Interview af Elisabeth Serner, udsendt til Den Danske Kirke i Jerusalem.
Marshas vej mod at blive en jesustroende jøde var snørklet og fuld af overraskelser og bump. Alligevel sidder hun nu foran Elisabeth Serner og giver sin livshistorie, der både byder på svære valg og på kirker, der har været mere sårende end gavnende, men som er endt ud i en rejse tilbage mod de jødiske rødder og til Israel, hvor hun bor i dag.
Det er dejligt at se, at Marsha med det samme føler sig hjemme i præstelejligheden på French Hill. Hun sætter sig godt til rette i lænestolen og trækker benene op under sig, mens hun tager tilløb til at fortælle mig om hendes liv og møde med Y’shua (Jesus på hebraisk red.). Der er skænket te i de små sommerfuglekopper, og den hjemmebagte dagmartærte falder i god jord, selvom den ikke smager helt, som den man køber hos bageren i Danmark.
Marsha er svensk jøde, som i starten af 20’erne kom til tro på Y’shua. Vi har mødt hinanden i et bønnehus på Oliebjerget, hvor vi begge to har lært at spille harpe.
Jeg lytter koncentreret, da Marsha begynder sin beretning på klingende svensk. Hun fortæller, at hun er født og opvokset i Stockholm. Begge hendes forældre og samtlige bedsteforældre er jøder, og særligt hendes bedsteforældre gjorde meget ud af at fejre de jødiske højtider. Hun fik lov til at komme med sin morfar i synagogen og husker det som noget ganske særligt. ”Der var så meget liv og så mange søde mennesker fulde af kærlighed,” siger hun tænksomt.
Hendes mor var sekulær jøde og lagde større vægt på det svenske end det jødiske. Marsha fik også at vide, at hun i skolen måtte hemmeligholde, at hun var jøde. Derfor var hun helt stille den dag, hendes lærer fortalte klassen, at Marsha skulle ud at rejse, for det måtte ikke komme frem, at destinationen for rejsen rent faktisk var Israel. På en eller anden måde slap det alligevel ud, og hun oplevede desværre både at blive jagtet og chikaneret i skoletiden.
Men det var også skolen, der kom til at danne ramme for hendes første møde med Y’shua. Det skete helt uventet, da hendes lærer en dag fortalte dem så levende om Martin Luther King. Pludselig blev Marsha fyldt af et omsluttende nærvær, og hun vidste, at det var Y’shua. Hun forstod det ikke helt, for hun havde lært, at Y’shua var noget, man skulle skamme sig over.
Da hun var omkring 20 år, havde hun igen en skelsættende oplevelse. Hun arbejdede på en kirkegård, og en dag mødte hun Y’shua. Hun husker ikke, hvad han sagde, men åben og søgende som hun var, gjorde han et stort indtryk på hende.
”Men jeg kom til at gå ind i det på en forkert måde og blev en del af en okkult gruppe,” beretter Marsha.
Hun prøvede at komme ud af det okkulte miljø, men uden held. Hun opsøgte en kirke, hvor hun inviterede Y’shua ind i sit hjerte, men der var ingen i menigheden, der talte til hende, og hun følte sig meget udenfor og på ingen måde velkommen.
Først efter et års tid, kom hun tilbage til kirken og mødte en omsorgsfuld kristen kvinde, som tog godt imod hende. Kvinden bad for hende, og Marsha blev sat fri fra det okkulte tilhørsforhold.
Kvinden havde et hjerte for Israel, og det fik Marsha til at tænke på sin jødiske identitet. Igennem Y’shua fandt hun tilbage til sine jødiske rødder, og hun begyndte igen at komme lidt i synagogen.
Desværre var det ikke alle, der kunne forstå hendes valg. ”Hvis du går i synagogen, kan du ikke også komme her”, fik hun besked på af en menighed, som havde en stærk tjeneste omkring ’indre helbredelse’, som hun ellers havde stor glæde af at besøge.
”Det var meget hårdt, ” fortæller Marsha. ”Jeg er blevet såret meget af de forskellige kirker igennem tiden.”
Det var heller ikke uden gnidninger, at hun sidenhen flyttede til Israel. Men hun oplevede, at Gud havde talt til hende om at gøre det, hvilket var en stor hjælp og støtte i den svære proces. Da hun ankom til Haifa, var hun meget lykkelig: ”Jeg havde det som om, jeg giftede mig med landet. Jeg følte mig hjemme i Haifa, og jeg oplevede en stor tryghed og hvile i mig selv,” siger Marsha med glæde i stemmen.
Nu bor Marsha på Oliebjerget. Det er ikke altid et nemt sted at bo, men hun fortæller, at Y’shua engang viste hende en vision af et sted, hun syntes lignede Pakistan, og hun hørte en stemme spørge: ”Er du villig?” Hendes respons var: ”ja,” og da hun en dag opholdt sig i området omkring Damaskusporten, tænkte hun ved sig selv: ”Det er her!”
”Jeg prøver at gøre, hvad Y’shua beder mig om. I den sidste tid, inden han kommer tilbage til jorden, bliver vi nødt til at gøre, hvad han siger til os, for vi har ikke selv det fulde overblik. Jeg tror, det er vigtigt, vi er årvågne,” slutter Marsha af.
Jeg nikker tankefuldt, og takker hende for, at hun ville dele sin historie med mig.
