I september ansatte Israelsmissionen Mads Bjørn på 26 år som dialogmedarbejder i København hvor han arbejder med at skabe gode relationer og kontakter til mennesker i det jødiske samfund.  Mads Bjørn har selv en personlig brand for at række evangeliet videre til mennesker – for han ved hvordan det er at leve uden det.

Et guddommeligt ultimatum

Det er den varmeste sommer i mange år. Mads Bjørn befinder sig på Taize-klostret i Bourgogne, i Frankrig, på en fredelig græsmark med solen i ansigtet og en god bog i hænderne.

Klostret bliver hvert år besøgt af mange tusinder pilgrimme der ønsker at komme nærmere Gud eller står overfor store valg i deres liv. Det er også derfor Mads Bjørn er her. Han har sat sit liv i København på musikkonservatoriet på pause for en stund – for han er i tvivl om han er på rette vej. De sidste mange år af hans liv har han brugt på at forstå hvem Gud er og hvad han vil med ham, men han har svært ved at finde ro.

Tanken om at han skulle blive præst i stedet for at etablere sin musikkarriere, har naget ham i flere år efterhånden. Men det er først her på græsmarken han for alvor indser at han må tage et valg.

Derfor stiller han Gud et ultimatum: ”Du har 24 timer til at sende et menneske, som ikke kender mig, der skal tale til mig om at jeg skal være præst. Ellers glemmer jeg alt om det.”

Hvordan Mads Bjørns ultimatum ender, skal jeg nok vende tilbage til. For at forstå hvorfor dette øjeblik var så afgørende i Mads Bjørns liv, må vi begynde et helt andet sted.

Familien på Falster

Mads Bjørn er vokset op i en kulturkristen familie på Sydfalster. Hans forældre var de første akademikere i familien, og de brugte ikke kirken til meget andet end julegudstjenester og de almindelige overgangsritualer.

”Jeg spurgte engang min far hvorfor folk skulle dø hvis Gud havde magt til at lade dem leve?” fortæller Mads Bjørn og fortsætter: ”Han svarede at det var fordi Gud ikke ville have at vi havde det alt for nemt. Det er den eneste sætning jeg har hørt talt om Gud i mit liv. Vi har aldrig bedt fadervor, læst noget fra Bibelen eller sunget sammen.”

Mads Bjørns farmor gik dog i kirke hver søndag, men det var ikke noget hun talte åbent og personligt om. Da Mads Bjørn skulle konfirmeres, fulgtes de to dog sammen.

”Det sagde mig ikke rigtig noget selvom jeg prøvede at følge med. Jeg forstod det ikke, og jeg havde ikke sprog for det. Kirken var bare et højtideligt sted hvor man sang gamle uforståelige sange.”

Som teenager begyndte han at engagere sig i musik, og det fyldte hurtigt størstedelen af hans liv.

”Jeg blev revet væk. Jeg ville være professionel trommeslager og til sidst spillede jeg i forskellige sammenhænge 6-7 gange om ugen.”

Igennem musikken fik han en gruppe nære venner, og en af dem hed Solveig.

En uventet drejning

Det er nytårsaften, og Mads Bjørn er sammen med sin veninde Solveig og hendes familie samt en håndfuld andre venner. På det tidspunkt er han 15, og han hygger sig. Det hele er festligt, der bliver fyret krudt af og stemningen er høj. Men da klokken slår tolv, tager festen en uventet drejning.

”Nu kører vi i kirke. Vil du med? Ellers kan vi bare blive her indtil de andre kommer tilbage.”

Lettere forvirret over spørgsmålet svarer han: ”De er sgu da lukkede nu? Det er jo nytårsaften!”

Solveig trækker på smilebåndet og fortæller ham at de har deres egen kirke.

Mads Bjørn tager et øjeblik til at overveje situationen, men han beslutter sig så for at tage chancen og sætter sig ind i bilen med de andre.

Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus

De drejer ind ad en indkørsel og parkerer foran hvad der ligner et almindeligt næsten kedeligt hus.

”Hvor er kirken?” spørger Mads Bjørn forundret.

”Det er kirken,” svarer Solveig.

De træder ind ad døren, og kommer ind i noget der ligner en café. Ovenpå er kirkerummet, og det er dækket af et blødt gulvtæppe. Kontrasten til den folkekirke Mads Bjørn kender, er stor. Der er stole med puder i stedet for kirkebænke, en simpel prædikestol og en projektor der kaster lys på et krucifiks.

Da de har sat sig, begynder præsten: ”Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus.”

Med det samme mærker Mads Bjørn et sus gå igennem ham, og han får kuldegysninger på armene.

”Jeg var utroligt blufærdig, som mange danskere er det, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen,” fortæller han.

