Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Det var en lun sommeraften. Bølgerne skvulpede roligt ind mod bredden, mens jeg gik med fødderne i det bløde sand langs stranden. I horisonten lyste den gamle bydel Jaffo op, og jeg fik fornemmelsen af at befinde mig i en anden tidsalder.

Jeg havde ofte set ham sidde der bag sin beskedne bod på strandpromenaden. Brune milde øjne og latinamerikanske træk. Han var ung, men lignede én, der havde gennemlevet langt mere end sin alder.

Egentlig ville jeg have fortsat videre, hvis ikke vejen havde været afspærret, men de blå blink længere fremme fik mig til at stoppe op.

Han bød mig om bag boden, og fandt en beskidt plasticstol frem, som jeg kunne sidde på. Vi snakkede lidt om alt og intet, men han åbnede ret hurtigt op. Det var som om, vi havde en særlig fortrolighed.

Michael var hans navn. Han havde levet et udsvævende liv, forelsket sig i en israelsk pige og var nu endt her uden penge og et knust hjerte. Jo mere vi snakkede, desto tydeligere blev det, at noget var gået i stykker i ham. Det var svært at sige, om han var helt ved sine fulde fem, men jeg fik alligevel indtrykket af, at han inderligt søgte Guds nærvær.

Vi snakkede lidt om tro, og jeg delte min glæde i Jesus med ham. Han virkede et øjeblik interesseret, men lukkede hurtigt i. Han kunne måske tro på en Gud, men denne Jesus var ikke noget for ham. Følelsen af utilstrækkelighed vældede op i mig. Hvordan kunne jeg formulere mig, så han kunne forstå nåden?

Da vi afsluttede samtalen, gav han mig en halskæde, som han selv havde lavet. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde nogen penge, men det var han tilsyneladende ikke interesseret i. Den bestod af tre perler: to i perlemor og én i sort. Jeg blev mindet om Kristuskransen, hvor den sorte symboliserer kriserne, døden og mørket i livet. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne få lov at give ham opstandelsesperlen.

På vejen hjem var det som om, jeg blev overvældet af Helligånden. Jeg måtte simpelthen bede for ham. Det blev klart for mig, at Gud havde haft en plan med dette møde fra start til slut. Midt i al min utilstrækkelighed, mindede han mig om, hvem der var i kontrol. Bønnen vendte meget konkret mit blik fra mig selv og hen på Gud.

Paulus skriver sådan her i Første Korintherbrev kapitel 3 vers 6 og 7:

”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”

Hvor er det frisættende. Gud kalder mig til at følge ham betingelsesløst, og jeg får lov at være en del af hans planer og plante frø. Men jeg kan ikke give vækst. Møder jeg mennesker med dette udgangspunkt? Eller vil jeg klare det hele selv?