19. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen

Det er en regnvåd forårsdag på Østerbro i København, og jeg ringer forgæves på ved kirkekontoret hos Fredens og Nazareths kirker for at komme i ly for det lunefulde vejr. Jeg har en aftale med Jens Ole Christensen, der er tidligere generalsekretær i Luthersk Missionsforening og forstander Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter. Nu er han sognepræst ved de to kirker på Østerbro i København. Han har sagt ja til at mødes til en samtale om TORVETs hjertesag: Hvordan teologi og mission kan berige hinanden.

Kort efter ser jeg Jens Oles markante skikkelse bevæge sig mod mig ad Ryesgade. Med sin sorte bredskyggede hat og præsteskjorten under jakken skiller han sig ud – selv på Østerbro.

”Da jeg begyndte i jobbet som præst, overvejede jeg meget, hvordan jeg blev kendt her i sognet,” fortæller han og fortsætter om præsteskjorten, som måske mest er kendt inden for den katolske kirketradition: ”Jeg ved godt, den måske nogle gange bliver associeret med en anden teologi, men der er ingen tvivl om, at den har gjort mig mere synlig som præst, og jeg har fået meget positiv respons på den,” fortæller han.

Teologien indbyder til kreativitet

Skjorten bliver afsæt for lidt tanker om den teologiske refleksion: ”Teologien har jo ikke bare en linjevogterfunktion – den indbyder også til kreativitet,” mener den tidligere generalsekretær og fortsætter med at understrege, at lige siden den første generation af troende er evangeliet blevet plantet på forskellige måder i forskellige kulturer – og det kræver både teologisk refleksion og kreativitet, mener Jens Ole. Præsteskjorten er et meget lavpraktisk eksempel, og et andet kunne være bibelens tale om både ægteskab og det at være forælder: ”Ægteskabet er et aftryk af Guds kærlighed til menigheden, og forældreskabet er et aftryk af Guds kærlighed til sine børn. Det er en grundlæggende struktur i bibelen. I Johannesevangeliet kapitel 15 bruger Jesus næsten samme sprogbrug om venskabet, og det er interessant, når man bor i en singlekultur som den her,” mener Jens Ole, og på den måde kan det eksegetiske grundarbejde og en kreativ bibelsk refleksion være med til at gøre opmærksom på nogle ”sovende indsigter”, som han kalder dem.

Teori er ikke et skældsord

Jens Ole mener, at der helt sikkert har været en tendens til at adskille teologien fra praksis. ”I den europæiske kultur har der været en tendens til, at sandheden kun sidder i hovedet. Men i Det Nye Testamente sidder sandheden også i benene og i hænderne,” siger han og glider lidt længere ned i stolen og tager tilløb til det næste: ”Teori er ikke et skældsord i min verden, som det ellers er det for mange andre,” fortæller han og fortsætter: ”Teologi skal ligesom alt muligt andet også have lov til at være grundforskning. Vi skal studere stoffet for at studere stoffet, og vi skal ikke alt for hurtigt spørge, hvilket liv vi får ud af det. Ellers bliver vi ikke klogere, og nogle gange skal vi også blive klogere bare for at blive klogere. Fagteologer har en rolle i at stille de farlige spørgsmål – både på universitetet, Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet. Også uden lige at have en praktisk løsning på et givent spørgsmål. Man ved måske ikke, hvad man skal bruge det til lige i øjeblikket, men en dag opdager man lige pludselig, at man godt kan bruge det til noget. Eller det lægger sig som en ampul under huden og gør noget ved hele vores måde at gå til ting på.” Tonelejet skifter lidt, og sognepræsten fortsætter med eftertryk: ” Når det er sagt, så skal det også siges, at hvis man adskiller teologi og mission, skader man begge dele. Teologien bliver til ren frimærkesamling, og med missionen kan der ske et af to som går i hver sin retning,” mener han.

