Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen
2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.
Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.
Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:
”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.
I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.
For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.
Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.
Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.
Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.
Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”
2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.
Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.
Krigen skabte håb om fred
Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.
I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.
For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.
Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.
Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.
Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.
Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”
