Ny bog om den messianske bevægelse i støbeskeen: antallet af troende i Israel tredoblet
Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/11 2019
I 1999 udgav Caspari Centret bogen ”fakta og myter om den messianske bevægelse i Israel”, der som den første udgivelse indeholdt dybdegående undersøgelser af den messianske bevægelse i Israel. I dag, tyve år senere, er der dog sket meget – endnu flere messianske jøder er immigreret til Israel fra andre lande, messianske familier har vokset sig større og endnu flere mennesker er kommet til tro. Derfor har det været nødvendigt at opdatere undersøgelserne for at kunne give et tydeligere billede af bevægelsen. Nedenfor kan du læse et interview foretaget af administrator Jennifer Nataf med Caspari Centrets israelske leder Alec Goldberg, der fortæller om projektets vigtigste indsigter.
På hvilket stadie af undersøgelserne befinder I jer?
Jeg er næsten færdig med at interviewe alle de præsterne fra de russisktalende menigheder, og David Serner (projektkoordinator) har interviewet alle de etiopiske præster såvel som præster fra internationale menigheder. Til sammen har vi talt med omkring 160 præster, og vi estimerer, at der er omkring 240 menigheder i alt – selvom vi måske opdager et par stykker mere senere hen. Så vi er omkring to tredjedele gennem projektet.
Selvom vi må vente lidt på de endelige resultater, så kan du måske sige noget om de forandringer, du har lagt mærke til ske gennem de seneste 20 år?
Den åbenlyse forandring ser vi i tallet af troende. Vores research viser, at antallet af menigheder groft set er tredoblet, og antallet af troende enten er fordoblet eller tredoblet. Men som sagt, har vi ikke færdiggjort undersøgelserne, så vi kan ikke give andet end estimater. Men ser vi på tallene, så var der omkring 5000 troende i 1999. I dag er der bare 5000 i de russisktalende menigheder. Og som mange, der har øje for det messianske miljø i Israel, er klar over, så er antallet af lokale menigheder og mangedoblet, da nye initiativer er konstant i fremdrift.
Hvilke udfordringer har du oplevet gennem projektet?
Den største udfordring har været den tilbageholdenhed, vi har oplevet blandt præsterne. Kun omkring 10-15 % har samarbejdet med os. Mange giver ikke en grund hertil. Nogle af dem kan ikke se pointen med bogen, eller er modstandere af research generelt. Deres attitude lyder nogenlunde sådan her: ”Det er vores menighed. Vi lever vores liv, og du er velkommen til at besøge os, men vi vil ikke have, du skriver om os.” Det er muligt, måske spekulerer jeg bare, at nogle af disse præster er bange for kritik fra udenforstående parter.
Og så er der selvfølgelig dem, der også frygter, at bogen vil gøre dem til ofre for forfølgelse i form af anti-missionske organisationer eller en pludselig uønsket interesse fra indenrigsministeriet. Indenrigsministeriet har nemlig autoritet til at fratage statsborgerskab fra immigranter, hvis det bliver opdaget, at de var troende før de flyttede til landet og derved kategoriseres som ”ikke-jøder”. Nogle udlejere, der lejer deres faciliteter ud til menigheder, har oplevet at blive presset af anti-missionske organisationer, som udøver et enormt pres, og ikke er bange for at organisere store og larmende demonstrationer foran bygningerne, hvis det fremmer deres sag.
Jeg kan give et konkret eksempel på det. I løbet af min research mødtes jeg med en præst for en menighed, der havde været en del af den første ”fakta og myter” bog. Her stod der, at præsten havde været troende inden han kom til Israel, og han havde haft problemer med indenrigsministeriet højest sandsynligt på grund af dette. Derfor havde han ikke lyst til, at hans udtalelser skulle offentliggøres igen.
Frygter mange troende i Israel at blive forfulgt?
Mit indtryk er, at der i øjeblikket er langt mindre forfølgelse i Israel, end der var for bare 20 år siden. Dengang kunne troende risikere at blive fyret grundet deres tro. Som et resultat heraf, skjulte folk ofte, at de var troende. I dag er der ikke mange arbejdsgivere, der fyrer deres medarbejde på baggrund af dette. Derudover, oplever mange troende, at de er stærke nok til at tage kampen op, hvis de støder på denne fordom. Så selvom mange ikke står på ethvert gadehjørne og fortæller om deres tro, er mange mere åbne end før i tiden.
Var der noget, der overraskede dig i din research?
Jeg blev glædeligt overrasket over, at mange russiske præster har været i stand til at etablere deres menigheder uden nogen form for udenlandsk finansiel støtte. De var blevet fortalt, at der ikke var mulighed for at lykkes foruden, men deres svar blev: ”Selvfølgelig kan vi det.” De er finansielt uafhængige den dag i dag.
En anden dejlig overraskelse var en russisk præst, der definerede en troende som ”én, hvis liv er blevet transformeret”. Han har en passion for at tjene mennesker, der er på en rejse, og som oplever transformering på en kontinuerlig basis.
Hvad skal vi, der støtter Caspari Centret, være med til at bede for?
Bliv endelig ved med at bede for en hurtig og vellykket afslutning af projektet. Bed for, at vi må finde en god redaktør, der kan rette teksten til og øve retfærdighed over for dens vigtige indhold.