”En fantastik weekend med en oplevelse af at være fælles om noget som er vigtigt, som vi gerne vil prioritere” – stod der i en af de evalueringer, jeg har fået efter vores årsmøde-weekend i København.
Når nu man selv stadigvæk er lidt træt efter en lang weekend med mange bolde i luften og mange tråde, der skulle bindes sammen, gør en sådan evaluering godt. Det var det hele værd. Det var en fredag/sabbatsaften i Betlehemskirken med fokus på samhørighed med det jødiske folk, godt fællesskab og en god stemning hjulpet godt i gang af en dygtig kletzmer-musiker. Det var en lørdag formiddag –med småregn og blæst – rundt i Københavns gader med fokus på byens jødiske historie afsluttet med en meget personlig historie i forhold til terrorangrebet for kun 2 år siden. Det var en eftermiddag i Apostelkirken i selskab med venner og interesserede om et varieret og udfordrende program, som sluttede med en gudstjeneste med fokus på forsoning og vores relation til Gud og til hinanden. Nogle fortsatte derfra til jødisk purimsfest ved synagogen. Det endelig punktum for weekenden var gudstjeneste, samvær og fortællinger i Grønnevang Kirke i Hillerød. Jo, det var ”en fantastisk weekend med en oplevelse af at være fælles om noget vigtigt”.
Jeg sidder tilbage med et ord eller en sag, som weekenden satte fokus på for mig, nemlig ”relationer”. Jeg fik helt konkret set og hørt de mennesker, vi i Israelsmissionen har en relation til. Hvad enten de var venner, ”gamle” volontører eller tidligere medarbejdere. Relationer er levende og derfor skal de plejes og fornyes, og det kan ske ved en sådan ”familiefest”, som et årsmøde også er. Og det blev en fest fordi hele den store familie takkede ja til indbydelsen.
Lørdag aftens gudstjeneste med fokus på forsoning gav mig også en ny glæde over den relation, som Gud inviterer os ind i og selv har gjort mulig ved at fjerne en mur fjendskab og komme til os i Jesus, Israels Messias og verdens frelser. Han har vendt, hvad der er ondt og gør ondt til noget godt og gjort fællesskab muligt – med ham og med hinanden.
Derfor ærgrer det mig også, at vores jødisk israelske ven på årsmødet, David, netop efterlyste gode og nære relationer til mennesker i Danmark. Han har været her i mere end 6 år, har tilegnet sig sproget, så han kan begå sig, men kan ikke sige at han har danske venner, med hvem han har nære relationer. Jeg ved ikke om hans svar på hvorfor det er således, er rigtigt, men spurgt om hvorfor svarede han: ”I har så gode systemer med sprog- og jobtilbud. Måske tror I, at det er nok. Men systemer skaber ikke relationer, for relationer kræver mennesker, som har tid, tid til at være nær og være sammen.”
Den stikker stadigvæk lidt – selv efter en god årsmøde-weekend med fokus på relationer. Eller måske netop derfor. For hvad er den gode relation til Gud og til os selv og hinanden, hvis ikke den vender sig ud mod David og andre, der som ham er kommet her. Uanset hvilken religiøs eller social gruppe, de tilhører.