Praktiske problemstillinger udfordrer teologien

Ifølge Jens Ole Christensen kan mission uden den teologiske refleksion være i fare for at falde for fristelsen til at spørge, hvad der sælger billetter lige nu uden at spørge, om det faktisk er sund kristendom. ”Men missionen kan også blive overrigid uden den teologiske refleksion. Vi gør, som vi plejer, fordi man måske ikke har kritikken af, at vores ’plejer’ for eksempel er kulturbestemt, vanebestemt eller godt i en situation, men ikke i en anden situation.” Han mener til gengæld også, at missionen kan udfordre teologien på nogle praktisk problemstillinger, som missionæren møder ude i frontlinjen. Hvad stiller man for eksempel op med flerkoneri i Afrika, eller hvor meget af jødedommens praksis skal en jøde holde fast i, hvis hun kommer til tro på Jesus? For Jens Ole kan det koges ned til spørgsmålet om, hvilke kulturelle udtryk der kan tages med ind i kirken uden at skade teologien.

Ord kan godt gøre ondt

”Jeg ved med sikkerhed, hvad min kone ville sig om det!” griner Jens Ole på spørgsmålet om, hvad en 25-årig udgave af ham ville sige om sammentænkningen af teologi og mission. ”Jeg var nok sådan en typisk 70’er stud.theol., der levede i en verden af principper, analyser og grænsedragning,” erkender han og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter: ”Der er jo nok både et stykke menneskelig og åndelig udvikling i det. Det betød rigtig meget for mig at være en del af noget praktisk menighedsarbejde gennem min studietid, og her opdagede jeg, at mine ord og handlinger godt kunne gøre ondt på mennesker på en meget ufrugtbar måde,” reflekterer han ærligt og erklærer samtidig, at for ham er det vigtigt at se forskellen på sand og sund teologi. ”Sund lære er altid sand lære, men sand lære er ikke nødvendigvis altid sund lære. Dermed mener jeg, at hvis det ikke er sandt, så er det heller ikke sundt på den lange bane, men det kan teknisk godt være sand teologi uden at være sundt sjælesørgerisk eller sund kontekstualisering,” uddyber han. Jens Ole mener for eksempel, at der har været en tendens til at forkynde om frelse og fortabelse med en sprogbrug og i et toneleje, hvor det har lydt som om prædikanten var vred på tilhørerne. ”Man skal kunne mærke Jesu tårer over Jerusalem i forkyndelsen om fortabelsen,” mener han, idet han citerer Ninna Beck, Wilhelm Becks kone. På samme måde mener han, at man kan tale teologisk sandt om spørgsmålet om homoseksualitet uden at vise omsorg for det konkrete homoseksuelle menneske. ”Og det er ikke bare den, ’det går ud over’, det er usundt for – det er usundt for os alle sammen, fordi vi glemmer, at det berører konkrete mennesker,” forklarer han og tilføjer: ”I det hele taget må man sige, at en teologi der ikke går i dialog med erfaringerne i den virkelige verden, godt kan få noget sterilt over sig i praksis. Og det er sådan en steril teologi, der godt kan være usund, selvom den teknisk set er sand.”

Holistisk missionstænkning

Der tales meget om missionale menigheder i disse år, og selv i folkekirken er mission igen kommet på dagsordenen. Og mission handler altid om konkrete mennesker på konkrete steder. Spørgsmålet er så, om de traditionelle ydremissionsselskaber har udspillet sin rolle, for ligger missionsopgaverne ikke lige så godt i lokale menigheder som hos selskaberne?

