Et nyt hjem

Min far har altid fortalt os: ”Dette er ikke vores hjemland; dette er ikke, hvor vi hører til.” Som jøder var vi udenfor, og ideen om at vi en dag skulle forlade Iran, var altid i min fars hjerte. Og så i 1977 – bare to år før revolutionen – rejste vi fra Teheran til USA.

Som 15-årig havde jeg ikke lyst til at forlade venner og det trygge derhjemme. Mennesker, der rejste til USA, blev set som snobber, så vi lod det forblive en hemmelighed, at vi skulle afsted, og vi rejste pludseligt. Jeg fik ikke mulighed for at sige farvel til nogen.

Jeg kunne ikke tale engelsk, så de første seks måneder på min nye skole var næsten umulige. Jeg følte også den enorme kulturforskel. På et tidspunkt troede jeg, at jeg aldrig ville blive glad igen, at jeg aldrig ville passe ind. Men langsomt begyndte jeg at vænne mig til det, og jeg blev mere åben og venlig, end jeg nogensinde havde været i Iran. Til min store overraskelse var livet nemmere her, end det havde været i Iran, da jeg først begyndte at lære sproget.

Hvad skal jeg tænke og tro?

Efter high school startede jeg på college, og jeg begyndte at kæmpe, ikke bare med sproget, men også med, hvad jeg havde lært. Jeg kan huske, jeg sad i fysik og følte mig overvældet. Jeg spurgte Gud: ”Hvad betyder alt dette? Hvor passer jeg ind, og hvad skal jeg tro om universet og om dig?” Svaret kom fra en uventet kilde.

Jeg havde en engelsk tutor, der hed Peggy, som jeg beundrede. Hun gik rundt på universitetet og spillede guitar og sang. Hun havde ikke sko på, hendes tøj var anderledes end alle andres, og hun boede i kollektiv. Hun var et meget frit menneske, og det kunne jeg rigtig godt lide.

Peggy lærte fra sig gennem samtale – og emnet, hun oftest snakkede om, var Jesus.

Peggy var faktisk fra en jødisk baggrund, selvom hendes forældre ikke var religiøse. Efter hun begyndte at tro på Jesus, var Peggy begyndt at studere Bibelen og søge sine jødiske rødder. At hun var jødisk, hjalp mig til at høre om Jesus på en måde, der ikke var så fremmed.

Peggy var del af en messiansk menighed, Ahavat Zion, og da hun inviterede mig til at komme med hende, tog jeg med. Jeg syntes, at alle var venlige og rare; det var mennesker, som jeg havde lyst til at lære at kende.

Ikke så lang tid efter holdt menigheden retræte på Big Bear Lake i bjergene, og jeg var inviteret med. Jeg ville virkelig gerne ud at se verden. Men desværre, troede jeg, ville jeg aldrig få lov at tage med. Vi måtte ikke være ude længe, og endnu mindre være udenfor om aftenen. Så jeg var i chok, da min far gav mig lov.

Jeg tror kun på én Gud!

Hver aften sad vi på gulvet og på sofaer, og efter vi havde sunget, var der nogen, der underviste. En aften begyndte underviseren at tale om Faderen, Sønnen og Helligånden.

Min mor havde altid lært mig, at der kun er en Gud, en Skaber, og den lærdom har hængt ved. Fra mit synspunkt lignede det, at de snakkede om tre guder, og jeg var fornærmet. Jeg begyndte at diskutere med taleren, som var enig med mig i, at der kun var en Gud. Han forklarede, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er tre forskellige kilder til kraft i universet, eller tre forskellige guder der skal tilbedes, men at én sand Gud i hans uendelige ”anderledeshed” eksisterer på alle tre måder.

Pludselig var der ikke nogen diskussion, der skulle vindes eller tabes. Jeg havde fred indeni, en dyb fred, der så ud til at fortrænge al nervøsitet og tvivl. Jeg vidste ikke, hvor denne fred kom fra eller hvordan, men jeg vidste, at det havde at gøre med, hvad denne mand fortalte mig om Gud.

Senere begyndte jeg at undre mig over, om jeg havde taget fejl. Jeg blev ved med at spørge min rumbo Peggy: ”Hvad har jeg gjort? Hvad i alverden har jeg gjort? Er det rigtigt eller ej?” Peggy prøvede ikke at overbevise mig eller noget. Hun sagde bare: ”Bed. Snak med Gud og spørg ham”.

I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandrer mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme, som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias.

Det levende vand

Inden for en måned følte jeg, at Gud havde svaret på min bøn og vist mig, om jeg havde valgt den rigtige vej. Vi læser fra Siddur hver uge til sabbats-gudstjenesterne, og da vi læste fra 5. Mosebog, kapitel 11, blev jeg ramt af disse ord:

”Hvis I vil lytte til de befalinger, jeg giver jer i dag, og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver… Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. For da vil Herrens vrede flamme op mod jer; han vil lukke himlen, så der ikke kommer regn… og så bliver I meget snart udryddet fra det herlige land, som Herren vil give jer” (vers 13-17).

Passagen beroligede mig. Jeg vidste, at mit hjerte ikke var ved at tørre ud. Jeg følte, at jeg blev ”vandet”, selvom jeg endnu ikke havde læst Jesu løfte: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Som 18-årig var jeg måske draget mod Yeshua af andre troendes fællesskab og venlighed. Jeg vidste ikke nok om Bibelen eller teologi til at vide, om min beslutning var sund. Jeg vidste nok til at spørge Gud om at vise mig, hvis det ikke var sandt. Jeg vidste, at hvis det var en løgn, ville jeg have droslet ned, og min tro ville visne. Det gjorde den ikke. I stedet blev Gud ved med at forfriske min ånd, eftersom jeg lærte mere om ham, mere om Messias. Jeg var pludselig gladere, og ikke så selvfikseret og deprimeret som tidligere.

Jeg har været troende i ti år nu. Og det er ikke længere et spørgsmål om at finde fællesskab og accept. Det er sandt. Det er Guds ord. Hvert år vokser jeg og lærer at elske Gud mere, at føle hans virkelighed dybere i mit liv, og hans løfters sandhed i Bibelen.

Da jeg var barn, sagde min far, at vi en dag skulle forlade Iran, fordi vi var jøder, og derfor var vi outsidere, ofte uvelkomne og ikke-villet. I USA troede jeg, at vi ville blive mere velkomne, men at komme til et land hvor vi ikke kendte sproget, hjalp os ikke ligefrem til at høre til. Men sommetider er det godt at være en outsider – det får dig til at blive ved med at længes efter det særlige sted, hvor du hører til. Jeg fandt ikke bare det sted, et fredfyldt sted midt i al verdens skørhed, men jeg fandt ham, som jeg tilhører.

Jeg håber, at du kan finde fred ved også at tilhøre ham – at tilhøre Yeshua, Messias.