Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, december 2017
I sommers besøgte den teologiske sværvægter, Chris Wright, Danmark, og vi benyttede chancen for at interviewe ham om Bibelen som Guds store fortælling, og om hvorfor det er vigtigt, vi som kristne ser Bibelen som sådan. Vi spurgte ham også om, hvorfor han er så optaget af forsoning mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder.
For Chris Wright er det helt essentielt, at vi ser Bibelen som Guds store fortælling. ”Hvis vi glemmer, at Bibelen er Guds fortælling, kan vi let komme til at glemme, hvilken historie vi egentligt lever i,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Og når vi glemmer vi lever i Guds fortælling – og lader os forme af den – bliver vi i stedet formet af kulturens fortællinger og myter. Vi lever vores liv i disse fortællinger – frem for i Bibelens.”
Guds fortælling er fortællingen
”For os, der er kristne, er Guds fortælling ikke blot en fortælling ud af mange, men fortællingen,” pointerer Chris Wright. ”Det giver os en forklaring på universets tilblivelse, om menneskets problem og hvad Gud gør ved det – og så peger den fremad og giver os håb,” understreger han. ”Når vi skal finde ud af, hvem vi er, bliver vi nødt til at gå længere tilbage end pinsedagen, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger. Vi er nødt til at gå helt tilbage til Abraham og se, at vi som kristne er blevet indlemmet i Guds folk, hvis opgave det altid har været at samarbejde med Gud i hans mission til verden.”
Guds folk skal være en velsignelse
Chris Wright mener, det er vigtigt først at afklare, hvem vi er, for at kunne afklare, hvad vores opgave er, mens vi lever her på jorden. ”Hvis det er sandt, vi er Guds folk, må det også være vores opgave, vores mission, at leve med Guds formål for øje,” fastslår han. ”Gud kaldte Abraham til at være en velsignelse. Det er stadigvæk vores opgave, som Guds folk,” forklarer Chris Wright. I den sammenhæng er det helt afgørende dels at proklamere evangeliet, men også at leve et liv, som kan vise samfundet, hvad det vil sige at tilhøre Gud.
Vi er ét
Forsoning er også helt central i Guds fortælling, mener Chris Wright. ”Forsoning er hjertet i evangeliet. Paulus understreger meget kraftigt – fx i Efeserbrevet – at det ikke blot handler om forsoning mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker. Kristne, som ellers ville være adskilt af fx race eller hudfarve, er nu ét i Kristus, og Paulus formaner os til at holde fast i den enhed. Og som kristne er det helt essentielt, vi tager del i og opmuntrer andre til at tage del i denne forsoning,” understreger han.
Derfor er Chris Wright også dybt involveret i et forholdsvist nyt netværk under Lausannebevægelsen, kaldet LIRIP (Lausanne Initiative for Reconciliation in Israel-Palestine; Lausannes initiativ til forsoning i Israel-Palæstina). ”Det er egentligt en gruppe venner, som mødes og taler sammen,” forklarer han om netværket, som har rødder tilbage til Lausannes store verdenskongres i 2010. ”Der er jo nok at være uenige om,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Men det var der altså også på Paulus’ tid, når det kom til spørgsmålet om, hvordan troende jøder og ikke-jøder skulle være i menighed sammen. Spørgsmålet om sabbatten, rent og urent og mange af de andre forhold, som er med til at konstituere jødisk identitet, var potentielle konflikter.” I dag er det spørgsmålet om land og løfter, som er omdrejningspunktet for meget af konflikten mellem palæstinensere og israelere.
Gammel Testamente er ikke en geopolitisk plan
”Jeg har sympati for de af mine messiansk-jødiske venner, som mener, at den moderne stat Israel er et resultat af Guds trofasthed og opfyldelse af løfter i det Gamle Testamente,” forklarer Chris Wright. Alligevel tilføjer han: ”Men jeg mener på samme tid heller ikke, at vi bare kan tage det Gamle Testamente og bruge det som en geopolitisk plan i forhold til, hvem der har ret til hvilke landområder i Mellemøsten. ”Det er et utroligt svært spørgsmål at navigere i, mener Chris Wright, og det er derfor, det er så vigtigt, at mennesker fra begge sider af konflikten mødes og taler sammen. For at lytte til hinandens fortællinger.
