Julebanko skaber glæde på tværs af generationer
Gran i håret, god kaffe og godt selskab blandt børn, unge og voksne – Israelsmissionen afholdte for første gang Danmarks dejligste julebanko i starten af december, og her samledes omkring 50 mennesker for at nyde hinandens samvær. Vi kan allerede afsløre, at konceptet er kommet for at blive.
Den livlige snak og summen fortager sig lige så stille, og en intens stilhed indfinder sig. Banko-meister Christian stikker hånden i posen, og der lyder en stille raslen af plastik, mens han roder efter den rigtige brik. Han trækker hånden ud, der går et sus igennem rummet: ”50” bliver der råbt efterfulgt ad et højlydt ”hurra”, og en blanding af jubel og ærgrelse spreder sig blandt de ivrige bankospillere.
”Jeg synes, det er dejligt. Der er god stemning, og det er sjovt at mærke, hvordan intensiteten stiger, når vi bevæger os over i bankospillet. Det kan jeg godt lide. Oplevelsen af at være sammen om noget, er bare rigtig god,” fortæller Ditte, der er med til et af Israelsmissionens arrangementer for første gang.
Bordene er fyldt med gevinster, og man kan købe både specialristet kaffe og hjemmelavet kage.
”Jeg går efter de store gevinster,” griner Ester, en ung pige i starten af tyverne og tilføjer med et smil i øjet: ”Ja vi vinder jo ikke så meget endnu, men vi håber det ændrer sig.”
”Men det går jo til et godt formål,” bryder Anders ind, der er Esters forlovede.
Men selvom bankospillet fylder en del blandt gæsterne, så er det dog hyggen og nærværet, der får lov at stå som centrum:
”Noget af det, jeg lægger mærke til, er at vi er forskellige aldre – unge, børn og ældre. Det er virkelig skønt,” fortæller Sofie, der nyder den brogede forsamling, aftenens arrangement har budt på.
”Nu lovede vi jo at lave Danmarks hyggeligste julebanko, og skal jeg beskrive stemningen, ville jeg klart bruge ordet hyggelig. Det må da være en succes,” siger Christian, der har været aftenens banko-meister.
Vi vil gerne herfra Israelsmissionen sige tak for en dejlig aften til alle, glædelig jul og på gensyn til næste år!