Julie Kajgaard har været kirkevolontør i Immanuelkirken i Tel Aviv. Her gjorde hun et uventet bekendtskab, som har sat et særligt præg på hende. Nedenfor kan du læse om deres vandring med hinanden, og de udfordringer, der kan være, når to mennesker med forskellige baggrunde åbner Bibelen sammen.

  Julie Kajgaard, stud.theol. og tidligere praktikant i Immanuelskirken, marts 2018

Et begejstrende møde
Det var en helt almindelig onsdag i oktober i Tel Aviv-Jaffa. Solen skinnede, og det var dejligt varmt. Jeg havde på ingen måde forventet, at dette skulle blive dagen, hvor jeg skulle have æren af at møde en amerikansk jøde, som netop var kommet til tro på Jesus. Men det skete.

Midt i dagens trummerum, da jeg sad i Immanuelkirkens foyer og bød turister og andre interesserede velkommen, kom der en mand, som gerne ville se kirken. Jeg gav ham pamfletten, hvor han kunne læse om mosaikvinduerne, der hver især giver glimt af den bibelske fortælling. Efter noget tid kom manden ud fra kirkerummet – jeg havde faktisk helt glemt, han var der. Han begyndte at stille nogle spørgsmål om kirken: Om præsten var god nok og om hvornår, der var gudstjeneste.

Midt i de velkendte spørgsmål, begyndte han at fortælle om sit liv. Om hvordan det havde været vanskeligt, og om hvordan han længtes efter at blive et bedre menneske. Det havde ledt ham til at søge på internettet, og der faldt han over en salme i Bibelen og en prædiken af Billy Graham på YouTube. Prædikenen havde han lyttet til på sit soveværelse, og da Graham opfordrede til, at man kunne knæle, lige hvor man var og overgive sit liv til Jesus, havde min ven gjort det. Han tog imod Jesus som herre i sit liv.

Jeg har lært mange ting på teologistudiet, men det her var dog en ret unik situation, og min respons til denne fantastiske begivenhed, der var sket i hans liv, blev spontane indskydelser. Jeg spurgte, om jeg måtte bede for ham lige der i foyeren. Det måtte jeg gerne, og vi havde en fin stund sammen. Dernæst tænkte jeg, at jeg hellere måtte invitere ham med til vores bibelstudie samme aften. Han takkede ja, og jeg var begejstret for, hvad Gud var i gang med at gøre i hans liv.

“Skal vi læse i Bibelen sammen?”
Et par dage efter vores bibelstudie fik jeg spurgt, om vi skulle mødes og læse i Bibelen sammen. Det ville han gerne. Vi fandt en café, hvor vi købte noget kaffe og satte os i solen. Jeg tog min Bibel frem, og jeg slog op i Markusevangeliet kapitel et. Vi læste kapitlet sammen, og min ven stillede mange spørgsmål. Hvor var det fascinerende, at Jesus lod sig forstyrre af mennesker, der havde brug for ham. Hvor var det udfordrende, at Jesus udfordrede den religiøse elite. Hvorfor skulle Jesus døbes? Betød det også, at det ville være godt for min ven at blive døbt? Og lige pludselig var der gået halvanden time. Vi aftalte at mødes igen om en uges tid. Sådan begyndte vi at mødes på ugentlig basis, for der var meget at tale om. For mig var det nyt at få lov til at samtale med en person, der var så “sulten” efter at lære Gud at kende.

Jeg er dybt overbevist om, at en af kirkens vigtigste opgaver, uanset om man er i Tel Aviv eller herhjemme i Danmark, er at vandre med de mennesker, som Gud sender på vores vej. Vandringen kan se forskellig ud alt afhængig af, hvem man har fået betroet et følgeskab med. Men vi må vandre. Min gode ven var dybt nysgerrig på teologi. Da vi mødtes for anden gang, havde han læst både Matthæus-, Markus-, og Lukasevangeliet og en portion Paulus. Derudover havde han også læst forskellige teologiske artikler online. Derfor tog vores vandring afsæt i teologiske spørgsmål.

“Vi lyttede til hinanden”
Særligt var der et spørgsmål, der blev ved med at vende tilbage. Hvordan kunne han anerkende Paulus’ breve, når særligt de var blevet brugt som grundlag for at retfærdiggøre forfølgelserne af det jødiske folk? Det folk som han tilhørte. Det folk, som desperat har brug for at høre, at Jesus er de gode nyheder. Det folk, han elskede.

Vi lyttede til hinanden i dette spørgsmål. Jeg opdagede, hvor vigtigt det er, at den etablerede kirke tager afstand fra den del af dens historie, hvor mennesker er blevet gjort fortræd. Hvordan vi, som Jesustroende-mennesker, der elsker kirken, skal stå ved, at der er gjort mange ting i Jesu navn, som Jesus på ingen måder støtter, men som han vil fordømme.

Min jødiske ven kæmper stadig i spørgsmålet, om han kan bruge Paulus’ breve til noget. Som døbt, som Jesustroende, som et Guds barn er han på vej i en større erkendelse af, at Jesus er Herre over hele hans liv og langt større: Hele Israel og hele universet. Derfor glæder jeg mig med ham, selvom vi ser forskelligt på Paulus’ skrifter. Jeg er selv på vej i en større erkendelse af, hvem Gud er. På den vej sendte Gud mig et fantastisk menneske. Et menneske, der udfordrede mig til at overveje, om jeg virkelig forstår det, jeg læser i Bibelen? Om jeg forstår det, så det får konsekvenser ind i mit liv og så jeg rejser mig op, og taler imod den uret, kirken har forvoldt mennesker? For det er let for mig og måske også for dig, at forstå Bibelen med vores hjerner. Spørgsmålet, som min ven har efterladt mig med, er, om vi er klar til at forstå Bibelen med vores hjerter og vores hænder?

Tør vi at lade Guds ord forme vores tanker om de mennesker, der er marginaliseret, forfulgte og anderledes? Tør vi tage afstand til de dele af kirkens historie, som Jesus vil tage afstand fra? Tør vi forstå det, vi læser?

*Jeg har valgt at holde hans navn anonymt