Forsoning handler om discipelskab
Netop det sidste er væsentligt i forhold til det statement, der kom fra netværket, i forbindelse med deres møde på Cypern i 2016. ”Når man læser Lanarca-statement, handler det egentligt blot om helt grundlæggende discipelskab,” forklarer Chris Wright, men karakteriserer alligevel udtalelsen som ”et lille mirakel”. ”Det, den egentligt ’bare’ siger er: Hvis vi begge er efterfølgere af Jesus, så lad os interagere og have en relation til hinanden, som Jesus fortæller os, vi skal have. Det betyder, vi skal lade være med at lyve om hinanden, ligge i strid med hinanden, skændes og dæmonisere hinanden. Lad os i det mindste tale sandt om hinanden og lytte til hinanden. Hvad Larnaca vil gøre er at sætte nogle rammer for interaktion med hinanden. Det er i sig selv et profetisk tegn,” mener Chris Wright.
Brobyggende teologi
For Chris Wright er Lanarca-statement et konkret eksempel på det, han kalder brobyggende teologi og praksis. ”Målet og håbet med forsoningsarbejdet er jo at bygge broer i stedet for mure; at nå frem til en brobyggende fortælling,” fastslår han og fortsætter: ”Man må spørge sig selv: Kan vi skabe plads til hinanden indenfor vores eksisterende teologi omkring landet og udvælgelse? Kan vi have en generøs teologi, der er åben, selv hvis den adskiller sig fra andres?” spørger Chris Wright.
Vi må interagere med generøs teologi
Chris Wright understreger også vigtigheden af, at ingen af parterne føler, at de er nødt til at give køb på deres teologiske overbevisning: ”Selvfølgelig både kan og skal vi have tolkningsdiskussioner, men vi må interagere med hinanden med generøs teologi. Kun på den måde kan vi have håb om at ende med to teologier som ikke støder sammen, men er villige til at give plads til hinanden,” slutter han.
Denne artikel er forkortet. Læs den fulde version her.
Foto øverst: Arne Pedersen
I sommers besøgte den teologiske sværvægter, Chris Wright, Danmark, og vi benyttede chancen for at interviewe ham om Bibelen som Guds store fortælling, og om hvorfor det er vigtigt, vi som kristne ser Bibelen som sådan. Vi spurgte ham også om, hvorfor han er så optaget af forsoning mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder.
For Chris Wright er det helt essentielt, at vi ser Bibelen som Guds store fortælling. ”Hvis vi glemmer, at Bibelen er Guds fortælling, kan vi let komme til at glemme, hvilken historie vi egentligt lever i,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Og når vi glemmer vi lever i Guds fortælling – og lader os forme af den – bliver vi i stedet formet af kulturens fortællinger og myter. Vi lever vores liv i disse fortællinger – frem for i Bibelens.”
Guds fortælling er fortællingen
”For os, der er kristne, er Guds fortælling ikke blot en fortælling ud af mange, men fortællingen,” pointerer Chris Wright. ”Det giver os en forklaring på universets tilblivelse, om menneskets problem og hvad Gud gør ved det – og så peger den fremad og giver os håb,” understreger han. ”Når vi skal finde ud af, hvem vi er, bliver vi nødt til at gå længere tilbage end pinsedagen, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger. Vi er nødt til at gå helt tilbage til Abraham og se, at vi som kristne er blevet indlemmet i Guds folk, hvis opgave det altid har været at samarbejde med Gud i hans mission til verden.”
Guds folk skal være en velsignelse
Chris Wright mener, det er vigtigt først at afklare, hvem vi er, for at kunne afklare, hvad vores opgave er, mens vi lever her på jorden. ”Hvis det er sandt, vi er Guds folk, må det også være vores opgave, vores mission, at leve med Guds formål for øje,” fastslår han. ”Gud kaldte Abraham til at være en velsignelse. Det er stadigvæk vores opgave, som Guds folk,” forklarer Chris Wright. I den sammenhæng er det helt afgørende dels at proklamere evangeliet, men også at leve et liv, som kan vise samfundet, hvad det vil sige at tilhøre Gud.Vi er ét
Forsoning er også helt central i Guds fortælling, mener Chris Wright. ”Forsoning er hjertet i evangeliet. Paulus understreger meget kraftigt – fx i Efeserbrevet – at det ikke blot handler om forsoning mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker. Kristne, som ellers ville være adskilt af fx race eller hudfarve, er nu ét i Kristus, og Paulus formaner os til at holde fast i den enhed. Og som kristne er det helt essentielt, vi tager del i og opmuntrer andre til at tage del i denne forsoning,” understreger han.
