Antisemitismens spøgelse går gennem Europa

Tilråbene fra menneskemængden: ”Hitler kommer og tager jer!” – eller blot gentagne tilråb: ”Hitler! Hitler! Hitler!” ledsaget af nazihilsen og hvislende imitationer af gas fra de kamre, som slog millioner af jøder ihjel. Scenerne er ikke fra 30’ernes Tyskland, men finder sted på et fodboldstadion i det nordlige London anno 2012.

Arne Pedersen; 28. januar 2013

De to engelske fodboldklubber Tottenham Hotspur og West Ham United tørner sammen i Premier League til en ganske almindelig fodboldkamp. Tottenham – eller blot Spurs – har et historisk tilknytningsforhold til det jødiske samfund i London, og de oplever ofte at blive udsat for antisemitiske tilråb som ovenstående. Eller det, der er værre. Ugen før kampen mod West Ham spillede Spurs international klubkamp mod det italienske hold Lazio, som historisk set har tilknytning til højrefløjsmiljøet i Rom. Inden kampen angreb 50 maskerede hooligans den pub, hvor Spurs’ fans holdt til inden kampen. De engelske fans blev overfaldet med brosten, jernrør og knive. To fans blev stukket ned, og en af dem svævede længe mellem liv og død.

Motivet var antisemitisk. De to ofre var ikke jøder, men deres relation til en fodboldklub med en bestemt historie var nok.

Også andre steder i Europa er fodboldmiljøet præget af antisemitisme. I Holland oplever fodboldklubben Ajax Amsterdam også antisemitiske tilråb som f.eks. ”Hamas, Hamas – jews to the gas!” (Hamas, Hamas – jøderne skal gasses!). Ajax har – ligesom Tottenham – en historisk relation til det jødiske samfund i byen. I de østeuropæiske ligaer er problemet også ganske stort – faktisk så stort, at flere fandt det meget kritisabelt, at det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, havde henlagt sommerens slutrunde for Europamesterskaberne i fodbold til Polen og Ukraine. Et enkelt eksempel er den polske by Krakow, hvor to rivaliserende fodboldklubber udkæmper ekstreme slag – både på og uden for banen – og hvor antisemitisme og racisme hver gang bryder ud i lys lue.

En god jøde…
Fodboldens mikrokosmos er et symptom på en generel stigning af  antisemitiske episoder overalt i Europa i 2012. Frankrig oplevede i oktober måned, at antisemitismen også brød ud på det sociale medie Twitter, da flere skrevne indlæg med signaturen ”#UnBonJuif” (en god jøde) begyndte at brede sig. En signatur på Twitter – eller et ”hashtag”, som det kaldes – er et slags kendemærke, man kan bruge, når man vil relatere sit indlæg til et bestemt emne. Fænomenet blev så stort i midten af oktober, at det var det tredje mest brugte ”hashtag” på Twitter i Frankrig, hvilket fik den store franske avis Le Monde til at kalde indlæggene for ”en konkurrence i antisemitiske jokes”. Det sjove er dog til at overse, når der imellem posteringerne er udtrykt
stærke antisemitiske holdninger, f.eks. ”En god jøde er en død jøde” eller den omtalte signatur sammen med billeder fra koncentrationslejre.

Norden
Danske og andre nordiske jøder går heller ikke fri af den øgede antisemitisme. Synagogen i Sveriges tredjestørste by, Malmø, blev i september 2012 udsat for et attentat, og generelt er jøderne i byen trængte gennem flere års chikane. I december var både den israelske ambassadør i Danmark og Mosaisk Trossamfund ude at advare danske jøder mod at bære synlige jødiske symboler som kalot og davidsstjerne og mod at tale højlydt hebraisk. Det har fået menneskerettighedscenteret ”Simon Wiesenthal Center” til at udstede et rejseadvarsel til jøder, som ønsker at besøge Danmark. Den øgede trussel mod de jødiske samfund i Norden fik i 2011 den konsekvens, at man oprettede NJSC – ”Nordic Jewish Security Council” – en sikkerhedsorganisation, som bl.a. var til stor hjælp for samfundet i Malmø efter bombeattentatet der.

Hvorfor?
Cecilie Banke, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, fortæller til P1, at da den nye antisemitisme kom på dagsordenen i Europa, blev mange politikere chokerede over, at man kun 60 år efter Holocaust igen oplevede en bølge af ny antisemitisme i Europa. Om grunden til den øgede antisemitisme siger hun: ”Man er ikke kommet frem til en ensartet konklusion på fænomenet, fordi der er så mange tendenser. Den seneste tendens er at påstå, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske krise, som satte ind i 2008, og så øget antisemitisme – altså at jøder i Europa bliver holdt ansvarlige for den økonomiske krise. Og det er der tilsyneladende noget, der peger en lille smule på.” Cecilie Banke konkluderer altså, at der nogle steder i Europa er en tendens til at holde jøder ansvarlig for den økonomiske krise. Hun peger også på udviklingen i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor den første bølge af antisemitisme kom efter den anden intifada i 2000, og hun påpeger en klar sammenhæng mellem øget konflikt mellem Israel/ Palæstina og antisemitiske episoder i Europa.

De to problemstillinger, som Cecilie Banke knytter antisemitismen til ved, er der så vidt vides ikke nogle umiddelbare løsninger på, og der er derfor grund til at tro, at vi står over for præcis de samme udfordringer i 2013 mht. grundlaget for den øgede antisemitisme i Europa. I Israelsmissionen ønsker vi ikke at tale konflikten op eller råbe ”Ulven kommer”, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet. Vi i Israelsmissionen føler i denne sammenhæng et særligt ansvar i forhold til det jødiske folk.