Jeg er ved at blive gammel. Eller, sådan kan jeg godt tænke, efter igen at have sendt de tre Missionspiloter ud i landet, denne gang til en forstad til Tel Aviv, hvor de skal deltage i en FCSI (KFS) konference, hvorefter de ruller videre til Haifa og det kristne plejehjem EbenEzer. Årsagen til følelsen er, at jeg som det sidste beordrer dem til at sende en sms så snart de er fremme i god behold. Det skete også sidste gang. Jeg tænker ikke engang over det, det ryger bare ud af mig.Helt ærligt – kan jeg blive mere hønemor? Sandsynligvis. Men humlen er, at jeg efterhånden er faldet godt ind i rollen som kirkevolontør, hvor min vigtigste opgave består i at piloterne har det godt, så måske er det ikke så slemt igen at være hønemor/far. Heldigvis er de nogle gæve piger, med ben i næsen (selvom jeg stadig ikke er helt med på hvad det egentlig skal betyde..?) og de skal nok klare sig. Det er en kæmpe velsignelse at opleve hvordan Gud leder dem, bruger dem, inspirerer dem og udfordrer dem, og samtidig at opleve hvordan de tager imod det, på hver deres måde!

Det er heller ikke så dumt, at have nogle kreativt-tænkende piger i baghånden, når vi i Den Danske Kirke inviterer til fastelavnsgudstjeneste og efterfølgende tøndeslagning, og jeg bryder min hjerne for at finde på en udklædning. Inden jeg kunne nå længere end til Batman, havde de allerede bestemt at de skulle være Rip, Rap og Rup og at jeg selvfølgelig skulle være Joakim Von And. Hvordan den tanke aldrig har slået mig selv, er mig nu temmelig uforståeligt.. Efter en spændende uge med konstruktion af en tønde uden træ, havde vi en fantastisk eftermiddag i Ascension Church, på toppen af Oliebjerget, med en flok glade børn og om muligt endnu mere glade forældre, jødiske såvel som kristne. Det er fantastisk at se, hvordan vi som kirke kan være med til at give børn og voksne en bid af Danmark, samtidig med at vi kan dele troen på Jesus Messias!

Generelt får jeg lov at være en del af en masse store ting i disse måneder – som i sidste uge, hvor jeg tog med piloterne til Eilat, en turistfælde beliggende i det sydligste Israel, hvor jeg ikke før har sat mine ben. Efter en utroligt flot 5-timers bustur gennem Negev-ørkenen, ramte vi byen, som mest af alt kan sammenlignes med en blanding af Lalandia og Løkken, dog i en noget større skala. Overdådige hoteller, lækre strande og et væld af spisesteder som tydeligvis var klar over at turister har penge nok, og en lufthavn – midt i byen! Jeg fik lov at være missionspilot for et par dage, og hjælpe til ved en model af det bibelske tabernakel, som israelitterne byggede i ørkenen. Missionspiloternes uddybning af oplevelserne der, kan læses her på fællesbloggen. Jeg vil blot anbefale enhver der bevæger sig i nærheden af Eilat og Timna park, som stedet hedder, at stikke næsen forbi. Det er helt utroligt lærerigt og Guds store og geniale frelsesplan bliver vist frem for fuld kraft. Utroligt stærkt sted.

En anden spændende oplevelse, var at Eilat blev ramt af den størst regn/torden/haglbyge i flere år – faktisk har det ikke haglet i Eilat siden før jeg blev født! Sådan en byge er jo spændende nok i sig selv, men da jeg samtidig havde fået fornøjelsen af at måtte sove udenfor, da vores hostel ikke havde flere pladser, fik jeg lov at opleve bygen på helt tæt hold. Heldigvis var der en presenning, som gav en smule beskyttelse. Det mindede mig om at mange af de steder i Bibelen, hvor Gud beskrives som en der skjuler, beskytter og gemmer os for naturens rasen, bla i Salme 27,5: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt.” Midt i haglstormen kunne jeg smile, ved tanken om at Gud er min beskytter. Han er med i alt – og har ikke huller, ligesom den slidte presenning der dækkede mig den nat. Hvor er det vildt at Gud bruger sit eget skaberværk, til at lære os mere om ham!

Det blev endnu tydeligere et par dage efter, da jeg pludselig befandt mig i ørkenen, med min rygsæk, 4 liter vand og en bagende sol, som nærmest virkede til at le af os. De tre piloter, den anden kirkevolontør Asbjørn og vores nyeste bekendtskab Zoe som er i landet for at studere, begav os ud på en tre-dages vandring i Maktesh Ramon, et nådesløst og bjergrigt krater midt i Negev-ørkenen, bevæbnet med pitabrød, müslibarer og gode sko. Tre dage, 70 kilometer, to iskolde nætter og adskillige vabler senere, kravlede jeg op ad krateret igen og kollapsede på en parkeringsplads. Fuldstændig kvæstet, men fyldt af taknemmelighed. Taknemmelighed over Guds skaberkraft, hans omsorg og det sammenhold vi havde oplevet, også når hver især ramte muren – hvilket bestemt skete! På hebraisk er der en sammenhæng mellem ordene ”tale” og ”ørken”, hvilket blev tydeligt for mig, midt i mellem klipper, lange grusveje og flotte udsigter. Guds tale bliver forstærket i den bare og golde natur og mine hørelse skærpes af den dybe, nærmest skræmmende stilhed der regerer i ørkenen. Det var som naturen lovpriste Gud sammen med os, lidt ligesom det beskrives i Esajas 55,12: ”Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne.” Der var godt nok en del flere bjerge end træer, men verset blev utroligt livligt for mig undervejs. Hold fast, hvor er Gud dog bare stor.

Jeg er nu hjemme i Jerusalem. Her taler Gud heldigvis også, blandt andet på Israelsmuseet, det nærmeste man kommer et nationalmuseum i Israel, som for tiden kører en udstilling med navnet ”Behold the man”, hvor forskellige jødiske kunstnere portrætterer Jesus og identificerer sig med ham. Sådan en udstilling havde været helt utænkelig for blot få år siden, i en kultur hvor Jesus hellere skal glemmes end mindes, så det var kæmpe stort at dykke ned i de ”farlige” værker. Et fællestræk for kunstnerne var, at de alle på en eller anden måde omfavnede Jesus som en jødisk broder, og den smerte han gennemgik. Det kom til udtryk på mange måder, men stærkest gennem Moshe Castels værk ”The Crucified.”

Castel, som voksede op i det der i dag svarer til Israel, mistede i 1948 sin kone, som døde under fødslen af deres datter og tre år efter døde datteren. Han lukkede sig inde i et kloster, hvor han malede dette billede af Jesus, der hænger på korset, men med sit eget ansigt på kroppen og med teksten: ”Jøden Castel” skrevet øverst. Castel identificerer sig helt tydeligt med Jesus og den lidelse han gennemgik på korset. Det stærke er at Castel ikke var påvirket af vestlig kunst, i samme grad som de andre kunstnere i udstillingen, hvilket gør værket meget dristigt i hans samtid. Udstillingen bliver besøgt af mange jøder, både religiøse og sekulære, som får et møde med den Jesus de ikke ved noget om – Gud arbejder virkelig på mangfoldige måder!

Jeg har det egentlig lidt som Johannes skriver i Joh 21,25: “Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.”  Jesus gør så mange ting, og selvom jeg nok ikke får skrevet dem alle ned, så fylder et blogindlæg heldigvis væsentligt mindre end en bog, så forvent mere herfra. Gud er god!