Derfor er Chris Wright også dybt involveret i et forholdsvist nyt netværk under Lausannebevægelsen, kaldet LIRIP (Lausanne Initiative for Reconciliation in Israel-Palestine; Lausannes initiativ til forsoning i Israel-Palæstina). ”Det er egentligt en gruppe venner, som mødes og taler sammen,” forklarer han om netværket, som har rødder tilbage til Lausannes store verdenskongres i 2010. ”Der er jo nok at være uenige om,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Men det var der altså også på Paulus’ tid, når det kom til spørgsmålet om, hvordan troende jøder og ikke-jøder skulle være i menighed sammen. Spørgsmålet om sabbatten, rent og urent og mange af de andre forhold, som er med til at konstituere jødisk identitet, var potentielle konflikter.” I dag er det spørgsmålet om land og løfter, som er omdrejningspunktet for meget af konflikten mellem palæstinensere og israelere.
Gammel Testamente er ikke en geopolitisk plan
”Jeg har sympati for de af mine messiansk-jødiske venner, som mener, at den moderne stat Israel er et resultat af Guds trofasthed og opfyldelse af løfter i det Gamle Testamente,” forklarer Chris Wright. Alligevel tilføjer han: ”Men jeg mener på samme tid heller ikke, at vi bare kan tage det Gamle Testamente og bruge det som en geopolitisk plan i forhold til, hvem der har ret til hvilke landområder i Mellemøsten. ”Det er et utroligt svært spørgsmål at navigere i, mener Chris Wright, og det er derfor, det er så vigtigt, at mennesker fra begge sider af konflikten mødes og taler sammen. For at lytte til hinandens fortællinger.
Forsoning handler om discipelskab
Netop det sidste er væsentligt i forhold til det statement, der kom fra netværket, i forbindelse med deres møde på Cypern i 2016. ”Når man læser Lanarca-statement, handler det egentligt blot om helt grundlæggende discipelskab,” forklarer Chris Wright, men karakteriserer alligevel udtalelsen som ”et lille mirakel”. ”Det, den egentligt ’bare’ siger er: Hvis vi begge er efterfølgere af Jesus, så lad os interagere og have en relation til hinanden, som Jesus fortæller os, vi skal have. Det betyder, vi skal lade være med at lyve om hinanden, ligge i strid med hinanden, skændes og dæmonisere hinanden. Lad os i det mindste tale sandt om hinanden og lytte til hinanden. Hvad Larnaca vil gøre er at sætte nogle rammer for interaktion med hinanden. Det er i sig selv et profetisk tegn,” mener Chris Wright.
Brobyggende teologi
For Chris Wright er Lanarca-statement et konkret eksempel på det, han kalder brobyggende teologi og praksis. ”Målet og håbet med forsoningsarbejdet er jo at bygge broer i stedet for mure; at nå frem til en brobyggende fortælling,” fastslår han og fortsætter: ”Man må spørge sig selv: Kan vi skabe plads til hinanden indenfor vores eksisterende teologi omkring landet og udvælgelse? Kan vi have en generøs teologi, der er åben, selv hvis den adskiller sig fra andres?” spørger Chris Wright.
Vi må interagere med generøs teologi
Chris Wright understreger også vigtigheden af, at ingen af parterne føler, at de er nødt til at give køb på deres teologiske overbevisning: ”Selvfølgelig både kan og skal vi have tolkningsdiskussioner, men vi må interagere med hinanden med generøs teologi. Kun på den måde kan vi have håb om at ende med to teologier som ikke støder sammen, men er villige til at give plads til hinanden,” slutter han.
Denne artikel er forkortet. Læs den fulde version her.
Foto øverst: Arne Pedersen
