Vi bringer her assisterende generalsekretær i Den Norske Israelsmission, Vegard Soltveit, artikel om, hvorvidt vi behøver at vælge mellem landløfterne og mission til det jødiske folk. Artiklen er fra magasinet “Først”, der udgives af Den Norske Israelsmission.

Vi lever i en tid, hvor der findes et væld af meninger og forskellige bibeltolkninger, når det kommer til Israel, landløfter og missionssyn. Gennem årene er der sprunget flere og flere organisationer frem, der beskæftiger sig med Israel. Dette kan for mange ligne en uoverskuelig skov, hvor en skovtur ikke er noget attraktivt eller fristende tilbud – desværre. For nogen har dette medvirket til en nedprioritering og ligegyldighed, når det kommer til at tage tematikker vedrørende Israel op. Det er blevet skoven, man holder sig væk fra. På den anden side er der dem, som nærmest tilbeder Israel. De er flyttet ind i skoven.

Alle kristne har et forhold til Israel. Det fik vi ved troen, da vi blev indpodet og fik saften fra roden sammen med dem (Rom 11,17b). Som hedningekristne er vi blevet de helliges medborgere og Guds familie, og har del i samme arv, samme krop og samme løfte i Kristus Jesus ved evangeliet (Ef 2,19; 3,6). Sådan er tematikker knyttet til Israel ikke kun en sag for særligt interesserede, men noget, som angår alle, der tror på Israels Gud og Israels messias. Samtidig har vi ikke fået barnekår hos Gud for at tilbede Israel – men for at tilhøre og tjene Israels Gud.

Evangeliet – vores primære kald!

Det er 70 år siden 1948, og vi fejrer jubilæumsår for den moderne stat Israel. Jubilæet skaber engagement og begejstring, men også debat og diskussion. Det er fristende at antyde, at debatten og diskussionerne om jubilæet og markeringen også her fremstår som en uoverskuelig skov, hvor man bør træde varsomt.

Den Norske Israelsmission har traditionelt set aldrig været den organisation, der råber højest når det kommer til Israels landløfter. Det betyder ikke, at vi har været tavse, som nogle har sagt. Årsagen til at vi ikke råber højest er, at vi forstår evangeliet, som det absolut vigtigste, og vi ønsker ikke, at noget skal tage fokusset fra vores kald om at række evangeliet tilbage til jøderne – her kan vi ikke gå på kompromis, for det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse, for jøde først og så græker (Rom 1,16). Ingen skal misforstå Den Norske Israelsmissions primære opgave – evangeliet tilbage til jøderne.

Israels udvælgelse og særstilling

Loven og profeterne gør det klart at Israel er Guds udvalgte folk (…) Dette bekræftes af Herrens apostel (…) Guds løfter til Israels folk står stadig ved magt. Sådan begynder vores principerklæring. Gennem evangelieteksterne ser vi, at Jesu virke og sendelse først og fremmest gjaldt det jødiske folk, de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24).

Vi må også lægge mærke til, at ingen er så tydelige som Jesus og apostlene, når de fastholder over for jøderne, at ingen kommer til Faderen uden ved mig (ApG 4,12). Løfterne som knyttes til evangeliet og Guds retfærdighed er universelle, og samtidig har jøderne førsteretten. Det betyder, at jøderne ikke bare historisk var de første, som hørte budskabet, men på grund af deres særstilling og udvælgelse har jøderne fortsat en særskilt ret til at høre evangeliet (Rom 1,16). Dette medfører nødvendigvis en missionsstrategisk prioritet. I apostlenes gerninger spørger disciplene om det er nu, du vil genrejse Riget for Israel (ApG 1,6). Jesus afviser ikke spørgsmålet, men giver disciplene en anden prioritet. Deres prioritet skal være mission, de skal være Jesu vidner i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende (ApG 1,8).

