At forestille sig og udleve en bedre nutid

Shadia Qubti, 10. september 2014

Shadia

Shadia Qubti, projektleder for Musalahas børnelejre

Hvert år afholder Musalaha en børnelejr i Israel for israelske og palæstinensiske børn. Mange af vores ”Musalaha-børn” er dog ved at være unge mennesker nu, og de har stadig lyst til at være med på lejrene. Derfor besluttede vi at afholde to lejre i Israel i år – en for juniorer i alderen 12-14 år og så vores normale lejr for børn i alderen 8-11 år.

Som lejrene nærmede sig i år, var Israel i gang med en militær operation i Gaza, hvilket resulterede i daglige angreb fra det israelske militær ind i Gaza, mens Hamas foretog daglige raketaffyringer ind i Israel. Vi blev konfronteret med en ny frygt, hvor israelske og palæstinensiske forældre kom i tvivl om, hvorvidt de skulle sende deres børn på lejr. Israelske forældre var bekymrede over muligheden for at lejren skulle blive udsat for raketangreb fra Gaza. Palæstinensiske forældre var bekymrede over muligheden for et angreb fra israelske højrefløjsekstremister. Frygten var stor hos begge parter, særligt fordi medier på begge sider var med til at give ny næring til frygten. Personligt var jeg også bekymret – både over faren og ansvaret, som jeg havde for børnene og holdet af ledere. Til at begynde med troede jeg,  at lejrene ville blive aflyst grundet den politiske situation.

Disse lejre er et af mine yndlingsprojekter, og jeg ser frem til dem hvert år. Jeg nyder at planlægge dem, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg blot var skuffet, mens jeg vænnede mig til tanken om, at lejrene måske ikke blev til noget. Efter en analyse af situationen og inddragelse af væsentlige kilder, besluttede vi dog, at lejrene ville blive holdt i Baptist Village som planlagt.

Musalahabørnelejr2014Den første frygt jeg måtte overvinde, var min egen. Jeg måtte overvinde min frygt for volden og sætte den i det rette perspektiv. I den proces fandt jeg ud af, hvad det betyder, at konflikten her er så kompliceret. Det betyder bl.a. at vores politiske ledere ikke ønsker at løse konflikten på samme måde, som jeg ville løse den. Og når de ikke vil det, hvorfor skulle de så have lov til at bestemme, hvordan jeg skulle reagere på volden og konflikten?

Min konklusion blev derfor, at min frygt enten kunne lamme eller fremme mit eget svar på denne konflikt. Min frygt kan lamme mig ved at lade vores ledere diktere hvordan og hvor vi, som israelske og palæstinensiske kristne, møder hinanden. Så ville vi først møde hinanden når kampene og volden var overstået. Så ville vi først møde hinanden, når vores ledere ville tillade det. På den anden side kan min frygt fremme mit ønske om at mødes – uanset hvad vores ledere fortæller os. Når det er svære tider, fortæller de os ofte, at vi skal identificere os med vores egen nationale eller etniske gruppe, og at loyaliteten mod dem må gå foran alt andet. Ved at isolere os fra kontakt med ”de andre”, lader vi samfundet diktere hvad vores brødre og søstre oplever og føler.

At gå imod samfundet er det hårde valg på mange måder. Først, fordi så må jeg også se forbi den frygt, som samfundet har opbygget i mig. Hvis man vokser op i dette land, er man godt klar over at der ikke findes nogen partner for fred. ”De er ikke interesseret i fred. Vi gav dem så mange chancer.” Sådan vil begge parter sige om ”den anden”.

På en af lejrene denne sommer lånte et israelske barn en af ledernes pandebånd, bandt det om hovedet og sagde: ”Se, jeg er en arabisk terrorist!” Vores forestillinger om den anden side er krystalklare allerede fra en tidlig alder, og vores naturlige respons er en kollektiv frygt. Og det er her vi kan sætte ind på lejrene og være med til at plante små frø til forandring. Sana, lederen som overhørte den nævnte kommentar, tog drengen til side og havde en samtale med ham, hvor hun forklarede ham, at når han lavede generaliseringer om arabere, så sårede det hende, fordi hun er araber. Drengen fortalte, at det kunne han godt forstå, han undskyldte, og så var den ikke længere.

Musalahabørnelejr2014(2)En anden grund til at det er svært at gå imod samfundet er, at vi er afhængige af andre for at lykkes. Lejrene kan fx ikke finde sted uden hverken børn eller ledere. Det kan godt være, at jeg er villig til at se ud over min frygt, men ville forældrene være det samme? Lejrenes succes er i høj grad afhængig af de forældre, som modigt stoler på vores dømmekraft og sender deres børn til lejrene. Dét er et stort vidnesbyrd om at vi, som troende, står sammen på trods af mørke tider. Gennem de sidste ti år, hvor vi har afholdt lejrene, er det lykkedes at skabe en kultur, hvor både israelske og palæstinensiske forældre kan sende deres børn på en forsonings-lejr. Vi vil gerne her anerkende de forældre, som sender os deres børn år efter år – og særligt denne sommer.

Sidst, men ikke mindst, er det svært at gå imod samfundet, på grund af frygten i sig selv. Under lejren hørte vi sirener. Vi var velforberedte på det, og alle børn og ledere nåede i beskyttelsesrum inden vi hørte Iron Dome affyre sine missiler for at skyde raketterne ned. Ligesom når de skulle sove, var israelske og palæstinensiske børn i det samme rum sammen med deres ledere. De skulle blive liggende i rummet i ti minutter inden de måtte komme ud. Lederne i de enkelte rum bestemte, hvordan de ville bruge denne tid. Nogle brugte tiden til at bede sammen, andre sang og nogle legede en leg. Her var børnene på lige fod, for de delte den samme oplevelse.

Musalahabørnelejr2014(3)Når de ti minutter var gået, bankede jeg på dørene og fortalte, at nu kunne de komme ud. Jeg så ikke tårer i et eneste rum – snarere smil og latter. Det var som om intet var sket og programmet kunne fortsætte. Det var inspirerende at opleve børnenes styrke og tilpasningsevne.

Der er mange årsager til frygt, når der er konflikt, men på samme tid har vi mange muligheder for at ændre frygten til glimt af håb for dem der er omkring os. En af lederne oplevede et sigende eksempel på dette: På lejrene var der en af lederne hvis bror lige var taget til Gaza som soldat, og denne leder boede på samme værelse som en børnene, hvis bedsteforældre boede i Gaza. Men lederen tog sig af drengen og passede på ham hele dagen.

Der er ingen andre lejre i vores samfund, som bruger israelske og palæstinensiske børn sammen – og slet ikke i tider som denne. Jeg er stolt over at have været en del af denne lejr og taknemmelig over, at jeg fik støtte og opmuntring til at konfrontere min frygt. Der er mulighed for håb, hvis vi er villige til at tage de udfordringer op, som ligger foran os. Vores samfund tilbød os kun frygt og splittelse, men i Messias, forestillede vi os og udlevede en bedre nutid, som kan gøre en forskel idet vi arbejder på en bedre fremtid.

(Artiklen er oversat fra engelsk. Du kan læse den oprindelige version her.)