og tilbyder os husly for natten hos sin familie i tilfælde af, at missionen ikke lykkedes. Vi forsikrer ham dog hurtigt om, at vi har alternative muligheder i form af vores præst eller kirkevolontører hernede, hvis det skulle nå så vidt, men tilbuddet var i sig selv så gavmild en gestus, at vores humør steg et par grader!
På tilbagevejen til vores lejlighed (endnu en gang) snakker Sam med alle, som vi møder på vores vej. Her forhører han sig ved hver en levende sjæl, om nogen har stødt på et sæt nøgler. Langt de fleste ryster på hovedet, DA NOGLE PLUDSELIG VENDER DERES HOVEDRYSTEN FRA AT VÆRE HORISONTAL TIL AT BLIVE VERTIKAL! Glædens tid og stund ville ingen ende tage, da Sam får fat på nogle yngre gutter, som tilkalder nogle andre fyre, som til sidst bringer os en lille dreng med et sæt nøgler – VORES nøgler! Lettelsens suk lyder, og vi takker i fællesskab Gud for at have ledt os til de rigtige mennesker.
Det mest utrolige ved denne hændelse er, at da vi har fundet denne nøgle ved hjælp af Sam, så får vi både hans armbånd, som ny nøglering (så vi ikke mister dem igen..), tilbuddet om at få hans effektive lommelygte (vi afslog dog pænt), plus en åben invitation til en kop kaffe/aftensmåltid samt gode rabatter på souvenirs, mad og hårde hvidevarer (den sidste bliver nok ikke aktuel, trods alt). Efter at vi tre fortabte piger havde fået sådan en håndsrækning af ham, så var det alligevel Sam, som tilbød ENDNU mere, næsten som tak for at møde os, selvom dette burde have været den anden vej rundt. Denne kærlige mand vendte hurtigt vores oplevelse 180 grader, og aftenen endte med en boblende glæde over mødet, samt en kæmpe taksigelse til Gud for bønnesvar!
Men bare rolig. Helt grønne forbliver vi ikke. Vi har nu lavet tre nye kopier af nøglerne.