Menigheden sang højt med på sangene mens en ældre dame styrede teksterne på en gammel overheadprojektor. ”Der var stemning,” fortæller Mads Bjørn, der alligevel ikke kunne lade være med at blive revet en anelse med på trods af sin skepsis.

I løbet af gudstjenesten lagde han særligt mærke til ordene: Vi har brug for dig Jesus. Vi har sådan brug for dig. ”Det havde jeg aldrig hørt et menneske sige før – og så på en så følelsesladet måde. Jeg syntes det var lidt ynkeligt.”

Oplevelsen i kirken satte sine spor i Mads Bjørn: ”Jeg blev både provokeret og forarget. De gjorde mange mærkelige ting på en ligefrem måde jeg ikke var vant til.” Alligevel holdt han utroligt meget af at tilbringe tid med Solveig og hendes familie der altid havde interesse for ham og som spurgte ind til hans liv. ”Efter den aften tænkte jeg for mig selv at de kan have deres, og så kan jeg have mit,” fortæller han.

Et fællesskab uden krav

Noget nyt begynder dog at rumstere i Mads Bjørn, og det udvikler sig da Solveig tager ham med på en kristen ungdomslejr om sommeren på Sjælland. Her møder han et åbent fællesskab der gør indtryk på ham: ”Det handlede ikke om at jeg skulle være et musikgeni for at have betydning. Her ville helt fremmede folk være sammen med mig – bare fordi jeg var mig.” Han kunne ikke lade være mere at tænke at der var noget særligt ved de kristne.

Hjemme på Falster bliver han ved med at mødes med Solveig og vennegruppen. Her begynder samtaler om tro og liv at blomstre, og Mads Bjørn mærker nysgerrigheden vokse. ”Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”hvad nu hvis de har ret? Hvad nu hvis Gud er mere end den kulturkristne Gud. Hvad nu hvis han er Bibelens levende Gud?” Jeg kunne ikke slippe det.”

Er du den de siger du er?

De næste måneder oplever Mads Bjørn en eksistentiel krise. ”Jeg havde mange drømme og vågnede om natten. Mit hoved var fyldt med tanker – er Gud der? Er Gud sådan her eller sådan her? Har jeg taget fejl? Har de taget fejl? Og hvad kan jeg overhovedet bruge det til? – At der sidder en eller anden Gud, der ikke kan lade mig være? Det hele kørte rundt i mit hoved,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg talte også med mine forældre om det, men de sagde at Bibelen var en gammel bog som havde nogle fine leveregler – mere kunne vi ikke bruge den til.” Men til sidst overgav Mads Bjørn sig en stille aften på sit værelse. Med øjnene halvt på klem bad han: ”Jesus, hvis du er som de siger i kirken, så må du få mit liv nu.” Han åbnede langsomt øjnene igen – nysgerrig på om noget havde forandret sig. Men der var hverken englesang eller guddommeligt lys fra oven.

I stedet viste Gud sig for ham i det små. På det tidspunkt havde han i en længere årrække haft det svært i familien – og det var tungt for ham. Han havde længe ønsket forandring men vidste ikke hvordan. ”Langsomt oplevede jeg at jeg fik mindre lyst til at rakke ned på andre – og i stedet fik jeg mere lyst til at vise omsorg. Jeg oplevede at jeg blev hevet ud af krigen. Det var hverken fordi jeg følte halleluja, nu er jeg kristen eller fordi jeg pludselig var en engel, men der skete et eller andet i mig som jeg ikke rigtig kunne forklare.”

Mange stemmer

Denne nye beslutning skabte en sult i Mads Bjørn: ”Jeg var sulten efter det kristne fællesskab. Ofte tog jeg til flere gudstjenester på en dag. Jeg hungrede efter at lære den her nye verden at kende.”

Udover gudstjenester i flere forskellige af byens kirker kom han også i fire forskellige kristne ungdomsfællesskaber. Det var en kaotisk tid for Mads Bjørn hvor han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Stemmerne var mange, og Mads Bjørns tankevirvar fortsatte: ”Hvordan ser Gud ud? Hvad vil han gerne have? Hvad gør jeg for at behage ham? Hvordan er jeg på den rigtige vej? Skal jeg bede mere om det her? Skal jeg slappe af? Er det farligt hvis jeg slapper af? Det var bare nogle af de få spørgsmål der rumsterede i mig.”

Den rigtige side af stregen?

Særligt spørgsmålet om sandhed begyndte at optage Mads Bjørn. ”Jeg blev lidt af en sandhedsrytter,” fortæller han og uddyber: ”Sådan en som altid skal vurdere hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.”

