Da jeg var barn spillede jeg ret meget rulleskøjtehockey ude på gaden med de andre børn i kvarteret. Ind i mellem var der også en med, som ikke boede i området. Han var større end os andre, spillede rigtig ishockey og vi andre så op til ham. Vi ville være som ham. Lige så dygtig som ham. Så vi imiterede ham. Rullede som ham. Skød som ham. Overtog meget af hans ageren. Så da han en dag brugte ordet “Jøde” som et nedladende skældsord overfor en af os andre, var det naturligt for flere at begynde at bruge det også. Vi anede ikke hvorfor, det var et skældsord, men det var det.

Personligt nåede jeg ikke selv at bruge det i lang tid. For da jeg en dag kaldte min storebror det i min faders påhør, fik jeg så eftertrykkeligt at vide, at det ingen steder hørte hjemme som skældsord eller nedsættende omtale. Min far sagde fra dengang. Man kan selvfølgelig fint argumentere for, at naturligvis gjorde han det. Som et led i opdragelsen. Som et led i at lære sin søn at tale ordentligt.

Men jeg har siden tænkt, at der var mere i det end som så. Fordi mit sprog dengang repræsenterede et bestemt menneskesyn, som min far på ingen måder ville tolerere eller have inden for sine fire vægge i hjemmet. Dels fordi han selv var vokset op under krigen. Dels fordi det slet og ret var et menneskesyn, han mente, var forkert.

Hvad nu hvis min far ikke havde sagt fra? Hvad havde jeg så lært af det? Hvad havde jeg fået bekræftet? At jøder var mindre værd end andre mennesker? At det var okay at se ned på dem? At behandle dem anderledes? Dårligere…?

Jeg blev mindet om ovenstående i løbet af den sidste uges tid. Her kunne man i Kristeligt Dagblad læse om, hvordan tv-vært og forfatter Flemming Møldrup var blevet kaldt “Smovs” efter at han havde delt ferieminder fra Israel på det sociale medie Instagram. Ferieminder fra Israel fremkalder altså antisemitiske udtryk af værste skuffe.

Det må bekymre os. Alle sammen.

I P1-programmet “Shitstorm” som sendes lørdag formiddag, var han inviteret i studiet, og programmet udviklede sig til en bevægende fortælling om antisemitismens konsekvenser og hvad det gør ved os. Blandt andet fordi Sanne Cigale, som er jøde, er vært på programmet sammen med Mads Aagaard. Programmet er virkelig værd at lytte til – ligesom Flemming Møldrups klumme er værd at læse.

Begge fortællinger efterlader mig dog med et stort og rungende og frustrerende: HVAD GØR VI VED DET?!?!?!

Det er her min far og hans sigen fra kommer ind i billedet igen. For vi har faktisk alle sammen et ansvar for at sige fra, når vi møder had. Uanset sted. Uanset afskygning. Vi har en pligt til at give hadet navn og bringe det frem i lyset. Eksponere det. For hvis vi ikke er bevidste om det, opdager vi det ikke. Opdager vi det ikke har vi ikke muligheden for at sige fra. For kujonagtige mennesker gemmer sig ofte bag skærme og tastaturer og slynger deres modbydeligheder og antisemitisme og racisme ud i hovedet på os andre.

Og det er for nemt at slå det hen som “ja, der er godt nok en hård tone på de sociale medier.” Det er der. Men når et menneske kalder et andet menneske for “smovs”, så er det ikke bare “hård tone”, så er det antisemitisme. Og alt had begynder et sted. Det kan begynde med et enkelt ord under et billede på Instagram eller på en tilfældig villavej i Herning – og kan ende med det vi ser udfolde sig i Halle i skrivende stund.

Jeg aner nok stadig ikke rigtigt, hvad vi gør ved det. Men jeg tror, vi kan begynde med at sige fra.