Kirkehistorien synliggør at kirken i stor grad er mislykkedes med den missionsstrategiske prioritet overfor Israel. Det er vores opgave som missionsorganisation at gøre opmærksom på det ansvar, vi kristne har – om at vidne og vise evangeliet om Jesus Messias. Kirken må tage ansvar for det, som var først for Paulus – evangeliet til jøderne.

Kontinuitetsmodellen

Måden vi forstår forholdet mellem det Gamle og det Nye Testamente påvirker meget af vores teologi – også når det kommer til landløfterne. En af årsagerne til dette er, at det nye testamente siger meget lidt om de jordiske landløfter til Israel, mens det gamle testamente indeholder et langt rigere tekstmateriale om dette tema. Andre årsager er synet på Israels udvælgelse og frelse, og det universelle og udvidede landløfte om den nye himmel og nye jord.

Den Norske Israelsmission har i mange sammenhænge argumenteret for en kontinuitetsmodel. I modsætning til kontinuitetsmodellen står kontrastmodellen.

Kontrastmodellen har forskellige udtryk. Et af dem lægger vægt på kontrasten eller bruddet mellem testamenterne. I sin yderste konsekvens kan kontrastmodellen argumentere for, at der er forskellige guder i de to testamenter. Men kontrastmodellen kan også foreslå, at der er forskellige veje til frelse for hedninger og for jøder – en såkaldt topagtsteologi. Denne kommer ofte i forlængelse af en husholdningslære, hvor Gud har forskellige agendaer og handler forskelligt overfor hedninger og jøder alt efter de forskellige tidsepoker.

Uanset hvilket udtryk kontrastmodellen har, så yder den hverken retfærdighed overfor det Gamle eller det Nye Testamente. Dermed argumenterer den norske Israelsmission for en kontinuitetsmodel. Her ser vi kontinuiteten og den røde tråd mellem det tabte paradis i 1. Mosebog og den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 21. Vi ser de konkrete landløfter som gives til Abraham, samtidig med at vi anerkender den langt større universelle gudsplan, at i dig skal alle slægter på jorden velsignes (1 Mos 12,3). Kontinuitetsmodellen forstår løfterne som et konkret land til Israel i sammenhæng med Guds frelsesplan for hele menneskeslægten. I dette understreges det, at det største og vigtigste er den nye himmel og den nye jord, uden at dette ophæver løfterne om et konkret land til jøderne.

I det Nye Testamente får det universelle og udvidede landløfte en dominerende plads. Dette betyder ikke, at vi kan sætte en streg over de konkrete landløfter, som er blevet givet i det Gamle Testamente. For selv om det nye testamente ikke lægger vægt på de jordiske landløfter til Israel, så må alle erkende, at der heller ikke direkte sker en ophævelse af dem. På en glimrende måde har Gunnar Haaland (dr.theol. fra MF i Oslo red.) skitseret fire dimensioner i forhold til løfternes og profetiernes opfyldelse:

• Opfyldelse i den gammeltestamentlige samtid
• Udvidet opfyldelse ved Jesu komme
• Fortsat opfyldelse for Israels folk efter Jesu første komme
• Fuldkommen opfyldelse – den nye himmel og den nye jord

Alle dimensionerne ovenfor har fået sit ja i Kristus (2 Kor 1,20). Det gælder også de to sidste dimensioner, og på den måde hører de sammen. Her må vi have flere tanker i hovedet samtidig, og det kan jo være krævende for de fleste af os. I forhold til landløfterne indebærer dette, at kaldet til at forkynde evangeliet for alle mennesker (dimension 2), og løftet om en ny himmel og en ny jord (dimension 4), ikke nulstiller eller forkaster løftet et land til Israels folk (dimension 3). Selv om det Nye Testamente ikke direkte behandler landløfterne til Israel, så findes der heller ikke nogen nytestamentlige tekster, der ophæver landløfterne.

