”Den korteste afstand mellem to mennesker er et smil”. Vi har alle hørt den før. Det virker så banalt, en kliché og noget som ikke altid passer, men når man står på et sygehus med en mor, hvis datter ligger på operationsbordet, og man ikke taler samme sprog – så forstår man pludselig betydningen af et smil.

Den sidst uge har vi været hos organisationen Shevet Achim i Tel Aviv. Organisationen hjælper hjertebørn fra landene omkring Israel med at få deres operationer i Israel. Da vi ankom havde de 15 børn i landet, de skulle hjælpe. De har aldrig haft så mange børn på samme tid før, så de var presset, men meget taknemmelige for, at vi kom. De børn som ikke var på hospitalet, boede med deres familier i en lejlighed ved siden af os.

Vores arbejde bestod bl.a. af forskellige rengøringsopgaver, lege med de børn, som ikke var på sygehuset og lave mad. Selvom det nemt kunne komme til at føles både intetsigende og lidt ensformigt for tredje dag i træk at tørre køkkenbordet af, gøre badeværelser rene og vaske gulvet var det slet ikke sådan. Det praktiske arbejde vi gjorde var til en kæmpe hjælp, og vi vidste, at når vi gjorde det, var der tid til at andre fra teamet kunne tage med på sygehuset, og hjælpe de børn, der var der.

Vi fik alle mulighed at komme med på sygehuset en dag. Her fulgte vi mødre og deres børn til operation, ventede sammen med mødrene og underholdte de børn, som var indlagt. Børnene og mødrene forstod minimalt engelsk, og vi forstod ikke et hak kurdisk, så alt kommunikation måtte foregår over fagter. Men på trods af det, var det utroligt at mærke, hvor nemt der blev skabt et bånd – en relation. Familierne var på et fremmede sygehus, i et fremmede land – det eneste de havde at klynge sig til var organisationen. Deres glæde og taknemlighed kunne vi tydeligt mærke.

Stemningen blandt familierne på sygehuset var god. De hjalp hinanden, trøstede og gav et kram, når der var brug for det. Selvom det ikke var en af mine kære, som lå på operationsbordet, kunne jeg sætte mig i de pårørendes sted. Derfor var lettelsen også stor, da jeg så det lille barn vågne op på intensiv, og morens glædestårer strømme ned af kinderne; operationen var gået godt!

Hver aften inden aftensmad delte vi, hvad der var sket i løbet af dagen med hinanden. Det var enormt stort at få lov til at føle sig som en lille del af et kæmpe stykke arbejde – også selvom man så bare havde vasket vinduer. Vi er fyldt af taknemmelighed og glæde over at have oplevet og været en lille flig, at det store arbejde Shevet Achim gør.

Jeg tager mange gode oplevelser med mig fra den seneste uge, men særligt det, at et smil virkelig er ens på alle sprog.