”Talen om missionale menigheder har været med til at opelske en sund holisme i missionstænkningen,” mener Jens Ole, men forklarer samtidig, at disse menigheder ikke kan stå alene, da de – selvom de er optaget af mission – ikke altid har erfaring eller kompetencer til at dele evangeliet på tværs af kultur og kontekst. ”Missionale menigheder tænker ofte i menighedsplantning, og de er ganske fremragende til at drive mission i de samme eller sammenlignelige kulturelle kontekster, men skal vi nå de to milliarder, eller hvor mange vi nu siger, der tilhører de mindst nåede folkegrupper i dag, så kræver det en evne til at bryde grænser og en meget høj missionsfaglighed.” Han forklarer, at en grundlæggende forskel er, at en menighed skal slå rødder og få lokal kolorit, mens et missionsselskab skal have ”løse teltpløkker” og vide, hvornår et arbejde kan stå på egne ben, så missionsselskabet kan rykke til et nyt område. ”Men jeg er ret sikker på, at hvis man skal bevare missionskompetencerne, så er den enkelte kirke nødt til at lave sit eget sekretariat, og så er vi jo lige vidt,” smiler sognepræsten og udfordrer alligevel med ordene: ”Så kan missionsorganisationerne selvfølgelig overveje, om tiden er inde til at spørge sig selv, om man skal omdefinere sig til at være et sekretariat for de menigheder, der vil drive mission. Der kan komme et frugtbart samarbejde ud af, at menigheder med rødder og missionsselskaber med løse teltpløkke arbejder sammen.”

Samarbejde i en glokal kultur

Spørgsmålet bliver så, hvordan menigheder og missionsselskaber bedst samarbejder om at få det til at ske. ”Jeg tror på strategien med, at missionsselskaberne gør noget ind i eksisterende menigheder og laver en form for partnerskaber. Det tror jeg, man er nødt til. Også fordi vi har fået en større identitet i de menigheder, vi er en del af. Det er en del af, at ’glokaliseringen’ spiller en større og større rolle, hvor man er meget lokal og på samme tid meget globalt orienteret. Dermed kommer de landsdækkende strukturer til at spille en meget lille rolle. Det er en af årsagerne til, at det er svært at få folk til at engagere sig i missionsselskaber på landsplan,” mener Jens Ole og forklarer videre, at den oplagte udfordring dermed bliver at tænke det lokale og globale så meget sammen som muligt.

Gudsbilledet og missionsteologien

Efter en lang samtale om teologi og mission falder snakken til sidst på sammenhængen mellem missionsteologien og Jens Oles eget gudsbillede. ”Missionen sidder i Guds væsen, i evangeliet inderste. Selvom vi ikke havde en missionsbefaling måtte evangeliet af sig selv tvinge os til mission,” mener han. ”Frelsesviljen bor i den treenige Gud, og det betyder noget for mit gudsbillede. Så kan det være svært nogle gange at sige, hvad der er hvad, men hvis man læser Det Gamle Testamente, kan man få øje på, både hvor urokkelig Gud er, og hvor fleksibel han er.” Her nævner han som eksempel kongemagten i Israel, som jo egentligt begynder som et oprør, men hvor Gud tager ulydigheden og inkorporerer den i sin frelsesplan, for kongen er afsættet for hele tanken om Messias. ”Det er her, det bliver meget svært at skelne mellem teologi og missionspraksis, for Gud er urokkelig, og Gud er fleksibel på én gang. Det lærer vi af missionsteologien og missionshistorien, og det lærer vi af bibelen,” slutter Jens Ole.

Cafépræsten

På vej ud er vi tilbage ved skjorten. ”Jeg har den på i dag, fordi jeg er på vej videre på café,” fortæller han. Jens Ole har en ugentlig aftale med en caféejer lidt længere oppe ad gaden. Idéen er, at sognepræsten er synligt til stede på caféen, så beboerne i området kan komme forbi og få en snak i nogle lidt andre rammer end kirkens lokaler tilbyder.

Da vi er kommet ud på gaden, er vi ikke gået mange skridt førend Jens Ole Christensen falder i snak med en ældre dame, som slår følge med os på fortovet. Skjorten har gjort ham kendt, præsten, men det kræver alligevel sit medmenneske at lade sig standse, bevæge og slå følge med et andet. Uanset om man lever sit liv på Østerbro, Totota eller Tel Aviv.

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.