Israel og landet

Gennem hele Bibelen har landet en central plads i Guds historie med sit folk. Gud gav Abraham et løfte om en talrig slægt, og at han skulle få landet, Gud ville vise ham (1 Mos 12,1-3,7). Under Josvas ledelse indtog israelitterne landet. Så vidt vi ved, har der siden den gang altid boet israelitter/jøder i landet. Folkets tilstedeværelse i landet har derimod ikke været afhængig af politisk selvstændighed eller egen stat. Majoriteten af folket har desuden historisk set ofte boet i den såkaldte diaspora – uden for landets grænser. Samtidig har længslen og drømmen efter at bo i landet altid været stærk hos det jødiske folk.

Efter at folket havde taget landet i eje, tog det ikke lang tid, før de kom i konflikt med Guds bud og pagt. Folket valgte andre guder, og glemte ham, som havde udvalgt dem og givet dem landet. Gud sendte profeter for at føre dem tilbage til sig, men de ville ikke høre (2 Krøn 24,19), og fjenderne førte Juda i eksil til Babylon fordi, de havde været troløse (1 Krøn 9,1). På den anden side fik folket også lov til at erfare Guds trofasthed på trods af deres troløshed. Folket vendte tilbage til landet, og gudsrelationen blev genoprettet. For troens øjne er landløfterne på den måde også trosstyrkende, og viser Guds trofasthed og troværdighed i hans løfter.

Fra første stund hørte folk og land sammen. Samtidig er det Gud, der ejer landet (3 Mos 25,23), og Israels folk har kun landet til låns. De er gæster efter Guds betingelser og løfter. Gennem hele Bibelen fremgår det, at den største betingelse, selve grundprincippet, er folkets gudsrelation. Her spændes broen mellem Edens have og det evige land, vi læser om i åbenbaringsbogen. Det bør være helt klart, at det er troen og relationen, der er præmissen, mens løftet og håbet om en ny himmel og en ny jord er konsekvensen.

Vi skal også lægge mærke til at det profetiske ord, som taler om hjemkomst, står i sammenhæng med folkets omvendelse og renselse. Hvis vi ser bort fra profetiernes anklager, domstaler og omvendelsesforkyndelse, gør vi et alvorligt brud på Guds ord. Landet hører med til folkets eksistens, men hovedsagen er deres eksistens som udvalgt folk i kendskab og relation til Gud. Landløfterne, som er givet til det jødiske folk, står i intim forbindelse med folkets forhold til Gud. I mødet med landløfterne og det profetiske ord bør vi efterstræbe en helbibelsk tilnærmelse, hvor folkets relation til Gud er hovedsagen. Hvis dette ikke fastholdes, bliver landteologien bare en falsk og usund herlighedsteologi.

Landløfter og omvendelse

Det jødiske folk har et historisk tilhørsforhold og ret til at bo i landet. Landet har også en stor betydning for den jødiske identitet. Som folk har de en stærk religiøs tilknytning til landet. Den behandling jøderne har fået gennem historien, hvor holocaust er det værste eksempel, tydeliggør behovet for deres egen stat, hvor de kan være trygge. Folkeretten bekræftede dette i 1947, samtidig med, at FN-beslutningen også gav et folkeretsligt grundlag for en palæstinensisk stat.

Det Gamle Testamente indeholder en række jordiske landløfter givet til det jødiske folk. Det Nye Testamente vier ikke disse jordiske landløfter meget plads, men ophæver dem heller ikke. Samtidig er Israels frelse langt vigtigere end Israels land. Det bliver underligt, hvis vi gør det til en vigtigere sag, at jøder bor i Israel, end at de får del i den nye himmel og den nye jord. Et overdimensioneret fokus på Israels jordiske landløfter, hvor missionsengagement kommer i baggrunden, mangler det allervigtigste. Da overser man omvendelsesaspektet i det profetiske ord. Det er alvorligt. Samtidig er det et stort brud med det engagement, Paulus og de andre apostle viser os. Deres prioritet var altid evangeliet, og den er ikke ophævet i 2018. At vende hjem er for Israel først og fremmest knyttet til kendskab og et liv i relation til Israels Gud og Israels Messias.