At bygge bro på norsk

I løbet af august var Den Norske Israelsmission for fjerde gang værter for projektet BridgeBuilders, som på en særlig måde tydeliggør, hvad samarbejde og gensidig afhængighed er for nogle størrelser.

Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission, 5. september 2014

BBtilweb1Ti messianske jøder, ti kristne palæstinensere og ti nordmænd. Det er hovedingredienserne i BridgeBuilders. 30 unge er sammen i ti dage i Rogaland i Vestnorge, og formålet er klart: Man ønsker at styrke fællesskabet mellem messianske jøder og kristne palæstinensere ved at bygge relationer mellem deltagerne – både som enkeltpersoner og som folkegrupper.

Bag foretagendet står bl.a. Den Norske Israelsmission, forsoningsorganisationen Muslaha, Det Palæstinensiske Bibelselskab og studie- og ressourcecentret Caspari, som alle sammen er Israelsmissionens samarbejdspartnere. De fire forskellige aktører har alle aktier i det unikke koncept, hvor den verserende konflikt kommer på afstand i den terapeutiske norske natur.

Lytte til ’den anden side’

BBtilweb2Flere af lederne under BridgeBuilders har tidligere selv været med som deltagere. Det gælder jødiske Angelica Micoyan og palæstinensiske Pierre Tannous. De har selv oplevet, hvad mødet fører til, og de brænder for at flere skal opleve, hvad dialog, diskussion og bøn kan føre til. Angelica fortæller:

”Jeg ved, at det har forandret mig som menneske at blive en del af BridgeBuilders. Det var ikke let at træffe afgørelsen om at tage af sted første gang; man får et stempel som venstreorienteret og forræder. Men jeg følte, at det var rigtigt at drage afsted. Det blev til ti dage med meget bøn og selvransagelse, men det forandrede mit forhold til både Gud og til mennesker omkring mig. Jeg lærte at lytte til ’den anden side’ og at mærke deres smerte uden automatisk at gå i forsvarsposition. Når jeg ved, hvad BridgeBuilders gjorde ved mig, ønsker jeg at give det videre til andre.”

Pierre supplerer: ”Det er let at blive frustreret over resultatet. Ofte ser vi ikke de fremskridt, vi ønsker, lige med det første. Men der er et stort behov for lignende tiltag. Der er brug for fællesskab mellem kristne palæstinensere og jesustroende jøder. Hvis ikke vi har dette fællesskab, splitter vi Kristi krop. Som leder må jeg også hele tiden stille mig selv det samme spørgsmål: Ønsker jeg fællesskab med ’den anden side’? Det er ligeså meget en udfordring til os ledere, som det er til deltagerne. Hvis ikke vi kan gå foran med et godt eksempel, kan vi ikke forvente, at andre vil i den retning, vi peger.”

Det farlige møde

BBtilweb3Nicola Shaer og Alon Williams er to af førstegangsdeltagerne. Nicola er arabisk kristen fra Betlehem, og Alon er messiansk jøde fra Tel Aviv. For Alon udgør tilbagerejsen til Israel ikke den store risiko. Han vil sandsynligvis blive stemplet som ’venstreorienteret’, men det må han tage med. For Nicola er konsekvenser mere vidtrækkende. Han risikerer at blive afvist af venner og familie, fordi han møder ”tyven” og ”fjenden”.

Konfliktens alvor sætter sit præg på lejren, og uenigheder er uundgåelige. Under en associationsøvelse, hvor deltagerne skal sætte ord til billeder fra konflikten, kommer forskelligheden til udtryk: Soldaterne er både mordere og forsvarere i deltagernes forskelligt seende øjne.

De norske mellemmænd

Når bølgerne går højt, er det de norske deltageres rolle at agere bølgebrydere. Thor Håkon Lindstad fortæller: ”Gennem hele ugen følte vi os hverken utilpasse eller malplacerede. Vores rolle var først og fremmest at være lyttere og spørgsmålsstillere. ’Buffere’ kan du måske sige. Med en helt anden afstand til konflikten og spændingen i disse dage var det en kamp virkelig at forstå de følelser, historier og den sorg de andre deltagere bar på. Alligevel var glæden over, at vi var til stede, gensidig.”

Andreas Tysse er begejstret for bagagen, han får med sig hjem: ”Det var noget helt andet at møde dem ansigt til ansigt. Det er så let at gøre dem til en del af én side, og så holder vi udenforstående med den ene eller den anden side uden at vide, hvem de egentlig er. På BridgeBuilders lærte jeg både israelere og palæstinensere at kende. Det at høre deres historier berører dig på en helt anden måde, når de er dine venner. Bare det at se dem sammen, hvor villige de er til at lytte, til at imødegå de andre, til at være gode mod de andre og løfte hinanden op, det gjorde noget ved mig som menneske. Det er som om, at der hviler en speciel velsignelse over dette arbejde, som jeg ikke har oplevet før.

Til spørgsmålet, om Andreas tror på BridgeBuilders-arbejdet i fremtiden, svarer han: ”Det var det letteste spørgsmål indtil videre… Ja selvfølgelig! Dette er den eneste vej fremadrettet. Hvis ikke vi tilgiver og bliver forsonet med hinanden og med Gud, vil hadet bare vokse.”

(Artiklen er skrevet på baggrund af en artikel af Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission. Foto: Christine Eidsheim.)