Efter at Mads Bjørn havde besluttet sig for at vælge troen til, fik han behov for at alle skulle høre om den. ”Der var massive følelser på spil. Det var en ny sandhed – en ny verden der åbnede sig for mig både tankemæssigt, følelsesmæssigt og menneskeligt. Derfor tænkte jeg også at alle skulle have at vide at det var sådan verden forholder sig. Her begyndte farmorens tavse forhold til tro at rumstere i ham: ”Jeg blev ked af det over at min farmor slet ikke havde fortalt mig noget om det. Og derefter blev jeg i tvivl om hvorvidt hun kendte Gud eller om det bare var en gammel vane som mange ældre har.”

Det blev vigtigt for Mads Bjørn at definere hvem der var inde og ude: ”Jeg fik en rigtig kedelig tendens med at fortælle alle at de ikke var kristne. For jeg havde jo troet at jeg var kristen før jeg kom til tro.”

Er det virkelig det jeg vil?

Mads Bjørn flytter direkte fra musikefterskole til København hvor han går på gymnasiet. Derefter fortsætter han på musikkonservatoriet for at realisere sin livslange drøm om at blive professionel musiker. Men han er ikke glad. ”Jeg tænker løbende: hold da op, er det virkelig det jeg vil?” Fortæller Mads Bjørn.



Tanken om at blive en slags forkynder eller præst er dukket op et bare gange, men han har hurtigt kastet den væk igen. Han elskede jo musikken. Særligt efter eksaminer og større projekter mærkede han dog tvivlen: ”Når jeg havde spillet til en eksamenskoncert, kunne der gå mere end en måned hvor jeg ikke kunne røre ved et instrument. Jeg mærkede også mindre af den brand mine medstuderende havde.” Det er her Mads Bjørn sætter livet i København på pause for at søge Gud.

Klar besked

Vi er tilbage på Taize-klostret i Frankrig hvor Mads Bjørn netop har stillet Gud et ultimatum. Skal han droppe sin livslange drøm om at blive professionel musiker og tage præstekjolen på i stedet? Eller er det bare ønsketænkning på et særligt stemningsfuldt sted der får ham til at drømme?

Lige netop den dag havde klostret inviteret forskellige handicappede i området forbi. Ved spisetid sætter Mads Bjørn sig, som han har gjort de andre aftener, sammen med de andre få unge han har mødt i ugens løb. Pludselig kommer en dame fra de handicappedes borde hen til ham og taler til ham på fransk. ”Jeg forstår ikke hvad hun siger,” fortæller Mads Bjørn. Men efter noget tid får hun sagt på gebrokkent engelsk: ”Du skal læse til præst.” Kvinden spørger hvad han hedder, og hun skriver hans navn ned på en lap papir. ”Jeg vil bede for dig,” siger hun og går igen.

Mads Bjørn sidder tilbage mundlam.

Ro på

”Så sker det bare. Jeg stopper på konservatoriet og begynder at læse teologi på Københavns Universitet. Jeg har ikke fortrudt det på et eneste tidspunkt, selvom jeg godt kan savne musikken.”

Det store tankevirvar lagde sig og gav plads for en større ro: ”Jeg fik mere ro på mit trosliv. Ikke fordi alt bare har været statisk siden, men jeg har en fornemmelse af retning – en fornemmelse af hvad Gud vil bruge mig til. En plads.”

Mads Bjørn oplever stadig at han søger, men i dag er det på en anden måde: ”Hvordan ser det ud når vi så er kristne? Det er et spørgsmål jeg meget ofte? stiller mig selv. Det er et praktisk og mere menneskeligt fokus. Det handler ikke længere udelukkende om det åndelige facit eller den teologiske holdning for mig,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg er begyndt at kunne rumme folk som er uenige med mig eller som gør tingene anderledes end mig.”

Manden der har fundet skatten

”Det er mig, der er manden i Jesus’ lignelse, som finder skatten begravet i marken, går hen og sælger alt hvad han ejer for at kunne købe lige netop den mark. Jeg har fundet troen og vil rigtig gerne dele den – også selvom jeg allerede har gjort det på mange uhensigtsmæssige måder i mit liv.”

Særligt det at åbne op for samtalen og skabe et sprog eller et rum for at tale om de større emner ligger Mads Bjørn på sinde: ”Gud siger at vi skal gå ud og fortælle folk om ham. Jeg ønsker at være med til at skabe et sprog for det her med tro og gøre lidt op med den danske blufærdighed som jeg selv led lidt af. Det gør troen større, og det åbner op for Guds perspektiv.”

”Hvis min farmor stadig levede i dag, ville jeg have ønsket at vi havde kunnet have et fællesskab i troen – at vi kunne tale sammen om vores Gud,” konstaterer han og tilføjer afsluttende: ”Jeg har fundet mig til rette i at jeg ikke ved hvem der er på hvilken side at stregen. Jeg ved at der er en streg, desværre. Men jeg vil bare gerne følges med folk i deres tro samt inspirere og opmuntre mennesker til at omvende sig og glæde sig over Gud.”